Vi kender alle følelsen af, at stå mellem to steder i sit liv, det der ingenmandsland mellem to punkter, som signalerer en eller anden form for opbrud eller forandring. Du er ved at flytte dig, det kan være både mentalt eller fysisk, og du befinder dig i et eller andet overgangsstadie. Det gamle er efterladt, men stadig en del af dig, det nye anes ude i horisonten og påvirkningen føles allerede – men lige nu befinder du dig et sted mellem disse.
Rum 37 er et rum fyldt med overgangsfortællinger, og bandet er klar med pladen Mellem Rum, om disse mellemrum i dit liv.
Ovenstående kan lyde en snert prætentiøst, pseudo-intellektuelt og ambitiøst for sådan en jysk rockbloggersnude som mig, men hvis der er andre derude med samme medfødte handicap, så drop forbeholdene og bekymringen, og forlad din eksklusive parkeringsplads.
Rum 37’s musik er herligt blottet for overambitøse strømninger, som musikken ikke kan bære. De lidt flyvske og højtragende temaer på Mellem Rum bevarer jordforbindelsen igennem bandets fine fornemmelse for at dosere virkemidler i både tekst og musik. Der er jordbunden forstadsfornuft, midt i storbyens larm. Rum 37 kigger dog ikke kun lige over nærmeste parcelhushæk, men præsenterer moderne storby-drømmerock, hvor de musikalske indfartsveje er beklædt med slidstærk nordisk asfalt.
Bandet har om deres klang selv udtalt:
”I norden har vi kampen mellem lys og mørke til fælles. De mørke lange vintre og de lyse, milde somre samt det våde, kolde og utilregnelige vejr. Melankolien trives i norden, men også euforien, når solen endelig titter frem; selv på en vinterdag. Den store kontrast forsøger vi at fange med energien, håbet og voldsomheden i arrangementerne, mens melankolien trives i melodier og tekster”.
Til at indfange disse skandinaviske stemninger og toner, har Rum 37 allieret sig med den svenske producer Stefan Boman, der har stået bag udgivelser fra blandt andre Kent. I studiet i Stockholm tilførte han ifølge Rum 37 “den nordiske kontrast mellem eufori og eftertanke”, som var det de ledte efter. Det er helt bestemt lykkedes, Mellem Rum har en distinkt nordisk klang over sig, og en forførende blanding af sørgmodighed, eftertænksomhed, kampvilje og opløftende stemninger. Men samtidig er det meget dansk.
Det er ikke kun de nævnte “mellemrum” der besynges på Mellem Rum, Rum 37 har også plads til kampsange, om at holde ved og kæmpe for det man tror på, livets skrøbelighed og sårbarhed, storbyens skæbner og en hel del midt imellem. Emnerne formidles af forsanger Kristian Helmuth og hans for mig meget rammende vokal, en dragende blanding af distance og nærvær, kulde og varme og én, der formår, på samme tid, at være personlig og tilpas “neutral” til, at man føler sig suget ind i Rum 37. Det samme gælder selve tekstuniverset, selvom man måske ikke har direkte personlig erfaring med alt det der synges om i samtlige sange, så skabes der en relation igennem vokalformidlingen og teksternes overordnede stemninger.
Vi begynder rejsen, mod storbyens hamrende puls, et stykke væk, med det sidste nummer på Mellem Rum, “Heather Hill”. Sangen gennemblæses af efterårstoner og det lurende vintermørke. Et nummer der skiller sig ud ved ikke at have København som bagtæppe, men derimod er udsprunget af forsanger Kristian Helmuth’s vindblæste gåture i bakket lyngområde. Indre dæmoner, og den uundgåelige mørke nordiske vintertidsstemning, får frit spil på “Heather Hill”, flot understreget af Camillo Askjær’s svævende, men stramme guitarspil, der hen imod slutningen blæser om kap med vinden igennem den danske lyng.
