Lidt impulsivt fik jeg søgt om akkreditering til Reeperbahn Festival i Hamburg omkring tre uger inden festivalen – og det gav øjeblikkeligt pote. We draw a lot of water in Hamburg! Måske… I hvert fald sprang jeg på et tog til Hamburg fra Aarhus torsdag og landede på livlige Reeperbahn om aftenen til tre dage med musik og meget andet.
Hamburg er en storby, men jeg har mest besøgt den på gennemrejse, selv om den egentlig ligger relativt tæt på. Så Reeperbahn, den kendte jeg på forhånd mest af omdømme, som noget med rock og gå-i-byen-bydel og red light district i ét. Den var relativt nemt at finde frem og indenfor gåafstand fra mit hotel, så efter at have læsset baggagen af, satte jeg i raskt trav derhen.
Da jeg først havde fået lokaliseret tjek-ind teltet, gik det ret let med at få omvekslet mit akkrediteringspapir til et fint skilt og et armbånd, og så var jeg sådan set kørende. Altså, ud over at jeg ikke rigtig vidste hvor jeg skulle gå hen. Så jeg spadserede lidt rundt på må og få midt på Reeperbahn, omkring Spielbudenplatz, hvor det centrale festivalområde er placeret, med en række boder med mad og drikke og kommerciel fikumdik, og nogle mindre scener. Rundt omkring på Reeperbahn og de omkringliggende gader ligger så de forskellige spillesteder, hvor de fleste koncerter finder sted. Så tænk Spot, for det er også en branchefestival, bare med tre gange så mange scener, fordelt over et større geografisk område, og hvor scenerne for det meste ikke er i et mondænt musikhus, men på svedige rockklubber.
Det gør at programmet også er en ret uoverskuelig størrelse at finde rundt i, men jeg kunne da relativt hurtigt konstatere, at det ikke var torsdag aften, jeg havde sat streg om det hele. Faktisk var det Sturgill Simpson som stod på listen, og ham missede jeg tidsmæssigt, og så stod jeg der, travede lidt frem og tilbage, fik en durum-rulle til aftensmad, og gik lidt rundt igen, inden der kom musik på en lille scene i det centrale område. Det var de canadiske folk-rockere Shred Kelly, som fik lov at sende en lille håndfuld numre afsted, mens de ind i mellem blev interviewet til tysk radio, og det var passende energisk og genkendeligt til at man kunne klappe lidt med – og de virkede sympatiske oveni. God energi, måske det er værd at tjekke mere ud?
Efter lidt rekognoscering for at få et par spillesteders placering på plads, var mørket begyndt at falde på, og der begyndte at være en del enlige og udfordrende klædte kvinder på gadehjørnerne, og gang i de røde lygter på stripklubberne rundt omkring på gaden. Det blev lige lidt for meget torsdag aften for mig og når der nu alligevel ikke rigtig var noget på must-see listen, luskede jeg lige så stille tilbage til mit hotel i mere fredelige omgivelser til en god nats søvn. Jeg havde nemlig også lidt “rigtigt” (det, jeg får løn for) arbejde at udføre fredag.
Fredag
Der var lav sol over Reeperbahn, da jeg indfandt mig på den central festivalplads fredag aften.
Lyden på Reeperbus-scenen, som er open air, og ligger i den ene ende af Spielbudenplatz, langs med Reeperbahn, var gennemgående ret lav, i hvert fald i forhold til det antal mennesker, der forsamlede sig omkring den – måske fordi den var ret let tilgængelig. Fredag aften var det engelsk Al.Ani der, uden tilsyneladende selv at bemærke det, kæmpede med en ret lav lyd. Det forhindrede hende dog ikke i at brænde igennem med en stærk og alsidig vokal og en smilende energi. Hvis man så bare lidt bedre havde kunnet høre musikken… Men at det kunne være rigtig spændende, var der ikke tvivl om ud fra de tre numre, det blev til.
Så gik turen til Pooca-bar i en af Reeperbahns sidegader, hvor Way Up North kuraterede en aften med nordjyske navne, klar til udenlandsk opmærksomhed. Første navn var den aalborgensisk-brasilianske garage-rock duo The Courettes, med brasilianske Flavia Couri i front og aalborgensiske Martin Couri bag trommerne (og vokale udbrud). Da duoen gik i gang, var Pooca Bar propfyldt af et blandet publikum, blandt andet danske branchefolk, men også en del lokale tyskere, der måske kom for at få et ordentligt skud intens garage-rock. Og i Pooca-saunaen havde The Courettes noget nær optimale rammer til deres simple fandenivoldske udladninger. Fire takter og derud af, fuldt smæk på, og afsted ud over de Hamburgske stepper.
