Hexis detonerede som en lille men kraftfuld black/grind/hardcore metalliske atombombe onsdag aften, men da den massive paddehattesky lettede var skaderne dog, trods alt, begrænsede. Rising lignede stadig en halv-tarvelig byfest scene. En byfest scene hvis lyd under denne koncert bestemt ikke viste sig fra sin bedste side.
Jeg havde egentlig håbet, at Hexis’ bistre og kompromisløse energiudladninger ville sprænge den lettere undervældende scene til atomer, eller i det mindste save den i småstykker. Lidt synd for The Awesome Welles der skulle bruge den bagefter, men for a greater good og i det større perspektiv! Sådan gik det, “desværre”, ikke helt, men der var dog momenter under Hexis, hvor det føltes som om, at bandets flænsende toner, om ikke andet, var blevet kødædende, så det kradsede godt i éns ører og på huden.
Det er ikke mange uger siden, at jeg opdagede bandets fremragende album Abalam, så jeg var ikke super godt inde i bandets materiale, og slet ikke sangtitler. Sidstnævnte er næsten blevet en by i Rusland for mig, efter skamfulde MP3 filer har overtaget mit liv, så medmindre jeg sidder med tracklisten foran mig, er der ikke mange sangtitler der bliver hængende. Så dem må I lige tænke jer til!
Vi interviewede bandet tirsdag eftermiddag, og nogle af de informationer bandet delte ud af, kan jeg ikke helt sige mig fri for måske lå i baghovedet, og spillede ind, på min oplevelse af koncerten. Ikke mindst rumsterede oplysningen om, at bandet ikke var vant til at spille så lange koncerter som tilfældet er på Rising Scenen, for modsat de 40 minutter de havde til rådighed her, gør de sig mest i kompakte 20 minutters sæt. Med den viden i baghånden, så kunne man heller ikke helt undgå, at der sneg sig en følelse ind af, at Hexis’ sæt denne aften også lidt føltes som et forlænget 20 minutters sæt.
Der var relativt lange “pauser” mellem nogel af numrene, der blev stenet lidt rundt ved bare at frembringe dronende støj, numre føltes som om de blev trukket lidt ud i enden og det hele virkede bare lidt som om, at det havde haft større gennemslagskraft og ville virke mere overvældende i en mere komprimeret form. Af og til lykkedes det dog at bygge en dejligt trykkende stemning op, hvor bandet som en ulmende vulkan spruttede, dampede og frembragte truende og ildevarslende klange, inden musikken eksploderede i et inferno af øredøvende støj. Når Hexis rammer den perfekte balance mellem at bygge op, holde igen, antyde og på en måde nedstirre dig, med musikken som stikkende øjne, og det det pludseligt opståede frådende vredesudbrud, så kan de blæse de fleste bands af banen.
Desværre kunne de ikke opretholde den dirrende intensitet og et stramt jerngreb hele vejen igennem de 40 minutter. Jeg er sikker på, at barberede man 10 minutter af, så havde virkningen været større og seancen havde nok løftet sig op på de 5 stjerner. Nu er de 4 jeg smider rundt med her jo bestemt heller ikke en dårlig karakter, men man følte lidt i løbet af koncerten, at der gemmer sig en 5 stjernet live oplevelse i det her orkester, hvis omstændighederne tillader det. Jeg oplevede flammende lysglimt af denne difuse “5-stjernede” tilstand spredt ud over hele koncerten, ikke mindst i et langt instrrumentalt stykke midt i sættet, hvor det virkede som om forsanger Filip tog sig en velfortjent pause fra det rasende skrigeri (positivt men) og lod bandet skrue endnu mere op for blusset, og riste publikum med skærende atmosfærisk larm, som var vi tobak til en joint. Her var den ellers noget flagrende og uskarpe lyd heldigvis blevet lidt bedre.
Havde det da bare været den fornemmelse man havde hele vejen igennem de 40 minutter… men Hexis fortjener stadig 4 store stjerner for deres ihærdige indsats, og så glæder jeg mig til at fange dem under optimale omstændigheder en anden gang, hvor de kan få lov til at gemmenprygle mig i 20 minutter uden pause eller safeword.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
