Sebastian er ude med sit 30. studiealbum, der stilistisk afspejler meget af hans næsten 50 år lange karriere. Desværre er selve sangskrivningen mildt sagt ujævn og svinger mellem glimt af storhed og det decideret skrækkelige.
Jeg har stor respekt for Sebastian som kunstner, og det menneske bagved man også har fået lov til at se noget af. Jeg ved ikke om jeg vil kalde mig “fan” som sådan, jeg har eksempelvis aldrig oplevet ham live, men som mange andre, så er han en del af min musikalske DNA, opdagelse og opvækst. Og i dansk musikhistorie fuldstændig uundgåelig. Der er vel, groft sagt, kun ham og Larsen fra den generation.
Sebastian er også en meget omskiftelig kunstner, fra de første plader der var noget tynget af arven efter Dylan og Donovan, over de mere og mere succesfulde udgivelser op gennem 70’erne til det kommercielle peak i start 80’erne- inden der gik musical i den. Igen til stor succes.
På mange måder er dette nye album en opsamling på karrieren, hvilket også giver den et noget fragmentet udtryk. For ikke at sige direkte rodet. Man kommer virkelig vidt omkring i Sebastians univers, uden at der er den store antydning af en rød tråd. Det ville måske ikke gøre så meget, hvis ikke kvaliteten af de 12 numre var mindst lige så svingende som antallet af genrer på pladen. Mindst.
I følge presseteksten er den røde tråd, at numrene, som albumtitlen antyder, tematisk er en rejse ind i fantasien, hvornår noget er drøm og hvornår det er virkelighed? Det lyder ambitiøst, og man aner måske også “tråden” hist og her albummet igennem, men når det er hængt op på numre der falder til jorden med et brag, som eksempelvis den engelsk/dansksprogede “The Cliff”, så er det hele lidt omsonst.
“The Cliff” er et opråb om at leve i nuet og virkeligheden, i stedet for gennem skærmen på en iPhone, der her bliver symbol på virkelighedsflugt og det ikke at være tilstede. Det har den meget konkrete konsekvens, at vores hovedperson glemmer at kigge op og går ud over en klippe. Det kunne måske have været ganske morsomt, eller tankevækkende, hvis det ikke virker som en allerede meget støvet morfar pointe og opsang mod moderne teknologi og det moderne menneskes hang til eskapisme. Vildt nok, hvad bliver det næste, en kritik af internettet eller selfiekulturen? Det føles flere skridt (og et årti, mindst) bagud, ligesom den engelske del, sunget af Sebastian, lyder temmelig klodset og gør at man har koblet ud et godt stykke tid inden Nanna Øland dukker op og tager over.
Klodset og bagud virker albummets mest kiksede stund, “Dans Mig Ud En Stjernenat”, også. Ikke kun på grund af titlen. Jeg forstår simpelthen ikke den sang, den lyder som et uheldigt levn fra en svunden tid, og som om Sebastian, og de ellers kompetente kræfter der bakker ham op, ikke har hørt ny musik, eller produktioner, fra de sidste 30 år. Det fungerer ikke engang som en nostalgisk tidslomme, det er et decideret skrækkeligt nummer, hvor det lyder som om Sebastian selv har store problemer med at holde tempoet og halser efter den 80’er gøglede melodi. Prikken over i’et er en totalt malplaceret guitarsolo mod slut, der virker klippe/klistret ind uden videre grund og lirer derudaf indtil sangen, naturligvis, fader ud.
Den smule goodwill der blev opbygget med den fine og smagfuldt tilbageholdende åbner “Drømmescenariet” ryger således overbord allerede i andet nummer. Herefter tager det albummet 3-4 numre at sunde sig lidt, hvor Sebastian virker som om han allerede er gået i tomgang. “Planet Væk” er en godmodig sang om vores lille planet set oppe/udefra, desværre har en yngre kunstner som Marc Facchini overhalet mesteren med et nummer som “Rummand”, og andre, indenfor de sidste par år, som gør det samme, bedre.
Den efterfølgende “Ih Du Milde Maja” er en tilbagevenden til en af Sebastians andre spidskompetencer – de uskyldige ørehænger børnesange. Den er vel egentlig “helt fin”, men igen, er det hørt meget bedre, denne gang fra ham selv. Vi skal helt frem til albummets 6. nummer, “Med Dig Hele Vejen” inden der for alvor sker noget igen. Her rammer Sebastian fuldstændig plet med albummets mest fængende og synge-med-venlige omkvæd, der dufter af sol, sommer og arme i vejret. Desværre er resten af nummeret en noget træg omgang, der overhovedet ikke lever op til dette glimrende omkvæd. Men albummet viser da i det mindste livstegn!
Så sker der pludselig noget, “Sangen Om Barmhjertighed” og “Farvel Josephine” dukker op som tiltrængte påmindelser om, at Sebastian stadig har noget tilbage i tanken. Endelig (udover åbningsnummeret) bruges og iscenesættes hans lidt hærgede og slidte vokal på en måde, hvor det bliver en fordel. Han lyder tilpas skrøbelig og stækket, men ikke besejret, så det bliver helt rørende. Førstnævnte er en indledningsvis dæmpet og følt sag, der måske, alt efter temperament, bliver lige lovlig musical sovset som den skrider frem – men stadig et flot nummer. Mens sidstnævnte er en smuk og vemodig farvelsang, hvor verset lidt lyder som et ekko af “The Wild Rover”?
Hopper vi over “The Cliff”, så lukkes albummet med en relativt stærk trio. “Baglæns Optimist” er en dæmpet, akustisk sag, der skuer tilbage på livet OG rammer sin pointe om “nu’et”, modsat “The Cliff”. “Vindens Glemte Sange” har en nordisk, eller keltisk måske (?), folkevise tone og klang over sig og lyder som et kvad, der kunne være fra en film eller et teaterstykke. Der lukkes ned med den 8 minutter lange “Paradis Ved Siden af (Lossepladsen)”, der måske er en slags call back til Sebastians første udgivelse på dansk og nummeret “Lossepladsen Bløder” fra 1971. Og se bare, når det først svinger tekstmæssigt og musikalsk, så er 8 minutter ikke for lang tid!
Tager man første nummer, og pladens sidste halvdel, minus “The Cliff”, så ville man have en ret stærk og mere end værdig udgivelse, fra en sand legende. Desværre er der 12 numre på Sange Til Drømmescenariet, og den anden halvdel er enten ikke helt tiden værd eller direkte fejlskud.
Lad os kalde det en udgivelse der samlet set er på det jævne, og slutter stærkt af efter en svag start.
