Alright, så kom dagen, Roskilde Festival 2016 plakaten er landet fra trykkeriet og det fulde line up (næsten) på plads. Det giver, som altid, en masse små og store tanker om årets program.
Holy hell, det kommer til at gå lidt tjept det her, for jeg har lige 1 times tid mellem fejring af 4 års fødselsdag og… mere fejring af 4 års fødselsdag – nu med flere grimme og larmende børn. Så de første, hurtige og slet ikke gennemtænkte knee-jerk reaction tanker om Roskilde bliver en omgang rapid fire, sponsoret af: en spand kaffe. De store linjer og detaljerne tager vi når vi nærmer os festivalen, og de helt overordnede selvsvingstanker om hvad Roskilde Festival er for en størrelse i disse år, ja, dem tog vi vist grundigt nok sidste år i indlægget HER. De har egentlig ikke ændret sig.
For Roskilde Festival 2016 tegner igen til at blive… lidt af det hele, alt og ingenting, det nye sort, de gamle travere og genudsendelser, overraskelserne, what the fuck is this? oplevelserne og sådan kunne man blive ved. Altså, alt er som det plejer. BUH, YEAH, SKULDERTRÆK, ALT VAR BEDRE I GAMLE DAGE, NYT ER BEDRE END GAMMELT, SPIL NOGET MED SLAYER!
De store/halvstore navne
Og det gør de så! For thrash veteranerne Slayer vender tilbage til Roskilde, med et nogenlunde nyt, lidt blandet modtaget, album i ryggen. Til gengæld har deres live-koncerter på den tilhørende tour fået anmeldere til at fråde om munden af glæde. Og så spiller de på Arena! Ja tak, mand. Det samme gør franske Gojira, som tromlede Copenhell ned og hoppede på kadaveret med en voldsomt fed koncert sidste år, en af festivalens, og årets bedste, koncerter undertegnede oplevede, så jeg lever lige med en genudsendelse.
Genudsendelse er der også i form af energiske Kvelertak, men det er ved at være et par år siden de sidst gæstede Dyrskuepladsen, og har vist et nyt album med i bagagen, så det er vel fair game? Ghost har spillet ofte i Danmark, men de holder sig jo også nærmest permanent albumaktuelle og er populære som aldrig før. Det er ikke lige min kop te, ikke på grund af det teatralske element, mere at musikken ikke lige tiltaler mig specielt meget – dog vil jeg sige, at der er nogle rigtig fede numre på deres nyeste album, så…. Bring Me The Horizon, det er sgu’ heller ikke lige mig, men core-gutterne er store i genren, og skulle bring it live, så fred være med det.
Ellers kan jeg jo tage mig en ordentlig koger til legendariske Sleep og deres tunge, tågede toner, men de falder måske udenfor kategorien store/halvstore navne? Nå? Jamen Red Hot Chili Peppers, DE er store, eller var det i hvert fald engang, jeg ved ikke hvor store de er nu, i virkeligheden? Men det ser stort ud på plakaten, skal nok trække folk og få det til at løbe koldt ned af ryggen på de af os, der har oplevet nogle af deres tidligere koncerter på Orange, især den seneste i 2007. Den seance blev jo legendarisk af de helt forkerte årsager! New Order har jeg også set før, men det er mange år siden jeg dansede rødvinsfuld rundt til “Blue Monday” i mørket foran Orange, så det er vist ved at være på tide at bælle tre liter kvalitetsvin fra Aldi igen og svinge hofterne?
At The Drive In? Spiller de på Orange eller hvordan ser det ud? (Forhåbentlig ikke, de skal da på en mindre scene!, red.)
Det gør Tenacious D i hvert fald, hvad man så ellers måtte synes om Jack Black og Kyle Gass’ musikalske meritter og humor, smag og behag. Jeg skal se det og jeg bifalder et Orange navn, som er en form for rock/metal, der IKKE er en genudsendelse. Det er Dizzy Mizz Lizzy til gengæld, og var det ikke fordi Gnags skal spille til en motorvejsåbning i Silkeborg (ja, seriøst), så tog de nok prisen for at være det danske band der har, eller skal, spille flest steder (nu Sort Sol er gået i hi igen). Men de er albumaktuelle for første gang i næsten 20 år, stadig populære og, ikke mindst, så leverer de den forventede vare live.
