På overfladen ligner årets Roskilde program igen igen en blandet landhandel, hvor der er ikke er mange snapse på hylderne – i hvert fald på øverste hylde. Men kigger man ordenligt efter, så er der de fleste dage rigeligt med promiller i programmet, så man nok skal få tilstrækkeligt under vesten i alle henseender. Og ja, vi kunne godt have gjort dette indlæg kortere og malket Top 5’erne i flere indlæg, but that’s not how we roll, baby – hit it.
Det tilbagevendende problem for Roskilde Festival er naturligvis, stadig, Orange Scene og “manglen” på hovednavne, at det er tyndet ud i reelle navne der kan “fylde” den store scene ud, er ikke noget festivalen kan gøre for. Det kan altid diskuteres om de kunne have gjort mere for at hive det ene eller det andet navn, som gæster andre festivaller eller spillesteder i tiden op til Roskilde, men faktum er, at konkurrencen er øget – og at der er mange penge involveret.
Roskilde Festival og bookingerne er stadig, som de selv også gentagende gange har kaldt det, det muliges kunst. Skulle de så have brugt en sikkert betragtelig del af musikbudgettet på The Rolling Stones, i stedet for måske, og det er et stort måske, at hapse flere mellemstore navne? Det kan man jo altid diskutere for og imod, personligt på GFRock er vi af den holdning, at har man muligheden for at booke The Rolling Stones, så booker man kraftedeme The Rolling Stones!
Uden dem så Orange gabende tom ud, hvad angår store rock-navne, med al respekt for Kasabian, Psyched Up Janis, Deftones og Arctic Monkeys hver især. Der er dog forhåbentlig en nostalgisk fest i vente, når den gamle hit-mager Stevie Wonder slipper funken løs søndag aften. Måske ikke lige rock i “hård tråd” forstand, men ud over utallige evergreens, så har det amerikanske ikon også inspireret en perlerække af større og mindre musiknavne, som for eksempel Red Hot Chili Peppers, så koncerten har, udover hygge-fest potentiale, også et rock-historisk element i sig.
Kigger man på de navne der står med lidt mindre bogstaver på plakaten, og det kan altid anbefales, så er der, som vores ture gennem de enkelte dage viser, nok af ting at vælge imellem – og ikke så få alternativer, hvis man ikke lige bryder sig om det, der er sat på Orange.
Mange kommer, inklusive os selv, for at opleve det der sus det kan give når et navn står på Orange, og det skal nok komme i år, men de musikalske overraskelser, dem finder du ude i teltene. Og der skal lyde en stor opfordring til at bakke op om Rising Scenen, hvor danske navne som Get Your Gun, Heimatt, The Awesome Welles og Narcosatanicos sørger for kvalitetstid i warm up dagene. Dem har vi allerede behandlet i vores Rising indlæg, som du finder link til nederst, sammen med links til alle vores optaktsindlæg, men vi har alligevel hevet to navne herfra ind i denne lille fristil.
Her til sidst har vi nemlig lavet 3 top 5 lister – og for ligesom at gøre det lidt anderledes (forhåbentlig), end hvad du ellers har læst om Roskilde, så har vi valgt at kigge på 5 koncerter vi går ind til med et åbent sind, åben kropsholdning og positive forventninger, uden at være helt solgt på forhånd. 5 koncerter, hvor vi i hvert fald lægger ud med krydsede arme og anmelderskepsis fordi der er tale om voldsomt hypede, over-the-hill eller potentielt malplacerede navne, men er åbne for at blive overbevist (i virkeligheden er vores default indstilling armene over kors eller sammensunkne i festivalstol, men nu taler vi billedligt her!). Og endelig 5 koncerter med potentiale for at flå kuglerne af dig (igen billedligt talt. Måske. Og hvis du har kugler…).
