Okay, here we go, festival sæsonen er officielt skudt i gang, Roskilde Festival offentliggjorde plakaten i morges, hvilket har givet os mulighed for, at komme med nogle halv-bagte meninger om årets program. Vi hader det, vi elsker det, skal vi slås, let’s make sweet, sweet love…
Alright, det er jo ingen hemmelighed, at Roskilde Festival er vores højtider, fødselsdage og anden festivitas samlet i en, uoverskuelig og overrumplende pakke. Årets højdepunkt for os, og på en måde hele grunden til, at GFR overhovedet eksisterer og den uge om året hvor vi, om vi så vil eller ej, hænger på hinanden. 4 realz!
Vi har skrevet meget om, inden, fra og efter festivalen i årenes løb, i år bliver ingen undtagelse – så må vi se hvad vi kan lave anderledes og give et twist i år! Det fylder bare meget i vores kalender, sikkert også proportionsmæssig mere end det burde i forhold til det vi i øvrigt dækker, men screw that, vores side, vores tid, vores regler.
De helt store, generelle tanker om hvad Roskilde Festival og musikprogrammet kan og “skal”, det har vi vendt og drejet flere gange, så mange gange at vi nu blot henviser til en artikel af lidt ældre dato. Det er stadig, nogenlunde, det der gælder i vores optik, så ingen grund til at køre for meget rundt i det.
For at opsummere, så er Roskilde på en måde mange små festivaler i en. Det samlede billede er ofte lidt diffust og svært at overskue, men det er heller ikke pointen. Du får “lidt af det hele”, eller nærmere: muligheden for at vælge lidt af det hele. Det er op til dig. Gå på opdagelse, både inden og under festivalen, lad dig overraske, vælge nogle sikre, gå glip af noget og tag alt for meget ind.
På den led, er dette år som så mange andre i den moderne ære af Roskilde Festivaler, hvor hovednavne ikke nødvendigvis hænger på træet til fri plukning, konkurrencen fra andre festivaler og koncertarrangementer er enorm og musikbranchen fragmenteret og uoverskuelig som aldrig før. Men på en måde, eller mange, synes jeg det er lykkedes Roskilde at følge nogenlunde med tiden, afspejle den og tilpasse sig vilkårene – selvom alt, naturligvis, var bedre i gamle dage. Og de gamle dage varierer så, alt efter hvor gammel du selv er!
Dem med stort og halv-stort
Ja ja ja, jeg ved godt, at vi selv er sådan nogle feinschmecker smartasses der siger, at man skal læse Roskilde plakaten nedefra og op, dem med småt er de rigtige hovednavne og alt det der. Men det øjnene først ser, er jo nok dem der står med de største bogstaver.
I år tyder det så på, at nogle af følgende navne skal prøve at få publikum med på Orange og Arena og lad os da bare starte helt i toppen.
Dem der skal forsøge, at holde rockfanen højt på den gamle rockhøjborg, Orange Scene, og forsøge at vise den gennemsnitlige Roskilde gæst, der måske befinder sig et andet sted end rocken, om, at luftguitar er fedt er Foo Fighters. Ikke rigtig albumaktuelle, ser det ud til. Hvis man går efter de store stadion armbevægelser og rock der kan få folk med, plus dem med hang til 90’er nostalgi, så er det bestemt ikke en dum booking.
Hell, jeg har ikke rigtig noget i mod Foo Fighters og kan da godt rocke med på en håndfuld af deres hits, men der sniger sig alligevel en lille følelse ind hos mig: er de ikke ved, at være lidt passé, selvom jeg fornemmer MANGE glæder sig til at se dem? Og kan de virkelig svinge den der rockfane højt og voldsomt nok til, at fylde pladsen foran Orange ud? For 10-15 år siden, ingen tvivl! Men nu skriver vi altså 2017.
2017, hvor et af de helt store navne er Father John Misty, nyligt udnævnt fidusmager af selveste Thomas Treo, der nu har mulighed for at pille ham ned fra tronen, når crooneren indtager Orange Scene. Fidusmager? Jeg troede det var en del af pointen? Anyway, Father John Misty’s koncert for 2 år siden på Avalon er allerede gået over i Roskilde historien, som en af de der mytologiske “man skulle have været der” koncerter. Og det var jeg!
