Tidligere hed de Mojave Desert Rebels og gjorde sig mest i noget QotSA-klingende ørkenrock, nu hedder de Royal Mob og har kigget mere mod den britiske rockscene for at finde inspiration til deres debutalbum. Umiddelbart et fornuftigt træk, selvom stilen periodevis bliver lidt anstrengende at lytte til.
Det skyldes nok egentlig mest, at der også er dukket mere prog/core-tendenser op i bandets kompakte lydbillede, hvor musikken hakker mere end den støver nu. Det er jo et stilmæssigt valg, som man så kan være fan af eller ej. Det bliver lige en kende for meget i længden for mig, ligesom den lidt hysteriske og emotionelle vokals klang og toneleje også er lidt belastende for mine øregange og nervesystemet over 10 numre.
Men det gør ikke Cinematic til en dårlig plade, eller Royal Mob til et decideret irriterende band for den sags skyld, begge dele ligger bare lige på grænsen af hvad mine smagsløg kan håndtere. I mindre og kortere bidder havde jeg klart været mere på, derfor bliver 34 minutter i dette opskruede selskab også lige i overkanten for en som mig.
Grunden til, at jeg hænger på er så, at bandet faktisk er bevæbnet med en hel del gode, og ikke mindst fængende rocknumre. Mindst 2 af dem er endda ganske glimrende, og falder på strategisk vigtige tidspunkter, hvor jeg er lige ved at gå lidt kold i pladen. Titelnummeret, “Cinematic” lander lidt over halvvejs, og sender mig gennem albummets anden halvdel med fornyet kraft, mens “What Do You Want From Me” ligger som en sidste booster, som næstsidste nummer.
Førstnævnte bygger ganske uimodståeligt op, der er virkelig smæk på verset, uden at det bliver hårdrock, vi holder os i det poppede alt-rockede univers. Sidstnævnte er med sine 4 minutter og 20 sekunder pladens længste, men kan bære det. Der lægges langsomt og mere tilbageholdende fra land, men der er er godt med kraft i de huggende trommer alligevel. De pumper os hen mod et high pitched “what do you want from me” omkvæd, som man med det samme kan synge med på… hvis man kan ramme det høje toneleje!
Det er dog langtfra de eneste rigtig gode numre på albummet, man bliver måske bare lidt immun overfor virkemidlerne undervejs. Der lægges eksempelvis rigtig stærkt fra land med “Wanna Lie With You”, der ikke spilder tid, man er straks oppe i fart, men fornemmer, at der gemmer sig et ekstra gear i Royal Mob. Det kommer, selvfølgelig, i omkvædet, hvor vokalen igen flirter med et højt toneleje mens musikken effektivt pumper fremad. Det er prog-spruttende, uden at der går polyfoniske musikspasmer i det, hvilket muligvis også ville have hæmmet nummerets fremdrift en smule.
Til gengæld bliver det lidt for prog-hugge-vuggende på den efterfølgende “Need”. Det lyder ikke dårligt, stilen er bare ikke mig og jeg synes heller ikke helt den klæder Royal Mob. Der er en del bands, som opererer indenfor dette lydfelt, det synes jeg bare Royal Mob skal lade dem gøre og så i stedet søge mod det mere energiske og melodisk “strømlinede”. Med 10 numre på en plade er der dog, naturligvis, plads og mulighed for, at prøve nogle forskellige ting af i stedet for bare at køre i den samme rille. Men rækken af numre efter den stærke start, indtil tidligere nævnte “Cinematic” synes jeg lider lidt under manglen af numre der virkelig fænger, også selvom bandet leger med formlen.
Derfor kommer albummet alt i alt også til at lyde lidt som om bandet stadig søger og ikke helt har fundet ud af hvad de skal være endnu. Det spænder måske af og til lidt ben for det, de rent faktisk er gode til her, og i min optik burde forfølge mere – og så lade prog/core bandsene, som virker helt på hjemmebane, tage sig af den del. Det betyder ikke, at man ikke kan tage nogle af elementerne derfra, det viser de bedste numre på pladen også helt klart. Men den endelige udgave af Royal Mob virker lydmæssigt ikke helt på plads endnu.
Men til gengæld LYDER de godt, Cinematic er velproduceret og lyder på mange måder af internationalt format. Det er måske næsten for godt? Forstå mig ret, men nogle flere knaster ville måske også give lidt mere personlighed, eller en mere klart defineret personlighed?
Lovende er det i hvert fald, og også en udgivelse, hvor den endelige karakter på 3 stjerner måske kan virke lidt misvisende. På den anden side, så synes jeg heller ikke, at det samlede indtryk er til 4 stjerner – men det kunne sagtens komme. Eller derover.
Af Ken Damgaard Thomsen