5 koncerter vi har forhåbninger til bliver det nye sort, men som ikke er blevet voldhypet:
Narcosatanicos
Hallucinogerende toner og psykedelisk støj rammer Rising onsdag eftermiddag, når aarhusianske Narcosatanicos indtager scenen. Bandet er begyndt at rumle godt og grundigt i undergrunden, og har blandt andet fået en anbefaling med på vejen fra den ukronede danske syre-konge Hr Woodrose (og et par andre musikere, så de er faktisk blevet lidt hypet). Jonas oplevede bandet live til Aarhus Psych Fest tilbage i oktober måned, og skrev blandt andet:
“Det seks mand store band spiller tung, forvredet stoner-rock med en saxofon smidt ind i blandingen. Repetitivt kværnende, men samtidig med så mange improvisationer over riffs og bund, at de stadig er et interessant bekendtskab. Skumle visuals på lærredet bag bandet gjorde også sit til at skabe stemning…”.
Lad det skumle stige op fra undergrunden og overtage Rising – og Dome-scenen aftenen før! I øvrigt kan du hente bandets nye album kvit og frit HER.
Mournful Congregation
Australske Mournful Congregation gør sig indenfor langsomt opbyggende og ulmende funeral doom, med dyb grum growl. Som navnet antyder lyder det som et sørgmodigt begravelsesoptog, der sørgmodigt og med tunge skridt bevæger sig mod hullet. Bandet har fået et passende spilletidspunkt, klokken 01.30 på den lille Gloria scene, som i nattens mulm og mørke sikkert kommer til at virke som et kapel. Et kapel, hvor nattens festbrandert ikke kommer til at bestå af fællessang og dans, men en metallisk march mod afgrunden.
Les Claypool’s Duo De Twang
Duoen bestående af tidligere Primus bassist Les Claypool og M.I.R.V. guitarist Bryan Kehoe, er dannet i 2012 og startede egentlig som en engangsforestilling. Siden er det dog blevet til adskillige koncerter og albummet Four Foot Shack fra februar i år. Duoens materiale består både af originale kompositioner og coverversioner af så forskelligartede kunstnere som Bee Gees og Alice In Chains, vel at mærke bluegrass coverversioner. Du har ikke hørt “Man In The Box” rigtigt, før du har hørt den med fuld banjo og hø i håret. Les Claypool’s Duo De Twang indtager Avalon fredag klokken 15.00, og har potentiale til at blive den koncert der kickstarter din eftermiddagsbrandert – husk whisky sjus og tobak efter eget valg!
Corrections House
Medlemmer af Minsk, Yakuza, EyeHateGod og Neurosis udgør det mørke epicenter i Corrections House, der sidste år debuterede med albummet Last City Zero. Et album der viste et USA i knæ efter et årti med håbløse krige, naturkatastrofer på egen jord og en finanskrise udløst af hjemlige spekulanter. Det lyder jo umiddelbart, som om det kunne være et godt udgangspunkt for en omgang festlig fadøls-boogie metal med store smil og imødekommende attituder, på Pavilion fredag aften klokken 20.00… men det var det ikke.
The Ocean
Berlin-baserede The Ocean er en lidt underlig musikalsk størrelse, en art musikkollektiv der overskrider en række genre-grænser, og blandt andet eksperimenterer med sludge, post-metal, prog, art rock med mere, kort sagt – eksperimenterende metal. Bandet har over en række udgivelser været omkring religionskritik, ikke mindst kristen fundamentalisme, og senest sange om havet på albummet Pelagial. Et konceptalbum hvor sangtitlerne afspejler en nedstigning i havet ved at være navngivet efter dybhavszoner. Ja, det er lidt sært og lidt nørdet! Ikke nok med det, så var albummet oprindeligt tænkt som et instrumental album, senere ombestemte de sig og lagde vokal på. Instrumentalversionen kan dog stadig erhverves hvis du køber luksusudgaven af pladen. Oplev det besynderlige crossover metalband fredag klokken 21.00 på Avalon.
