Roskilde Festival er kommet og gået, vi har haft tid til at pleje eventuelle tømmermænd og fordøje de mange indtryk som sådan en uge efterlader. Her er lidt afsluttende tanker om årets festival.
Det er altid en spøjs oplevelse at komme hjem fra Roskilde. Man træder uden egentlig nedtrapning og omskoling direkte ud af et parallelunivers og tilbage i den der “virkelighed”. Med sig i rygsækken har man (for vores vedkommende i hvert fald) en uges musikalske og mere personlige oplevelser, der bliver hængende i krop og sjæl som underlige brudstykker, små mentale film og billeder. Situationer der virkede vigtige “derude” fremstår nu pludselig som petitesser og andet man måske ikke dvælede så meget ved da de hændte, står pludselig mere tydeligt i det samlede billede.
Alt i alt var Roskilde Festival 2014 en rigtig god festival for os, men om den kommer i ens personlige top 3, 5, 10 eller what ever er naturligvis helt individuelt og afhænger også af,hvor mange gange man har “taget turen”. Vi er efterhånden nogle halv-gamle og garvede Roskilde gængere, så vi vil ganske ydmygt også påstå, at vi har et fint sammenligningsgrundlag til at sætte tingene lidt i perspektiv. Det skal nu ikke være en større analyse af Roskilde Festival som fænomen det her, vores primære fokus vil altid være musikken.
Det har den i og for sig altid været, men de seneste år er den kommet endnu mere i fokus, eftersom vi har været så heldige at få lov til at “arbejde” med den i form af adgang til den forjættede medieby. Muligheden er heldigt nok opstået samtidig med, at vi begyndte at føle os lidt fremmede og “udenfor” på campingarealerne. Lad os bare slå fast, den fest og det liv der foregår på Camping East og West tilhører ikke længere os. Nye generationer har taget over og gør det på deres måde og det er sgu helt fint – man kan ikke gøre krav på eller beslaglægge den slags i éns eget navn. I hvert fald kun i en begrænset periode. De vilkår der hersker ude på campingarealerne nu, er ikke længere vores og vi sætter ikke længere fest-dagsordenen der, ej heller har vi noget ønske om det.
Festen og folk er såmænd hverken værre eller bedre end dengang vi hærgede og regerede derude (i vores egen optik), den er bare anderledes. Og det hele er bare for højt og for hurtigt til at vi kan/vil følge med, så på mange måder har dette arbejde med musikken, vi har kastet os ud i, forlænget vores Roskilde levetid – om end på en lidt anden måde, end den vi gik på festival på tidligere.
Det kan godt være det hele virker lidt “ungt” og opskruet på os når vi vandrer rundt på campingpladsen i disse år, men sådan havde den ældre generation det sikkert også da vi tog over fra dem i sin tid. Vigtigst af alt, så festes der stadig videre i fællesskab i dagene op til festivallen rigtig starter, og det foregår stadig på relativt fredelig og rolig vis – trods ubehageligt store anlæg med hæslig musik! Det eneste decideret foruroligende ved festerne på campingarealet er faktisk, hvor utrolig lidt rock- og metalmusik der brager ud af de gigantiske anlæg. Men havde de spillet Slayer dagen lang, så havde vi sgu nok alligevel ikke deltaget særligt meget mere i de løjer end vi gør nu….
Teltbrok og Rising-konceptet
Noget af det, der fyldte en del hos os personligt de første par dage, var Get A Tent East brainfart fordelingen af telte, der virkede gennemsyret af forbløffende inkompetence, manglende planlægning og skiftende udførsel. Vores indledende brok kan du læse meget mere om HER. Selv om det måske er trådt lidt i baggrunden nu, og irritationen i det store hele fik lov til at blive derude, så er konklusionen stadig at det ganske enkelt var uacceptabelt, især når folk havde betalt en fyrstelig sum penge for herligheden. De penge følte man ærlig talt ikke man ikke man fik meget mere for end sit telt og så unødigt besvær, ikke mindst fordi en logisk løsning syntes at lægge lige for på de fleste af problemerne. Det er måske lidt ligegyldigt nu, vi overlevede i fin stil, men ret lige op på sagerne til næste år, ikke?
