Kender I det? Man står i badet og pludselig tænker man “Hvad fanden er DET?!”… for en sang man står og nynner, uden at have opdaget det. Sådan er det lidt med Harakiri, tidligere System Of A Down forsanger Serj Tankian’s tredje solo udspil – den sniger sig ind på en med små medrivende melodistumper, der popper op når man mindst venter det.
Ved første lyt tager man sig selv i at tænke, “Yap, det her er da helt sikkert et Serj Tankian album…”, her er alt ved det gamle, ikke mindst vokalen, masser af patos, højt til loftet, maniske og vilde fraseringer, der formidler tekster om al verdens utøj, ufred og uretfærdigheder. Hans sangunivers befinder sig stadig på samme gammelkendte kurs, uden et musikalsk sort hul i nærheden til at rive lidt op i det.
Når man så dykker ned i sangene, så er der faktisk en del nytænkning og små fine detaljer at opdage, i noget der på overfladen virker lidt for velkendt.
Den nu 45 årige amerikaner med armenske rødder, vil på godt og ondt nok altid være forbundet med arven efter System Of A Down, der i perioden 1998 til 2005 udgav 4 banebrydende studiealbums, med deres helt egen hybrid metal, der blandede alt fra heavy, progressiv rock, orientalske toner og et spark vanvid til deres egen eksperimenterende slagkraftige cocktail. Efter de gik på tidsubestemt pause, minus et par live shows, har Tankian kastet sig ud i en solokarriere, der indtil videre har resulteret i 3 plader, inkl. den her anmeldte Harakiri.
På de to foregående albums har man siddet tilbage med følelsen af, at der manglede en eller anden afgørende ingrediens – den unikke energi og dynamik som var så fremtrædende i SOAD. Det gør man for så vidt stadigvæk når alt kommer til alt, men på den anden side kan man jo ikke forlange, at Serj Tankian bliver ved med at udgive SOAD plader, når det nu er en solokarriere han er i gang med. Man undgår dog stadig ikke helt at tænke, at disse plader et eller andet sted bare virker som tidsfordriv, indtil vi får det vi alle ønsker, en rigtigt genforening og et nyt studiealbum fra gruppen.
Indtil det sker, så har Tankian banket 11 nye numre sammen til os, 13 hvis du køber special edition som jeg sidder med her, og for en gangs skyld vil jeg faktisk anbefale, at man erhverver sig den udgave og får de to bonusnumre. De er nemlig blandt de bedste han har lavet i denne omgang.
Det er to relativt korte numre, men besidder på hver deres måde noget af den gakkede crazyness, som nogle af de andre sange på Harakiri savner. Først “Revolver”, der er noget af det mest System Of A Down’ske på hele pladen, med rapid fire tekst og frenetisk energi, ikke ulig de hurtige numre på Hypnotize/Mezmerize pladerne. Den anden er “Tyrant’s Gratitude”, der udover et klassisk Tankian catchy omkvæd, rummer passager der leder tankerne i retning af The Stone Roses (?!).
Det er ikke første gang man sidder og tænker i britiske baner på Harakiri, første nummer på pladen, “Cornucopia”, synges periodevis i bedste Robert Smith (The Cure) klang, men ellers er det ikke det mest interessante åbningsnummer verden har set. En sang han sikkert kunne skrive og levere i søvne. Der er mere bidsk stemning i den efterfølgende “Figure It Out”, men sangstrukturen, opbygningen og maskingeværs lyrikken lyder som noget vi har hørt mange gange tidligere fra hans side. Så det er ikke de to indledende numre der får en op af stolen. Habilt og veludført, men også for ham, rutinepræget og lidt for velkendt. Buh, den har vi hørt, Serj.
Den skævt skårede “Ching Chime” indleder pladens stærkeste del, med orientalske rytmer bygger den op til typisk, men sprælsk, Tankian tungegymnastik. Er det semi-rap? En stemmebånds mavedans, med små stød og elastiske bevægelser, der danser umiddelbart usammenhængende løsrevne ord og paroler ud af kroppen. Herefter følger det forventede storladne og episke break, der har været et Tankian varemærke hele karrieren. Det gamle trick virker stadig på upåklagelig vis.
