Ting & Sager fra SANT, er en af den slags udgivelser der kræver lidt tålmodighed og tid før døren ind til et alternativt og svævende univers lukker sig helt op. Spørgsmålet er om det tager lidt for langt tid, om døren kun åbnes på klem eller om man egentlig har lyst til at gå ind af den?
Det er bestemt ikke uinteressant det SANT har gang i, og er du til mere eksperimenterende og simrende bands som eksempelvis Under Byen, så er der også noget at komme efter. Under Byen, hvis de spillede på en støvet ørken planet. Personligt er jeg dog lidt i tvivl om, om jeg er fascineret nok af det sfæriske univers til, at jeg gider vende tilbage dertil gentagende gange. Stemningsfuldt er det, og på sin vis også både formfuldendt og flot udført, men jeg bliver ikke rigtig rørt og finder det en kende udfordrende at holde netop interessen fanget over de 4 numre.
Der lægges ud med det jeg nok også synes er bedste nummer, nemlig “Private Sager”, der indledes med dybt rungende guitar og små, dramatiske strøg på stryger, inden den døsige og lidt distancerede kvindevokal svæver ind i nummeret – det er her jeg tænker på Under Byen. SANT kalder selv genren for Space Western, og det er egentlig en temmelig rammende betegnelse for lydbilledet, i hvert fald i “Private Sager”.
“Hvem betræder mit gulv… med lukkede øjne?”, spørges der indledningsvis, som om man har trængt sig ind på en fremmed matrikel. Der er noget urovækkende over atmosfæren og hænger en lidt trykket stemning i luften, mens nummeret roligt, men målrettet, bølger ind i tusmørket. Her er en spilletid på næsten 5 minutter forresten ikke i overkanten, SANT disponerer virkemidlerne godt og har også brug for tid til bygge op.
En virkelig lovende åbning, men desværre er det som om, i hvert fald for mig, at det momentum ikke helt bibeholdes – jeg er i hvert fald ikke suget ind i de resterende numre i tilsvarende grad. “Gemmeleg” er i bund og grund også stemningsfuld, rytmen er mere luskende og knap så dyster, men… det fanger mig ikke helt? På en måde minder SANT mig her om et band som Panamah, eller som de ville lyde når tømmermændene og eftertænksomheden begynder at melde sig, efter det bands lidt uskyldige og jomfruelige ture ud i natten er overstået. Det skal ikke tolkes som en sviner, men effekten er lidt den samme for mig. Selvom det virker som om der er mere substans i SANT, så er det her lidt søvndyssende, og modsat første nummer, så virker de 5 minutter lidt lange.
Tonen bliver mere legende og rytmen mere “upbeat” på “Pirat”, men på trods af at de drillende tangenter skaber variation i lydbilledet indledningsvis, så er jeg ikke helt vækket af min døs. Der trækker nogle mørkere skyer ind, og nu er det nat, en nat hvor alt går i stå, som det lyder på vokalen, men uden det ildevarslende element som i “Private Sager”, så bliver det aldrig sådan rigtig farligt. Over 5 minutter og 40 sekunder forsøger SANT egentlig fint at lege med formlen, nummeret har en sjov og udflydende struktur, men det bliver, igen, et nummer hvor jeg sætter pris på idéen og forsøget, mere end at jeg egentlig nyder det.
Ting & Sager lukkes og lægges til ro med den over 9 minutter lange “Karrusel”, hvor jeg desværre mere føler mig en kende udkørt, end rundtosset og fyldt med sommerfugle i maven. Med så meget tid og plads at boltre sig på, så har SANT naturligvis tid til, ja, at give sig tid, og for alvor sætte musikken fri. Nummeret falder lidt i 3 dele, først 2 omgange i karrusellen af cirka 3 minutter minutter hver, hvor musikken begynder at dreje rundt og får lov til at finde nogle snurrende peaks. Det fungerer egentlig ganske udmærket, men så følger de sidste 3 minutter, som er en lang, monoton udånding efter turen. Det havde været fint, hvis turen for alvor havde påvirket mig og taget pusten fra mig. Nu hvor det ikke er tilfældet, så bliver det bare et lidt en langtrukken outro, som jeg sådan set ikke har brug for.
SANT kommer stærkt fra land, men herefter driver det for undertegnede lidt udramatisk og behageligt rundt i vandkanten, i stedet for at nå ud på det store, åbne og brusende hav, som man aner et potentiale til. Det er lidt som om den klang og stil bandet åbner med på “Private Sager”, altså det der lyder som space western, bliver nedtonet som udgivelsen skrider frem. En forbandet skam i mine ører, for her var jeg indfanget og nysgerrig efter mere.
Skal SANT så “straffes” for ikke at vælge den retning, som jeg synes? Ja og nej. Ja, fordi en anmeldelse, i hvert fald hos os, også er en meget subjektiv oplevelse. Nej, fordi de rent objektivt jo egentlig gør det ganske godt på de resterende 3 numre. Så vi lander lidt i bedømmelses-limbo hvad Ting & Sager angår. Det er også det karakteren i sidste ende afspejler.
SANT’s evner er klart over middel, men min samlede oplevelse kommer ikke over det jævne. Mere space western og mindre Panamah (og igen undskyld sammenligningen, men for at tegne det lidt skarpt op hives de lige ind igen) næste gang, så letter det.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg SANT på facebook
