Franske Seventeen At This Time leverer 8 tracks med repetitiv og kølig rockmusik med fransk kant og et twist af noir på albummet Tokkoubana.
Seventeen At This Time består af Frederic Engel (vokal, bass og groovebox) og R. (guitarer) og de lægger rigtig stærkt ud på albummet med ‘Kamikaze’, som med sin inciterende, simple rytme, de nærmest spindende guitarer, der smyger sig om rytmesektionen og den insisterende vokal, sætter sig godt fast i ørerne. Engel’s vokal har en distinkt fransk accent, hvilket i mine ører giver en hvis charme og står godt til de kølige klangflader i musikken. Andre vil måske have det anderledes.
På ‘Everything I Touch Goes Wrong’ er vokalen mere i centrum, og den emmer nærmest af kølig 80’er rock-noir og kunne stå sig godt som soundtrack til en kynisk film om kuldslået kærlighed, og en kant af psykose. Den har samtidig også stærke melodiske kvaliteter.
Den efterfølgende ‘The Grass Is Always Browner’ sænker tempoet og kan lyde som en mørkere, fjern fransk fætter til Love Shop (ud over det samplede lydklip på tysk og engelsk). Apropos tysk, så er den pudsigt betitlede ‘Angela Merkel’ et track, der i styrke matcher den tyske politiker med sin catchy bas-linie (okay, catchy er måske ikke et ord jeg ville bruge om Merkel), og en effektfuld udladning fra guitarer og vokal, der får lov at bryde med det kontrollerede og kølige et par minutter inde i sangen og kommer lidt udenfor grænserne af den franske coolness. Det er måske endda lidt underdoseret, for jeg kunne ind i mellem godt savne at de to franskmænd gav lidt mere los og gav os lidt mere end den kølige distance.
På den anden side er distancen også en styrke og på ‘Holly’ vender de tilbage til det kølige, selv om et livgivende riff også her får lov at klinge lidt varme ind. I øvrigt endnu et fermt nummer, der med sine repetitioner bygger fint op. I det hele taget er de første 5 tracks på Tokkoubana virkelig stærke og vinder ved hver gennemlytning.
‘Angel’ følger også nogenlunde med i slipstrømmen, og bruger samme virkemidler – i og for sig et fint nummer, men lidt anonymt i forhold til de tidligere. Albummets syvende, og næstsidste nummer, er det instrumentale (bortset fra samples) ‘Le Charme Discret de la Bourgeoisie’, som med sine under 3 minutter er et kort intermezzo, inden albummet afsluttes med ‘Bobby Beausoleil’ , som også er navnet på en skuespiller og musiker, som var med i Charlie Mansons ‘Familie’, og sidder fængslet for mordet på Gary Hinman i 1969. Nummeret har da også en ubehagelig vibe og starter med et skummelt vokal-sample, der dog igen klinger ud i kølig distance.
Især albummets første 5 numre står rigtig stærkt, og det er en anderledes fornemmelse og lyd, end hvad man lige umiddelbart finder på den danske musikscene i øjeblikket, selv om der er musikalske strømninger til fælles med bands som Deafbeats og andre fra samme vene. Tokkoubana er en køligt insisterende oplevelse, der kiler sig ind i ørerne på én, men alligevel går jeg lidt kold på albummet efter ‘Holly’. De melodiske kvaliteter er stærkest på de første numre, selv om også ‘Bobby Beausoleil’ har noget, der hænger ved. Derfor lander Seventeen at this Time og Tokkoubana på 4 stjerner, men tjek videoen med ‘Everything I Touch Goes Wrong’ ud herunder og se om du bliver fanget ind af franskmændene.
Albummet udkom 13/5 på Crane Records – tjek Seventeen At This Time ud på deres soundcloud.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
