Rigmor er klar med deres første samlede værk efter en række fornemme singler. Dansksproget poetisk indie, der direkte og indirekte finder inspiration i Michael Strunges digte. I mindre kompetente hænder kunne det nemt blive en lidt fortænkt omgang…
… det er bare ikke tilfældet hos det relativt unge orkester Rigmor, der har forbløffende godt styr på deres lyd, udtryk og balanceakten så deres poetiske tekster ikke kommer til at fremstå for højtravende eller prætentiøse. At de kun har et par år på bagen som band fornemmer man egentlig kun i, at deres bløde indie (der også i glimt viser bisser) har en vis uskyldsrenhed over sig.
Det er så egentlig en sjov kontrast til vemoden, efterårskulden og den nedslående stemning man kan finde hos gruppens primære inspirationskilde, 80’er digteren Michael Strunge. At et ungt, nutidigt band kaster sig over Strunge og endda i to tilfælde på EP’en sætter musik til et par af hans digte virker både godt tænkt, meget naturligt, lidt gammeldags og på samme tid nutidigt. Det er kort og godt ret godt tænkt og ikke mindst veludført. De øvrige tre numre på EP’en kunne man også sagtens forestille sig var bygget op omkring Strunge-tekster. Bandet har simpelthen ramt en tone og stil i lyrikken, der gør at materialet på EP’en virker sammenhængende. Det betyder ikke, at Rigmor bare efterligner Strunge’s stil, men de har valgt to Strunge-digte der matcher deres egne tekster så godt, at man ikke rigtig opdager, eller bider mærke i, hvad der er hvad.
Mange ville måske, som jeg, forbinde Strunge med mørk øjenskygge, bleg hud og punket musik, men Rigmor går anderledes luftigt, svævende og atmosfærisk til værks. Med en enkelt undtagelse, for på EP’ens korteste nummer, den kun lidt over 2 minutter lange “Pendul”, skruer de op for strømmen og rocker lidt mere kradsbørstigt og tempofyldt igennem. Den lyse, højstemte og næsten fe-agtige vokal fra Sarah Wichmann springer dog ikke pludseligt ud som rå punker, men forbliver i de højere luftlag, hvilket igen skaber nogle spændende kontraster og et spil mellem det lyse og et eller andet mere dunkelt.
Jeg bliver ved med at vende tilbage til de der “kontraster”, når jeg lytter til de lidt over 16 minutter det tager Rigmor, at sætte deres musikalske aftryk. De er der både helt udtalt i bandet lyd og tekster, men der er mere. Der ligger noget usagt mellem linjerne og lydbølgerne, som kan være svært at indfange, afkode og konkretisere. Nogle ville nok sige, at det er her “magien” opstår. Jeg får en fornemmelse af at der ligger noget og ulmer. En frustration? Forvirring? Måske endda noget afmagt? Nogle lænker, som bandet ønsker at sprænge? Hvis man bare tager et kig på sangtitlerne, så fortæller de måske også noget i et lidt større perspektiv end “bare” titlen på den konkrete sang: “Træ”, “Vægtløs”, “Pendul”, “Det Er Ved At Komme Igen” og “Rebel”.
Træ er noget jordbundet, selvom “du klatrer rundt i dine træer hele dagen, pas på du ikke falder”, en kontrast til det “Vægtløse”, hvor det indledningsvist lyder “måske drejer verden ikke længere, eller er det mig der er gået i stå?”. Træet står fast, du kan selv vælge hvilke grene du klatre ud på, men kan de bære. Den bekymring har du ikke hvis du er vægtløs, men står man så stille? “Pendul” signalerer bevægelse, men en der foregår med taktslag mellem nogle fastlagte punkter i nøjagtige intervaller. Her lyder det som om Rigmor gerne vil give slip og bryde ud, mens de i “Det Er Ved At Komme Igen”, “synker helt ind i væggen, i mørkets tryghed”. Skal man sættes sig selv fri eller give efter?
Kan det betale sig? Den afsluttende “Rebel” giver ikke noget entydigt svar. Der svælges i mismod og en verden der lyder som om den presser fra alle sider, mens nummeret stille og roligt vokser og stiger i intensitet indtil den musikalske forløsning indtræffer, mens det på tekstsiden lyder:
Du står midt på gaden
og skriger om verden.
Men det er nat
og alle sover.
Så bliver det næsten ikke mere Strunge. Det er ensomt, det er voldsomt, det er sørgeligt og på en måde også smukt og rummer et eller andet form for håb i mørket – man står, trods alt, og prøver på at råbe verden op og er ikke sunket helt ind i væggen. Nytter det noget når ingen hører det? Når et træ falder i skoven, laver det så en lyd? Så er vi tilbage ved starten og det der træ…
Som man kan fornemme, så formår Rigmor at sætte en hel del tanker i gang med det lidt over et kvarter lange værk de her har begået. Store, små, spredte, blindgyder, forenklinger og sikkert også nogle der er det modsatte. På det punkt virker bandet virkelig modne og har fat i noget der bare fungerer. Derfor er det også den musikalske side af sagen, hvor jeg synes der er mest forbedringspotentiale. Det er ikke så meget et kritikpunkt som at det er her, jeg ser at bandet måske har potentiale til endnu mere. Af og til rammer de svimlende højder, som omkvædet i “Vægtløs” eller anslaget på “Det er ved at komme igen”, som suger mig ind i sangen. Men ellers kunne Rigmor måske arbejde med at kaste indie-forsigtigheden endnu mere over bord og se hvor det fører dem hen? Det behøver ikke, at være i en mere aggressiv retning som på “Pendul”, der er andre måder at slippe tøjlerne på.
Det er muligvis noget der kommer helt af sig selv over tid. Det her band har kun omkring to år på bagen. Det er imponerende hvad de allerede kan og så virker det endda som om der er potentiale til at vokse yderligere. Det fortjener 5 strunke stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
