Ringsted bandet lover velspillet og velarrangeret prog-rock med god energi, og det holder også et stykke hen ad vejen, men desværre mangler de lige nogle virkeligt stærke sange, at hænge det hele op på.
Rocket Citizen er på mange punkter et rigtig charmerende bekendtskab, der ikke mindst vinder på, at den selvproducerede EP gennemstrømmes af en smittende ungdommelig energi. Dog bærer Soundscape også præg af, at noget indflydelse udefra måske kunne løfte materialet det sidste stykke.
Åbningsnummeret “Still Playing” lægger stille ud, med en melodibund der bringer minder om The Police, med lidt diskret reggae klang, inden sangen ændrer karakter og bliver mere råt 90’er rocket. Sådan veksler nummeret lidt frem og tilbage mellem de to punkter, uden at jeg for alvor bliver revet med, sangen rykker bare ikke rigtig for mig. Så rykker det straks lidt mere i kroppen på den efterfølgende “Crying Shame”, hvor der skrues op for intensiteten og Rocket Citizen bliver mere melodiøst hårdtslående. Bandet benytter sig her af egentlig ret simple virkemidler, der opfindes bestemt ingen nye dybe tallerkner af nogen art, men det korte nummer slår godt fra sig med de midler, det besidder.
Det, der i mine farvede ører hæmmer Rocket Citizen en del på Soundscape’s to første numre, er følelsen af, at det er lidt ordinær gymnasie-rock, både hvad angår tekster, opbygning af sangene og bandets klang. Det lyder som noget jeg fik i overflod til diverse fester midt i 90’erne, og det kan bandet her måske ikke gøre for, men følelsen er svær at slippe.
Titelsangen “Soundscape” starter langsomt ud, med en mere svævende atmosfære, vokalen balancerer mellem det vellykkede indfølte og noget, der bare lyder “langsomt”…. men SÅ sker der pludselig noget, Rocket Citizen træder klampen i bund og slipper kræfterne løs med et godt timet break. Tempoet ryger helt ned igen, nu føles stemningen desværre mere 80’er Phil Collins end 90’er rocket, men bandet skal alligevel have ros for den fine vekselvirkning mellem det hårde og det bløde. Især det afsluttende skift, der bringer os tilbage til 90’erne, rocker godt igennem. Det er i dette nummer, at proggen for alvor viser sit ansigt i Rocket Citizens lyd, men der skal lidt mere end solid timing i temposkift og arrangementer til, at vi når frem til det, man kunne kalde en gennemført god sang.
“No More” drejer lyden i en noget mere “klap-med-venlig” funky retning, blandet med mere rendyrkede rock ‘n roll tendenser i omkvædet. Igen tænker jeg hurtigt “gymnasie-rock”, og lidt i retning af noget et meget tidligt Kashmir eksperimenterede med. Selv om jeg i den grad har hørt sange nok af den slags i mit liv, så er det faktisk et af de numre på EP’en som virker mest formfuldendt – og hænger bedst sammen fra start til slut. Og jeg kan ikke benægte, at jeg sad og nikkede lidt med, selv om jeg er blevet træt i nakke og sjæl af funk-rocken for mange år siden. Godt udført!
EP’en afsluttes med den mere vrængende vræle-rocker “Forbidden Thoughts”, der trods et godt drive i melodien måske mangler den sidste snert af flabethed for at pisse sit territorium helt tydeligt af. Vi får endnu et prog-influeret mellemstykke, med nogle rigtig fine instrumentalpasager , hvor bandet lyder som om de nyder at stå med tungen ude af munden og lire den lidt af – det skal der helt klart også være plads til!
Okay, det her er helt klart lyden af et orkester der er i gang med at finde deres lyd og ståsted, derfor skal vi heller ikke hænge os for meget i de der forbistrede stjerner. To eller tre, what ever, det her er et band der stadig famler lidt efter hvad de vil, og hvad de har det bedst/mest naturligt med at spille. Det er ikke deres problem, at de opererer indenfor en genre, der for mig personligt blev slidt tynd for mange år siden. Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre synes lyder fedt. Men der, hvor de kunne arbejde med noget, er bandets overordnede “retning”. Er Rocket Citizen er prog-band, et funk-rock band eller noget helt andet? Det mest funky nummer på EP’en, “No more”, er det, der i denne sammenhæng fungerer bedst og lyder mest helstøbt for mig, men hvis bandet vil have en mere personlig lyd, så handler det måske om at tage nogle elementer fra alt der er på disse sange, og forsøge at smelte dem bedre sammen.
Rocket Citizen befinder sig tydeligvis midt i en formativ udviklingsperiode, energien er god, og der er mange løsrevne idéer hist og her, der fungerer rigtig fint isoleret set – men den større sammenhæng i og mellem numrene mangler noget finpudsning. De gode intentioner er helt klart til stede, nu mangler der “blot” noget styring og bedre orienteringssans.
Anmeldt af Kodi
Kig forbi Rocket Citizen på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