Du behøver ikke fortrække til syvende klitrække for, at blive konfronteret med egne eller andres indre (eller ydre) dæmoner. Bandet finder dem også på Mozart Plads. I sangen af samme navn møder vi “skæbnen på bænken”, Rum 37 i deres mest socialrealistiske hjørne. Syntes du Per Fly’s “Bænken” var lidt halvfesen, så glæd dig over, at bandet på “Mozart Plads” er i deres mest hårdt rockende hjørne. En riff-tung sag, hvor også Mikkel Lumbye på trommer og bassist Søren Adolph får demonstreret, at der er masser ryk i rummets rytmesektion. Musikkens muskuløse udtryk underbygger vores triste skæbne på bænkens vilje til at overleve – og så er det hele vel egentlig ikke så trist alligevel?
Om de indre dæmoner blev besejret, eller uddrevet, på “Heather Hill” og “Mozart Plads” må stå hen i det uvisse, men sårbarheden og den ukuelige tro på, at man i sidste ende kan vinde over livets skyggesider, er et tema der også fylder godt i Rum 37. Man finder den tydeligt på pladens længste nummer, “Alt Hvad Vi Har”, der igennem de over 6 minutter sangen vugger af sted, får bygget op til et flot klimaks. Livet vinder åbenbart i sidste ende hos Rum 37, men det betyder jo ikke, at man slipper for at dø. Men inden, er der ting der er værd at kæmpe for og stå sammen om.
Det kunne være “En By I Flammer”, hvor kroppe mødes ved de bål der er tændt i gaderne. I dette tilfælde er det de til tider kaotiske tilstande på Nørrebro, der danner baggrund for teksten, men du behøver ikke at have stået midt i det for at føle bandets sindstilstand. Melodien drøner derudaf i et hektisk tempo, som at køre igennem bydelen og se flammernes genskær i bilruden. Nummeret har en lettere febrilsk energi over sig, og selvom man måske ikke synes, at sætte ild i gaden er det mest fornuftige i verden, så må man trods alt have lidt respekt for, at de, der virkelig tror på deres sag, er villige til at kæmpe for den med bål og brand.
Kampen, og det at kæmpe for sin overbevisning, er et andet tema Rum 37 fylder nogle af mellemrummene med. “Knytter Min Hånd”, “Løbe Gennem Regn” og albumåbneren “De Stærke” omhandler alle, på hver deres måde, det “at kæmpe”. Som Mikkel Lumbye sagde det med egne ord i vores Q&A: At blive ved med at kæmpe, selvom det er hårdt eller udsigtsløst. Det kan være et kæresteforhold, et venskab, en politisk sag. Eller – som i vores tilfælde – at skabe sin egen musik. En hyldest til det lange seje træk, hvor glæden så også er enorm, når man lykkedes.
I “Knytter Min Hånd” handler det om, at beskytte de der står en nær, i en for dem svær tid, at hjælpe dem igennem selvom deres hud, som Helmuth synger, er tynd. De opløftende budskaber, der hylder sammenhold, er tydeligvis vigtige for Rum 37. De går gerne hånd i hånd med en melankolsk og kølig stemning, der fornemt får symboliseret det kontrastfyldte forhold mellem det umiddelbart kølige nordiske klima, vores ramme, og det varmende sammenhold, der holder os oppe og får os til at stå imod.
Modgang og modstand har også styrket bandets sammenhold, ifølge dem selv handler nummeret “Løbe Gennem Regn” om gruppens begyndelse og kampen for deres musikalske projekt. Sammen er Rum 37 de stærke, det er både at fornemme og høre igennem deres sikre og fokuserede sammenspil, men så sandelig også på det medrivende nummer, “De stærke”, som sparker Mellem Rum i gang. Et flot indledende “call to arms”, der samtidig formår, at opsummere pladen som helhed, slå stemningen an og en indbydende smagsprøve på turen igennem storbyjunglen som venter. Sangen kombinerer nogle vanskelige størrelser – at have udpræget radiohit potentiale, være let tilgængelig og stadig have nok substans og tiltrækningskraft til, at man ikke bliver træt af at lytte til den igen og igen.
