Roskilde Festival 1999 – den allerførste gang

I år drager jeg for 20. gang mod en græsmark lidt udenfor Roskilde for, at høre musik, hygge, hænge og flippe lidt ud. En kærkommen lejlighed til, at kigge lidt tilbage, inden vi kigger fremad igen. Så her kommer en lille hyldest og kærlighedserklæring til Roskilde Festival 1999 og de mennesker jeg mødte på min tågede vej.

Jeg fik vel egentlig taget min Roskilde mødom i en forholdsvis “sen” alder, i hvert fald i forhold til mange andre. Teenager nåede jeg aldrig at være på Roskilde, i hvert fald ikke hvis man kigger på dåbsattesten, der siger 1979. Jeg landede nemlig på græsmarken udenfor Roskilde for første gang, da jeg netop var fyldt 20 år, i 1999.

På mange måder et virkelig skelsættende år i mit liv på flere fronter. Jeg flyttede for alvor hjemmefra, efter en tur inde ved militæret i perioden oktober 1998 til maj måned 1999. Min 20 års fødselsdag var ugen inden jeg smed den der uniform, mandagen efter startede jeg på mit første rigtige job JOB, noget der bare skulle have været et sommerferiejob, men endte med, at vare 3 sommerferier, plus det indimellem, fordi jeg ikke lige vidste hvad jeg ellers skulle hitte på. Senere den sommer, efter Roskilde, fik jeg også min første rigtige kæreste KÆRESTE, altså en der holdt længere end et par måneder… Men det var EFTER den festival, der rystede mit system og fik åbnet mine øjne… overfor mange ting.

Anyway, den “sene” debut skyldtes flere faktorer, og var egentlig ikke for sen, jeg var simpelthen ikke klar før. Jeg havde, op til det tidspunkt, aldrig været god til større forsamlinger, var meget generet og hæmmet, havde også en sen alkohol og bytursdebut, det begyndte nok først rigtigt da jeg var 17-18 år, altså et par år tidligere. Koncerter havde vi ikke mange af i den mørke afkrog af Sønderjylland jeg voksede op i, og selv at opsøge dem ved, at drage mange mil mod de større byer virkede både uoverkommeligt, og interesserede mig egentlig heller ikke i rigtig lang tid – jeg havde det jo fint i min lille boble!

Roskilde Festival var, så vidt jeg husker, ikke på min radar indtil 1999. Jo, jeg havde da hørt og læst om den, og set billeder, også de levende, hist og her og læste også i stigende grad anmeldelser af koncerter derfra. Hvorfor ved jeg ikke helt. Men det havde aldrig været i mine overvejelser, at det var et sted jeg skulle besøge, og slet ikke 19 år and counting i streg (19 år, 20. gang i år, bare så vi lige har matematikken på plads). Ikke fordi jeg havde noget konkret imod konceptet, det eksisterede ganske enkelt ikke mit univers?!

Indtil foråret 1999, da R.E.M. røg på plakaten, lige på højden af min R.E.M. fandom. Et af de få bands jeg virkelig har rådyrket, så man kunne kalde mig en fanboy. Det kan virke som et lidt underligt tidspunkt, at trippe over det band på. Deres kommercielle peak lå allerede en håndfuld år og lidt til tilbage, hvor jeg også hørte dem, men jeg blev først rigtig fanget af New Adventures In HiFi pladen og de efterfølgende år dykkede jeg for alvor ned i bagkataloget. I en sådan grad, at udgivelsen af deres nye plade i 1998, Up, var en hel event for mig og min makker Martin, som jeg var begyndt at hænge ud med i den periode, og sidde og skråle med på R.E.M. sammen med i vores tyske dåseøls-brandert, inden vi vaklede i byen weekend efter weekend. Jeg husker ikke mindst min værnepligtsperiode, som en temmelig intens periode for os, og et par andre, hvad det angår.

