Velkommen til første skive af RockRouladen. Vores nye rodekasse, som skiftende skribenter vil boltre sig i.
Tanken er ganske enkelt, at dette skal være et lille “frirum” og en legeplads for ting der ikke lige passer ind andre steder på siden. Ting der ikke er direkte anmeldelser, koncertforomtaler, interviews eller lignende, som man kan finde jævnligt andre steder her på siden i mere faste rammer.
Sådanne rammer kan nogen gange føles en anelse begrænsende eller fastlåste, og vi har lyst til at løsne lidt op og lade formerne flyde af og til – eller i hvert fald give os selv muligheden for det. De andre “rammer” er naturligvis nogen vi selv sætter op og er med til at opretholde, fordi vi forsøger at skabe en eller anden form for rød tråd i det vi laver. Vores anmeldelser har altid været subjektivt farvede, men med en tilstræbt balance over mod noget objektivt. Koncertforomtaler og interviews er stort set støvsuget for skælen til personlig smag og preferrencer, så vi ikke kun fokuserer på ting der interesserer os.
Håbet er, at RockRouladen, bliver stedet hvor vi slipper tøjlerne lidt, smider skabelonerne ud og lader personlig smag og subjektive holdninger skinne igennem. Der skal være plads til lidt af det hele, det kunne være top et eller andet lister, et historisk kig, fokus på et band eller en genre, kritik af festivalprogrammer, tænke stort og småt, dele en personlig historie, you name it. Måske endda plads til at en skribent kan få luft, afreagerer og ligefrem slå en ordenlig skævert?
RockRouladen serveres når vi lige har tid og lyst, men indholdet bliver forhåbentlig et fint lille mellemmåltid, der som alle gode roulader indeholder og holdes sammen af et eller andet udefinerbart tilsætningsstof. Velkommen og velbekomme!
Som en “blød” start vil jeg kaste et blik på 3 metal-udgivelser, som jeg desværre ikke har fået anmeldt, men som jeg af forskellige årsager synes fortjener noget opmærksomhed.
Vi lægger ud med en udgivelse fra 2012, som har delt metal-vandene og sørget for lidt debat om det gode gamle spørgsmål “hvad er metal?”. Jeg opdagede Deaheaven’s Sunbather ved et tilfælde, da jeg som tidsfordriv i juleferien surfede igennem diverse musikmagasiners “års bedste” lister. På hippe Pitchfork fandt jeg overraskende nok noget der lugtede lidt af metal i følge beskrivelsen, da flere skribenter nævnte Sunbather som en af de bedste udgivelser i 2013. Det pirrede min nysgerrighed, for det første fordi bandet var fløjet fuldstændig under min radar og for det andet fordi metal ikke lige er det jeg forbinder med et magasin som Pitchfork. Det fik samtidig alarmklokkerne til at ringe, når det lettere hipster douchy folk fra Pitchfork kan lide det, så måtte der jo være noget galt?!
Efter at have tilbragt januar i selskab med Deafheaven er jeg egentlig ikke blevet meget klogere på det punkt. Der er klart en udefinerbar følelse af noget “hipt” over bandets bombastiske blanding af elementer fra black metal, støj-rock og atmosfærisk metal. Samtidig faldt jeg over et ganske interessant indlæg ovre hos Devolution, hvor skribenten blandt andet tager op til diskussion om Deafheaven er black metal eller ej? Og det er den egentlige grund til, at jeg synes man skal give Sunbather et lyt. Udgivelsen er åbenbart lidt kontroversiel fordi de to hippe fyre inkluderer metalliske elementer i deres genreblanding, og det gør dem åbenbart til nogle værre forbryderiske wannabees og fakers i nogle kredse? Jeg siger ikke, at det er det Devolution artiklen proklamerer, jeg tror nærmere det et oplæg til debat der sætter forskellige holdninger lidt på spidsen.
Spørgsmålet finder jeg dog både fascinerende, og samtidig komplet fjollet. Folk der råber op om “ægte” eller “falsk” er ofte smagsfundamentalister, “hvis det ikke er ægte genre x, så hører jeg det ikke!”. Det åbner for en syndflod af flueknepper ordkløver spørgsmål om hvad der lige nøjagtig er “ægte” eller ej, og hvad der gør noget “ægte”. Det giver mig både hovedpine og får mig til at trække lidt på smilebåndet. Jeg blev ved med at høre Sunbather fordi jeg faktisk synes, at det var et både spændende og ganske vellykket album, der ikke rigtig lød som noget jeg havde hørt tidligere. Så blev jeg lidt træt af den, sådan går det nogen gange, men hele debatten omkring udgivelsen dukker af og til stadig op når jeg sidder og kigger ind i en væg, eller ud af sideruden i bussen (som lige nu). Jeg ønsker egentlig ikke at starte, eller deltage i, en diskussion omkring Deafheaven, for jeg kan helt ærligt ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal mene – om noget? Men prøv at give den et lyt.
