Første festival i over et år, første koncert i næsten lige så lang tid og første fadøl i 2021! Et lynbesøg til Killtown Deathfest lørdag aften bød på en masse førstegangsoplevelser, eller var det genudsendelser?
Byhaven var godt fyldt, da jeg ankom først på aften. En halv-kølig, og klar, septemberaften midt i København, Killtown. En lille, sort oase midt i storbyens glimtende lys, hvor løftede coronarestriktioner havde lokket folk og fæ ud af hulerne. De fleste nok på vej til en mere kulørt fest.
For farvevalget i Killtown, hjemmet for denne af flere omgang forsinkede og udskudte 2020 “Corona-edition” af Killtown Deathfest, er mestendels sort. En sort hyldest og dyrkelse af den mørkeste metal-undergrund, hvor hjemlige og udenlandske bands med ulæselige logoer endnu engang blev samlet af den altid nysgerrige bookinggruppe.
Vagterne er sært emsige og oppe på tæerne. Alligevel skulle jeg, tilsyneladende, ikke vise Coronapas ved indgangen, selvom skiltningen påstod det modsatte. Andre slap ikke for, at flashe den hurtigt udviklede App, der sikkert spore dig og din radioaktive vaccinekrop fordi “grunde”. Paranoia og konspirationsteorier var heldigvis parkeret ved indgangen, sammen med min trofaste jernhest.
Kroppen og hovedet er træt. Jeg har været på arbejde lige op til første koncert med de svenske hyggespredere The Funeral Orchestra, der netop har indtage den store sal i det bulmørke Pumpehus. Nå ja, og så vågnede jeg på min sofa ved 1-tiden natten før og formåede ikke, at tiltuske mig en lur i det lille døgn op til dette dunkle, buldrende begravelsesoptog.
Trommerne prikker til en begyndende hovedpine. Havde helt glemt hvor høj og massiv livemusik kan være. Jeg har ikke følt det på egen krop og sjæl siden ORM, samme sted for næsten et år siden. Da sad vi ned. Ved havebord/bænkesæt i samme sal og havde miskmaskmaske på. Og ikke som et tvivlsomt modevalg.
Nu kan jeg igen nyde blandingen af festivalhoste, spyt, øko-øl ånde fra genanvendelige plastkrus med 5 kr. pant uden filter. Folk står dog ikke tæt til denne tonstunge og dunkende begravelse. Mange har valgt, at blive ude i Byhavens “friske” grillmadsdunsende aftenluft. Måske for, at holde de for manges vedkommende tredjedags festivaltømmermænd på afstand.
Flokken ligner sig selv. De hærgede, hærdede og herlige. Man føler sig næsten på hjemmebane, selvom man blot er på visit fra de mere rolige forstæder med tilhørende, tiltagende midaldrende familieliv. En weekendkriger på udgang, der dog har lært at pace sig. Jeg får min første øl siden nytårsaften, til min første koncert i 2021. Den smager sgu ikke meget anderledes end den plejer…
The more things change, the more they stay… Killtown, dens klientel og oplevelsen ved en byfestival ligner sig selv. Selvom meget er sket siden sidst jeg var på by-græs. Corona virker, pludselig, som en fjern, underlig fortid når musikken spiller. Folk står og sidder tæt. Nogle har fået rigeligt under battlevesten, men heldigvis ved Killtowns indbyggere, hvordan man gebærder sig og prøver faktisk at UNDGÅ, at vælte ind i en, når branderten er ved at tumle ud af kontrol.
Stemningen er summende, Dræberbyen lever mens solens sidste stråler strækker fingerspidserne over Byhaven. Mine fingerspidser er kolde af årets første øl på fad. 50 kr. for den fornøjelse. Ikke alle Corona-afsavn har været lige store. Håndspritten er, heldigvis, dejligt lun. Jeg husker at spritte, én gang. Nogen gør ikke. Jeg ryger 2 smøger på en halv time for første gang i umindelige tider. Lungerne skal fyldes, inden ørerne skal have finske klø inde i salen.
Eller vent, er de fra Finland eller Italien? Er det Krypts, der spiller senere, som mit egentlige “hovednavn”, der er finske? Hvor er FUOCO FATUO (tror det SKAL skrives med CAPS LOCK, det dikterer forskrifterne og genrereglerne?) fra? Nå, det var dem, der var italienere. Ikke meget pomadehår og Den Eneste Ene-charme over dem! De virker faktisk endnu mere opsatte på, at slå mig ihjel med et massivt lydtryk, end Funeral Orchestra.
Jeg opdager, at jeg har fået årets første festival-prop i højre øre. Sikkerheds- og selvforsvarsmekanisme, eller de vedvarende, sene bivirkninger efter en tur i svømmehallen inden sommerferien? Jeg er pludselig meget bevidst om min krops halv-slidte forfatning. Forbandede sofa og manglende evne til, at få sig en ordenlig nattesøvn!
Sammen med Mongo The Sidekick, som jeg ikke har set siden Roskilde Festival, senest DEN blev afholdt (!?), inspiceres merchboden. Gad vide, hvad Krypts t-shirts’ motiv egentlig er? Godt, at der står bandnavne på de hjemmelavede skilte med sort sprittusch, ellers kunne man jo komme hjem med noget man ikke vidste hvad var. 100 kr. for en ulæselig, finsk (HELT sikkert fair trade fremstillet) bandshirt? Solgt! En til hver, tak. Så er venindelooket sikret til den nye koncertsæson.