Der følges op med den energiske uptempo basker “Butterfly”, der ikke vinder nyt land for Tankian på sangskrivningsfronten, men det lyder inspireret og er en af dem man hurtigt nynner med på. “Dark gray matter of fact sky, Nannies are nights with our half sister moon, Why can’t we switch automatically to Eco-centric persuasions?”, endnu en typisk Tankian tekst, hvor man tænker “hvad pokker synger han egentlig om?”.
Titelnummeret, “Harakiri”, står også som en af pladens stærkeste melodier og sange, den får alt hvad den kan trække af melodrama og potent patos i dette “civilisationen begår selvmord” nummer , uden at det kammer over. For nogen vil det nok være lige pænt nok og lidt for radiovenligt – men den side har Tankian nu altid haft i større eller mindre grad. “Occupied Tears” bringer lidt nyt til det kendte lydunivers i form af en diskret elektronisk bund, der gennemstrømmer hele nummeret, vi er ikke ude i de vilde eksperimenter og opbrud i stil, en behersket, men ganske vellykket, tilføjelse i Tankian’s musik. Nummeret er, som den efterfølgende “Deafening Silence” der også gør brug af elektroniske elementer, egentlig bare endnu et klassisk Serj Tankian nummer i ny indpakning, men det fungerer overraskende godt og giver det hele et friskt pust. Endnu to stærke numre, her i den mere afdæmpede afdeling, på et album hvis midterakse står virkelig stærkt.
“Forget Me Knot” forsætter i samme beherskede leje, indtil omkvædet løfter den op i de højere luftlag, Serj Tankian som vi kender ham og formodentlig elsker ham – ellers læste du vel ikke det her? Intet varer dog evigt, heller ikke Harakiri’s flotte stime af gode sange. “Reality TV” er rent musikalsk ikke en dårlig sang, overhovedet, men temaet og teksten virker overraskende ordinær og ret outdatet:
Fundamentally mental, deprived of meaning,
Hedonistic theatrical entropy
The gaining of lost confidence,
From the failures of others cheering
“No, that can’t be me”
I abhor the whore who calls herself reality, reality TV
I abhor the whore who calls herself reality, reality TV
Really? En sang om hvor hæsligt reality tv er? Hold da op Serj, that’s so middle of the last decade. Ikke at han ikke har ret, det er jo svært at være uenig, men har han ikke allerede viderebragt det budskab i SOAD’s “Violent Pornography”? I 2012 virker det som et overflødigt statement, men om ikke andet giver sangen os den fine remse “Nipples, tongues, testicles, cheeks, Nipples, tongues, testicles, cheeks”.
Harakiri afsluttes med de to energibomber “Uneducated Democracy” og “Weave On”, men al energi og melodisk pondus kan ikke skjule, at det lyder som ekkoer af noget vi har hørt før. Fine sange, men intet nyt under den armensk/amerikanske rocksol her.
Således er det for mig de to nævnte bonus numre, der gør, at pladen afsluttes med et positivt aftryk. Det overordnede indtryk er også positivt, især de små nye detaljer og idéer Tankian tilføjer hans musikalske palet pynter på helhedsindtrykket. Men der mangler noget grundlæggende nyskabelse i mange af sangene. Det er som om Serj Tankian er forklædt som sig selv, og forsøger at få det til at fremstå anderledes ved at tage en ny hat på. Man savner dog et komplet kostume skifte, eller i hvert tilfælde at det gamle syes om på kreativ vis.
Indtil det sker, hvis det sker, vil Serj Tankian solo nok altid “bare” være rigtig udemærket, men de fleste vil savne SOAD’s karakteristiske overskud, skøre indfald og gennemgående utæmmelige vildskab. Det skal dog ikke afskrække nogen fra at give Harakiri et skud. Man bliver ikke skuffet og der er masser af gode sange at nyde, bare man accepterer, at det der virkelig gør Serj Tankian speciel og enestående, det har vi til gode indtil en gendannelse. Som det er nu er han et sikkert 4 tal, på utrættelig men nok uopnåelig solojagt efter flere stjerner.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