Last Shadow Puppets… hvad, Arctic Monkeys kunne ikke i år, eller hvordan? Det kunne Biffy Clyro til gengæld, men jeg kan ikke den dag de skal spille, eller da har jeg kun plads til et navn. Nemlig Onkel Neil.
Neil Young vender tilbage til Roskilde efter 8 års “pause”, nu 70 år gammel, men fortvivl ikke – han virker ikke som om han er blevet mere medgørlig med alderen. Og der er lovet marathon koncert. Young har leveret 2 af mine personlige favorit koncerter på Orange, tordenbraget i 2001 og den dejlige stund i 2008. Jeg ser frem til et hattrick.
Dem med mindre bogstaver
Det er jo egentlig her, at Roskilde ofte viser deres værd, med dem man ikke kender og de små kvalitetsnavne som man regnede med ville levere. I år er der igen et virkeligt bugnende udbud, så man kan blive helt desorienteret af at skimme plakaten. Man kan være helt sikker på man misser, eller overser, et eller andet der senere bliver “stort” eller som man efterfølgende får tudet ørerne fulde over hvor feeee det var.
Så plaff plaff plaff, det her sigter jeg efter at smage på i større eller mindre grad:
Frank Carter and The Rattlesnakes, Bisse, Blues Pills, Courtney Barnett, Júníus Meyvant, Mutoid Man, Cattle Decapitaion, Jonah Blacksmith, The Entrepreneurs, Rising, Jacob Bellens, Halshug…. dejligt mange danske navne, endda nogen vi har anmeldt, der er på plakaten i år?
Og med helt småt, i bunden af plakaten, da finder vi jo Rising Scenens navne, og igen i år er det en god blanding af genre, navne man genkender og dem hvor man tænker, hvor fanden har de opdaget dem henne? Så listen over potentielle interviewofre for os tæller blandt andet:
Bersærk (fedt de kom med), Klub 27, Childrenn, Deadpan Interference, Ondt Blod (aner ikke hvad det er, men navnet tiltaler mig), ORM, Shy Shy Shy, Virgin Suicide øhhmmm, og “andre”, tiden løber og jeg tror jeg skal have mig et par briller for at kunne læse det med småt….
Det var bare lige dem der hurtigt sprang i øjnene af de mindre navne, nu begynder det rigtig sjove jo, frem med luppen og google, og så skal der forskes og undersøges i, hvad der gemmer sig bag alle de mere eller mindre obskure kunstnernavne spredt ud over plakaten.
Afrunding, opsummering, flere tanker om ingenting
Hov, jeg har da helt glemt LCD Soundsystem, Peaches, PJ Harvey, Onkel Hasse and The Deadbeats, Damon Albarns nyeste legeplads, Savages, Sturgill Simpson (DET ser jeg frem til!), Tame Impala, Mac Demarco, Foals og og OG!
OK, nå man sådan får det remset op så, ud over at virke lidt flimrende, fragmenteret og uoverskueligt, så er det umiddelbare indtryk, at det er et mere end OK program Roskilde har skruet sammen i år. En del genudsendelser, i alle størrelser, ja, men det er vilkårene, og når det nu ikke KAN være anderledes, så er sammensætningen af gengangere i år ikke den værste pakke. I hvert fald for mig personligt. Er du mere genre-fascistisk anlagt, så er Roskilde lidt en udfordring, for det er det samlede indtryk der i mine øjne gør programmet i år ret stærkt – men både hiphop (for lige at hive noget helt andet ind) og metallen har da isoleret set, set svagere år.. mens rocken, i hvert fald hvad de helt store rock og rul navne angår, måske igen lider lidt. Men der er jo Neil Young – han kan buldre og brage for et helt dusin, så det går nok.
Så, det korte af det lange, af det lidt rodede og ikke særligt velovervejede ramble, 2016 tegner sgu’ da ret godt? Skal vi tale stjerner, så er mit umiddelbare indtryk af hele det samlede, meget brogede, billede, uden endnu at have det fulde overblik (who am I kidding, det får jeg aldrig)….. 4 store eller 5 små stjerner til Roskilde Festival 2015 programmet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Bare rolig, Dizzy spiller også til motorvejsåbningen 🙂
– og ja jeg har købt billet.