Jeg har savnet det her. Ikke nok til, at tage mig sammen til, at komme ud oftere, men tanken om det tæller da også som en ambition – fremskridt, ikke sandt? Et frø er sået i Byhaven, er det blevet for koldt til, at det kan spire og slå rod? Gaslamperne er blevet tændt. Et skilt forklarer, at de KAN være varme.
Tag dig sammen, to “koncerter”, 2 fadøl, 4 smøger og 40 minutters samlet musikalsk indtag. Min makker kværner en portion fish ‘n chips, der ser knap så nærig ud, som den der blev serveret hos Ski Burger, på vores seneste Roskilde. Fisken ligner en tyk fodsål, eller en friturestegt muldvarp uden lemmer.
Min egen muldvarpekrop søger igen mod hullets mørke. Ned i krypten. DE er finske! Det eneste af navnene jeg rigtig har fået lyttet til op til arrangementet. Billetkøbet var spontant. Der blev frigivet flere, jeg følte mig i et shopping kinda mood og slog til uden, at ane hvad jeg egentlig indløste billet til. Ud over stemningen, selskabet og tanken om, at dalre lidt rundt i Killtown. Det var nok.
Men, Krypts har tiltalt mig mest af det jeg har fået pre-lyttet til fra dagens program. Brutalt rabalder, men også med en snert af noget episk og storladent. Og så kunne man cykle hjem fra arbejde om aftenen til det. Det kunne man kun med meget god vilje til Funeral Orchestra.
Live er dog noget andet. Mange moderne metalplader, selv de smadrede og undergrunds-hærgede, lyder ret godt produceret. Selvom de forsøger at skjule det. Det forholder sig lidt anderledes, når den monstrøse lyd slippes fri i den store sals glubske og grådige omgivelser. Hvor lydniveau kæmper med salens sult og lyst til, at sluge tonerne med hud og hår.
Jeg har skiftet øl ud med en Ginger Beer, jeg skal jo cykle hjem. Og der er pludselig lidt langt til Herlev på to-hjulet hesteryg med søvnmangel og krøllet arbejdstøj i rygsækken. Ingen grund til, at være uforsvarlig. Jeg ved allerede, at jeg kommer til, at lave en sniger og give mig selv et lille “forspring” ud i virkeligheden, inden finnerne er færdige.
Mentalt er jeg ved, at tjekke ud. Desværre bliver det her en af den slags koncertoplevelser, hvor man er bevidst om for mange andre ting end selve den knusende musik. Bevidst om, at jeg skal koncentrere mig om at koncentrere mig. Det bliver et spørgsmål om, at “komme igennem”, i stedet for at tage ind og nyde.
Svækling. Bah, pyt jeg er blevet 42 (eller noget lignende). Jeg er ikke på GFR-job (for vi findes officielt ikke i skrivende stund, HA!) og jeg har lyst til, at købe en kildevand. Det er et tegn. Der er i sandhed sket en del siden jeg sidst var på festival…
Som jeg sidder her, søndag morgen med morderkaffe i det tiltagende brune-bundede krus (til mit SORTE indre!) er jeg også underligt bevidst om, hvor meget det her kom til, at handle om mig selv. Og i mindre grad musikken.
Har det altid gjort det? Før, under og efter GFR? Er det her, når alt kommer til alt et eller andet navlepillende, möchtegern selvreflekterende, mere eller mindre forfængelig, oppe-i-bagdelen på mig selv, ego-trippende og alligevel noget selvudslettende selvportræt?
Huha, store tanker på en søndag morgen, det har den her weekend da været alt for kort til!
Der var, heldigvis medvind hjemad på de tiltagende mennesketomme cykelstier. Jeg “lyttede” til P6 Beat på vej hjem. Med et halvt øre – det, der ikke var ramt en prop. Indtil den ustabile DR App satte ud. Dernæst stilhed, kun forstyrret af mislyde fra cyklen.
Det var vist godt nok, at jeg smuttede 10 minutter før den finske krypt smækkede helt i… bilder jeg mig selv ind, mens tankerne vandrer og jeg forsøger, at bevare fokus på lyskeglen fra cykellygten foran mig.
Jeg kender vejen hjem, også fra Killtown, selvom det er lang tid siden sidste besøg. Det bliver nok ikke det sidste besøg, men næste gang gør jeg det lidt bedre. Det LOVER jeg mig selv (selvbedrager!). Det fortjener arrangementet og deres ihærdige ildsjæle- bagmænd sgu’ egentlig. De kan jo ikke gøre for, at jeg er blevet en halv-gammel nar, der ikke helt kan klare mosten længere…
Søndag morgen, og jeg fortryder pludselig ikke mit valg!
Jeg føler mig næsten frisk, proppen er væk og halsen kun lidt rusten efter kæderygningen. Og GFR lever måske igen? Killtown var ikke genopstandelsen, den har hele tiden luret siden vi gik på tidsubestemt pause. Men, ud af det blå fik jeg lyst til, at skrive det her… Det er fremskridt.
Måske er GFR og vores “projekt” bare, at skrive lige det vi føler for, når musikken spiller? (SÅ mange spørgsmål!!!, red.)
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: The Funeral Orchestra/GFR-smartypantsphone