Det VAR fedt, men også en smule deprimerende. Intet det år kom i nærheden af at matche den koncert og Misty selv ville nok have svært ved, at leve op til det i min verden efterfølgende. Rigtig nok, allerede året efter føltes hans performance og persona lidt slidt, da jeg oplevede ham i Falconer salen. Jeg håbede egentlig på en lang pause, eller at han ligefrem slog karakteren ihjel, men nu er han allerede pladeaktuel igen.
Men det er NU han skal op på Orange, hvis det skal være, og det skal det. Fred være med det, det skal nok blive fedt nok for dem der ikke har oplevet ham før. Han har entertainer formatet til at fylde scenen ud, men lidt en skam man ikke kunne have beholdt ham på Avalon niveauet.
Arcade Fire er på en eller anden måde også blevet et stort band siden de sidst gæstede Roskilde i 2007. Lidt overraskende når man tænker på de startede med at være indiemørkemænd på deres to første (og bedste! (Nej, Suburbs er bedst! Red. Jonas)) plader og siden har bevæget sig noget væk fra det udtryk. Faktisk ved jeg ikke helt, hvad man skal kalde deres nye electro-disco single? Troede det var for sjov da jeg hørte den første gang, men nu synes jeg egentlig den er meget fed.
Men kan de fylde Orange ud med den slags i 2017?
Blink 182? Hvorfor er de booket? Er det dit yndlingsband ever, OK, fedt nok, peace, men ville du ikke hellere have set dem for mindst 15 år siden?? Hvad er pointen, de har jo ikke ligefrem sat aftryk i rockhistorien på størrelse med Springsteen, Young, Stones, eller, heck, for den sags skyld Foo Fighters.
I den danske rockhistorie har Sort Sol til gengæld sat nogle ret tydelige aftryk og 2017 blev altså året hvor de, trods sporadiske gendannelser de mellemliggende år, endelig vender tilbage til Roskilde for første gang siden 2001. Da spillede de solen op efter Neil Young havde fucket hele programmet med en maraton koncert, hehe, og jeg var i pitten! Det skal jeg nok ikke i år, alt efter hvor de spiller, men kunne da være man skulle tjekke dem ud igen. Nu med nyt album i bagagen, også det første siden 2001, hvis det da når at udkomme inden sommer. De lukker forresten Arena lørdag aften – med special guests!
Fun fact: Roskilde Festival er det sidste sted i Danmark Sort Sol mangler at spille i dette årti. Det er sandt, de har spille ALLE andre steder! Vildt nok.
The Savage Rose vender også tilbage til Roskilde i år, det har jeg ikke nogen indvendinger imod, bandet har får blændende anmeldelser for deres koncerter de senere år. Og jeg tror kun jeg har set en halv koncert med dem engang… på Kløften Festival?
Skylder vist også legendariske Neurosis, at se dem igen, eftersom min tilstand sidst de var på plakaten (en søndag!) vekslede mellem “delvist bevidstløs”, “ugidelig”, “ynkelig” og “basket”. Så i år spiller de garanteret på Avalon klokken 2 om natten, hvor min tilstand er markant bedre… Fin booking i øvrigt, selv om de er lidt gamle i det.
Men Anthrax? Spiller de ikke flere gange om året i Danmark? OK, de har ikke været på Roskilde siden 90’erne, men alligevel. Halv-sløj booking af de gamle thrash legender. Der mangler sgu lige et stort, samlende metalnavn, ikke?
Gammel kan man ikke kalde den nu tidligere Ulige Numre frontmand Carl Emil, der koncertdebuterer som soloartist på Arena til sommer. Noget af en tillidserklæring fra Roskildes side, og noget af et skulderklap. Det skal nok falde nogen for brystet. Men fedt på den måde, at det signalerer “her er en vi tror på” og dermed giver et kæmpe boost – så kan det godt være scenen viser sig for stor, men vi får aldrig nogle nye stjerner, hvis der ikke tages chancer.
