Det følgende er lige så meget en kort introduktion til Rush, som en egentlig anmeldelse af deres nye album, da mange muligvis, som jeg selv, er udstyret med en vis portion skepsis og fordomme overfor bandet.
Den canadiske trio er ofte blevet sat i bås, som det mest proggede af progrocken, lidt unfair, da gruppen har ændret og udviklet deres særegne lyd en hel del over årene. Oprindeligt dannet i 1968, af blandt andet guitarist Alex Lifeson og keyboard spiller/vokalist Geddy Lee, der stadig holder ved, spillede de frem til debutpladen fra 1974, en meget britisk inspireret blues rock som Cream, Led Zeppelin, The Who osv, men tilføjelsen af Neil Peart, i netop ’74, ændrede dette.
Peart blev hovedforfatter af bandets tekster, og drejede det i retning af sci-fi, fantasy og filosofiske inspirationskilder og indflydelse, da Peart var meget fascineret af disse genre og tanker. Musikken blev samtidig mere kompleks og kompliceret, og de udviklede den lyd der nok har sat dem i progrock båsen, med lange indviklede sangstrukturer og sange der ofte indeholdt adskillige akter og opdelinger. Blandt andet indledes 1976 pladen 2112 med et titelnummer der varer 20 minutter, opdelt i 7 “kapitler”. De to efterfølgende plader, A Farewell To Kings (1977) og Hemispheres (1978), videreudviklede Rush’s progressive lyd, med numre der kunne lyde som konceptuelle mini-albums i sig selv – og prog amok stemplet var sikret.
De efterfølgende år udgav trioen deres mest kommercielt succesfulde albums, de droppede mange af prog-elementerne til fordel for kortere og mere radiovenlige produktioner, før et sandt synthesizer helvede tog over i 80erne. Salgstallene faldt en smule, men har dog holdt sig på et stabilt niveau siden, og Rush er blevet ved med at udsende plader med jævne mellemrum, Clockwork Angels er deres 19. i rækken. Kigger man på deres salgsstatistikker i USA, er de faktisk nr 3 all time indenfor rockgenren, kun overgået af The Beatles Og The Rolling Stones, det kan så være lidt uoverskueligt hvorledes den slags lige præcis regnes ud, men alligevel imponerende.
Udover at løbe rundt med prog-prædikatet, så bliver Rush opfattet som nørdmusik, og deres fans kaldes, med eller uden kærlighed i stemmen, musikkens “Trekkies”, med henvisning til Star Trek’s dedikerede fans og Rush’s sci-fi toner. Rent teknisk kunne der også være lidt om det, bandet benytter sig af alle mulige effekter og tekniske hjælpemidler, men spillet live uden hjælp af backtracks – hvert bandmedlem er i stedet for udstyret med en eller flere MIDI contollers hvormed de tilføjer alle mulige effekter og detaljer til lydbilledet imens de spiller deres instrumenter. De tre Rushere anses med god grund for, at være nogle af de mest teknisk dygtige indenfor deres respektive felt, hvor især trommeslager Neil Peart er højt respekteret, og ofte udnævnt til en af verdens dygtigste.
Nu er vi i 2012, kun hundrede år væk fra deres fremtidsopus 2112 (som der forresten er en reference til på coveret), og Rush er klar med det de selv kalder deres første rigtige Konceptalbum – det vil så nok blive diskuteret om det virkelige er tilfældet. Konceptplade ideen er altid genstand for megen diskussion, og ofte kan det da også være en prætentiøs, overlæsset og opblæst omgang, blandt andet fik The Mars Volta 1 stjerne for deres nyeste her på siden tidligere i år, men det kan også være en fascinerende og medrivende udflugt ind i en egen lille lukket verden, spæret inde på en cd. Således er det også tilfældet med Clockwork Angels.
Ifølge science fiction forfatteren Kevin J. Anderson, der agter at skrive en bog med udgangspunkt i Clockwork Angels pladen, så er albummets overordnede koncept: “In a young man’s quest to follow his dreams, he is caught between the grandiose forces of order and chaos. He travels across a lavish and colorful world of steampunk and alchemy, with lost cities, pirates, anarchists, exotic carnivals, and a rigid Watchmaker who imposes precision on every aspect of daily life.”.
