På Off to save the world har Select Captain valgt et meget nedtonet lydbillede, hvor lytteren let genkender kunstneren – men genkendelsen også betyder, at der ikke er så meget nyt under solen. Bare et højt bundniveau og nogle lettilgængelige tekster.
Lad os for en gangs skyld starte med karakteren: for den vil lige som sidste udspil fra Select Captain havne på fire stjerner: Der er tale om godt håndværk, en stærk stemme og generelt en ro og et overskud over hele værket.
Det er også poppet, velmenende og pænt. Men lidt som sidst så bliver det aldrig rigtigt til de store stjerner.
Først det gode: Gaarskjærs vokal er dygtigt skolet, bliver veldisponeret strøet ud over de ganske rolige og ofte klaverbårne sange. Der er stor ambitus men ikke bare det; der er styr og overskud over hele linjen og vi kommer aldrig ud i noget, der bare minder om en presset stemme.
Det er godt og skidt, for det bidrager på den positive side til et meget professionelt udtryk. Men lidt på den negative, da det nægter pladen kant. Det er nu også mere mit behov, end det, der kommunikeres ud på pladen.
Det kan virke ambitiøst at stå ud for at redde verden ene mand. Naivt, næsten prisværdigt. Men denne ambition spejler sig bare ikke rigtigt i materialet. Med mindre vi altså skal frelses af vellyd og (lidt for) pæne sange, der i stemning kan sende tankerne i retning af pæne, kristne sange eller Lene Siel-segmentet. Ej, det er for groft, men pænt er det i hvert fald på Off to Save The World.
Der åbnes pænt og roligt med ‘Fit’, som langsomt klaverbåret bølger afsted og har et fint, pop-hooked refræn: ”You are the one to see / (the) feeling that rise with me”. Ja, det er ikke stor sangskriverkunst, det her – selv om Gaarskjær ellers også har fungeret som underviser i netop dette.
Det tilsvarende rolige ’hit’ (allerede streamet virkelig meget), ‘If I Should Go’ slutter også med denne engelske pendant til danske hjerte/smerte-rim: ”Do you see the way I feel / Or have I gone too far / To try / and mend this broken heart”.
Ok. Det er ikke skidt. Og C.V. Jørgensen har vi vel også tilgivet for at rime hjerte/smerte. Men tag det blot som eksempler på, at teksterne er naivistisk banale og desværre ikke matcher den dygtighed, vokalen ellers tydeligvis har.
Men pænt er det. ‘Miles Apart’ er en gentagelse af den tryllekunst det er, at sætte en stærk mande- og kvindevokal sammen (måske Matilde Falch igen?). Det er bestemt ikke dårligt, skidt eller forfærdeligt. Bare heller ikke sådan rigtigt stærkt.
Der er dog styrker. En lidt mere uptempo-sag som ‘Ordinary Greed’ trækker op, og fløjte-refrænet på ‘Straight No Chaser‘ i kombination med et stærkt ordinært refræn, hvor stemmen igen løfter det hele perfekt med god fylde i højden. Og titelnummeret trækker på noget folket, der får nummeret til at stå ud i forhold til resten og indikerer, at der er en dybde at finde. Ét eller andet sted.
Men ned bliver vi godt nok også pillet i den tilsvarende folkede ‘La-da-da’, der kammer over i refrænet, som du, kære lytter, får lov til at gætte på hvordan går. I bund og grund lidt ærgerligt, da bridgen står stærkt, et dronisk orgel bærer fint igennem og mandolin-soloen måske er lidt for genretypisk, men passer fint ind.
Igen som sidst virker ti numre til at være rigeligt – men denne gang vil jeg være stærkt udfordret på at pille numre fra. Hvilket vel alt andet lige er en indikation på, at bundniveauet er højt her.
Jeg kunne godt have snuppet en stjerne for den nærmest ikke-eksisterende udvikling siden sidste plade. Men samtidig vil det være unfair, da der faktisk er kvaliteter i alle numre.
Det hele bliver dog lige banalt nok og personligt ville jeg ønske, at valg-kaptajnen enten blev godt gal i skralden og brugte det til at skrive noget syrligt og vedkommende. Eller at han gik sammen med en virkelig stærk tekstforfatter. For der er ingen tvivl om den musikalske kvalitet på Off To Save The World.
Og dog virker det hele som en lidt kaloriefattig oplevelse, når de ti numre er løbet ud.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
