Californiske Deftones havde fået en af de svære opgaver på Orange fredag aften, men de løste den med positiv energi, spilleglæde og et hitpumpet udlæg.
Deftones virkede godt gammeldags glade og beærede over at gæste Orange scene igen – senest var det i 2006, hvor bandet også spillede Orange op. Dengang var der ikke i nærheden af fyldt på Orange, og det var der heller ikke denne fredag aften. Men Deftones-frontmand Chino Moreno tog det med et smil og godt humør, og virkede bare oprigtigt glad for at være på scenen.
Bandet lagde fra land med ‘Diamond Eyes’, som hurtigt blev fulgt op af en effektiv 1-2 kombination af ‘Be Quiet And Drive (Far Away)’ og ‘My Own Summer (Shove It)’ fra bandets gennembrudsalbum, Around The Fur, som efterhånden har 17 år på bagen. Begge stærke eksempler på hvad Deftones gør godt, nemlig at kombinere groove og catchiness med følsomhed og effektive riffs. Samtidig har bandet i Chino Moreno en alsidig vokalist, der både spænder over det nærmest soulklingende til martrede brøl og skrig, og sin vokale kunnen viste Moreno godt frem denne aften.
Vi fik endnu et track fra Around The Fur smidt oveni, i form af ‘Lhabia’, inden vi kom lidt længere frem i bandets historie med ‘Tempest’ og ‘Swerve City’, fra bandets nyeste, og ganske fine album, Koi No Yokan. Herefter fik vi først ‘Feiticeira’ fra bandets ikoniske White Pony album, aggressivt og velturneret, og med god fornemmelse for dynamik, fulgt op af den mere skævt hakkende og næsten dæmpede ‘Digital Bath’ fra selvsamme album, der dog ender med følelsesladede skrig fra Moreno.
Atter engang sprang vi frem i tid til ‘Poltergeist’ og ‘Rosemary’ fra nyeste udgivelse, og de blev begge sendt afsted med masser af energi og overskud. Ind i mellem kunne Chino Moreno, i sin hullede Beyonce-t-shirt, minde mere om en moderne soul-sanger, når han dansede rundt under numrene, men den illusion forsvandt hurtigt igen, når han begyndte at springe rundt på forstærkere og synge stående på hegnet til pitten. Bag ham leverede bandet knusende og kværnende en særdeles professionel underlægning – og et par store smil ind i mellem tydede også på at de nød det lige så meget som Moreno i front.
Chino kom godt nok til at gentage samme historie om at Roskilde er den første festival udenfor USA, som bandet nogensinde blev bokket til, med en håndfuld numres mellemrum, men det tilgav man ham hurtigt, for han så sgu bare ud til at nyde det. Koncerten kulminerede for mig med den fremragende ‘Change (In the House of Flies)’, der bygges langsomt op omkring Chinos vokal og eksloderer til sidst. Næsten mere progressiv post-rock end metal, og det er netop elementer som disse, der har løftet Deftones langt ud over hvad mange andre metal-bands fra deres generation har drevet det til. Bandet er ikke bange for at smide elementer fra andre genrer ind i sammenkoget, og de får det samtidig til at lyde ganske naturligt, når de er bedst. ‘Around The Fur’ blev sidste nummer i det ordinære sæt, som blev fulgt op af to ekstranumre. Desværre ikke blandt bandets stærkeste, i mine ører (‘Root’ og ‘7 Words’), og derfor forekom afslutningen mig en kende uforløst.
Det kan dog ikke pille ved at Deftones leverede en stærk præstation på Orange, og selv om der nok var væsentlig mere trængsel hos Damon Albarn på Arena, så så de fremmødte ved Orange ud til at nyde både pladsen og musikken. Lyden buldrede og svingede en smule undervejs, men det blev aldrig generende og Deftones gjorde i hvert fald hvad de kunne under den bagende aftensol (som heldigvis for temperaturen fik lidt modspil af sidevinden), og leverede en koncert til 4 store stjerner. Deftones må Roskilde gerne invitere igen – og så kan de måske overveje at give dem Arena-scenen næste gang.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