Så var der det nye Rising “koncept”, det som fyldte meget af vores festival og arbejdsdage første halvdel af festivalen. Selve idéen med forsøget med fokus på de kunstnere der spiller på “upcoming scenen”, i form af mere eller mindre planlagte pop-up koncerter, happenings and what not, er rigtig god. Man føler virkelig at der bliver lagt et stort stykke arbejde i, ikke “bare” at smide dem på en scene i warm up dagene og så er det det – der var bestemt et uudnyttet potentiale for at skabe mere opmærksomhed omkring de bands, som nu bliver udnyttet i større omfang. Så er det bare en forbandet skam, at selve Rising Scenen fremstod så skrabet og små-tarvelig. En nøgen open air scenen midt på Camping East, der lignede noget man, med al respekt, kunne finde til den lokale byfest, der hvor vi kommer fra.
Selve idéen med at få upcoming scenen tilbage på camping arealet, og gøre den til en del af pladsen igen, er rigtig fin. Vi siger “igen”, for inden Rising og inden Pavilion Junior, var der jo Camping Scenen, der de første år flyttede lidt rundt mellem en placering ved togskinnerne på West og en placering midt på East (i 2004 så vidt jeg husker). Den startede som en ladvogn, der bare blev klappet op i år 2000 og voksede de næste år stille og roligt i omfang og udseende, indtil den blev så stor at der skulle mere sikkerhed og ordnede forhold til omkring den. Jeg (Ken) husker blandt andet en koncert med Knallert (Clemens m.fl.) i 2002, hvor det hele var ved a blive lidt for vildt. Konsekvensen var i sidste ende, at Pavilion teltet blev taget i brug og rammerne blev topprofessionelle, ligesom under den rigtige festival.
Vi var vilde med Campingscenen i begyndelsen, som et sted hvor man bare slog sig ned i græsset, slappede af og så var der noget musik i baggrunden. Vi var ærgerlige da den flyttede “ind på pladsen”, så røg hyggen, men lærte at sætte pris på de ordnede forhold det gav de optrædende. Nu var vi igen skeptiske over flytningen væk fra de super flotte rammer upcoming bands blev præsenteret under på Pavilion Junior, og ud til noget der lignede er tilbageskridt. Vi lærer nok at accepterer den nye Rising Scene, især med lidt udbedringer og hvis rammerne bliver shinet lidt op – man forstår jo udmærket pointen i at flytte den ud igen. Men som den præsenterede sig i år, synes vi egentlig de udvalgte kunstnere havde fortjent lidt flottere rammer. Selv om andre måske fandt det rustikke look sådan lidt cool på den minimalistiske måde?
Der hvor flytningen og fremtoningen giver mening, er hvis hele idéen er at få Roskilde’s upcoming koncept til at virke mere undergrundsagtigt og spontant. De nye tiltag med “hemmelige” pop up koncerter, der ikke blev annonceret officielt af festivalen, og kun kunne opdages på forhånd ved at følge bands på sociale medier eller by word of mouth, var egentlig et meget cool tiltag. Det giver følelsen af noget uventet, at musikken får lov til at spire udenfor det officielle program og bringer mindelser om “gamle dage”, hvor man kun kunne opdage den slags ved tilfældigt at se en poster/flyer, eller høre rygter på pladsen. Det virkede som et frisk pust til et ellers lidt stivnet Pavilion Junior koncept, hvor man bare fik serveret det hele, som en mini-udgave af den rigtige festival.
Farvel til Odeon, goddag til Avalon
Inde på pladsen var der også sket nyt, vores elskede Odeon område var en saga blot, nedlagt for at få mere samling på pladsen og efter sigende fordi området stod for tomt når der ikke var koncerter i Odeon teltet. Lidt en skam, for området var ellers netop en fin lille oase på pladsen, hvor man kunne søge hen når resten blev lidt for meget. Og lad os ikke glemme, at Odeon de seneste år har præsenteret måske festivalens stærkeste scene line up og nogle virkeligt fine koncertoplevelser. Oplevelser den nye Odeon/Cosmopol bastard Avalon her det første år ikke rigtig kunne matche på nogen punkter. Avalon skal naturligvis lige have en chance, og når den fungerede, så var idéen med “halv-teltet”, så man både kunne være tæt på, og nyde koncerter fra afstand, bestemt god i tanken. Det var bare ikke så tit det fungerede når vi var forbi, ofte føltes koncerter fra afstand som om man stirrede ind i et dybt mørkt hul, hvor det vist nok var en scene derinde et sted. Så kan man jo bare gå derind, siger nogen måske, ja, men så ryger selve pointen jo lidt og man kunne lige så godt have beholdt et rigtigt lukket telt.