Nå, som jeg husker det, så læste vi i avisen, en eller anden mørk dag i marts, at R.E.M. kom på Roskilde Festival. De nærmere omstændigheder, billetkøb, planlægning og så videre er gået tabt, men i hvert fald besluttede vi, at det SKULLE vi opleve. Flash forward nogle måneder og jeg erindrer, at vi hoppede på toget, fulde af forventninger, men uden at ane hvad pokker vi gik ind til, og sikkert også halv-berusede allerede på det tidspunkt. Resten af rejsen mod Roskilde og ankomsten til vores destination er også blevet slettet fra hardisken, men jeg husker det som, at vi ankom på campingpladsen om aftenen, da det var ved at blive mørkt og bankede vores telt op et lidt tilfældigt sted på Øst.

Det var tiden inden adgangsbooking, venteområder og alt det der, faktisk fik vi først armbånd dagen efter, hvor man kunne gå op til indgangen og bytte sin billet til det famøse armbånd, så det var med, at passe på papirlappen natten over. Hvad der egentlig skete denne første nat står hen i det uvisse, jeg er ret sikker på, at vi bare drak os ned og gik i seng, uden at gå på eventyr den dag – der var nok alligevel ikke rigtig noget at gå efter? Det hele forekommer lidt tilfældigt, jeg tænker vi er gået inde fra stationen og bare smed teltet (et 3-mands til 3 drenge, rigeligt med plads, jo!), der hvor vi lige landede, uden at tænke videre over det.

Næste morgen var der på forunderlig vis poppet en form for lejr op rundt om os, eller, der var i hvert fald kommet flere telte til, der ligesom på en måde var endt med, at danne en cirkel. Det viste sig, at der udover os var et kærestepar, to dudes fra Fredericia, som også delte telt og 3 ældre venner, endnu et kærestepar og deres kammerat, som nok har været i midt-40’erne. Lidt af en broget flok, men det viste sig at de ældre Roskilde rotter fra Rødovre, der var lastbilchauffører, eller lignende, også havde medbragt to pavilioner, som de foreslog vi da bare alle kunne dele? Og således opstod, helt spontant og tilfældigt, den første Roskilde Lejr jeg har boet i. Den holdt hele ugen, vi havde en fest af dimensioner, på tværs af alder, geografiske tilhørsforhold og alt det der, vi fik endda et bad hos truckerne i Rødovre, da de lige skulle hjem og hente mere sprut, gik hver til sit søndagen efter – og så aldrig hinanden igen. Men sikke en uge!

Den længste og på samme tid korteste i hele mit liv. Een lang rus og beruselse, en kaotisk blanding og sammensmeltning af lyde, lugte, indtryk, samtaler, tømmermænd og en udefinerbar følelse af lykke og det der frihed. En samlet “følelse”, som jeg aldrig havde oplevet i lignende grad, og som jeg, måske, heller aldrig helt har oplevet igen på samme måde. Der er jo kun een første gang for alting, som ikke kan efterlignes og opleves igen, lige meget hvad man gør.

Utallige vandringer ind til Roskilde by, det var dengang man gjorde det, hvor man slæbte billige øl, i fucking flasker, tilbage til teltet. Et skiftende, evigt kørende mega mix på den batteridrevne ghettoblaster, hvor Kashmirs første to plader flød sammen med Everlast og Blur, Blondie tog over, indtil nogen ville høre “Mambo Number 5” eller “Bang and Blame”, en af truckernes favorit R.E.M. nummer. Jeg har sgu aldrig mødt nogen før, eller siden, der havde den som favorit… Rammstein bragede igennem, blev fortrængt af Suede (der spillede 3 gange på festivalen det år), men ingen kunne slå Red Hot Chili Peppers’ Californication, hvad airplay angår det år – af en eller anden grund?! Den kunne høres overalt på pladsen, og hvis folk ikke havde den, så kunne de nyde den, når vi tog den med på tur på blasteren. Den omvandrende fest voksede i størrelse, blev mindre igen, som ukendte folk sluttede sig til, eller skred. Man stoppede op. Spontane fester og små, midlertidige lejre opstod, midt i det hele. Midt i andre folks lejre, ved siden af dem, midt på en sti eller i køen til en madbod.

