Torsdag aften fik Radar, Århus, et særdeles sjældent koncertbesøg af Rhonda Harris i anledning af bandets udgivelse af de tidlige plader på vinyl. Det blev en noget ujævn oplevelse og bandet nåede kun i få passager for alvor at klikke.
Sidst jeg så Nikolaj Nørlund – som nok ret beset er kernen i Rhonda Harris, i hvis navn han udgiver sit primært engelsksprogede materiale i – var på Roskilde Festival for nogen år siden. Jeg så en pæn del af en maraton-koncert, hvor han med sit band i eget navn søgte at holde salon med masser af gæster. To ting tog jeg med derfra: Hvor har Nørlund mange gode sange. Og hvor ville det have været rart, hvis de havde øvet sig på dem. For det var en meget sjusket spillet koncert, hvor ingen af gæsterne på nogen som helst vis løftede niveauet, da det i virkeligheden var bedst, når Nørlund fik lov at føre an. Men selv med et stærkt band – herunder Carl Emil – var det en sloppy oplevelse.
Forventningerne til Rhonda Harris var alligevel store denne aften: For på Radars hjemmeside kunne man læse at der både var en Rhonda Harris-veteran på trommer i Piet Breinholm Bendtsen, den yderst charmerende og kompetente bassist fra Under Byen, Sara Saxild – og en for mig ukendt tangent-kvinde. Men da Nørlund af kritikere er blevet nævnt som en del af ’musikmafiaen’ i Danmark i forbindelse med uddeling af Kunstfondens midler, havde jeg en vis ro i maven over, at det nok var en særdeles kompetent mand, Nørlund havde fundet i Adi Zukanovic. For en mand som Nørlund burde vel kunne vælge og vrage? Læg dertil at vi var langt fra festival set-up og på Radar, der sammen med HQ besidder evnen til at skabe en rigtig klub- eller salon-stemning. Så forventningerne burde kunne være høje.
Og dog går jeg fra Radar med lidt af den samme fornemmelse som da jeg slentrede fra Nikolaj Nørlund-maratonen på Roskilde: Gode sange, men der var stærke anker.
21.10 sker der noget vid- og forunderligt: baggrundsmusikken (så vidt som jeg kunne se bag mixerpulten; en playliste med titlen ”Indie, vi kan lide”) slukkes – og det mondæne publikum på Radar bliver… Stille. Scenen står badet i blåt lys og der går tre minutter, før nogen forgæves forsøger at klappe bandet på scenen. Lidt vild oplevelse og et virkelig fint billede på, at koncertkultur ændrer sig: For der var mange grå hår og måner iblandt publikum og jo tilsyneladende også en respekt for kunstneren…
Længe skal der nu ikke ventes og 21.15 går Saxild, Bendtsen, Zukanovic og Nørlund på scenen. Efter lidt stemmen af instrumenter sættes der i gang med ‘You’re On Top!’ – men med mærkbar usikkerhed og lidt tynd lyd. Der sendes øjne frem og tilbage imellem især bassist og lydmand og b-vokalerne rammer som konsekvens heller ikke helt hjem.
Det hjælper heller ikke, at Zukanovic har valgt en lyd med meget langsomt attack på sin synth og det hele bliver lidt rodet. Dette indtryk fortsætter da hittet ‘Young Girl And A Cowboy’ falder som andet nummer, hvor Saxild har bevæget sig over scenen for at spille synth-bas. Zukanovic folder sig ud i et mellemspil, hvor Bendtsen med et umærkeligt smil prøver at finde et étslag og resultatet bliver at bandet skyder vildt på, hvornår soloen er slut og kommer lidt kaotisk og skævt ind i det ellers melodisk lækre omkvæd efter soloen. Igen er Saxild udfordret af lyden da hun har bevæget sig til en anden monitor, end den, hun lige har fået justeret lyden på. Bandet virker ikke sammenspillet og usikkerheden har været med fra start.
Man kunne have forventet mere af så rutinerede folk, men netop rutinen viser sig i den upåagtede måde, tredje sang leveres på: under ‘George II’ kommer der styr på vokalen og Nørlund er helt hjemme i sangen, som giver et hint af at vi kan komme ud af det her med overskud. Men næste nummer holder ikke momentum og selv om bas og trommer tydeligvis ved, hvordan man skaber en stabil rytmegruppe, så bliver det The Smiths-agtige nummer bare aldrig rigtig godt.
