Post hardcore rock definerer københavnske Riverhead dem selv som, en beskrivelse der rammer temmelig godt og dækker over en en mindre musikalsk orkan. Den suser henover én i et hæsblæsende tempo og efterlader sig et imponerende spor af ødelæggelse.
Det er ikke ved at være det mest ekstreme, tunge eller vanvittige band i den hjemlige hardcore andedam, at Riverhead formår at skabe ravage og tilkæmpe sig undertegnedes opmærksomhed. Nej, i de kategorier er der andre bands der løber med førstepladserne. Riverheads helt store forcer er den energi, intensiteten og også noget der føles som flammende indignation, der strømmer ud af højtalerne når man bliver ramt af deres 8 numre lange debut.
Jeg tror ganske enkelt på, at de virkelig mener det, når de i et flintrende tempo lyder fortørnede og “fed up”. Det kunne være over udnyttelsen af naturen og indfødte befolkningsgrupper i North Dakota i “No Weather”, et nummer der efter Riverheads standard lægger mere sammenbidt og afventende ud. Umiddelbart er teksten relativt åbent formuleret, og lyder som en kombineret omgang “nu har jeg fået nok” og “call to arms” lyrik. Helt konkret bliver det dog i nummerets anden halvdel, hvor en række samplede nyhedsklip splejses ind og fortæller om overgreb mod lejre der forsøgte, at yde modstand mod den olieline der skulle trækkes igennem North Dakota.
Der hænger en ildevarslende stemning over hele sangen, hvor der i veltimede glimt piskes en mindre hvirvelvind op, hvor musikken enten blusser op eller lige lægger et ekstra tryk, så det føles som om man får et effektivt los bagi. Eller bandet lige hanker op i en med et kraftfuld musikalsk “HEY KAMMERAT, OP!”. Her har Riverhead fat i noget, der virkelig fungerer og fanger min opmærksomhed, det er simpelthen som om de insisterer på at blive hørt, uden at det virker anmassende.
At den effekt opnås skyldes måske også albummets lyd og produktion, leveret af Jacob Bredahl, der her, i samarbejde med bandet, virkelig er lykkedes med at finde en glimrende balance mellem noget råt, pågående og lidt flosset og samtidig noget ret iørefaldende og melodisk. I det brydningsfelt opstår der ikke kun sød musik, men også den energi og dynamik der er med til at give materialet det sidste løft.
Og som det nogle gange går, når varme og kulde støder sammen, så trækker skyerne også sammen her og det blæser op. Faktisk hvirvler Riverhead på overrumplende manér ud af startblokken med lidt af en one-two punch bestående af “No Regrets” og “Awake For Days”, der ikke blot får slået tonen an men også får pulsen i vejret fra start. Igen skal bandet dog roses for, at de ikke glemmer melodien, selvom det går temmelig rask ud over stepperne.
Der hænger hele tiden en form for rastløshed og noget nervøst dirrende i luften igennem de 26 minutter albummet varer, der giver det hele et skær af, at det kan krakelere hvert øjeblik. Det skyldes ikke mindst den insisterende og gennemtrængende vokal, som med sin opskruede “in your face” stil og lidt arrigt glammende klang nemt kunne være blevet et irritationsmoment – men heldigvis lige er tøjlet nok til, at det ikke kammer over. Igen udvises der sans for den rette dosering og balance i lydbilledet.
“A force of nature”, beskrives han som i det sparsomme pressemateriale. Sådan lyder Riverhead helt generelt den ret varierede plade igennem. På et nummer som “A Thousand Miles” når de, trods en spilletid på kun 2 minutter og 40 sekunder, at få plads til både det punkede, hardcore elementet i deres lyd og så også den solide portion rock, der flere steder enten virker som bandets “hemmelige” våben, eller limen der holder det hele sammen. Der er en bid her, efter 2 minutters grænsen, der bare er lige til at stikke tungen ud og give den fuld luftspade til. Følelsen forsætter næsten umærkbart over i den efterfølgende “Nothing Lasts”, der på en måde lyder som alternativ rock på steroider, kæft et fedt drive det her nummer har.
Det var en række kortere numre, men den over 5 minutter lange afslutter “Hardships” viser, at Riverhead også sagtens kan håndterer længere sange. Her bliver der tid til mere opbygning, indledningsvis med en art “sangfordrag” fra vores lettere deliriske frontmand, mens musikken bygger op til at slippe hestene løs i baggrunden. Efter 1½ minut, hvor det føles som om bandmedlemmerne har stået og skulet til hinanden og vredet på hver deres gashåndtag, falder startfanen og bremsen slippes.
Noget på hjertet, evnerne til at få det ud på overbevisende vis, god sangskrivning, fed lyd og en lettere utøjlet live vibe der gennemstrømmer hele møget, og situationsfornemmelse nok til ikke at trække løjerne i unødigt langdrag – hvad mere kunne man næsten ønske sig?
Vi runder af i en ruf og kalder det 5 af de fine upcoming stjerner til Riverhead.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Riverhead på Facebook
