Guitar, bas, trommer og noget synthesizer, samt korstemmer er hvad den danske trio Santeria arbejder med på EP’en Jump The Fence. En udgivelse der har haft en lidt lang fødsel, men som udstråler samme varme som den region i Caribien bandet er navngivet efter.
Lad os starte bagfra og dykke ned i afslutningsnummeret, ‘Circus’; med et roligt, elektronisk underlag under guitaren og fortællende stemme viser Santerias forsanger, Nick Magnusson, at hans stemme kan fortælle og levere en tekst så man som lytter tror på den.
Måske er der i virkeligheden ikke så meget at komme efter i netop teksten, der i refrænet afsluttes med ”…but I promise you / one day I come rolling around / the bend”. Det handler altså om fremførslen og stemningen – og den bliver ramt ganske fremragende.
Tænk en varmere version af Torsten Larsen (Larsen and Furious Jane, red.) – og faktisk kunne den stemningsrige underlægning snildt have været at finde på noget, Larsen havde haft fingrene i. Det er dog ikke ham, der har produceret, men Claus Bergmann og Bo Karlsson.
Den tonalt dybe vokal er også en naturlig rød tråd på EP’en, som lægger ud med titelnummeret, som er en uptempo-sag med lidt halv-skæv vokal i refrænet. Der er dog ikke så mange dikkedarer; bandet er en trio og der er ikke overproduceret med for mange dubs – blot lidt keys her og der og en ekstra guitar.
Afslutningen på nummeret er en form for signatur-guitar, der spiller små, repetitive temaer, som man skal være pænt hård inden i for ikke at blive lidt glad i låget af.
Denne tendens fortsætter på den fine toer, ‘Gap of Mine’: There’s this feel tonight / There is this feel tonight / Now I’m filling in / This gap of mine” går refrænet med sekstendedele på hihatten og en form for release på de mere synkoperet dansende vers, hvor vi får lignende guitarfigurer. Det er ganske hæderligt!
Vokalen er overskudspræget (og understøttes af lidt kvindekor) og cool – men aldrig utroværdig.
Inden vi når frem til balladen, skal vi igennem den inciterende navngivne ‘Untitled’, som også ligger i et dansende tempo og byder på lidt tætte harmoniseringer i vokalen.
Det er dygtigt lavet og igen sendes tankerne til Larsen & The Furious Jane – bare uden at det på samme måde virker ’artsy’. Det er et kort lille nummer, hvis party trick er harmoniseringen. Og det fungerer!
Sidste nummer inden balladen er den lidt baldede ‘Build a Home’ – komplet med skomagerbas – som nok kommer til at stå som pladens svageste nummer. Det er egentlig ikke fordi det er skidt – det bliver bare lidt et ’driv-nummer’ som leder op til afslutningsballaden og får lidt fyld-præg.
Fra helikopterperspektivet fungerer EP’en dog ganske fint med fem numre og ligger dermed på kanten af noget, der kunne kaldes et mini-album. Alle numre udstråler en varme i lyd og produktion og der er et luftigt, men kontrolleret rocket udtryk over det hele. Så da det sidste minut af ‘Build a Home’ går med åh-kor og et par guitar-hooks, er alt tilgivet.
Varmen forklares måske af bandnavnet (en region i Caribien), men man skal nu lytte længe efter musikalske hilsner til denne region… Det er musik der er værd at hive frem, hvis man skulle have lyst til en øl i solen, kører i open top sportscar, vove sig på dansegulvet – men det er også værd at tage sig tid til at gå ind i stemningen på ‘Circus’.
Det er ret godt gået – og pressematerialet indikerer, at det også har været en halv-lang fødsel. Lidt ærgerligt hvis alle bandets fødsler skal være hårde, men lad os håbe, at der alligevel kommer mere fra den kant!
Af Troels-Henrik Krag
Besøg Santeria på facebook