Heldigvis følges der op med ‘Holiday’, hvor et Rhodes skaber en varme og ro og ‘Ingensomhelst’ bliver leveret ganske udmærket mens Saxild med sin kappe-lignende skjorte skifter over til tangenter imellem numrene. Bandet står dog tydeligvis stærkest når Saxild har sin bas og igen virker synthsene til tider lidt malplacerede, til andre lidt tynde. ‘Kæmpechok’ bliver nærmest ikonisk for koncerten; rodet i starten for så at finde et groove, for så blot at ende i en sær, lidt malplaceret melodica-solo. Hm.
Nørlund har hele aftenen svinget noget i kvaliteten på sin levering og hans interaktion med publikum har i bedste fald været kejtet. Men lidt salonstemning får vi dog under ‘You Don’t Love Me Yet’, hvor Nørlund slipper de skiftevis akustiske og elektriske guitarer for at små-croone. Det bliver dog hurtigt for meget og savner den på pladen reserverede, afdæmpede stemning. Så da der til slut skal vokal-improviseres over det gentagede refræn, bliver det faktisk lidt pinligt. Charmen kan ikke tage dette stik hjem og et ellers fint, tidsløst nummer falder til jorden.
Igen bliver starten på ‘In Love With No-One’ lidt off, mens nummeret i løbet af første vers bliver helt hæderligt. Men det er forstemmende hvordan der er så mange startproblemer for så mange sange!
Vi får en i forhold til pladen noget mere energisk ‘So Happy’, som mister den sarthed, nummeret er indspillet med på pladen. Dette er dog tilgiveligt, for det er svært at performe dette nummer live, og nu bag Rhodesen får Nørlund egentlig leveret nummeret på hæderlig vis.
Igen må vi dog se kvaliteten dale under ‘Put My Love Out The Door’, som aldrig bliver interessant eller leveret særlig vokalt stærkt og havde det ikke været for en fin levering af ‘Sweet Low Life’, ville en time med Rhonda Harris have fremstået ret skidt. Men bandet kan bestemt godt, når de lige rammer formen. Inden encores får vi så også det nyindspillede ‘The Understudy’ som næsten bliver helt festligt men også radikalt anderledes fra resten af koncerten i sin mere elektronisk pumpende stil.
Af scenen med bandet, blot for 22.20 at vende tilbage med den over-the-top’ede ‘Think of Me Naked’, mens der sluttes virkelig fint med ‘It’s A Nightmare’, hvor den på hele aftenen stabile Bendtsen trækker frem på scenen med et rytmeæg og også lidt mere synligt manifesterer sine rytmiske evner. Og så er det slut.
Præmisserne for koncerten har i udgangspunktet været lidt sære; genudgivelser af gamle sange på et gammelt medie. Jeg vil hylde idéen, for ofte har man ønsket at produktive folk dog ville kigge lidt mere i deres stærke bagkatalog. Og stærkt er Rhonda Harris’ bagkatalog! Problemet er, at live-performancen aldrig virkede ’færdig’ og selv efter en time stod jeg og overvejede om bandet sådan rigtigt var kommet i gang.
Svaret ligger i spørgsmålet og det er afsindigt ærgerligt at så stærkt materiale ikke bliver leveret mere skarpt og overbevisende. Det er piv-dygtige musikere, men det virkede ofte også som om de bøvlede vældigt med kommunikationen og især synthen varierede mellem at være for dominerende, så for tynd for så at minde for meget om et tarveligt stueorgel.
Nørlund var ikke super skarp, men det er jeg klar til at tilgive: Han har gjort det til sin stil at have en afslappet vokal, der nok skal nå op til den tilsigtede tone uden nødvendigvis at starte der – og er i øvrigt mester i denne disciplin. Men numrene blev for langt de flestes vedkommende uinteressante, og aftenens centrum blev så netop de vinyler, der var til salg: For på pladerne er Rhonda Harris skarpt på en måde, vi ikke så i aften.
Mit største ønske er, at Rhonda Harris får løst deres usikkerheder og kaos inden weekenden, hvor de spiller igen.
Rhonda Harris på Radar blev på den vis lidt en gentagelse af Nørlunds Roskilde-koncert: Med dygtige musikere blev det hele alligevel lidt rodet og kaotisk. Men på Radar kan bandet/projektet ikke dække sig ind under festival-forhold. Det var simpelt hen en rodet omgang, som nok havde sine højdepunkter, men som i sin helhed slet ikke ydede LP’erne retfærdighed. Øv!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Meget rammende anmeldelse?