Så er der hele “Orange Scene” diskussionen og “Roskilde er ikke længere en ‘indsæt musikgenre’ festival”, ild vi selv har pustet til en gang i mellem. Først og fremmest, Roskilde har aldrig været og skal aldrig tilhøre en bestemt genre, heller ikke rock/metal. Det er en musikfestival, der gennem årene, med skiftende held, har prøvet at favne og afspejle tiden, og gerne være lidt fremsynet. Hvordan det er lykkedes, også i år, afhænger fuldstændig af øjnene der ser. Men der er vel nogenlunde konsensus om, at Roskilde de senere år har virket lidt retningsløs, samtidig med at musikbranchen på grund af internettet og øget tilgængelighed af alverdens musik har spillet al antydning af homogenitet til atomer. Måske er netop bare “diversitet” den nye fællesnævner? Der er ingen definitiv retning og der er ingen regler? Det er selvfølgelig sat på en spids, for indenfor de groft optegnede genregrænser man med lidt god vilje kan optegne, er der naturligvis stadig udvikling og retninger at afkode – hvis man gider bruge tid på det.
Man kan også bare se Roskilde Festival som et kæmpestort musikalsk supermarked, hvor en række bookere forsøger at udstikke nogle retninger og indfange nogle tendenser, og så ellers bare udbyde en bugnende buffet af musikalske retter, der i overvejende grad er af god kvalitet – også selv om det hele ikke lige hører til de personlige livretter. Engang, lad os sige i 90’erne, var Roskilde muligvis på papiret en rock- og metal-festival, der blev i hvert fald booket en lang række navne indenfor disse genrer som fyldte godt på plakaten. Disse genrer var også “oppe i tiden” og havde gode levevilkår, meget bedre end i dag – på den måde afspejlede Roskilde tiden. En tid, som mange af dem, der brokker sig, min generation inklusiv, stadig hænger fast i, fordi vi var unge dengang og vi forbinder disse minder med noget godt og rent. Nu er festivalen forpestet og forurenet. Men man kunne lige så vel sige, at Roskilde Festival dengang udviste snæversynethed og mere eller mindre bevidst holdt bestemte knap så “fine” genrer, som elektronisk musik og hiphop, fra fadet – ikke mindst på den hellige Orange Scene.
Metal, rock og alt det andet
Det har stille og roligt ændret sig siden vi første gang var på Roskilde, og tak for det, ellers havde Orange Scene nok for længst været fortid i sin nuværende form. Vi har det personligt helt okay med at Orange Scene er blevet indtaget af andre genrer, ikke mindst af nødvendighed. Som man kunne konstatere i år, så er Roskilde’s metalpublikum i disse år ikke større, end at de der overværede Deftones på Orange fredag aften, sagtens kunne have stået ved Arena. Og Carcass’ publikum søndag tidlig eftermiddag havde nok set mere imponerende ud ved Avalon. Til gengæld var der andre koncerter på de nævnte scener, hvor der var et meget stort publikumspres (bl.a. Damon Albarn på Arena), så heller ikke i år ramte Roskilde den perfekte scenefordeling. Men sådan er vilkårene nu engang for en festival af Roskildes art og størrelse.
