Som en glubsk tungrock rottweiler med aggressive metalliske bjæf, spænder Rising lænken til bristepunktet og snapper ud efter halsen på lytteren på deres mægtige nye album, Abominor.
Vejen til den nye plade har for Rising ellers været lidt rodet og problematisk. Under indspilningen opstod der interne stridigheder i bandet, både personligt og kreativt, hvilket medførte at de to medlemmer Jacob Johansen (trommer) og Henrik Hald (bas/vokal) forlod bandet, så kun guitarist og hovedkomponist Jacob Krogholt stod tilbage efter indspilningerne var afsluttet. Alligevel har den tidligere trio valgt at udsende albummet, og tak for det. Det sker mens Krogholt lader en ny udgave af bandet rejse sig fra askerne efter det gamle, så at sige. Desværre betyder det, at Abominor ikke vil bliver bakket op med en tour, for i stedet kigger det nye Rising fremad.
Man kan jo så håbe, at sangene fra dette album dukker op i en live-sammenhæng ved en senere lejlighed, for Abominor’s 9 skarpe skæringer virker oplagte, og alt for gode til, ikke at blive skudt afsted fra en scene. Som en sammenbidt sammensmeltning af Motorhead og optempo High On Fire, træder Rising klampen i bund og fræser mod os sagesløse lyttere, uden tegn på at sagtne farten eller undvige.
Er det så mærkbart, eller overhovedet vigtigt, at det er en plade indspillet af et band i opløsning? Ja og nej, som udenforstående er det umuligt at svare på om pladen er blevet så god på grund af de indre spændinger under indspilningerne, eller om resultatet havde været det samme uanset hvad. Faktum er dog, at Abominor ikke umiddelbart er lyden af et band i forfald, hvis det er, så har trioen i hvert fald formået at kanalisere deres frustrationer ud igennem musikken, så det river i næseborene og rusker i knoglerne når de 9 gemene numre skydes af.
Den bidske køter Rising lægger fra land med et effektivt dobbeltbid i form af “The Disdain” og “Reproach”, der fornemt får introduceret bandets lyd og slår stemningen an for resten af albummet. Rising’s lyd er produceret tilpas skramlet og rå, uden at det mudrer sammen, imens forsanger og bassist, Henrik Hald’s, knastørre brølevokal får masser af plads til vredt at glamme og råbe sig igennem sangene. Jeg skulle lige en enkelt gennemlytning af pladen igennem, inden jeg blev gode venner med vokalen. Jeg havde måske en dårlig dag, for nu kunne jeg ikke forestille mig, at den kunne lyde anderledes. Så produktion, vokalens klang og bandets generelle sound går op i den der udefinerbare højere enhed, hvor jeg især er begejstret for guitarlyden, ikke mindst på “The Disdain”, hvor den saver og skærer så man bliver helt varm indeni, og bassen og trommernes suveræne hamren, buldren og hvirvlen rundt om.
Det er dog fra Abominor’s tredje nummer, “Vengeance Is Timeless”, at Rising for alvor viser tænder og går i kødet på én. Derfra ser de sig næsten ikke tilbage, men tonser utrætteligt det ene fremragende nummer efter det andet ud over stepperne, så man næsten er totalt tromlet flad efter pladens forrygende 39 minutter er overstået. Det er dog ikke bare sanseløs tons, bulder og brag, numrene har for de flestes vedkommende en medrivende melodisk bund, eller indeholder små temposkift, så man ikke på noget tidspunkt føler sig hægtet af. “Vengeance Is Timeless” indledes med nogle Sepultura’ske “jungletrommer”, inden en sand guitar-orkan sætter ind og sangen pisker løs mod trommehinderne. Der er dog groove nok i melodien til, at man samtidig sidder og nikker med, og ikke bare bliver blæst bagover i stolen. Et helt igennem fremragende nummer.
Den efterfølgende “The Hills Below” viser en anden side af bandet, ikke at det lyder mindre vredt og indebrændt, men musikalsk er klangen lidt mere luftig og atmosfærisk, hvilket søreme også klæder trioen. Rising udviser især god timing og sans for små opbyggende mellemstykker i de kompakte numre, der holdes lige tilpas igen og bygges effektivt op, så det føles ekstra fængende når rottweileren bider sammen igen. “Leech” tilføjer bandets lyd en snert af dirrende desperation, som blot er med til at forhøje følelsen af frustration, afmagt og indestængt vrede der gennemstrømmer Abominor – måske bandspændingerne alligevel viser sig hist og her i pladens klang? Et nummer der rummer lidt af det hele igen, de medrivende “råbe med” passager, afventende og dampende mellemspil og en besættende energi, som gør at man har meget svært ved at sidde stille og kun lytte til musikken.
Højdepunkterne står nærmest i kø for at komme til, og er tæt på at vælte over hinanden. “Suffering Nameless” er næste pragtfulde sang i rækken. Det er lyden af en metallisk godstog i høj fart, der har retning lige imod en, imens man bare stirrer direkte ind i det skarpe forlygter, som kommer mere og mere faretruende tæt på. Hold nu kæft, hvor er der bare SMÆK på alle instrumenter og saft og kraft i melodien, sjældent har det virket så indbydende at bliver kørt over af et tog. Rising drøner upåvirket videre på “Broken Asunder”, der især rykker godt igennem i de stykker med dobbelt råbevokal. Der er bare så mange hestekræfter i de her numre, at man lige så godt kan overgive sig – Rising vinder, uanset hvad du prøver på.
På “The Malice”, Abominor’s næstsidste og længste skæring, cirkles der indledningsvis lidt afventende omkring ofret med opfordringen til at “crush the enemy”, inden et fremragende mellemspil med ren metal “shredding” sætter angrebet ind. Rising slipper ikke grebet i éns strube, men slynger én til jorden med et sidste voldsomt overfald på albumlukkeren “Gaunt”. Et nummer på højde med den blændende “Vengeance Is Timeless”, det er ganske enkelt et helt uimodståeligt nummer og hvilken forrygende måde at afslutte pladen på.
Det, der i sidste ende forhindrer Rising i at score absolut topkarakter er, at de ikke rigtig byder ind med noget banebrydende nyt, samt at pladens 9 numre stort set følger samme opskrift. Abominor føles ikke monoton som sådan, dertil er materialet simpelthen for godt, men der tages ikke de store chancer hvad sangstruktur og opbygning angår. Det giver til gengæld et meget homogent udtryk, og de 39 fængslende minutter flyver ubesværet afsted, så man straks trykker play igen når “Gaunt” rinder ud.
Det er ikke tit, man nyder at blive skambidt af en savlende rabies befængt rock-køter, men når Rising åbner gabet, så blotter man nærmest frivilligt nakken og overgiver sig uden kamp. 5 kæmpestore stjerner, ud og køb den!
Anmeldt af Kodi
Abominor udkommer d. 4/11 via Indisciplinarian, kig forbi Rising på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
