På mandag udkommer Rowbird’s selvbetitlede debutalbum på Target, og samme dag kan du læse en anmeldelse af albummet her på siden. Allerede i dag kan du dog komme på en track-by-track guidet tur.
Rowbird udsendte sidste efterår en selvbetitlet debut-EP, som undertegnede anmeldte til 5 stjerner her på siden. Nu er første album så lige på trapperne, og vi har fået Camilla Würtz Bredahl, som er kvinden bag Rowbird, til at fortælle om albummets 10 sange. Følg med her på turen gennem albummet.
Dont Ever Let Them
“Dont Ever Let Them” er første nummer, der skyder pladen igang uden de store hemmeligheder i lyd og lyrik. Fortællingen går lige på pladens generelle tema omkring “de indre kampe”. Følelsen af destruktive tanker, der vil overtage. Tankerne kommer langsomt snigende – som fra et hav der ligger stille, men gemmer på et utroligt liv under overfladen (“ticke-liiing.. under silent waves, they’re waiting there, to misbehave…). De destruktive der møder en modarbejdende energi fra de lyse, der ikke vil lade sig overtage af mørket (“Don’t ever let them take over your main self”)
Musikken støtter op om fortællingen med listige trommer, trommemaskine og bas, og med en udfarende, eksplosiv guitar, der skifter retning ligesom tankerne gør. Nummerets outro er bygget op omkring et tæppe af Camillas stemme, der synger gysende højt “ghost”-kor, en effekt der bruges meget som effekt/billede igennem hele pladen.
I Do So Fine
“I Do So Fine” følger op på temaet om “den indre kamp”, og heraf kommer titlen. Lyden af americana-twang fra en eksplosiv guitar, et solidt bas-tema, samt organiske rytmer, der kan associere til lidende hestehove fra en anden fantasiverden, danner fundamentet for sangens mest hyppige stykker. “Come lay me down and I will fall. You shoot me down and I will crawl! I’ll fight you ‘till the end of time and though I’ve followed you halfway through life. ”; omhandler det indre stærke forsvar, der taler direkte til de destruktive tanker – den utaknemlige følgesvend der skal kæmpes imod igennem hele livet. Omkvædet med en mere poppet vibe over sig, har en mere opløftende og forandret feeling i beatet der løfter ordene “I do so fine!”.
Cold Fellowship
“Cold Fellowship” er et mere roligt og eftertænksomt nummer, der er centreret omkring lyden af en støvet up-right-piano figur, der danner rammen for hele nummeret sammen med Camillas stemme og fortælling, efterfulgt af kommenterende guitarløb. Fornemmelsen af at et folk i uvidenhed lader sig styre af nogle forkerte magter der gentagende tager over (“everyone seems to forget, the cold fellowship that kept us apart is breaking everything again) bliver understøttet af langsomt flere lag af stemmer, guitar og til slut bas og trommer, der løfter sangen op, ordene tydeliggøres og siges højere, og følges mere bestemt til dørs.
The Birds They Whisper
“The Birds They Whisper” er et temperamentsfuldt nummer, båret af trommer, bas og en guitar, der vil fremad med en vis indestængt vrede og undren. (“The birds they whisper his name, repeat all over again..The birds they whisper like flames, reminding us of a past we want to forget”) – folk holder hinanden fast i en fortid, ved at blive ved med at hviske gamle historier.
Nummerets mellemstykke er bygget op omkring en kollage af Camillas gysende “ghost”-kor, der kan give et billede af en dominoeffekt af hviskende stemmer der eskalerer.
Interlude 1 & 2
Pladens to interludes er tænkt som en slags filmisk reflekterende pause, mellemstykker der kort drømmer hen, fortæller en lille historie og er en slags parodi på et af numrene fra samme side (a & b), ved at bruge en melodi eller et tema derfra
Whatever I Wanted To Become
“Whatever I Wanted To Become” er et roligt og melankolsk nummer, der er centreret omkring lyden af et støvet up-right-piano, der danner rammen for det meste af nummeret sammen med Camillas stemme og fortælling, efterfulgt af drømmende lapsteel-løb. Et nummer der omhandler følelsen af ikke at kunne være i sin egen krop efter at være blevet svigtet af den man stolede aller mest på. Mange så det ske, men ingen sagde noget, ingen var der – (“everyone could have said anything, anything could have done”). Sammen med listende bas og trommer følges nummeret til dørs, som en ondt mareridt man langsomt vågner fra.
Cellophane (single)
“Cellophane” er den første single fra “Rowbird” album.
Lydmæssigt repræsenterer den mest den skramlede, kantede og fremadrettede del af albummet; et pulserende beat med varierende udslag, kraftig spontan guitar og magiske orgel-harmonier, der støtter op om fortællingen om en fortvivlet kvinde på flugt fra en alkoholiseret mand og en sløret virkelighed. En analog trommemaskine danner ramme igennem hele nummeret og skaber indtryk af noget stillestående, men snigende. Udtrykket i “Cellophane” er præget af billeder af illusioner og stærke western-filmiske inspirationer.
Moaning
“Moaning” er det næstsidste nummer på pladen, der med en særlig ro, og erkendelse afrunder pladen. Lyden er inspireret af en listig Lynch-mystik og tekstligt drømmes der også mod andre tider (“sometimes I wish that time would pass much slower, but now I need a way to hurry, hide over!”), kombineret med en storladenhed imod sidste del af sangen, der når til erkendelse: (“deeply down in her mad mad mind she knows”).
What a Wonderful World ft. Kira Skov
Pladen afsluttes i en duet med den danske sangerinde Kira Skov, der sammen med Camilla fortolker det gamle nummer “What a Wonderful World”. I mol-mørkt univers synger Camilla for, med Kira som skygge og sammen synger de unisont ud i omkvædet “the colors of the rainbow, so pretty in the sky…” omgivet af en stædig analog trommemaskine, der afslappet bærer første del af sangen sammen med de to sangerinder, bas og orgel. Trommerne tager over og sangen udvikler sig mere majestætisk hen imod tredje vers (“I hear babies crying and I watch them grow..”) og ender i en outro af “wonderful”-syngende stemmekollager, der brainstormer over den sidste mol-akkord før hele herligheden ender ud i en spacy, lys slutning.
Rowbird udkommer mandag d.3. november – læs vores anmeldelse HER.
Af Jonas Strandholdt Bach