Om det så skyldes at Roskilde har jaget metalfolket væk gennem årelang misrøgt, en eller anden fornemmelse i metal-miljøet af at man bliver negligeret på festivalen, eller at metalpublikummet i Danmark (plus diverse) bare ikke er større i disse år, eller en kombination af to eller flere af de nævnte faktorer, er en anden og længere diskussion… eller en der minder om “hønen og ægget”. Men faktum er, at hiver man eksempelvis Copenhell ind i samtalen, så kunne de også kun med nød og næppe hive cirka 14.000 mennesker hen foran deres største scene da årets hovednavn Iron Maiden spillede. Under andre koncerter var der ikke i nærheden af at være så mange foran hovedscenen, så måske er metalfolket bare skrumpet ind over de seneste 10-15 år? Eller måske er metalpublikummet blevet lige så fragmenteret som musikpublikummet generelt. Flere og flere kommer på festivaler på Roskilde for at opleve mange forskellige typer musik. Vi er nok stadig nogle musikalsk halvkonservative stivstikkere på GFRock, som overvejende hører rock og metal, men vi nåede da både glimt af afrikansk og elektronisk musik, og funk og hip hop (og nød det endda, uuaaargh) – og muligheden for at opleve noget og blive revet med af noget, man tilfældigvis traver forbi, men aldrig ville have købt billet til, er noget af det, der gør Roskilde til Roskilde.
Hele pointen er, at vi/de ikke kan gøre krav på hverken Roskilde eller Orange, alle skal nok klare sig, og hvem ved, måske vender udviklingen igen et stykke ude i fremtiden? Det der KUNNE være en idé, var hvis Roskilde Festival i lidt mindre grad insisterede på at smide metalfolket trøstelunser ved at booke for små metalnavne til for store scener. Vi føler os hverken beærede eller krænkede over, hvor “vores” type band spiller – bare det giver mening. Som landet ligger lige nu, så er det vel reelt set kun Metallica der, som metalband, kan fylde Orange? Og sidste år da de spillede, var der ikke engang så tætpakket foran scenen som ved tidligere besøg…
Selvfølgelig er det prisværdigt, at Roskilde forsøger at præsentere og give plads til så mange forskellige slags kunstnere og genre på festivalens største scener, som muligt. Bare prisen ikke bliver for høj og ender i en gabende tom plads som fredag aften. Til gengæld fungerede den hårdere musik upåklageligt på de mindre scener, ikke mindst de stunder hvor lille Gloria blev omdannet til metalklub. Altså i teorien, for publikumsopbakningen kunne godt have været større. Det virker som om metalfolket (som vi også lidt er en del af), har ret travlt med at føle sig marginaliseret og “forfulgt og truet” i disse år. Berettiget eller ej, så hjælper det nok ikke, hvis det miljø lukker sig som sig selv og begynder at lege for meget “os mod dem”. Så skal fjendebillederne i hvert fald bruges til at mobilisere tropperne, møde talstærkt op og vifte med metal-fanen og ikke sidde og surmule i hjørnet eller indtage en offer-rolle.
Til gengæld burde “rock-folket” være udmærket tilfredse, der var nok at vælge imellem på stort set alle scener, og på Orange beviste Arctic Monkeys og Jack White, at der stadig findes guitarmusik der kan samle. Nå ja, og så var der de der Rolling Stones og ham der Stevie Wonder. Begge blev kaldt alt fra ringvrag til vitale veteraner efter deres koncerter,og lige meget hvad man måtte synes, så beviste legende-bookingerne dog, at det ikke kun er twerking, knæklys og elektroniske danserytmer (ikke et ondt ord om det), der kan trække folk til i massevis. Det er DET Orange Scene stadig kan, når det hele går op – du finder ingen andre steder i landet, hvor så forskellige mennesker, i alle aldre, er samlet for at opleve en og samme ting.
Der er cirka lige så mange holdninger til og om Roskilde Festival år efter år, som der er branderter på pladsen. Her var så en eller to mere. Fælles for de fleste er dog, at lige meget hvad Roskilde finder på og gør, så bliver holdningerne luftet af en eller anden form for kærlighed til festivalen. I tykt og tyndt, vi bliver ved med at komme tilbage. Det betyder ikke at man skal finde sig i alt, men det er godt nok kærlighed der har meget svært ved at ruste.
Ikke mindst efter i år, hvor vi synes, at festivalen viste fornyet vitalitet og friskhed på mange punkter, også selvom, ja – programmet kan ALTID blive bedre! Og pas nu på I ikke støder metalfolket helt fra jer, det må kunne gøres bedre end i år. Derfor tillader vi os endnu engang at sætte forventningerne højt til næste års program og næste års festival i det hele taget.
Vi ses på Dyrskuepladsen næste år.
Find vores Roskilde 2014 dækning HER
Af Jonas Strandholdt Bach & Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach og Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