Det var ikke fordi det var fejlfrit, eller lyden var totalt fintunet, men med et instrumentalt nedbarberet og volumenmæssigt opskruet udtryk, som The Courettes’, så betyder dét, at energien forplanter sig direkte ud i det tætpakkede og svedende publikum, rigtig meget. Og det gjorde den på Pooca Bar, som indretnings- og stemningsmæssigt kunne minde lidt om Escobar, især Aarhus-versionen. Størrelsesmæssigt var der heller ikke voldsomt stor forskel, så man kan måske forestille sig hvordan en intens rock-koncert ville tage sig ud med omkring hunnar mand proppet sammen dér.
Flavia Couri har en nærmest autoritær tilstedeværelse, og selv om hun hverken er verdens bedste guitarist eller sangerinde, så fungerede både det ene og det andet ganske glimrende. Teknisk var det sine steder upræcist, men altid med en buldrende og pågående rytmisk fremdrift, som det var svært at stå stille til. Spørgsmålet er, om The Courettes ikke netop er bedst i intime omgivelser, som på Pooca Bar, hvor man nærmest kan mærke bandet svede garage-rock. Nok har flere af sangene også fine melodiske kvaliteter, men det rå og skramlede udtryk har også sine begrænsninger. På Pooca Bar kunne alt dog lade sig gøre – også for Martin Couri at spille videre selv om hans trommesæt blev delvist væltet af nogle energisk dansende publikummer til sidst.
Næste levende billede var den unge kvartet Hollow Hollow, hvis udtryk, en slags electro-post-punk, faktisk også fungerede ganske upåklageligt i de intime rammer. Lokalet var ikke helt så proppet som til den foregående koncert, hvilket gav den energiske forsanger Jakob Kjærside plads til at springe ud på gulvet (der var også kun 30 centimeter ned) undervejs, og til sidst også bestige bardisken og stagedive derfra. Hollow Hollow’s udtryk er mere elektronisk dansabelt, men med en stærk organisk bund med trommeslager og bassist.
Forsanger Jakob Kjærside fremstod som om han havde en masse indestængt energi, som bare måtte ud, og det kom den med hop, spring og dans på stedet, håndkantslag ud i luften, og altså endelig et spring ud i publikum, som paradoksalt nok var tættere oppe ved baren end lige foran scenen. Musikalsk fungerede samspillet mellem bassist og trommeslager glimrende, og synthsene gav samtidig melodi og retning til rytmikken. Jeg havde ikke hørt bandets materiale før, men har de samme niveau på studieindspilninger kan de sagtens gå hen og blive semi-store.
Tredje navn på aftenen var The Entrepreneurs, som allerede har fået et mindre gennembrud i Danmark. Sidste år spillede de stort set alle steder de kunne komme til det, og overbeviste blandt andet på Spot Festival og Roskilde Rising. Tidligere i år udkom EP’en Tony Rominger, som måske ikke helt indfriede forventningerne for undertegnede, men det er altså også fordi de var umanerligt høje.
The Entrepreneurs skuffede da heller ikke foran et igen tætpakket lokale, og publikum fik ud over velafprøvede sange, som åbneren ’Brutal Summer’ og den fremragende ’It Strikes Again, Love’, flere nye numre, hvoraf især ’Say So’ gjorde en god figur – her fik trommeslager Jonas Wetterslev også for alvor stemplet ind med imponerende spil, og vist at han er ved at være en markant del af bandet.
’Seagull’ fungerede også upåklageligt, og er en sang, der vokser live i forhold til studieudgaven, og som altid imponerede frontmand Mathias Bertelsen vokalt og med guitarspil med overskud, mens Anders Hvass på bas sørgede for at binde sagerne sammen. The Entrepreneurs kan nå rigtig langt, både i Danmark, men så sandelig også internationalt. Lyden (den selvproklamerede beskrivelse “noise and romance” er ganske rammende) og evnerne er der til det, og stod der nogle internationale bookere og pladeselskabsfolk, så fik de formentlig også øjnene op for bandet.
Efter godt fire timer på et varmt lille spillested, så var benene møre, og jeg satte kursen tilbage mod hotellet – belært af torsdagens oplevelser ad en lidt anden rute, og den førte mig i fred og ro hjem til mit hotel.