Man vågnede op med næseblod foran teltet, eller under pavilionen, uden at ane hvorfor. En røg sig ned i en park på vej hjem fra Roskilde, købte et par kilo ærter, væltede bagover i sin campingstol og gik kold midt i solen. Der var hjertebanken af for meget Red Bull og vodka, så skiftede man til lunkne bajere, indtil den gik igen. Man mødte en tilfældig, sød og meget imødekommende ung norsk jente, endte med, at ligge og rode rundt og lave ukristelige ting mellem to telte et eller andet sted. Fik hendes navn skrevet på armen med sprittousch og forklaret, at hun lå i lejr “derovre ved det og det”, kyssede farvel og så hende, selvfølgelig, ikke igen. Nogen sniffede et eller andet sammen med gutterne fra Fredericia og kom lidt for langt ud. Der var rygter om rockere, der lavede ballade lige udenfor campingpladsen. Store festbusser holdt parkeret blandt teltene, en af truckerne fra Rødovre væltede rundt og smadrede en af pavilionerne og jeg prøvede min første tur til samaritterne, efter at være skvattet rundt i et traktorspor. “Kan du holde foden i ro en uges tid”, spurgte doktordamen med et skævt smil? Næh, men jeg slap billigere, end ham der var faldet i søvn ovenpå en én-gangs grill!

Kashmir væltede Arena, hvor man også sagde farvel til Psyched Up Janis og oplevede sin første koncert med nogle andre af mine favoritter i de år: Suede. Dem fangede jeg igen på Orange, hvor de lørdag aften fik gang i fællessangen med “Saturday Night”. Metallica spillede i hundrede år, sådan føltes det i hvert fald, samme sted, hvor jeg fik min første mavepuster af en af de notoriske bølgebrydere oppe foran Orange. Koncerter blev glemt, nogle blev misset, endda med vilje, fordi festen lige var for god, der hvor man lige stod, eller keglede rundt. Man endte i et technotelt til en spaced out dansefest, eller gik målrettet efter en koncert med Nashville Pussy, fordi man havde moret sig over navnet i det trykte program. Glimt af Manson på Grøn, Manic Street Preachers der spillede deres nyeste stadiontoner, så man kunne stå og brøle lidt med på “If you tolerate this…”. Echo and The Bunnymen? HA, has beens! Ice T var på plakaten det år? Det opdagede jeg ikke!

Glimt, soundbites, et kludetæppe af indtryk, hele og halve koncerter, mest det sidste, smagsprøver og et flimrende og fragmenteret soundtrack. Men R.E.M. fik vi det hele med af, fra “Airportman” til “It’s The End of The World As We Know It”. Skulder ved skulder, arm i arm, skålende og skrålende, Martin og jeg, lige som det skulle være. Det var ikke den bedste koncert med R.E.M. jeg nåede, at se, men det var den første.

Vi tog hjem søndag eftermiddag, inden festen sluttede, men vores var overstået. Mæt af indtryk, fuldstændig udkørte og færdig, men stadig høje og helt ude at skide. Jeg husker intet fra hjemturen, men jeg kan stadig huske følelsen jeg havde i kroppen efter jeg kom hjem. De første Roskilde blues, den larmende stilhed når man endelig er alene med sine tanker, efter en uge i krigszonen. Den lammende træthed blandet med en trang til, at blive ved og fornemmelsen af, at man ikke er blevet helt ren endnu – efter bad nummer to. Tag mig tilbage! Jeg nåede for lidt og fik for meget, af det hele!!! Skal man vente et helt år indtil næste gang?!?! Pyha, godt…

Mange oplevelser, koncerter, mennesker, minder og følelser er kommet og forsvundet igen i årene efter, men ikke mange af dem står så klart, som disse glimt fra ’99 stadig gør. Jeg var slet ikke klar over, at den slags var mig, men Roskilde Festival fik vækket et eller andet i mig. Det kan lyde højtragende og lige lovlig svulstigt, men jeg kan stadig mærke suset fra dengang – så der er nok noget om snakken… Og det er måske også en af de mange grunde til, at jeg glæder mig til, at komme tilbage år efter år – for lige, at mærke bare et glimt af det der første sus igen.

Så tak til alle, der var en del af min første gang på Roskilde, hvor end I verden i er? Og hvad pokker skete der mon egentlig med hende nordmanden??

Af Ken Damgaard Thomsen