Interview: Savage Machine (tidligere Momentum) er et old school heavy metal band fra Aarhus, der efterhånden har prøvet lidt af hvert i deres relativt korte levetid. Fra Backstage i Aarhus til Wacken Open Air (se en video fra deres optræden nederst), 2 EP’er i bagagen (og en demo), nye singler og musikvideo på vej. Alt det, og en del mere, har vi fået os en lille snak med bandet om.
Vi har anmeldt begge bandets EP’er i vores levetid, først kastede jeg 5 begejstrede stjerner efter A World In Ruins for lidt over 3 år siden, da de stadig hed Momentum, den kan læses HER. Senest var Thomas lidt mere forbeholden (og fedtet, hvis jeg lige må blande mig) med stjernerne til opfølgeren Through The Iron Forest. Den 3-stjernede anmeldelse finder du HER
Desuden er bandet et ganske glimrende liveband, som vi blandt andet oplevede til vores eget arrangement i Aarhus for snart 2 år siden – så book dem lige derude, ik’ årh’? Nå, lad os få gang i interviewet:
Hvis vi lige kort skal have introduceret Savage Machine, hvem er I og hvad er historien bag bandet?
Hvis vi skal tage den korte udgave, så er vi et aarhusiansk band, der spiller old school heavy metal. Ikke så meget pjat der.
Jacob (guitar) og jeg (Martin, trommer) havde afsluttet et tidligere bandprojekt, men var ikke helt færdige med at lave musik sammen. Så med indstillingen, at vi ville spille det musik vi selv hørte og var vokset op med, landede vi i denne meget 80’er-heavy-inspirerede genre, som vi selv kalder old school heavy metal. Det var tilbage i 2011, og efter at have brugt et års tid på at finde de resterende medlemmer var vi klar til at indtage verden. Den første koncert blev spillet i Rødovre i december 2011, og så har der egentlig været ret god fremgang lige siden.
I har indtil videre 2 EP’er på samvittigheden (eller vi har da i hvert fald kun anmeldt 2), den første under navnet Momentum og seneste Through The Iron Forest. Hvordan var udviklingen som band og for musikken over de 2 EP’er, og hvordan har I det selv med dem, nu I kigger tilbage?
Faktisk ligger der lige en demo før de to EP’er. men den snakker vi ikke så højt om.
Den største forskel på de to EP’er, og noget der viser udviklingen, er helt klart, at vi ved Through The Iron Forest havde en overordnet plan fra starten. Så temaet i tekst og musik var mere veldefineret fra starten og med til at skabe bedre sammenhæng og forløb igennem sangene på EP’en.
Vi er stadig glade for begge EP’er. Jacob Bredahl, der har stået for produktionen på begge udgivelser har gjort et godt stykke arbejde og vi spiller stadig numrene fra A World In Ruins live. Selvom de selvfølgelig får mere og mere konkurrence fra nyere numre.
Through The Iron Forest er stadig den nyeste udgivelse, så der er alle numre som regel med på sætlisten og de er stadig sjove at spille.
I er fra Aarhus, hvordan er forholdene og hele “scenen” omkring et (upcoming) metalband i smilets by?
Jeg synes at der er en rigtig fin upcoming scene i Aarhus. Der er rigtig meget fokus på undergrunden i Aarhus. Ikke kun indenfor metallen, men også mange andre genrer.
Vi oplever egentlig et ret godt kammeratskab imellem bandsene i undergrunden. Man spiller jo koncerter sammen på kryds og tværs og går til de andres koncerter.
Der er også små spillesteder i byen som giver plads til upcoming bands. Det er helt klart med til at hjælpe de nye bands i gang, at der er en scene man forholdsvis nemt kan komme op på og fyre den af.
Der skulle være 2 nye singler og en ny musikvideo på vej, kan I fortælle lidt mere om det?
Det er rigtigt. I sommers var vi en tur i Horsens hos Tommy Hansen i Jailhouse Studios og indspille to nye numre, som fungerer lidt som forløbere for et kommende debutalbum.
De to numre skal bruges til at holde gryden lidt i kog hos fans og skabe noget interesse omkring bandet fra nogen pladeselskaber og management.
Første nummer bliver ledsaget af en musikvideo, som vi håber at kunne indspille inden længe. Vi arbejder lige nu på storyboard og er ved at finde locations. Det bliver sjovt at lave vores første ‘rigtige’ musikvideo.