Jeg vil egentlig ikke dykke nærmere ned i samtlige numre, for det her lyder virkelig som ét langt sammenhængende værk, hvor der er masser af variation albummet igennem, men de 66 minutter hænger alligevel sammen som én lang fortælling. Hvis du ikke er til den spaced out historie Clockwork Angels er hængt op på, så fortvivl ikke, musikken fra den aldrende trio sparker i den grad røv, så yngre kolleger burde smide instrumenterne, sætte sig ned og lytte og tage ved lære!
Ja, det er symfonisk og “progget”, som i titelsangen “Clockwork Angels”, men samtidig rocker det hårdt som en canadisk skovhugger med seriøs øksefeber. Flere sange, eller passager i de lange numre, er nærmest ren klassisk metal. Lifeson på guitaren og trommeguden Peart høvler løs så det næsten er naturstridigt, ikke mindst deres alder taget i betragtning. Geddy Lee gør det glimrende med den trods alt begrænsede rækkevidde hans vokal har, men som fortællerstemme i det hårdtslående sci-fi landskab fungerer det upåklageligt.
Selvom spilletiden på sangene, og pladen, er i den længere ende, så er Rush’s udtryk konstant opfindsomt, udfordrende og spændende at lytte til, der er aldrig antydningen af tomgang, og hver sang står som fuldendte mine-værker i en større samlende helhed.
Det er beundringsværdigt, at et så gammelt band kan lyde så inspireret og sprællevende, med masser af sjæl og tyngden, og en teknisk kunnen der kan virke af en anden verden. Det er hæsblæsende, hør bare The Anarchist og BU2B, men stadig kontrolleret og fokuseret, det virker simpelthen gennemarbejdet til mindste detalje, uden at komme til at lyde overproduceret og stift. Jeg har ingen anelsen om hvordan de har båret sig ad, udover at talent fornægter sig ikke. Der er hele tiden nye lag og detaljer at opdage og nyde, det her et værk man ikke bliver færdig med lige med det samme – noget man desværre kan sige om alt for få udgivelser nu til dags.
Har aldrig været den store Rush fan/kender/lytter, faktisk er det ikke mere end et par måneder siden at jeg begyndte at undersøge deres bagkatalog – synes ligesom det hørte sig almindelig musikhistorisk dannelse til, når de nu var så forbandet roste og værdsatte. Noget af det kunne jeg rigtig godt lide, andet, især 80er keyboard sovsen, knap så meget, men intet af det kunne man benægte ikke var velspillet og suverænt overlegent skruet sammen, men bestemt en smagssag om mave og ører kan tåle dele af det.
Af hensyn til længden af det her, så vil jeg ikke gå yderligere ind i albummet, der vil sikkert blive skrevet lange analyser af både tekst og musik på diverse fan fora, det vil jeg ikke give mig i kast med her. Håber at dette har kunnet fungerer som en lille appetitvækker og introduktion til den topmusikalske trio, hvis du ligesom jeg er/var Rush skeptiker, og ikke rigtig vidste hvad du skulle mene om deres nørderi. Det bliver også lidt spaced out i visse pasager, især for nye lyttere, gamle kendinge vil måske udråbe det her til et mesterværk til 6 stjerner, jeg holder lidt igen, i hvert tilfælde indtil jeg har fået musikken helt ind under huden og kørt igennem kødcomputeren, men vi svæver et sted imellem de 5 eller 6 stjerner på skalaen.
Clockwork Angels ER noget nær en triumf fra ende til anden, om man er til lyrikken og de overordnede temaer eller ej, selve stemningerne og musikken er et virtuost trip der river en med på en overraskende rejse der er tæt på at sprænge tid og rum. Du kan blive din egen lille space cowboy med kurs mod stjernerne ved at lytte til det her, du passerer naturligvis planet Prog på turen ud i det ukendte, men der er mange andre mystiske og dragende stop på rejsen. Der burde være noget for enhver smag på Clockwork Angels, er du bare den mindste form for tilhænger af klassiske tungere rockdyder, så giv Rush et lyt med dit forcefield nede.
Anmeldt af Kodi
“LIKE” GFRock på Facebook og få daglige rock nyheder, festival updates m.m. FIND GFROCK LIGE HER!
