Vi brager videre gennem foråret med kurs mod sommerens Roskilde Festival som destination. Næste stop er festivalens program og officielle spilleliste på Shuffle, som en art fragmenteret research og opvarmning. Så her er mere af alt det du og jeg ikke kender endnu!
Det gør jeg hvert år som en start på det årlige Roskilde ritual med at forsøge at sætte sig ind i det bugnende program. Nogle år har jeg, ligesom nu, lavet et par optakts artikler med dette enkle koncept.
Den officielle spilleliste, i dette tilfælde på Spotify, er blevet sat på shuffle. Og så nedfælder jeg nogle hurtige, korte indtryk og giver nogle anbefalinger til noget man kunne give et lyt. Det hele bygger på en måde op til, når jeg går de enkelte spilledage igennem og kommer med et bud på, hvad man kunne tjekke ud. Så det er nærmest en form for fortløbende research.
Da programmet som sagt kun er cirka halvt færdigt, er det også en spilleliste, som opdateres i takt med at festivalen offentliggør flere navne. Jeg satser på at have 3-4 artikler af denne slags oppe i løbet af de kommende måneder. Kunstnere jeg rammer flere gange på shuffle omtaler jeg kun første gang, så vi kan nå så mange smagsprøver som muligt.
Roskilde Festival 2025 er forresten på et personligt plan lidt specielt, i det det bliver min Roskilde nummer 25. 25 i streg siden 1999, hvis man ikke tæller “Corona-hullet” med, De aflyste festivaler har dog gjort det dejligt nemt for mig at holde styr på mit antal festivaler: 25 i 25! Nok om mig og min fremskredne alder, et kvart århundrede på Roskilde, jøsses…
Vrisne Trent og en fislunken start
Vi starter dog ved et underligt tilfælde, hvor vi sluttede i første del. For shufflen starter med at lande på Nine Inch Nails og “Closer”. Tilfælde, algoritme indvirkning, meget passende eller er shuffleknappen allerede kaput? Nuvel, vi gider ikke sumpe rundt i for mange gentagelser, selvom “Closer” er et dejligt nummer at kramme til. Så vi trykker fremad.
Jeg tror ikke helt jeg forstår appellen ved den “hemmelighedsfulde” maskerede D1MA. Masken burde signalere noget i retning af, “det handler ikke om mig, men musikken”, eller “kig ikke på mig, lyt til teksterne”, et eller andet. Eller at “hemmeligheden” dækker over noget, som er SÅ interessant, at ens nysgerrighed pirres. Det kan også bare være en gimmick for gimmickens skyld. Den kedsommelige, døsige pop-hiphop musik og de ret (i min optik) debile tekster peger desværre i retning af det sidste.
Jeg skal kun få sekunder ind i “Just Saw Johnny” fra 4am Kru inden jeg allerede er mere nysgerrig efter at forstå og finde ud af hvad der foregår her?! Det er ikke nødvendigvis det samme som, at jeg synes sangen er decideret god, eller at stilen lige er min smag. Jeg er ærlig talt lettere rundt på gulvet og i tvivl om begge dele. Det er… på en måde har det en start 90er vibe? Med en form for tarvelig trommemaskine rytme og noget dancepoppet, hvor en kvindestemme bliver ved med at gentage de samme sætninger hele vejen igennem. Det giver en følelse af at være et sample, som kører i loop. Mere sært og pudsigt end egentlig godt.
Apropos “måske ikke lige mig”, vi fortsætter over i noget “ghettotech” fra Detroit (not Rock City?) med HITECH. Her featuring en Ziggy Waters på “BIG PRISM”, alt er med CAPS her ser det ud til. 2 minutter og 15 sekunders… ambient, let “tikkende” og pulserende “lyde” med en fjern, forvrænget kvindevokal. OK, den er parkeret under “så har man hørt det”.
Det gælder desværre også de næste par kunstnere. Først shuffles der forbi to kunstnere vi havde med sidste gang, Mina Okabe og yeule. Og videre over til Oxlade, flødesovs fra Afrika. Slap af, pladen hedder tilsyneladende Oxlade (from Africa). Nå, det er i hvert fald noget autotune soul med en understrøm af afrobeat poprytmer. Det er slet slet SLET ikke noget for mig! Jeg har snart brug for noget der fænger.