En anden udgivelse fra 2013, som vi overså, var Windhand’s Soma. Den SKAL du høre! Jeg blev gjort opmærksom på udgivelsen af et klogt metal-hoved, som afsøger undergrunden og hjørnerne lidt mere end hvad jeg desværre giver mig selv tid til. Og hvilket pragtfuldt tip, er man til atmosfærisk og stemningsfuld doom-metal, hvor tid er noget man har nok af og tager sig, så er Soma lidt af en 5 kvarter lang åbenbaring.
På mange måder føles albummet som ét langt meditativt trip, hvor man både bliver blæst godt igennem af berusende guitar flader og bedøves på den bedst tænkelig vis af mere rolige og dæmpede pasager. Windhand er ikke bange for at køre i langsomme musikalske cirkler i flere minutter, uden at det føles ensformigt. Det bliver nærmest hypnotisk og forførende som sirene sang, når bandet lader numrene udfolde sig i monotont svævende tempo.
Trænger du til at stå af ræset, lukke lidt ned, forsvinde ind i dine egne tanker eller bare lægge ører til en samling fremragende sange, så snup en Soma. Pladen kan høres på bandets bandcamp side, og Windhand kan opleves live til maj hvor de gæster ungdomshuset til Heavy Days In Doom Town III.
En sidst anbefaling, er en plade fra i år, som vi desværre ikke nåede at anmelde da den udkom, men som lige skal have den størst mulige anbefaling med på vejen inden det bliver helt uaktuelt. Havde jeg anmeldt Behemoth’s The Satanist, så havde den modtaget 6 kæmpe store stjerner, og jeg havde muligvis kastet om mig med ord, som vi ellers ikke benytter her på siden. Nemlig “mesterværk” og “perfekt”. The Satanist ER et metallisk mesterværk, der finder en sjælden balance. Den føles ikke for lang, ikke for kort, der er intet der virker som fyld og man mangler ikke rigtig noget, en perfekt samling sange!
Den burde appellerer bredt indenfor metalkredse, da der er noget for enhver smag at finde blandt de 9 numre. Det er brutalt, det er smukt, det er atmosfærisk, det er velspillet, det er tungt som bare fanden, det er melodisk og så leverer frontmand Adam Darski en af de stærkeste vokalpræstationer jeg har hørt i lang lang tid. Hans kraftfulde vokal er epicenteret i fuldstændig overvældende numre som den storslåede åbner “Blow Your Trumpets Gabriel”, den hæsblæsende orkan “Furor Divinus”, det flammende soundtrack til en tur igennem helvede “Messe Noire”, til udgangsbønnen i form af den sønderrivende “O Father O Satan O Sun”.
Ikke et eneste overflødigt sekund er der på albummet, og samtlige numre er decideret fremragende metalnumre. Selv teksterne, der som albumtitlen nok afslører, kredser om satan og satanisme, er jeg totalt med på – og den slags plejer ellers ikke at være noget der lige fanger mig. Det her er bare så forbandet godt skruet sammen, leveret og gennemført medrivende, at jeg sluger hele den djævelske pakke råt. Om Behemoth så er nogle værre satanister, eller om der er lidt metal-gimmick over det, er underordnet. På sådan en overrumplende udgivelse som denne, kunne de sådan set synge om alt fra grumme dæmoner, atomfysik, sunshine lollipops and rainbows, eller resiterer varedeklarationen fra en shampoo-flaske, jeg ville stadig være totalt solgt.
Bare lyt til “Ora Pro Nobis Lucifer”, hvis den ikke giver dig fråde om munden, lyst til at ofre et får eller bare river dig med, og rundt, så kontakt straks lægevagten- så ER der noget galt med dig!
Lettere eksalteret og rundt på gulvet slikker jeg på fingrene, folder hænderne på dunken og læner mig lidt tilbage. Ikke mere RockRoulade for denne omgang. Aaaah.
Af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