http://youtu.be/RFrr4uXDihM
5 koncerter, hvor vi lægger ud med krydsede arme og citronmund, fordi vi er nogle mugne anmeldertyper:
Interpol
Paul Banks og co. var egentlig blandt de personlige favoritter. Altså for 7-10-12 år siden, hvor de med albums som Turn on the Bright Lights og Antics – og endda til dels Our Love to Admire fra 2007 markerede sig stærkt på den mørkrandede del af rockscenen. Seneste album fra bandet, Interpol fra 2010, levede ikke op til de tidligere udgivelser, og siden har der været ret stille om bandet. Forsanger Paul Banks har udover et kuldslået forhold til Helena Christensen mest gjort sig bemærket med et sløjt soloalbum, og senest en rapudgivelse, som ingen vidst helt ved om er for sjov eller blodig alvor. Uanset hvilken af delene, er det ikke særlig godt. Så…selv om navnet rummer gode minder, og bandet har mange gode sange, så tillader vi os en hvis skepsis. Det kan være den er gået fløjten lørdag kl. 00.00, især hvis de nu lægger ud med numre som ‘Evil’ og ‘Slow Hands’, men det kan også være vi står og skumler med sammenknebne øjne et sted nede i mængden. Interpol har et nyt album, El Pintor, på bedding, og det skulle udkomme til september.
EMA
Erica M. Anderson har tre albums på bagen, senest The Future’s Void, som har skabt en del opmærksomhed omkring den blonde sangerinde og guitarist. I det store og hele også velfortjent, for EMA har et godt tag om alternativ rock med 90’er referencer. Men holder det så til testen på Pavilion søndag kl. 15? Der var lidt delte meninger om EMA’s optræden på den aarhusianske Recession-festival tidligere i år, så vi holder forventningerne i den moderate ende.
Kasabian
Det er ikke fordi Kasabian stinker – de har egentlig et ganske okay materiale, også til en stor scene på en festival. Men der er bare et eller andet med kombinationen af Kasabian og Orange scene, der er potentielt problematisk. Kasabian er muligvis et stort navn i England, men i Danmark er de knap så kendte. Da de besøgte Roskilde (og Orange scene) i 2010 kæmpede de en hård kamp for at få et solskinsdovent og begrænset publikum med på de energiske rockløjer, og det lykkedes til dels. Men der skal formentlig en arbejdsindsats i mindst samme klasse til, for at Kasabian-koncerten bliver en succes. Vi frygter for død-ved-Orange.
The Men
New Yorkerne har været relativt hypede i rockundergrunden, og det er egentlig ganske fortjent – således har de produceret et par glimrende albums i form af Open Your Heart og New Moon, mens jeg (i dette tilfælde Jonas) er en anelse mindre begejstret for seneste album, Tomorrow’s Hits. The Men er ikke meget for at gå på kompromis med noget som helst, og selv om bandet er begyndt at komme publikum lidt mere i møde musikalsk, så er bandets sceneoptræden stadig ret introvert – de fyrer deres musik af og så smutter de igen. Det kan sådan set også fungere rigtig glimrende, men en muligvis feststemt lørdag aften på Pavilion kan man have sine bange anelser for, om bandet kan holde publikum fanget med rockørerne i maskinen. Derfor forholder vi os, i hvert fald indledningsvist, moderat skeptisk til kombinationen af band, scene og musikstil.
Psyched Up Janis
Da vores skribent Kristina fornylig oplevede det gendannede 90er navn i Store Vega, var hun så eksalteret at hun smed topkarakteren 6 stjerner efter dem. Det blander vi os ikke i, men vi forbeholder os ret til at være skeptiske overfor om det når helt derop på Orange. Igen er scenestørrelsen en del af problemet, bevares Dizzy Mizz Lizzy slap fornemt fra at fylde Dyrskuepladsen med varm 90er nostalgi for nogle år siden, men de har også Tim Christensen.. og slog med al respekt for Psyched Up Janis og deres fans noget bredere igennem. Dermed ikke sagt, at Psyched Up Janis ikke kommer til at være årets gensynsfest på og foran Orange, men set igennem lidt minde farvede, og lidt mere kritiske, briller bliver det måske en anden oplevelse.
