Rising er klar med album nummer 2 efter deres reset og nye line up kom på plads. Sludgen fylder endnu mindre end tidligere, til gengæld er der skruet op for heavy-rocken og det storladne.
Om man synes bedst om den første eller anden inkarnation af Rising er nok en smagssag, ikke alle faldt ubetinget for den nye stil på forrige album, Oceans Into Their Graves. Sword and Scythe ligger i naturlig forlængelse af denne, hvor de nye tendenser der var hørbare på forgængeren nu træder endnu tydeligere frem. Og, så lyder det som om Rising graver endnu dybere i rockhistorien, så der nu også bliver plads til instrumenter som piano, trombone og stedvis endda et symfonisk element.
Det er faktisk når Rising slipper tøjlerne til bandets fortid mest, at jeg synes albummet fungerer allerbedst. Førstesinglen, “Salted Earth”, er et af eksemplerne herpå og blandt pladens stærkeste numre. Her får man selveste Tim Christensen på mellotron og man aner strygere mere eller mindre som en del af underlægningen, mens resten af bandet majestætisk svajer og vugger i forgrunden og forsanger Morten Grønnegaard får lov til, at skrue op for drama og patos.
Det klæder Rising at gå 70’er planken ud på den måde, række mod den mørke himmel, folde armene ud og give den godt med schwung. Faktisk måtte der gerne være endnu mere af den slags fremover, hvilket måske også er den retning dette album peger i. Jeg finder det i hvert fald mere interessant og medrivende end et nummer som “Hunger and Exile”, der lidt lyder som om den kunne stamme fra forrige album, hvor der stadig er et ben solidt plantet i sludgen.
Det sker også lidt på bekostning af Grønnegaard og hans ellers stærke vokal. På et nummer som dette er det som om den drukner lidt i mikset, eller bliver overdøvet af det buldrende band. Det er nok et bevidst valg, men længere frem med den vokal, så Rising kan danne fælles front. Når de gør det, også på et mere bastant tromlende og tempofyldt nummer som “Kill Automation”, så er der altså virkelig smæk på det her orkester hele vejen rundt.
Bandmedstifter og guitarist Jacob Krogholdt får også smidt nogle ordenlige riffs i smasken på en i løbet af pladen. Ligesom numrene veksler det lidt mellem det old school Rising tungt huggende og noget landet mere klassisk Heavy klingende, som eksempelvis på den episk anlagte “Ancestral Sun”, et andet højdepunkt. Og så er der bare et eller andet der går lige i kødæder primaldunken, når man hører et riff som det der sparker “Emperical”, og også albummet hvis man fraregner en kort stemningssættende intro, i gang.
Nu var det ikke for, at fremhæve enkelte bandmedlemmer fremfor andre, Sword and Scythe lyder i høj grad som en bandplade, måske også mere end Oceans Into Their Graves. Men, det er som om vi ikke helt er i mål endnu, i den forstand, at fortiden stadig ulmer i Risings lyd. Det er jo ikke, nødvendigvis, en dårlig ting overhovedet, jeg kunne godt lide bandet da de var ren rumler sludge. Men, med de nye tiltag og den gradvise ændring af udtrykket, er det bare som om der presser sig en eller anden plade og band på, lige under overfladen, som kæmper for at bryde helt frem.
Alle disse tanker, som jo står for egen regning hos undertegnede, kommer også til, at overskygge det samlede, episke udsyn Rising præsenterer her en smule. Sword and Scythe, sværd og le, er nemlig også et konceptalbum, som undersøger menneskets frem- og tilbageskridt gennem historien. Med sværdet og leen som symbol på noget, der både kan bruges til, at brødføde og slå ihjel. Det er måske bare mig, men jeg har lidt svært ved, at koncentrere mig om hele det koncept, når det stadig er som om musikken trækker mig i forskellige retninger. En skam, når det ellers virker så gennemført, ikke mindst pga. det flotte artwork udført af forsanger Grønnegaard. Det gjorde helt ondt, at måtte beskære coveret en smule for, at det passede ind i vores kasse. Endnu et tegn på, at Rising tænker stort og gammeldags (på den gode måde) – det her er en rigtig LP.
På den anden side, hvis Rising bare gik all in på heavy-fronten, så ville de måske minde lidt for meget om andre bands der har valgt den vej i nyere tid og blive kaldt et “retro”-band. Det har de nok heller ingen interesse i, og, hvis ikke andet, så er blandingen af det tonser hårde og mere episke da tilpas anderledes til, at man skiller sig ud fra mængden.
Jeg kommer bare ikke helt ud over, at jeg kan mærke en endnu mere medrivende plade i det her band, hvis man bare slap alle tøjler? Indtil da må vi “nøjes” med 4 bundsolide stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
