Mørke toner fra nordjylland i høj sol midt på eftermiddagen, i omgivelser der bringer minder om en scene på en markedsplads eller til en byfest. Ikke lige optimale arbejdsforhold for Get Your Gun og deres dunkle rock-mix, men det unge band havde trukket i arbejdstøjet og fik næsten spillet solen sort over Camping East.
Næsten, for det lykkedes ikke helt i løbet af bandets 45 minutter lange, sammenbidte sæt, dertil var naturens kræfter dog i sidste ende for stærke, selvom bandet flere gange fik græsset til at skælve foran Rising Scenen. Fremmødet var måske en smule mindre end til Heimatt 90 minutter tidligere, til gengæld virkede de forreste rækker som dedikerede fans der kendte samtlige numre. Så man kan sige at der blev kæmpet ihærdigt på alle fronter for at vende en klar udebane til en lille hjemmebanefordel.
Get Your Gun tordnede seancen i gang med den tungt hakkende “Black Book”, der også åbner bandets fremragende debutalbum The Worrying Kind, hvor ikke mindst den sortklædte frontmand Andreas Westmarks natmørke vokal og hans kraftfulde levering af omkvædets “BLACK. BOOK.” føltes som dybe stød, der ramte plet. Netop de dybe stød er noget gennemgående, min sidemand beskrev oplevelsen af Get Your Guns musik som dybe, tunge leverstød. Det er ikke hurtige dask i dunken, men et hug lige i siden, der er trukket helt bagfra og trukket igennem ved leveringen. “Staying For A While” var næste stød til underkroppen, leveret med en stålsat vilje fra hele bandet, så man skulle tro de havde noget at bevise. Omgivelserne gjorde dog, desværre, at lige meget hvor meget bandet knoklede for det, så brændte solen noget af den foruroligende stemning fra studieversionerne op.
Samtidig var der momentvis en sjov kontrast, i at det introverte og kulsort rumlende orkester stod i deres egen mørke verden på scenen, i mens man selv stod badet i solskin på pladsen foran. Oplevelsen vekslede lidt mellem distraherende og sært dragende, på sin egen skæve facon. Under “Sea Of Sorrow” glemte man dog alt om sol og byfest omgivelser, et mandekor marcherede ind på scenen inden sangen gik i gang og sørgede for at det mægtige nummer kom til at minde om et begravelsesoptog der langsomt slæber sig frem mod graven.
“Sometime” forsatte i kompromisløs stil, og man kan ikke andet end at tage hatten af for bandets tilgang til sagerne. De lod sig ikke mærkbart forstyrre af omgivelserne, eller gjorde noget som helst for at virke “open air crowd pleaser” agtige. De langsomt opbyggende numre og den gennemgående sitrende og dirrende stemning i musikken blev serveret på bandets egen præmisser, uden slinger i sørge-valsen. Respekt for det!
Mod slutningen røg illusionen lidt for mig under “Call Me Rage” og “Ghost Of Scandinavia”, ikke fordi bandet ikke stadig arbejde som besatte på at holde den, jeg havde bare pludselig svært ved at holde det gode vejr ude af mit ellers formørkede sind. Der er ingen tvivl i dette sind om, at havde jeg oplevet samme koncert der hvor den hører rigtig hjemme, på et spillested eller efter solnedgang, så havde jeg været fuldstændig opslugt. Jeg blev dog suget ind i det dragende univers igen under afslutningshymnen “The Worrying Kind”, et nummere så intenst og knugende, at jeg ofte er helt tømt og forpustet nå jeg har hørt det på albummet, hvor det falder allerede som 3. nummer.
Personligt synes jeg det fungerer helt optimalt som netop en afslutter, det er lyden af langsomt at blive sænket ned i graven og en kiste der bliver dækket til med fugtig, let ildelugtende muld, på en regnfuld vinter eftermiddag. Da havde selv den lede sol og den blå himmel ikke en chance.
Get Your Gun har lidt hele pakken, de spiller fedt, de tror på deres lyd og udtryk og viger ikke fra det, de har numrene til at bakke det op og så formår de, både i de enkelte numre og igennem et sæt, at bygge flot op og levere et overrumlende og fængslende klimaks. De gør det, så det virker nemt og naturligt, som en forlængelse af deres personlighed, det er simpelthen musik og mennesker man kan mærke, selvom de næsten ikke kommunikerer direkte til en. Bare en forbandet skam at man også kunne mærke den skinnende sol denne eftermiddag.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, Roskilde and the what have you – hver dag!
