Folk-ensemblet Heimatt åbnede Rising Scenen i fin, om end lidt forglemmelig og “pæn” stil, hyggeligt var det, men man savnede lidt originalitet og kant.
“Hva’ så Roskilde, er I der”, lagde forsanger Magnus Grilstad ud med at råbe, og han lød sgu oprigtigt glad for at stå på den byfestagtige scene midt på Camping East. Og hvorfor ikke, de lidt tamme og primitive omgivelser til trods, så skinnede solen og der var er pånt fremmøde foran den lille scene. Jeg er, indrømmet, ikke super meget inde i Heimatt’s moderne aftapning af folk genren, som ligger i forlængelse af navne som Mumford & Sons, Fleet Foxes osv., men kan dog høre om en sang er catchy eller ej.
Det catchy har Heimatt som udgangspunkt egentlig fint styr på, til gengæld mangler de måske lige tilstrækkeligt med virkeligt gode numre til at holde éns interesse fanget i 40 minutter – midt i det solbeskinnede sæt tog jeg i hvert fald mig selv i at koble lidt ud og stå og vippe lidt med foden i tomgang. Indledningsvis drillede lyden en smule, det var som om der manglede noget bund og bas i det ellers nogenlunde skarpe lydbillede. Det blev dog heldgivis hurtigt rettet op, og omgivelserne med en åben plads og lidt sidevind taget i betragtning, så var lyden helt fint.
Der var som nævnt mødt godt med folk op, den forreste halvdel stående og godt med på klappe-med rytmerne og “hey hey” passager, og den anden halvdel siddende afslappet på græsset. I løbet af sættet begyndte snakken at brede sig, men det blev, som ved mange andre koncerter, heldigvis ikke generende eller ødelæggende for oplevelsen. Hvad der til gengæld tog lidt af fornøjelsen fra mig var netop de åbenlyse klappe-med takter og “hey hey” passager, det blev hurtigt lidt for forudsigeligt og lige lidt for velkendt. Jeg stod kort og godt og savnede lidt mere originalitet og et mere selvstændigt udtryk, så Heimatt ikke blot fremstod som et delvist klonet folk orkester, men noget med en mere tydeligt optegnet personlighed.
Når det er sagt, så gør de det, de gør, rigtig godt, både vokal og bandets sammenspil sad lige i skabet, og ikke mindst virkede Heimatt som et befriende uhøjtideligt og sympatisk band på en scene. Nogen, der bare var glade for at få lov til at spille deres musik, og satte pris på at der rent faktisk var nogen der gad at høre det. Det kan bringe et band langt, og stemningen blandt publikum tydede også på, at nogle gange så betyder det bare ikke så meget om numrene lyder originale eller ej, hvis de bare har en smittende energi.
Et nummer der hed noget i retningen af “Far Away”, og blev præsenteret som et nyt nummer, fik sat lidt tempo i løjerne, da det hel var ved at flyde lidt sammen i vellydende og hyggelig folk. Måske lidt flere af den slags numre, og spredt ud i sættet, er noget af det Heimatt kunne lege med, for at pifte sagerne lidt op for typer som mig, der fik halv-tunge trampefødder i løbet af koncerten.
Heimatt var alt i alt et hyggeligt bekendtskab, der leverede en mere end godkendt præstation af noget materiale der savner lidt mere slagkraftige og opfindsomme påfund. Det giver 3 store og behagelige stjerner.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Like GFrock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, R0skilde and the what have you – hver dag!