Lørdag
Lørdag eftermiddag var der Aus Finnland Day Party med fire finske bands på Summersalon, endnu et lavloftet barlokale – jeg fangede de to sidste, Teksti-tv 666 og Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? Ud over lidt særprægede bandnavne, så var der også smæk for skillingen fra begge bands, omend på forskellige måder. Teksti-tv 666 tog sig god tid med lydprøven, men de var også seks mand, der skulle have en lydmur til at spille. Og det fik de heldigvis – bandet bevæger sig i et guitartungt stoner/post-rock (shoegazing kraut-punk, kalder de det selv) univers, hvor der er godt med tryk på lyden. Ind i mellem var der også vokaler, men dem var der ikke skruet særlig meget op for, men når de var flerstemmige, hvad de oftest var, fungerede det egentlig også fint. Det var dog den kværnende, men alligevel pulserende og varierede lydmur, og især den ene guitarist i front, der løb med opmærksomheden – ud over diverse kreative måder at betjene sit instrument på, blev et højtalertårn også brugt som klatrestativ og udspringspunkt, og der blev taget nogle iltre hop ind i mellem.
På et af numrene brugte tre af guitaristerne trommestikker til at betjene deres instrumenter, noget som faktisk fungerede både lydmæssigt, og som et visuelt trick. Der der med at tale med publikum var ikke lige noget, der blev gået videre op i, men ikke dermed sagt, at der ikke var en god energi mellem band og publikum – for det var der. Teksti-tv 666 kunne jeg sagtens se levere glimrende på mindre danske scener som Radar eller Tape i Aarhus, eller Beta med videre i København. Jeg ville se dem, hvis de kom til Aarhus.
Eftermiddagens sidste band var Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?, som faktisk har været i Danmark for nylig, hvor de spillede på Roskilde Rising. Dengang så jeg dem også, og det var egentlig et glædeligt gensyn. Trioens tyggegummi-garage-rock/power-pop, med godt med orgel og et energibundt bag trommerne, og Susanna Pili-Sihvolas pågående vokal og basspil, havde også gode kår på Summersalon, og publikum virkede til at være godt med, selv hende på forreste række, der fik en trommestik i hovedet undervejs.
Livlig rock med fart i rumpetten har bare gode kår på Reeperbahns små spillesteder, og Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? har også absolut hæderlige numre som ‘(Do the) Shämälain’ på samvittigheden. Det rakte til at blive klappet på scenen til et ekstranummer, den finske trio virker allerede som en lille eksportsucces.
Efter lidt proviantering på en af bydelens talrige kebabrestauranter, var det blevet tid til at opleve hvad den legendariske gade Grosse Freiheit havde at byde på. Her trådte et ungt The Beatles deres musikalske barnesko mellem stripklubber og sexbiografer. Faktisk begyndte de deres Hamburg-karriere på Indra Club, som også dannede rammen om Danish Night, hvor Carsten Holm fra P6 Beat agerede konferencier på et…skal vi kalde det “hæderligt” tysk. Bedre end mit var det i hvert fald, men det siger ikke så meget.
Første navn på aftenen havde også trukket noget nær fulde huse. Communions har også fået en del radiospilletid på netop P6 Beat med deres engelsk 80’er inspirerede guitar-pop/rock, og de har også udtrykket til at få succes internationalt. Martin Rehof i front er måske ikke den mest udadvendte frontmand, men hans vokalarbejde var overbevisende denne aften, ligesom guitarspillet, og bandet i øvrigt leverede også upåklageligt. Samtidig var lyden på Indra også flot afstemt, og Communions gik rent og klart igennem til publikum. Det er absolut ikke til alle koncerter det er tilfældet, blandt andet fordi sceneskiftene foregår ret hurtigt.
Communions viste med et velafrundet sæt, hvor den eneste udfordring måske var at udtrykket bliver en smule ensartet i længden, at de er klar til affyring, også internationalt. Mens der var sceneskift på Indra, var der tid til at trisse 20 meter ned ad gaden, til det noget større Gruenspan, hvor et af Reeperbahn Festivals mere etablerede navne gav koncert. Wovenhand spiller på Train i Aarhus mandag aften, og på vej hertil var der altså også plads til besøg i Hamburg. Desværre blev oplevelsen lidt ødelagt af en voldsomt massiv guitar og trommelyd, som gjorde at David Eugene Edwards’ vokal og strengespil kæmpede med at få plads i et lydbillede, der var temmelig støjende. Det blev gradvist bedre i løbet af sættet, men det blev aldrig helt så godt, som det kunne have været. Det har formentlig også været en bevidst strategi fra Wovenhand at være støjende, men det virkede altså som om det fik slagside, og derfor fik man heller ikke rigtig nuancerne med.