Det er ikke heeeeelt Beth Gibbons. Al respekt for hendes position, output og fortid i Portishead og alt det der. Gibbons har aldrig passet specielt godt til mit temperament, det er for døsigt og jeg har det som om mine ben begynder at sove imens jeg lytter til den slags. MEN, den her sang, “Tell Me Who You Are Today”, fik mig alligevel til at genoverveje sagerne lidt. Måske er det ikke helt tosset, især hvis man lige er i humør til det? Ellers kan man jo se om man kan vakle videre på sine sovende ben.
Meget mere end bare et slime-band!
Ah, SÅ vågnede de! Vi vakler over til SLIMO, eksperimenterende doomrock fra den hjemlige andedam. Var de ikke på plakaten for et par år siden? Jo, 2022 står der da i teksten. Er det forresten ikke Slim0? Kunstnernavne står alle med stor på oversigten, men jeg synes da at kunne huske at… NÅ, SlimO, vi ses vel i skyttegravene? “Trenches” er i hvert fald et ret fedt nummer. Kvindestemmer i kor starter ud, så falder mørket på og musikken begynder faretruende og sørgmodigt at hænge over slagmarken.
Til spørgsmålet “kan man få FOR meget tromme” byder trioen Arsenal Mikebe ind med “Amzina”. Over 7 minutters ekvilibristisk trommeri, som alligevel spiller på monotoni og det hypnotiske. Nummeret stammer fra albummet Drum Machine, hvis der skulle være nogen tvivl om denne trio fra Ugandas hang til trommer. Tja, nok en af de her klassiske Roskilde-koncerter, hvor man lige kommer forbi, bliver fanget af rytmerne og har fået trommet nok 2 sange senere.
Ved ikke om der skal så mange numre til inden jeg bliver træt af Elias Rønnefelt. Havde han været i front for IceAge var jeg nok slet ikke troppet op, det bliver bare aldrig lige noget for mig. Men nu er han hoppet med på countrybølgen på sit nye soloalbum, og det kan jeg lidt bedre tåle. “Like Lovers Do” er sådan set et rigtig fint nummer, men der hænger altså en duft af pastiche og stiløvelse i luften for mig, sorry.
Det samme KUNNE man måske anklage Wisp for, som på “Your Face” lyder som en en velkendt sammensmeltning af indie, noget drømmende og lidt shoegaze. Drømmepop? Nå, kan læse mig til at “Your Face” var et stort hit på eksempelvis TikTok i 2023, hvor Wisp kun var 20 og sad og baksede i hjemmestudiet. Jamen, det er da dejligt, at hun kan bringe 80erne/90ernes alternative musikscene ind i de unges hjerne. Selvom 2023 jo er en evighed siden på internettet! Nuvel, fint nummer (og stiløvelse).
Alabaster DePlume? Det lyder som en vase… navnet, ikke musikken for “Whisky Story Time” lyder egentlig lidt som man kunne forvente med sådan en titel. Altså udover at det er jazz! Det kan godt være, at jeg skal have fat noget stærkere end fadøl, hvis jeg skal stå igennem sådan en omgang. Meeeeen, jeg vil sige, jazz er mange ting, og meget af det kan stresse mig. Det her glider okay ned.
Strubesang, Habibi-psych, Sydstatsbrutalitet, dakkedak og Arika-Ekspressen
Jeg prøver at undgå gengangere her i Shuffle, så hvis den lander på noget jeg har omtalt før, trykker jeg “skip”. Men da jeg havde The HU med sidste gang var den sang, der var spækket med gæster, måske ikke helt repræsentativ for det mongolske metal/rock band. Det er “Wolf Totem” nok i højere grad. her er masser af plads til deres karakteristiske strubesang, “chants” og tunge rytmer, der giver det hele et skær af noget “stammesang”. Hvis de kom marcherende i kamp med det her, så ville jeg nok overveje mine muligheder for at daffe.
Det kunne være til neo-psykedelisk instrumental fest med Ali. Lad dig ikke narre af det noget anonyme og intetsigende navn, det lyder fedt. Mellemøstlige folkemusikalske toner blandet med psykedelika og varme strømmer. Det kunne godt sende tanker lidt i retning af et navn som Khurangbin, det her er bare mere rocket. I hvert fald på “Blue Lotus”. “Habibi-funky eventyr på korsvejen mellem indonesisk psych og mellemøstlige rødder”, som det omtales i programmet. Klart nok!
