Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Select Captain: Comes in Waves, Part 1 (EP) ★★★★★☆

Select Captain: Comes in Waves, Part 1 (EP) ★★★★★☆

1646
0

Select Captain tager livtag med et par tunge emner på sin nye EP, der er første del af en planlagt EP-trilogi, der tilsammen skal udgøre et samlet album. Det resulterer blandt andet i et par virkelig stærke sange. 

Select Captain må være en af de kunstnere vi har anmeldt oftest her på siden. Siden Kristian Gaarskjær forlod mere tungtrockende Gonzo Morales og sprang ud som Select Captain, har vi anmeldt både albums og EP’er fra kaptajnen, der hele tiden har leveret kompetent, velkomponeret og velsunget pop/rock, med en lille bismag af americana. Den bismag er der ikke så meget tilbage af på Comes  in Waves, Part 1.

Med den er Select Captain på banen igen, med første del af en trilogi, hvor de næste dele bliver udgivet til vinter, og derefter samles på et vinyl-album. Samtidig er det gået fra at være et Kristian Gaarskjær soloprojekt, til at være en duo med producer Søren Vestergaard som den anden halvdel. EP’en behandler Gaarskjær’s “mangeårige kamp med depression, angst og et medfølgende hashmisbrug,”  som Gaarskjær dog nu er ude af. Derfor er det måske naturligt nok at Gaarskjær på åbneren ‘Mind Crashing’ synger om at “drown in fear”. Det er en stemningsfuld sang, flot orkestreret, med et fint refræn, der også sætter sig fast i hukommelsen. Jeg har gået og nynnet lidt med i hovedet noget tid nu.

Helt samme niveau rammer de øvrige sange ikke, men alle er nu mere end solide. ‘Stagnant’ driver langsomt fremad, og her leges der lidt med instrumenteringen, hvilket pifter sangen lidt op. Den har egentlig en stærk vokalmelodi, men hvis ikke det var for den lidt legende percussion/trommespil og de små detaljer i lyden, var jeg nok kommet til at kede mig en smule undervejs.

Det er heller ikke fordi ‘Slow Down’ blæser afsted, men den har dog en dynamisk puls, der titter frem ind i mellem, og et poppet omkvæd, der viser at Select Captain faktisk har udviklet sig en del siden debuten. Jeg kom til at tænke lidt i retning af Kent i deres mere eftertænksomme (og elektronisk inspirerede) øjeblikke, hvilket ikke er en dårlig ting.

EP’en afsluttes med den korte og tungsindige ‘All I Ask of You’, og skal man finde de kritiske briller frem, så er tempoet i den tunge ende det meste af tiden, og melodierne til trods, er det tungsindigheden, der dominerer. Det giver selvfølgelig god mening, tematikkerne Gaarskjær gerne vil behandle taget i betragtning, men det gør også at man som lytter godt kan savne lidt mere spræl og variation. Det kan nå at komme på den samlede albumudgivelse. Når det så er sagt, så er især ‘Mind Crashing’ og ‘Slow Down’ stærke sange. Ja, faktisk er de noget af det bedste, jeg har hørt fra Gaarskjær’s hånd sangskrivningsmæssigt.

Det er altid svært at bedømme noget, som skal være en del af en endnu ukendt større helhed, men som selvstændig udgivelse byder Comes in Waves, Part 1 gennemgående på stærk sangskrivning, og selv om grundtonen er mørk, lyser melodierne op. Det er dæmpet, og tempoet er adstadigt, men kvaliteten er høj. Derfor sniger karakteren sig lige præcis op på 5 stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

Previous articleRed Forest: Serpent (EP) ★★☆☆☆☆
Next articleM Rexen: And Then They Danced ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.