Der var tungt amerikansk besøg fra Russian Circles og Cloakroom tirsdag aften på Voxhall. Det slap Russian Circles bedst fra.
Det gav egentlig god nok mening, at Cloakroom stod for opvarmningen til post-metal/rockende Russian Circles. Deres doomede shoegaze/alternative hård rock blanding har bestemt stemninger, og tyngde, til fælles med aftenens hovednavn. Cloakroom, fra Indiana, er til gengæld et noget mindre rutineret band, med færre musikalske tricks i ærmet. Således blev udfordringen for Cloakroom’s relativt lange opvarmningssæt, at der nok var variation i den rytmiske afdeling, men at stemningen var temmelig monotont parkeret i det mørkt indadvendte.
Selv om bandet på flere numre varierede i tempi og intensitet, så blev det altså en kende ensformigt, og publikum kunne heller ikke helt finde den store entusiasme frem, selv om de omkring 50 fremmødte, der stod klar da Cloakroom gik på kl. 20, lyttede behørigt. Der var nu bestemt også noget at hente i de tungt slæbende riffs, og de bastante lydflader, men jeg kom kort og godt til at mangle nogle hooks og noget dynamik. Samtidig virkede bandet, anført af sanger og guitarist Doyle Martin, også lidt kejtede på scenen, og som han bemærkede i en af få kommentarer til publikum, langt hjemmefra.
Det skal ikke tage noget fra at Cloakroom ind i mellem leverede nogle ganske vellykkede passager, men karakteristisk nok var det først for alvor i det afsluttende covernummer, at man blev ramt af en mere udadvendt rytme – her kunne man endda skelne hvad Doyle sang ind i mellem. Noget der var temmelig svært tidligere i sættet, blandt andet fordi, der var effekt på hans vokal. Cloakroom virkede også lidt tvivlende over, om de nu havde fået varmet publikum op, da de forlod scenen efter godt 45 minutters opvarmning, og jeg stod også med en lidt ambivalent følelse nede ved lydpulten. Egentlig er der mange ting i Cloakroom’s udtryk, jeg synes er værd at rose, både de tunge riffs og bastante grooves, og faktisk også et relativt godt greb om melodier, men det var bare som om, det aldrig helt blev foldet ud denne aften. Skal vi vifte med stjerner, bliver det til 3 af slagsen.
Russian Circles ★★★★★☆
Så var der straks mere styr på virkemidlerne hos Russian Circles, som da også har ikke mindre end seks studiealbums under vesten, og blandt andet opvarmningsjobs for navne som Pelican, Isis og Tool. Deres seneste album, fra 2016, er produceret af Converge’s Kurt Ballou, og selv om Russian Circles egentlig ikke trækker direkte paralleler til de nævnte bands, så er der bestemt også fællesnævnere. Russian Circles, ligesom Cloakroom en trio, og så vidt jeg kunne høre nogle steder også hjulpet af noget backtrack, kan nemlig noget med opbygninger og brusende forløsninger, men i modsætning til mange andre post-rock og post-metal bands, så sparede de, i hvert fald denne aften, på stille, atmosfæriske passager, og holdt sig primært til tungere variationer.
Ofte med trommerne i en hovedrolle, som både det bastant bankende hjerte i lyden, men også ind i mellem som stand-out instrument, der leverede hooks, der satte sig i hænderne på nogle publikummer, som jævnligt lufttrommede med. Det startede selvfølgelig dæmpet og sfærisk, men hurtigt voksede Russian Circles’ lydflader sig stærke og kraftige, og vi fik et tidligt peak allerede i det velopbyggede andet nummer (jeg tror, det var andet nummer, men det var ikke altid helt tydeligt hvor grænsen gik – og jeg holder mig fra at forsøge at sætte titler på).
Bandet sagde ikke et ord, fra de gik på scenen 21.15, til de forlod den omkring kl. 22.30. Og det gjorde egentlig ingenting, for der var faktisk ikke rigtig nogen døde perioder undervejs, undtagen de korte pauser mellem numrene, når der skulle stemmes om på instrumenterne. Det blev aldrig et irritationsmoment, for når der så blev banket igennem, ja, så fik man brusende og berusende lydflader, numre, som bølgede frem og tilbage mellem trommebårne passager, og heftige riff-mure, ind i mellem med bassen som et vibrerende centrum, andre gange med en solo fra Mike Sullivan’s guitar, eller bredsider fra begge strengeinstrumenter, mens Dave Turncrantz indtog det naturlige centrum både på scenen og i lyden med sit glimrende og varierede trommespil.
Vi fik både numre som tog kort melodisk tilløb, og numre, som gungrede afsted over stepperne fra start. Det meste af publikum stod pænt naglet til deres pladser, og gjorde egentlig kun væsen af sig med enkelte “wuuh”-udbrud i mere stille passager, og klappen mellem numrene. Man kom kort og godt ind i en stemning og blev opslugt af Russian Circles’ univers, og jeg savnede i hvert fald aldrig en vokalist, eller for den sags skyld at nogen fra bandet henvendte sig til publikum. Bandet viste ellers humoristisk sans i et interview med bassist Brian Cook på Voxhalls hjemmeside, hvor han blandt andet kom ind på at hans yndlingssang at fremføre live “is the one about reverting back to Stone Age tribalism after the collapse of modern industrialized society”. Lige præcis hvilken det er, fremgår ikke af interviewet, og det kunne såmænd have været flere af de numre, der blev spillet denne aften.
Russian Circles formåede både at dundre alsidigt og skabe billeder på nethinden gennem en intens instrumental performance. Der var ikke rigtig noget ekstra lir eller halløj over det, da de sidste toner var spillet, forlod bandet blot scenen uden yderligere falbelader. Bum, og lyset blev tændt, og inden publikum var færdige med at klappe, spillede der båndet musik fra højtalerne. Det er et eller andet sted egentlig også forfriskende, og hvor jeg nok ville synes det ville virke som en malplaceret exit for mange andre bands, så virkede det helt passende for Russian Circles. Det gav kort og godt smag på mere fra Chicago-bandet – det var instrumental post-rock/metal, som det fungerer bedst for mig. Derfor sniger vi os også op på en 5’er.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Hasan Jensen/Homage Photography/Fonden Voxhall