Det kunne være til en fest hvor “Alle Beundrer Dig”, som Rum 37 synger om på pladens andet nummer. Alle øjnene er rettet mod “dig”, du er festens midtpunkt, men som den bittersøde tone afslører, så møder “du” dette med afmagt og en følelse af at være fremmedgjort. “Din” skrøbelighed udstilles i de andres blikke. Endnu en perle på denne plade, med en nærmest Henrik Hall’sk pumpende melodi, masser af rytmisk muskelkraft, en stemning af empati og omsorg for fortællingens hovedperson, men samtidig den kulde og distancering denne person (i dette tilfælde en kvinde) mærkbart føler. Sangen demonstrerer noget, der er helt gennemgående for pladen, Rum 37 magter tilsyneladende ubesværet at håndtere poppet finesse, inderlighed, råhed og kontraster mellem det smukke og det mere dunkle, uden at miste den kant, som gør det til en interessant lytteoplevelse, men samtidig bibeholde en blødhed der virker indbydende for dansk radio.
Gruppens musik har, måske naturligt nok, medført at de er blevet sat i bås med andre nyere dansksprogede poppede (og jeg bruger ordet i positiv forstand) rockbands som f.eks. Ulige Numre. Man forstår sammenligningen, det er iørefaldende melodier og storbypoesi, men Rum 37’s version tiltaler mig bare uendeligt meget mere. Måske fordi jeg har forladt de helt unge år forlængst, og selvom jeg gerne vil være en hård mand, så gemmer der sig selvfølgelig en mere blød knægt indeni. En knægt, der, ligesom bandet, har følt sig, eller føler sig, fanget et sted mellem den sene ungdom og “rigtig” voksen. Jeg ved ikke, om jeg har sluppet det ene helt, eller er landet solidt i det andet, men følelsen foldes ud på overbevisende og flotteste vis i de to numre “Dagen Er Ny” og “Sølvstænk”. Er det ordret noget jeg kan nikke genkendende til, muligvis ikke, men sangene fanger stemningen, den stille desperation, uvisheden men følelsen af, at det her har man sgu styr på.
Rum 37 formår gentagende gange på pladen, at demonstrere fabelagtig sans for, at præsentere umiddelbart modstridende dynamik og umiddelbare modsætninger på samme tid, igennem samspillet mellem tekst, melodi og stensikker udførelse af deres grundidé med de enkelte sange. Der er, i mangel af bedre ord, rum nok i sangene til, at lytteren selv kan få lov at fylde fortællingerne ud. Men på samme tid forsvinder bandet og dets personlighed aldrig fra numrene. Rum 37 er til stede som en mesterlig filminstruktør, der kan håndtere den svære balancegang mellem på den ene side at formidle og lægge egne følelser i projektet, men uden at tvinge dem ned over hovedet på publikum så man føler sig dikteret og forsøgt manipuleret.
Pladens cover illustrerer meget flot hvad vi har med at gøre, storbyen som baggrund, og dig, lytteren, som udspringeren. Du svæver mellem rum, du har sat af og der er ingen vej tilbage, landingen har du stadig en vis kontrol over, selvom den lige nu står hen i det uvisse. Der skal kæmpes for, at landingen bliver vellykket og ikke kommer til at gøre ondt. I det øjeblik er du alene og det er op til dig, men derude et sted, udenfor billedets grænser, er der sikkert opbakning at finde, for den, der ønsker at lukke den indenfor.
Rum 37 lander med Mellem Rum helt sikkert ikke på maven, det er et spring ud i moderne dansksproget rock med usvigelig sikker stil. Er det en perfekt plade? Sikkert ikke, men jeg kan ikke forestille mig hvordan den skulle have været mere vellykket. For nogen vil der utvivlsomt mangle lidt musikalsk originalitet, noget der i princippet skal til for, at man kan forsvare en topkarakter. Men jeg føler mig ramt af denne plade, og kan sagtens se bort fra de mangler der er -derfor ser jeg ingen grund til at være nærig. Rum 37 får topkarakter for et album jeg kan mærke bliver hos mig i lang tid fremover – og meget mere kan man næsten ikke forlange. Men døm selv, glem karakterskalaer og fine ord og tjek ind i Rum 37 med åbent sind.
Anmeldt af Kodi
Læs vores Q&A med Rum 37
Rum 37 udkommer på Target Distribution i dag d. 22/10, følg bandet på Facebook HER
Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
