Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Riot Sun: Bruises (EP) ★★★★☆☆

Riot Sun: Bruises (EP) ★★★★☆☆

1061
0

Riot Sun leverer masser af energi, men lidt mere ujævn sangskrivning på debut-EP’en Bruises, der dog stadig overordnet er en positiv oplevelse. 

Københavnske Riot Sun lægger sig i et krydsfelt mellem punk, indie og tung rock på Bruises, og brænder over fem numre masser af energi af. EP’en åbnes med bulder og brag og et primalbrøl på ‘Told You’, hvor der tonses igennem hele vejen igennem, dog tilsat lidt “aaah”-kor på omkvædet, der lige tempererer det en smule. Fed åbning.

Vokalen er mere post-punk højstemt på ‘1969’, der har en dunkende baslinie som definerende element og ender med at virke en smule ensformig – energien fejler dog heller ikke noget her, især ikke på afslutningen, hvor det virker som om, der lige bliver skruet lidt op. Sangen handler om mordet på Sharon Tate i 1969 og kampen for kvinders rettigheder, også set i lyset af en række nyere mordsager i Danmark med kvindelige ofre, og det er sympatisk at Riot Sun ikke kun kigger indad, men også engagerer sig i samfundsproblematikker.

Jeg ved ikke om jeg synes den efterfølgende ‘Panglossian’, sidder helt i skabet. Her er nogle mere klassisk rockede elementer i spil, og det er basalt medrivende når Riot Sun lader Jonathan Würtz’ flossede vokal stå alene momentvis på andet vers, men samlet set er jeg ikke helt solgt på den. Så river den punk-grungede ‘Nothingness’ mere i næsen, på den gode måde, hvor Würtz overbevisende råbesynger, og omkvædet er ret fedt. Der er en no-nonsense tilgang i produktionen, som gør at man føler sig ret opslugt af det musikalske univers, der er råt og upoleret.

EP’en lukkes med ‘Trials’, hvor der igen buldres godt igennem med guitar-bredsider, dundrende trommer og en god dynamik. Her kommer vi også omkring både tungtrockende passager, noget mere post-punket, det hele blandet op med punket energi, og det er bestemt en blanding, som Riot Sun bare skal holde fast i. På sangskrivningsfronten er der fortsat plads til, at bandet kan udvikle sig, men det bliver forhåbentlig ikke på bekostning af energien. Bruises høster 4 stjerner herfra.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleYoung Couple: The Past is Just a Piece ★★☆☆☆☆
Next articleGirlcrush: Girlcrush (EP) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.