Med rødder på Færøerne og i Grønland forholder Sara Futtrup sig til naturen. Den stærkt klassiske fremførelse af ni ret direkte sange når dog aldrig at blive rigtigt interessante.
Først det gode; de ni sange på Himlen Falder Nu er fremragende akkompagneret af klassiske instrumenter, hvor det tempererede klaver står i centrum, men der også stilfuldt fyldes ud med strygere, percussion og kor. Faktisk er det så fint et akkompagnement, at jeg vil fristes til at sige at de bedste stunder på pladen er de instrumentale mellemspil.
For når vi kigger på sangene, så er der nogle disponeringer, der undrer. Futtrup synger nemlig med en gammel, nordsjællandsk udtale med meget dybe, flade a’er – ikke ulig vores dronning til tider. Det giver hele pladen et lidt bedaget ud- og indtryk.
Det kunne også være ret cool, men når teksterne så ikke er voldsomt originale, kommer det hele til at virke langt mere bedaget end retro-cool. Cool er i det hele taget ret langt fra for Futtrup. Teksterne er ret direkte og alt håb om musikalsk/tekstmæssig forholden sig til den voldsomme natur ved hav og is, bliver uforløst:
”Gamle smukke egetræ’r / strækker armene til vejrs / Træet gi’r sig / knager tørt / Hvad har det mon set og hørt” går ‘Hør Alting Gro’ – og lignende tekster kendetegner pladen. Meget direkte beskrivelser, som måske kan sende tankerne i retning af højskolesange – dog uden at rumme den skarphed, metaforik og ironi, der netop kendetegner disse sange.
Bedst fungerer ‘I En Fremmed By’, hvor Futtrup’s generelt lidt lidende vokal rammer en stemning af længsel og by-apati, når regnen løber ned af ruden. Men det er slet, slet ikke nok til at redde en plade som Himlen Falder Nu. Så med en sangstemme, der ikke sprudler men til gengæld sender tankerne i retning af divaer fra 30’erne – uden at netop at rumme divaernes star quality, ser det hele lidt sløjt ud for Futtrup.
Jeg vil ikke kategorisk afvise at den natur-romantik, Futtrup lægger for dagen, vil kunne finde et publikum hos folk, der ynder at have storblomstret tapet på væggene. Måske kan pladen være en adgangsbillet til en tour på en række plejehjem.
Men samtidig er jeg ikke sikker på, at jeg er fan af at vores ældre skal sygne hen i netop en sådan natur-romantik, hvor skoven antropomofiseres og teksterne minder om et begivenhedsløst landskabsmaleri.
Igen kan man håbe, der ligger historier bag hver sang. Historier, der kan fortælles ved koncerter.
Men som pladen står alene, er der simpelt hen for lidt at komme efter.
Så vi havner på to stjerner, mest på grund af et virkelig fint underlægningsarbejde.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