Efter sådan en omgang sveddryppende danserock er det tid til en brat opvågning. Og en på skrinet af Thou. De er fra det dybe syd, Baton Rouge, Louisiana, så du ved at det er tungt og sumpet. Det er nu brutaliteten og det hårdtslående, der dominerer et nummer som “Narcissist Prayer”, som shufflen parkerede på her. Det vrimler ikke umiddelbart med den slags navne på Roskildes plakat længere, så man må nok hellere sørge for kryds i spilleplanen, når Thou rammer festivalpladsen fredag.
Hvem er Lorelei? Ja altså, Nate Amos, der gemmer sig bag navnet This IS Lorelei, er også en del af duoen Water From Your Eyes, der spillede på Roskilde sidste år. Nu er han tilbage med sit soloprojekt, som på “Perfect Hand” bevæger sig indenfor den lidt alternative singer-songwriter/indie-stil. Det er faktisk ret godt, hvis man er til den slags – og det KAN jeg være under rette omstændigheder. Omvendt risikerer det lidt lavmælte også at drukne i mængden og larmen et sted som Roskilde, hvor man nemt bliver afledt eller distraheret.
Det kunne være af Omar S (her ft. D. Taylor), “Detroits technolegende”! Javel ja, men han rammer mig med et nummer med den vidunderlige titel “The Shit Baby” efter den bløde indie-udflugt. Næsten 7 minutters monoton dakkedak, hvor et klaver trækker en markant del af læsset, der lyder som en køretur ved nattetide igennem en lurvet, men neonoplyst storby. Jeg kan sådan set fristes til alt, når jeg drysser rundt på Dyrskuepladsen, så hvis jeg lige kommer forbi Omar S, såååå….
Hov, Baloji, Maya Andrade “Matrone” går i gang efter min køretur, nu er jeg pludselig i den fransktalende (tror jeg?) del af det afrikanske kontinent. Der kører et eller andet vuggende groove igennem sangen, som er ret fængende. Rap på fransk fra Baloji, mens Maya Andrade sørger for mere poppet sang? Der er også noget afrobeat inde over. Den belgisk-congolesiske kunstner har tilsyneladende været med i Damon Albarns Africa Express-projekt (der kigger forbi festivalen igen i år) og spillet på Roskilde tilbage i 2012. Endnu en af den slags koncerter, der får et kryds i spilleplanen, som noget jeg/man lige kan tøffe omkring og se om det fanger en på dagen.
Hattrick i slutminutterne
Kan man spille folkemusik på noget der lyder som et halv-billigt keyboard? Tootard gør det i hvert fald på “Moonlight”, der lyder som et skønt sammenstød mellem tyrkisk folkemusik, dansegulvsrytmer og soundtracket til et ældre computerspil. Der er også lidt melodi grand prix 70er disco over det? Efter min fest med LaLaLar sidste år leder jeg efter den næste, så er det her måske en mulighed?
Roskilde er mere end nogensinde blevet et mødested for kunstnere, som smider forskellige genre i en musikalsk smeltedigel og smeder deres egen lyd ud af det. Ravyn Lanae låner flittigt fra pop, R’n’B, indie, hiphop og singer-songwriter og får noget frisk og tillokkende ud af det. Det fungerer i hvert tilfælde på den boblende “Love Me Not”, som sagtens kunne blive en af forårsfavoritterne på en af mine Roskilde spillelister.
Det er Lambrini Girls allerede, som vi slutter denne omgang shuffle af med. Jeg var allerede lidt bekendt med garagepunkrock duoen fra England, men “God’s Country” fik lokket til at lytte til hele deres nyeste album, Who Let The Dogs Out. Er det hanhundene? Handyr af enhver at får på puklen pladen igennem, kombineret med krads samfundskritik og fuck fingre til magtskrukturer generelt.
Ud over den fantastiske “God’s Country”, så ræser, skriger, råber, snakker og skamler duoen sig igennem arrige numre som “Filthy Rich Nepo Baby”, “Company Culture”, “Bick Dick Energy”, “Cuntology 101” og ikke mindst herlig “No Homo”. De kan noget med titler. Ud over at lyde PISSED OFF, så leveres det hele med en god portion sarkasme, selvironi og humor. Uimodståelig og lige til must see-listen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Kens fede mobilskud, Roskilde Festival 2024
