Søndagen bød på lidt færre musikalske oplevelser end de 2 foregående dage, og lidt mere afslapning, men vi fik stadig set lidt godt og lidt halv-skidt i den bagende sol. Tilstanden var overraskende god, og trods den manglende jordforbindelse man begynder at have i Roskilde-boblen, når det hele lakker mod enden, var vi ved godt mod og klar til mere.
Stik mod forventning, så var der denne morgen ingen morgenvækning fra vores kære Mongo i lejren, så redaktionen “sov over” sig, og vågnede først 10.15, så det lange ben skulle lidt foran, hvis der skulle nås nogle lørdagsskriverier i tide til at se Carcass på Arena klokken 14.00. Det lykkedes heldigvis, og det skal også siges at folk i pressecenteret i mediebyen efterhånden også lignede noget, der snart trængte til at komme hjemad, inklusive os. Præcis klokken 14 sad vi klar med morgenmaden ved Arena. En fin burger fra den nærtliggende biks, med krydrede pommes fritter, blev konsumeret i en fart i mens Carcass gik på, og af sted ind i teltet med os (GFRock køkkensektionen giver 4 stjerner – og er derudover pakket væk for denne omgang, hej-hej).
De engleske veteraner blev mødt af et halv-sløjt og søndagsramt publikum, forståeligt nok, men det medførte en lidt mat stemning i teltet koncerten igennem. Noget Carcass frontmand Jeff Walker med tør britisk humor adresserede flere gange under koncerten. Det blev blandt andet til en hilsen til Kasabian, “have you come to see som whishy whashy british band, like Kasabian, who could’nt find a distortion pedal if they tripped over it, or do you wanna see some metal?”. Senere påpegede han, at folk jo var velkomne til at gå over i et andet telt og høre noget R ‘n B, og “Between us, Black Dahlia Murder and Nails there isn’t much else going on today…. besides Stevie Wonder of course” – alt sammen med til at løfte stemningen momentvis, men selvom Carcass kæmpede en brav kamp, så var den lidt ulige.
Musikalsk var der ikke meget at sætte en finger på, Walker var velsyngende og den flossede vokal stod fint i lydbilledet, i mens bandet trykkede deres klassiske, melodiske thrashede dødsmetal af på scenen. Fokuseret og viljefast, og naturligvis superrutineret og professionelt, en af den slags koncerter, hvor man vidste at omstændighederne gjorde, at der skulle rigtig meget til for at den samlede oplevelse kom helt oppe at ringe. Nu skriver jeg “klassisk”, fordi bandet var med til at forme genren tilbage i 80’erne og 90’erne inden de gik i 16 års hi, der blev brudt af sidste års fremragende comeback plade Surgical Steel. Det er samtidig det album jeg kender bedst med bandet, for de gav kun små udslag på min radar i start 90’erne, så for mig personligt var numrene fra det nye album også koncertens højdepunkter. “Cadaver Pouch Conveyor System”, “The Granulating Dark Satanic Mills” og “Unfit For Human Consumption” ramte hårdt og præcist, i mens publikum lidt halvhjertet forsøgte at holde dampen oppe under numrene.
Det skal siges, at Carcass spillede bundsolidt hele vejen igennem de 75 minutter, ingen slinger i metal-valsen overhovedet, selvom man efterhånden tabte pusten en lille bitte smule hen imod slutningen inden “Heartwork” sparkede liv i ens pumpesystem igen. (4/6)
Herefter fortrak dele af redaktionen til lejren, hvor der var gang i en lille søndagsfest midt i solen, i mens chefredaktøren tog sig lidt alenetid og slappede af i skyggen til Deerhunter på Arena. Det var lidt stenet, men ganske hæderligt, og således ganske passende til en eftermiddag i solen. Dog blev sidste del af koncerten tilbragt i svalende skygge, indskyder redaktøren. Eftermiddagen fløj af sted og lige pludselig var det tid til at lette bagdelen og vimse den mod Orange, hvor Kasabian gik på klokken 17.45.
De britiske danse-rockeres kun anden optræden i Danmark nogensinde, var på mange måder en kopi af deres første. Samme scene, samme dag og næsten identisk tidspunkt, lidt større fremmøde, til gengæld en lidt mere dvask indstats fra bandets side end under sidste besøg i 2010. Jeg har det i forvejen lidt svært med og et noget anstrengt forhold til briternes hårdtpumpede og pulserende rocktoner, der lidt for ofte lugter af kalkuleret og manipulerende skabelon musik. Her skal du hoppe, her skal du råbe “ah ah ah”, der skal du danse, jeg hader når musik prøver at pådutte mig følelser og adfærd på den måde!
Når det er sagt, så spiller bandet stramt og præcist, de har noget arrogant cool over sig, som det meste af tiden finder en fin balance, så det ikke kammer over. Nå ja, og så har de da, indrømmet, nogle virkningsfulde numre på deres repertoire, som er vanskelige at stå stille til. Men stadig, ikke mindst fordi det virker som om at bandet “bare” smider deres toner ind i en eller anden computer, der så regner formlen for succes og virkning ud. “Underdog”, “Club Foot”, “Re-Wired” og afslutteren “Fire” blev sendt driftsikkert ud fra scenen, hvor den velsyngende Tim Meighan på sin egen laid back/cool/full of himself måde gjorde en god figur. Numrene fra bandets nyeste album 48:13 lød desværre mest som et opkog af gamle idéer, men hvad, de gamle numre er jo også sat sammen af dele “lånt” fra bands som The Stone Roses, Primal Scream og lidt Oasis, så hvorfor ikke se om der stadig kan koges lidt suppe på den blanding.