Desuden medvirker I på Voxhalls kommende vinyl compilation, Fuck you We’re From Aarhus, kan I fortælle lidt mere om det projekt og hvilket nummer I har med?
Det er en del af et større projekt, hvor Fonden Voxhall udgiver en vinyl compilation for hver af deres musikområder: Rock, Urban, World, Jazz og Heavy. Vi er så med på heavyudgivelsen sammen med 7 andre lokale upcoming bands. Alle bands stiller med ét nummer. Vores bidrag er “Event Horizon”, som også er det nummer vi laver musikvideo til. En hurtig lille power-satan på ca. 2 minutter.
Det hele eksploderer så i en mini-festival i starten af december, hvor de otte bands optræder henover to aftener.
I spillede for nylig på Wacken Open Air, så er vi selvfølgelig nødt til at høre: hvordan var det? Både tiden op til, under og efter?
Det er jo lidt en våd drøm, der går i opfyldelse at stå på en scene på Wacken Open Air. Også selvom det ‘bare’ er den lille scene og ‘bare’ er Metal Battle.
I det hele taget har hele forløbet været en meget positiv oplevelse. Fra de indledende runder i Kolding og Aarhus. De fede bands vi spillede med. Den gode stemning backstage. En super finale i Aalborg, som jo gik over al forventning. Og al den omtale det første med sig har været virkelig fedt, og giver jo lige selvtilliden et boost.
På trods af store mængder regn og mudder var selve Wacken Open Air også en stor oplevelse. At stå på scenen når tæppet glider fra og se synet af de 5.000 mennesker der var troppet op torsdag middag var virkelig surrealistisk. I al beskedenhed synes vi jo, at vi leverede en af de bedste koncerter vi har spillet på trods af, at en strømafbrydelse midt i andet nummer prøvede at spænde ben for os. Publikum var med os fra start til slut, hvilket man også kan se i videoen.
En stor del af det, at være med i WOA Metal Battle er netværket. Vi brugte meget tid på at snakke med de andre bands og ikke mindst de branchefolk der var til stede i backstageområdet. Vi fik skabt gode kontakter til pladeselskabsfolk, management og bookere, som vi nu er ved at følge op på. Forhåbentlig kan det føre noget med sig.
Der har selvfølgelig været lidt kritiske røster, dem der mener at det at deltage i WOA Metal Battle er at sælge ud, og at det er noget af det værste der er sket for europæisk metal. Men helt ærlig; det er en konkurrence med en professionel jury, et gennemgående budskab omkring netværk og sammenhold imellem bandsene og et formål om at hjælpe upcoming bands. Hvis man har noget i mod det koncept, så virker det som om at man ikke ønsker det store fremskridt i genren.
Hvad håber I på, om noget, at sådan en Wacken optræden kan føre med sig?
Som sagt fik vi snakket med en masse forskellige mennesker dernede. Lige nu er vi ved at følge op på dem via e-mail og se hvad de kan tilbyde. Vi håber selvfølgelig at det kan ende med en pladekontrakt og noget management der kan hjælpe os ind i Tyskland. Det er vist ingen hemmelighed, at den genre vi bevæger os i har en noget større fanskare syd for grænsen, så det er vores næste mål.
Sidst men ikke mindst, ud over alle de nævnte ting, hvad byder nærmeste fremtid så ellers på for Savage Machine?
Udover at planlægge musikvideo, øve op til efterårets koncerter og lave pr for Wacken-videoen er vi ved at skrive materiale til vores debutalbum. Da vi valgte at indspille de to nye numre hos Tommy Hansen fremfor hos Jacob Bredahl var det også for at afprøve samarbejdet med Tommy. Han er jo nærmest en legende indenfor vores genre. Med navne som Helloween, Jorn og Pretty Maids på væggen var det helt sikkert en mand vi skulle besøge. Tommy er jo en yderst kompetent herre, så vi regner bestemt med at slå vejen forbi Jailhouse Studios engang til foråret når albummet skal indspilles. Jeg tror heller ikke, at han nåede at fortælle alle hans røverhistorier sidst vi var der.
… og derefter skal vi jo bare ud og erobre verden med old school heavy metal!
Vi ønsker Savage Machine god vind og masser af vind i garnet, følg deres forsatte togt mod verdensherredømmet på Facebook.
Af Ken Damgaard Thomsen
Wacken foto: Bert Harmsen/Metalshots.com