Kristian Gaarskjær, som er manden bag Select Captain, slår også sine folder i ørken-tungrockerne Gonzo Morales. Tung rock er der dog ikke meget af under Select Captain-hatten. Her gemmer sig i stedet en mere følsom og personlig side af Gaarskjær, hvor han går en række amerikanske ikoner i bedene med den akustiske guitar i centrum. Det gør han ganske godt.
Selv om Gaarskjær som Select Captain har bevæget sig væk fra lyden af Gonzo Morales, så kommer inspirationen stadig fra det amerikanske. Udtrykket er mere dæmpet og stemningen mere tungsindig, og Ryan Adams, som nævnes i pressematerialet, kunne jeg forestille mig som en central inspirationskilde. Selvsamme Adams trækker også godt og grundigt på den amerikanske rockarv i mange forskellige afskygninger, så for at præcisere lidt, så er lyden hos Select Captain mere i retning af Love is Hell end Rock’N’Roll. Taler vi Springsteen’sk, så er det mere Nebraska og Darkness on the Edge of Town end Born To Run og Born In The USA – og så er der også lige en portion Johnny Cash i blandingen. Det er altså ikke jomfruelige stræder Select Captain besejler. Der er mange, der sejler i de samme musikalske farvande, så formår Select Captain at skille sig ud?
Det korte svar er, både ja og nej. Gaarskjær har en fin vokal og sangskrivningen er gennemgående solid og vedkommende, ligesom den musikalske side af sagen absolut er veludført. Således starter det lovende med den lakonisk betitlede ‘Death’, som fra en helt nedtonet start finder momentum i et sørgmodigt klingende country-folket udtryk. “I’m ready to let go,” synger Gaarskjær som afslutning, og det lyder på samme tid modløst og afklaret. Den følges op af den glimrende ‘All Too Hard’, der samler Select Captain’s stærke sider i én og samme sang. Et Johnny Cash’sk guitaranslag åbner, inden Gaarskjær’s vokal falder ind og når det suppleres af velplacerede tunge trommeslag og et godt omkvæd med et stemningsfuldt kor svævende i baggrunden, så er der ikke så meget andet at gøre end at klappe lidt i anmelderhænderne og mumle med. Dén fortjener airplay.
På ‘The Fear’ er vi nærmere Ryan Adams’ neck of the woods, og suppleret med en lille snert af Tim Christensen’sk melodiøsitet og et fint afstemt kor giver det også et flot resultat. Stærk melodiøsitet findes også på ‘One Time Offering’, der også effektivt bruger dæmpede stortrommeslag, der givetvis vil få din fod til at vippe.
Det helt dybe toneleje besidder Gaarskjær også, og det bliver fundet frem på ‘Days’, der også introducerer en sjælden elektrisk guitar og holder en solid croon-rockende tyngde, der snerper lidt henad nogle af Mark Lanegan’s utallige udgivelser. Albummets stærke første halvdel rundes af med ‘Sweet Desire’, som har hitkvaliteter med sit dæmpede akustiske guitarspil og Gaarskjær’s dybe vokal, og bygger glimrende på instrumenteringen. Selv om den taber lidt damp mod slutningen ændrer det ikke på at det er både velfungerende og fænger.
Den efterfølgende ‘Sailing’ er også fængende, men samtidig så minder refrænet “I am sailing” mig om de mængder af andre sange, der bruger samme linie i en eller anden form. Det er ikke ubetinget godt, og i mine ører ender den lidt som en parentes på albummet. På ‘Lights’ indledes en overvejende melankolsk sidste del af albummet. Her klinger pianoet tungsindigt ind, mens Gaarskjær ser “the nearing darkness/and wait for the light”. Det følges op af dæmpede akustiske guitarer på ‘Nobody Ever Sings’, som er fint eksekveret, men alligevel kommer til at virke lidt stillestående. Det gør den tempofyldte ‘On The Right Track’ til gengæld ikke – den skyder liv i kludene og bevæger sig i et Johnny Cash’sk western-univers, og det virker næsten manisk i forhold til det mere melankolske udtryk i øvrigt – dermed også sagt at det rusker lidt op i udtrykket og tilføjer variation. Som titlen antyder føler Gaarskjær her at han er på rette vej, men tydeligvis efter at have været på den forkerte, og dermed falder den fint ind i tematikken på albummet, der ofte kredser om at træffe forkerte valg og have fornemmelsen af at livet passerer én forbi.
Helt dæmpet bliver det på ‘Blank End’, hvor Gaarskjærs vokal kun akkompagneres af dæmpet guitarspil, mens det er tangenter, der sørger for underlægningen på afslutteren ‘What We Endear’, som klinger ud i melankolske toner. Der er dog ingen af de to numre, der for alvor går i blodet på mig, på samme måde som nogle af de tidligere, og derfor ender afslutningen med at være en lille smule flad i forhold til resten af albummet.
En del af “problemet” for Select Captain, og det sat i citationstegn, for det behøver ikke være et problem for lytteren, er at Select Captain bevæger sig i musikalske vande, der bliver rovfisket. Jeg tager mig selv i at sidde og lede efter referencer, og finde dem, undervejs på The Fear and The Lights, men det er heldigvis kun enkelte gange det, kortvarigt, bliver en lille smule forstyrrende for oplevelsen. Dertil er det både sangskrivningsmæssigt og musikalsk for gennemført godt håndværk og jeg har også fornemmelsen af at Gaarskjær er personligt tilstede i musikken og lyrikken, altså at der er noget på spil. Det er, i hvert fald for mig, et vigtigt parameter. Endelig er en væsentlig del af grunden til at Select Captain ender på 4 store stjerner og ikke 5, at jeg synes albummet taber højde på anden halvdel. I mine ører holder første halvdel også et meget flot og højt niveau, som altså kun momentvis matches på anden del. Ikke at sangene her er mangelfuldt skruet sammen, men jeg mangler et par lige så skarpe kompositioner som ‘All Too Hard’, ‘The Fear’ og ‘Sweet Desire’.
The Fear and The Lights er som helhed et noget mere end solidt debutudspil fra Select Captain, og kan Gaarskjær og hans musikalske kumpaner bygge på udtrykket og skærpe sangskriverpennen bare en smule, så sidder der flere stjerner løst i ærmet på denne anmelder til næste udgivelse.
The Fear and The Lights er udkommet. Læs mere om Select Captain på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