Erasure, det må da også kaldes at tage en chance – bare på en lidt anden måde. SPIL DE TO NUMRE JEG KENDER!
The Jesus and Mary Chain kender jeg lidt flere numre med, bandet er aktuelle med et nyt album der har fået en pæn modtagelse og gruppens lyd har jo nærmest dannet skole (hej hej, Sune Wagner), men de har et lidt blakket live-ry. Så det kunne gå begge veje, men helt sikkert en klassisk “se giraffen” Roskilde-booking.
I beslægtet kategori, men måske mere drømme-poppet end støjende, og så alligevel, har vi indie-heltene Slowdive. De gæstede Roskilde en sen nattetime for et par år siden, men nu er de “rigtig” tilbage med nyt album og rider ikke blot på en nostalgisk gendannelses-bølge.
Af nyere navn som falder i “godkendte” bookinger finder vi synth-poppede Future Islands og rockede Royal Blood, der endda har fået lov til at stå med ret store bogstaver – så det må jo betyde, at det er hovednavne.
Kigger man lidt udfor hvad vi normalt dækker, længere ude end Erasure, så ser det fint varieret ud, egentlig, med en række navne der er på vej frem eller er oppe i tiden, som The Weeknd, Solange, måske Lorde. Justice virker måske lidt outdated som festnavn øverst på plakaten og mangler der ikke et virkeligt stort hip hop hovednavn i år? A Tribe Called Quest er legender, og også noget jeg nok skal se, men er de et bredt trækplaster?
Og jeg kan virkelig ikke fordrage The XX, men det rammer nok fint noget et bredere udsnit af publikum gerne vil høre – også selvom de næsten lige har spillet i Forum…
Dem med mindre bogstaver
Men ikke helt småt! High On Fire, fedt nok mand, det har jeg kun set brumme-larme en enkelt gang, under lidt suspekte lydforhold på Atlas i Aarhus, så lad os håbe Matt Pike og co får lidt bedre forhold til deres gustne sludge halløj på en lille scene, på Roskilde.
Hvor placerer man Kellermensch, der endelig vendte tilbage i begyndelsen af året med et ganske stærkt album? De mistede en lille smule af deres intensitet og vildskab da de skulle åbne Orange i 2012, men til gengæld flåede de Pavilion fra hinanden en sen nattetime 2 år tidligere. Mand, dem har jeg godt nok set live mange gange, men glæder mig til et gensyn, ved at være nogle år siden sidst, jo!
Oranssi Pazuzu, finsk pysch-doom, dem glæder jeg mig også til at opleve igen, bliver det mon sådan en Gloria ting? Oplevede dem i Ungdomshuset til Heavy Days In Doomtown for nogle år siden, en eftermiddagsstarter, så man var måske lidt tung at danse med. Pig Destroyer, kan man danse til det?
Man kan måske danse til svenske Viagra Boys, der har fået lidt radiohype (P6) på det seneste, det kunne godt være noget man skulle tjekke ud og et af de navne der gemmer sig i bunden af af plakaten. Her finder du forresten også gamle, danske kendinge som Baby Woodrose (der som eneste band både har prøvet at åbne og lukke Orange Scene), samt The Rumour Said Fire der stadig bevæger sig længere og længere væk fra trommesange, deres Mabel-moment, og bestemt ikke bliver mindre interessante af den grund!
Et nyere dansk navn der også er værd at holde øje med er SVIN, der nok aldrig bliver mainstream eller har nogen bred appel. De spiller en muteret form for instrumental jazz, i den tungere og kompromisløse ende, selvom det er meget stemningsfuldt. En til de nysgerrige.
Psykedelisk drone-rock? Så er duoen Moon Duo lige noget for dig. De har næsten lige spillet i Pumpehuset, men nu det ikke er et hovednavn, så tilgiver vi, at det ikke er sådan en eksklusiv booking. Det er måske som om det psykedeliske er lidt på tilbagetog generelt i årets program. Til gengæld kæmper punk-rocken stadig lidt (Blink 182 tæller ikke) og udover Against Me! er der ikke lige noget større navn der springer i øjnene – men vi skal under alle omstændigheder lige have luppen frem.