Tilbage på Indra var næste danske navn IAMJJ. Den unge sangskriver bekender sig til inspirationskilder som Nick Cave og Leonard Cohen, og naturligt nok er der stadig langt til dét niveau. IAMJJ har dog nogle ret spændende ideer, og blandingen af IAMJJ’s ofte meget dybe, nærmest reciterende vokal og et ind i mellem livligt band fungerede især indledningsvist glimrende. Koncerten kom dog også til at udstille, at der fortsat er en del at udvikle på for IAMJJ som sanger – der er en god spændvidde og kraft i hans vokal, men omvendt tror jeg det kan blive virkelig godt, hvis han lærer at bruge den endnu bedre. Samtidig var der begrænset variation i kompositionerne, og hvad der indledningsvist virkede forfriskende, begyndte efterhånden at virke monotont udtryksmæssigt. Et nummer som ‘Bloody Future’ viste dog noget af det store potentiale IAMJJ er i besiddelse af – og som givetvis kan fintunes, så IAMJJ kan nå bredere ud, både i Danmark og i udlandet.
Herefter var der tid til at snappe lidt kølig aftenluft, inden Chinah gik på. Chinah er allerede godt på vej til et gennembrud på hjemmebanen med kølig organisk pop, hvor Fine Glindvad brillerer med en stærk vokal. Indtil videre har de kun en EP i baggagen, hvilket også kan undskylde at den musikalske spændvidde endnu ikke er så stor, men det er givetvis et sted, der kan udvikles. Potentialet er i hvert fald uden tvivl stort, men jeg luskede nu alligevel videre ud i natten, og bevægede mig 50 meter ned ad gaden til Kaiserkeller under Grosse Freiheit 36, hvor franske Colt Silvers havde fået en svær scene til deres energiske electro-rock.
Det tog de fire franskmænd dog i stiv arm og benyttede lejligheden til at give den fuld skrue i den lille time, de havde til rådighed. Må jeg ikke starte med at anbefale eventuelle medlæsende bookere at få dem rundt på nogle danske spillesteder? Ud over en virkelig imponerende energi brillerede de fire franskmænd nemlig også med velspillet electro-rock, med stor variation, hvor bandets klassiske rockkonstellation flere gange kastede sig ud i at bruge trommestikker og synths i stedet for strengeinstrumenter, og fik pisket lidt af en fest op. Kaiserkeller ligner sådan en slags natklub fra 90’erne, et temmelig stort lokale med en masse kroge med sofaer, med et nærmest indhegnet sceneområde og dansegulv i midten, og det var sandt for dyden ikke det nemmeste sted at brænde igennem. Men det gjorde de altså, Colt Silvers.
Med en hyperenergisk Tristan Lepagney i front fik de brygget en slags dansabel organisk rock møder Justice sammen, hvor electroen var med til at sprænge rammerne for, hvad en rockkoncert sædvanligvis er. Samtidig var koncerten også en opvisning i, hvad man kan slippe afsted med at blande sammen, hvis musikerne er dygtige nok til at veksle mellem guitar/bas og synths/ percussion. Samtidig mestrede Lepagney også både rollen som indpisker, med flere ture ud på gulvet foran scenen og en ekstrem danseenergi for en mand på hans størrelse, samtidig med at han faktisk også sang glimrende og med stor variation. ‘As We Walk’ fik publikum med på noget, der kunne minde om fællessang, og i det hele taget var der flere numre, der snildt kunne hitte imellem.
Der er et nyt album på trapperne fra bandet, som udkommer d.30. september – det tror jeg, jeg skal have tjekket ud, selv om det kan blive svært at trumfe live-performancen. Skal vi igen bruge kriteriet for, om jeg ville kigge forbi, hvis de spillede i Aarhus i morgen, så er det et klart ja herfra.
Klokken rundede efterhånden midnat, Reeperbahn og gaderne omkring var fyldt med feststemte mennesker og de røde lygter glimtede, mens jeg satte kursen mod mit hotel, godt mættet af indtryk. Reeperbahn Festival kan godt være en temmelig forvirrende størrelse, men omvendt giver formatet også lejlighed at prøve mange forskellige settings og bands af i det overflødighedshorn af musik, som festivalen er. Og så emmer hele området omkring Reeperbahn af rockånd og -historie. Det gør også Reeperbahn Festival værd at vende tilbage til.
Tekst og fotos: Jonas Strandholdt Bach