Kasabian gør egentlig det de gør ganske fornuftigt, der er bare et eller andet underligt fersk over foretagenet i mine ører, og for fans af gruppen virkede det som lidt af en skuffelse, at de kun spillede 60 minutter, uden ekstra numre. Det gav lidt en fornemmelse af afbrudt samleje stemning for mange foran Orange, fornemmede man, hvorimod undertegnede egentlig følte mig en smule lettet. (3/6)
De næste par timer forløb med stille og rolig snak foran Orange, strategisk timede mad-, alkohol- og tisseture, i mens den store plads stille og roligt blev fyldt op og begyndte at summe lidt af forventning. Det publikum, som begyndte at sive til var, mildt sagt, en broget skare – lidt af alle de typer og mennesker Roskilde Festival har at byde på. Herligt at se, at der faktisk var et navn, ud over The Rolling Stones, der kunne appellere og favne så bredt. Hovedpersonen lod vente på sig, klokken passerede det annoncerede starttidspunkt, 19.45, den blev også 20.00, “Stevie er blind” jokes begyndte at sidde lidt løst rundt omkring, og en lille snert af utålmodighed bredte sig.
Den forsvandt dog som dug for aftensolen, da Stevie Wonder blev ledt ind på scenen til sit store band, og lagde ud med en smittende version af Marvin Gaye’s “how Sweet It Is (To Be Loved By You)”. Netop “smittende” er et af kodeordene for de næste 90 minutters musikhistoriske rundtur i funket soul land, for jeg måtte pakke alle forbehold og den stramme “anmeldermine” sammen og lod mig bare rive med af den elskværdige orkesterleder Stevie Wonder, der hurtigt proklamerede, at nu var vi hans kor, “The Stevie Wonder Choir of Denmark”. Det kunne måske lyde lidt selvsmagende, men det hele blev præsenteret og gennemført af en mand, der bare virkede glad og taknemmelig for at kunne sprede positive toner og good vibrations fra scenen.
Hans indledende prædiken og tak til gud var heldigvis kortvarig, og skiftede hurtigt karakter fra uønsket søndagsgudstjeneste, til en tale om universel kærlighed, forståelse og medmenneskelighed. Amen. “Master Blaster (Jammin’) og “Higher Ground” spredte lykke og smil som de næste numre, under en koncert der måske nok havde et lidt underligt flow, det hele flød lidt sammen til tider, Wonder’s snak og numre flød sammen og ud af hinanden, som en slags ustruktureret og løssluppen all about Stevie jam. Bandet swingede fint, og adlød orkesterlederens mindste bevægelser og kommandoer, manglede han en bestemt bastone lige pludselig, så nynnede han den højt og bassisten parerede ordre.
I det hele taget viste Wonder fint overskud, nok manglede der lige toppen af de høje fraseringer hist og her, men det var småting, overordnet var det bare en fornøjelse at lægge ører til en behagelige stemme, der stadig rummede energi og livsglæde, leveret af en mand der bare udstråler musikalitet på den mest naturlige måde man kan forestille sig.
Et Beatles cover i form af “Day Tripper” blev der også plads til, inden fællessangen og de store smil pladsen rundt for alvor tog over i en skøn udgave af “Signed, Sealed, Delivered I’m Yours”. “Living In The City” blev afleveret med kraft og overskud, den flød over i en lidt løs og famlende version af den i forvejen lidt fesne klassiker “Ebony and Ivory”, den eneste gang hvor jeg syntes det hele begyndte at sejle lidt på scenen – men folk på pladsen virkede stadig bare glade og henrykte, så hva’ faen. Støvet fik lov til for alvor at lette under først en forførende fremførsel af “Part-Time Lover” og lidt senere en boblende udgave af udødelige “Superstition”.
Det lakkede mod enden, og seancens løse struktur var lige ved at gå i opløsning mod slut, da der for alvor gik Giro 413 i den med Stevie’s største fløde-øjeblik, “I Just Called To Say I Love You”. Men sagen er den, at lige netop dét nummer, er en af de allerførste sange jeg kan huske fra min barndom. Så på en eller anden måde har suppe-steg-is schlageren en særlig plads i mit hjerte, og min tolerance overfor 80’er sovs er tilsvarende stor, så den slugte jeg også råt.
Stevie Wonder’s præstation deler sikkert vandene derude, og hans relevans på en scene i 2014 er naturligvis åben for diskussion, men jeg smed forbeholdene overbord, sænkede skuldrene, og lod mig rive med. The power of music compels me, hul i det, vi sniger os op på en 5’er, tak Stewie! (5/6)
Ovenpå den oplevelse var jeg egentlig musikalsk mættet, og en halv times tid inde i Jack White’s afslutningskoncert på Orange Scene, sneg jeg mig alene ud i mørket og takkede af for i år. Til gengæld blev chefredaktøren hængende til den bitre ende, så der følger en anmeldelse af Jack White’s koncert i dag eller i morgen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach og Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