Verdens bedste Rod Stewart klon, den tidligere (eller nuværende?) The Walkmen frontmand, Hamilton Leithauser kigger også forbi. Den der single man har hørt i radion er faktisk ganske fin, selvom det er meget distraherende at hans vokal lyder så meget som Rod.
En anden solo-artist som det måske kunne være værd at tjekke ud, er Kevin Morby, som kollegerne Jonas og Troels-Henrik i hvert fald har udvist interesse for. Han kiggede blandt andet forbi Aarhus i maj måned sidste år, læs anmeldelsen HER
Kvinderne står generelt temmelig stærkt i år på plakaten, en evig diskussion som man kan mene om hvad man vil, personligt er jeg pisse ligeglad med hvad køn musikere har. Bare det er fedt. Og det synes jeg Angel Olsen er, eller lader til at være, har ikke oplevet hende live, så den ryger på min personlige “must see” liste.
En klassisk “hverken fra eller til” booking, i hver fald i mine øjne, er Portland ørken/retro rockerne Red Fang. Fint navn, set dem før og et navn der uden de store problemer kunne byttes ud med et tilsvarende indenfor genren – og det siger jeg ikke for at fornærme fans af bandet.
Så er det i min optik meget mere spændende med et band som Priests. Priests debutalbum er lyden af noget der bare er fucked, og som titlen Nothing Feels Natural antyder, ikke er som det skal være. Priests er punk, det er rock, det er post det ene og det andet, det er riot grrl, det er surt og konfronterende. Indelukket og udfarende, dragende og lidt afskrækkende. Det kan sgu og vil noget det her. Endnu en til “must see” listen.
Kigger vi lidt hurtigt på Rising navene, dem vender vi, ligesom resten af programmet, tilbage til inden festivalen, så finder vi ved første øjekast et par navne, som vi i større eller mindre grad har omtalt her på siden. Fugleflugten, Dør Nr 13, The Love Coffin, ML Buch og selvfølgelig BAEST!
Rising programmet er altid interessant på den ene eller anden led, nogen bliver til “noget”, nogen ER allerede noget, nogen kommer ikke videre og andre er bare lidt sære og skæve bookinger. Det kigger vi nærmere på de næste måneder.
Hurtig opsummering og ikke gennemtænkt dom
Ligesom vi nu skal have plakaten under mikroskopet. Både for at finde de navne vi har overset, dem vi slet ikke kender endnu og for, muligvis, at reevaluere førstehåndsindtrykket.
For det her er jo lidt en knee jerk reaction med spredte brainfarts og for hurtige konklusioner. Derfor ER det her hellere ikke nogen konklusion – overskriften siger nærmest det hele. Og en Roskilde plakat er næsten altid en svær størrelse at gøre op, fælde nogen endelig dom over eller bedømme som sådan. Der er simpelthen så meget og mange indtryk at tage ind, og lige så mange meninger om det.
Personligt savner jeg nogle store hovednavne, der falder i min smag. På den anden side kan jeg ikke umiddelbart komme med nogle bud på hvem det skulle have været, som jeg ikke har set før, eller som på nogen måde er realistiske – og det er jo hverken Roskildes problem eller skyld…
Til gengæld har kollega Jonas udtalt, at han allerede har noteret sig flere navne han gerne vil se i år, end der var sidste år, så det er nok et år som mange andre, hvad programmet angår.
Og dermed ikke sagt, at der ikke er masser af ting jeg gerne vil se i år, jeg sagde store hovednavne! Dem der STÅR med stort. De der står med mindre skal nok blive lige så store, eller større, oplevelser end dem der havde haft en større font ville være blevet.
Og jeg kan jo bare gå op og skråle med på “My Hero” og “Everlong”, hvis jeg mangler en Orange fest til at afbryde mine mere musiksnobbede oplevelser på Avalon og Pavilion.
Lad os så komme i gang med et læse den plakat nedefra og op, hold kæft hvor jeg glæder mig, trods alt!
Af Ken Damgaard Thomsen
