Torsdag aften blev festivalens absolutte hovednavn støvet af og rullet ind på Orange, hvor de viste rundt i deres musikalske museum de næste 2 timer og 20 minutter, med Mick Jagger som energisk tour guide og Keith Richards som et et af de mere hærgede, udstillede “værker”.
Okay, det er ret nemt at gøre lidt grin med og påpege at The Rolling Stones er gamle, over the hill og museumsklar, men det er de. Det var i hvert fald en stor del af det indtryk gruppens nostalgiske rejse igennem bagkataloget efterlod. Det, og så at selv om de virker slidte, så KAN de i korter glimt stadig lyne og rocke behørigt igennem.
Bandet lagde sikkert fra land med “Jumping Jack Flash”, og den velsyngende Jagger dansede og spankulerede rundt som man kunne forvente det. Imponerende at Jaggers fysik stadig kan holde til det. Imens skramlede og hakkede bandet sig igennem nummeret. Lyden var i den lave ende, men hæderlig i forhold til hvad man ellers har været udsat for på Orange. Det var som om de gamle knogler lige skulle spilles varme, og for nogens vedkomne blev de det aldrig (I’m looking at you, Keith), i hvert fald lød de næste par numre, klassikerne “Let’s Spend The Night Together” og “It’s Only Rock N Roll (But I Like It)”, temmelig rodede og blev leveret lettere sjasket og skødesløst. Det er dog svært at bedømme med et band som Stones, sjusker de eller er det bare sådan de spiller? Stille og roligt begyndte man at ane et mønster – spillede Keith Richards egentlig sådan rigtig med, eller lod han bare som om? Hvor om alting er, så var det Ron Wood der tilsyneladende trak hovedparten af guitarlæsset, og også den eneste mand på scenen der stadig virkede lidt farlig og vild.
Men NÅR det rykkede for rullestene, så fik de i glimt bevist at der stadig er lidt nosser og nerve tilbage i de gamle badboys, “Tumbling Dice” og især “Wild Horses”, var første gang i løbet af koncerten jeg fortabte mig helt i musikken, og ikke blot stod og nød en delvist afdanket cirkushest blive trukket rundt i manegen. Her var publikum også fuldtstændig med på løjerne, et publikum, der ellers i løbet af koncerten blev mere og mere snakkende og ligeglade med hvad bingoklubben fandt på oppe på scenen. “Doom and Gloom” faldt tungt til jorden, og “She’s So Cold”, valgt igennem noget publikumsafstemning, så vidt jeg forstod Jaggers ordstrøm inden sangen, blev ikke modtaget med større genkendelsesglæde. Det begyndte måske at skinne lidt igennem, at mange af de fremmødte foran Orange netop bare var kommet for at se en gammel cirkushest, som de kendte af navn, og kunne få tjekket af på must see listen.
Ikke at der som sådan er noget galt i det, og The Rolling Stones gjorde ikke sig selv nogen tjeneste ved midt i sættet at overlade mikrofonen til Keith og de sørgelige rester af hans i forvejen tynde stemmebånd. Under de 2 sange han raspende fik rallet ud virkede han, og lød som, han kun blev holdt sammen af klude og guitarremmen. Er det en form for kompromis i en våbenhvile aftale mellem Jagger og Richards, at han får lov til det der? Skrækkeligt lød det, men på en måde var det også lidt kært og meget menneskeligt.
Men er det meningen at The Rolling Stones skal være kært, hyggeligt og ufarligt? Ikke oprindeligt, hvor de jo nærmest blev anset som fordærvere af ungdommen og satans sendebude. Det er der naturligt nok ikke meget tilbage af, men vi har stadig sangene, nogle gange leveret så det var faretruende tæt på at falde fra hinanden, som under “Honky Tonk Woman”, andre gange med en snert af diabolskhed tilbage, som i en lang version af “Midnight Rambler”. I det hele taget løftede seancen sig hen imod slutningen, bandet virkede varmet helt igennem og leverede medrivende udgaver af “Miss You”, “Gimme Shelter” og “Start Me Up”, hvor publikum også vågnede af deres døs igen. Faktisk var det kun “Brown Sugar” der lød noget tam og sjusket under slutspurten, hvor ikke mindst mægtige “Sympathy For The Devil” tårnede op og midlertidigt fik bandet til at fremstå vitale og farlige. Det blev den koncerts “Roskilde Moment”, som jeg tager med mig derfra, det, og de 2 ekstra numre bandet serverede da klokken havde passeret midnat.
Først en skøn udgave af “You Cant Always get What You Want” og dernæst festlukkeren og signatursangen “(I Cant Get No) Satisfaction”. I sidstnævnte virkede Richards også for alvor tilstede igen, modsat tidligere på aftenen hvor han introducerede solo-sættet med at sige “its great to be here… in….ehhh… its great to be anywhere!”. Herlige gamle gubbe. Et fint punktum for en ujævn fest.
Fik man så hvad man betalte for ved at hyre The Rolling Stones? Tja, det gjorde man vel i og for sig, der var vel ingen der ikke var klar over, at de ikke var i mint condition. Var det en releavant booking i 2014? Musikalsk nok kun lige og lige, historisk er der selvfølgelig intet at rafle om – Stones er/var verdens største rock’n’roll band, og på en måde giver optrædenen på “deres” gamle scene en følelse af full circle. Jeg vil ikke engang kalde oplevelsen skuffende, det var egentlig som forventet, og om det så er godt nok ud fra en masse parametre, det må folk jo gøre op med sig selv.
The Rolling Stones burde nok bare parkere tourbussen ved det nærmeste luksus-plejehjem og nyde alderdommen, i stedet for at prøve på at leve op til det, de engang var. Men nu de gør det, så var det en præstation og en samlet oplevelse til 3 stensikre stjerner, kastet efter dem med et smil på læben.
You can’t always get what you want
But if you try sometimes you find
You get what you need
Tak for turen, det var trods alt hvad jeg havde brug for denne torsdag aften!
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