5 koncerter med potentiale til at flå klunkerne af dig:
Helhorse vs. The Psyke Project
2 af Danmarks bedste live-bands lige nu battler om verdensherredømmet! Eller noget, vi kan stadig ikke helt greje hvordan det kommer til at forløbe, men Roskilde skriver: “11 mand på scenen spiller materiale fra begge bands’ karrierer i samlet trop”. Kommer det til at fungerer eller bliver det rent kaos, når The Psyke Project kompromisløse metalliske hardcore og Helhorse’s mere melodiske sludge ramler sammen? We shall see, men hvis eksperimentet lykkes, så bliver det et brag dømt ud fra tidligere live oplevelser jeg har haft med de 2 bands. Slip hestene løs i helvede og ryk hele lortet rundt!
Carcass
Gendannede Carcass udsendte sidste år et af årets bedste metalplader, hvorom Ken blandt andet skrev:
“Det forbløffende er især, at både band, og én selv som lytter, ikke kører træt i de barbariske ubehageligheder – for der er kraftedeme smæk på! Først på sidste nummer, “Mount of Execution”, falder der en smule ro over Carcass’ operationsstue, der efterhånden må ligne en blodig slagmark. Musikken antager en mere episk og storladen metal-klang, som om bandet indtager “victory formation”, og rider en æresrunde på den store åbne slagterbænk. Nå ja, og så er det da forresten et fænomenalt godt nummer – bare lige for at sætte en tyk streg under det triumftog Surgical Steel er”. Læs hele anmeldelsen HER
Derfor skal de naturligvis ses live!
Hexis
Jeg (Ken) har først for ganske nyligt fået tid til at dykke ned i Hexis’ album Abalam, godt jeg nåede det! For hold da op en glubsk satan af en skive, det danske black metal grind- og hardcore band har fået skruet sammen. Der anes et vist slægtskab med The Psyke Project, og ligesom deres seneste mesterlige album Guillotine, så er Abalam en kompromisløs energi- og raseriudladning, der flæsner, flår og kradser en til blods alle de rigtige steder. Hvis de magter at genskabe den foruroligende stemning live, så bliver det årets højdepunkt på Rising. Du kan hente Abalam helt gratis HER
Dark Buddha Rising
Hvis finske Dark Buddha Rising flår klunkerne af dig, så bliver det ikke på en måde hvor det er hurtigt overstået, når de indtager Gloria lørdag aften 21.30. Det bliver på en en langsom og smertefuld måde med deres stillestående og sørgmodige doom. Finnernes ulmende metal tager af og til afstikkere over i det psykedeliske, men mest af alt lyder det bare ondt. Eller som en ven af redaktionen beskrev oplevelsen, da de varmede op for Neurosis på Loppen sidste år: “Tror vi var en hel del, som gik derfra med knuste drømme og bristede illusioner….”.
Det tolker vi som en anbefaling!
Phil Anselmo & The Illegals
Ah ja, gode gamle sure Phillip Hansen Anselmo. Placeret i Arena teltet på det ukristelige tidspunkt 13.30 fredag MORGEN! Sikkert for at den humørsyge bondeknold ikke drikker sig fra sans og samling inden det går løs, men det er jo ellers en del af “charmen” ved manden? Det demonstrerede han til fulde, da Down blæste Copenhell omkuld sidste år, og man kunne også formode, at Anselmo var påvirket af et eller andet da han indspillede solodebuten Walk Through Exits Only, der udkom sidste sommer. En ubehagelig, konfronterende og udefinerbar størrelse, nærmest ét langt rumlende og ustyrligt overfald, hvor der kun var spredte svage antydninger af egentlige melodier i den uforsonlige larm. Jeg (Ken) var ikke ubetinget fan af det album, men jeg glæder mig til at se om Phil og hans band er lige så fjendtlige live, som den plade lyder. Nå ja, og så spiller han efter sigende numre fra hele karrieren, så koncerten kommer nok til at føles som om man skiftevis får nostalgiske krammer og en knytnæve lige i fjæset.
Læs vores optakt og ture igennem de enkelte dage på Roskilde 2014 her: RISING SCENEN, TORSDAG, FREDAG, LØRDAG og SØNDAG
Og en lille ekstra optakt med et kig på “uofficielle” koncerter rundt omkring på camping arealet HER
Af Jonas Strandholdt Bach & Ken Damgaard Thomsen
Foto: Roskilde Festival/Vegard S. Kristiansen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
