Roskilde Festival er cirka halvvejs gennem offentliggørelsen af årets program, så vi må hellere komme i gang med at lytte! Som altid er det en blanding af velkendt og nyt med en overvægt af det sidste. En regulær parade af “hvad er det?!”, som kræver noget forberedelse. Så festivalens officielle spilleliste er blevet sat på shuffle.
Det gør jeg hvert år som en start på det årlige Roskilde ritual med at forsøge at sætte sig ind i det bugnende program. Nogle år har jeg, ligesom nu, lavet et par optakts artikler med dette enkle koncept.
Den officielle spilleliste, i dette tilfælde på Spotify, er blevet sat på shuffle. Og så nedfælder jeg nogle hurtige, korte indtryk og giver nogle anbefalinger til noget man kunne give et lyt. Det hele bygger på en måde op til, når jeg går de enkelte spilledage igennem og kommer med et bud på, hvad man kunne tjekke ud. Så det er nærmest en form for fortløbende research.
Da programmet som sagt kun er cirka halvt færdigt, er det også en spilleliste, som opdateres i takt med at festivalen offentliggør flere navne. Jeg satser på at have 3-4 artikler af denne slags oppe i løbet af de kommende måneder. Kunstnere jeg rammer flere gange på shuffle omtaler jeg kun første gang, så vi kan nå så mange smagsprøver som muligt.
Roskilde Festival 2025 er forresten på et personligt plan lidt specielt, i det det bliver min Roskilde nummer 25. 25 i streg siden 1999, hvis man ikke tæller “Corona-hullet” med, De aflyste festivaler har dog gjort det dejligt nemt for mig at holde styr på mit antal festivaler: 25 i 25! Nok om mig og min fremskredne alder, et kvart århundrede på Roskilde, jøsses…
Fra pop fra Singapore til svensk hekseklub
Uhhh, vi lægger ud med noget rap halløj af en art, BigXthaPlug (det er da også et navn!). Hah, det er sgu’ da ret fe… er sangen færdig? Under 2 minutter, et vers, et omkvæd og slut. Ok, det er vist musik til TikTok generationen, men den er jo også målgruppen efterhånden. Ham her skal jeg lige tjekke lidt mere ud, det har noget old school sydstatshiphop feeling over sig, som tiltaler mig.
Fra “Mmhmm” (som nummeret hed) til “nå ja”. Deftones, “Change (In the House of Flies)”, dem behøver vi vist ikke dvæle så længe ved. God booking, jeg havde glemt at det vist er på tide, jeg får set dem igen live. Efter Roskilde 02, 06, 14 og Copenhell, må det så være 5. gang?
Til gengæld har jeg aldrig set yeule, som er “posthuman drømmepop” fra Singapore. Det var tidligt vi skulle finde Roskilide Bingopladen frem i år! “Posthuman”… OK, jamen jeg er fristet! “Eko” lyder nu som et ret “normalt” humant popnummer, men man fornemmer at der kunne lure nogle overraskelser og genre mix af den overraskende slags på lur hos yeule. Lidt færre overraskelser var der hos Flo, hvis 90er klingende smooth r’n’b soul-pop blegnede en smule, da shufflen landede på “Check” efterfølgende.
Omvendt blev jeg straks indfanget og tryllebundet af de næste toner. Varme, lidt neo-psykedelisk stemning, noget filmisk… ingen sang, bare strenge og noget piano. Kender I det med, at man synes en sang “taler til en”, eller “prøver at fortælle en noget”, men man kan ikke helt finde ud af hvad? Det er en… følelse. Jeg kan lide det, men ikke helt beskriver hvad “In The End” gør ved mig. Anoushka Shankar hedder kunstneren. Og ja, DEN Shankar, hun er datter af Sitar-legenden Ravi. Hun ryger på bruttolisten af Must Sees.
Kassa Overall fangede mig ikke lige, men hans fusion af jazz, hiphop, funk og afrobeat eksperimenter kom også lige i slipstrømmen af min filmiske sitar-udflugt. Så jeg var lige lidt distraheret. Så var det godt at Witch Club Satan kunne vække mig af døsen igen med en omgang hidsig black metal. Svensk feministisk black! “Fresh Blood, Fresh Pussy”. Der er ikke meget ved det her, som jeg ikke synes om.
Svenskerne er dog ikke så militant feministiske at de ikke vil optræde sammen med de danske drenge John Cxnnor. Sangen her er Witch Club Satan, men kun fordi de ikke officielt har udgivet noget sammen med hardcore/synth/b-films dommedagsduoen John Cxnnor. De optræder nemlig med et fælles show lavet til lejligheden på Roskilde. Og det SKAL jeg se. John Cxnnor er et af de navne, som jeg nærmest er blevet ekspert i at undgå at få set, men det må stoppe her.
Irsk folk-anarki, klassisk sangskrivning og et Spice Girls cover
Så tager vi en tur op i den “retrofuturistiske pophimmel” med Magdalena Bay, som jeg da har HØRT om på forhånd, Og havde lidt en idé om hvordan ville lyde, hvilket i denne sammenhæng ikke er en dårlig ting. Altså, det er pop? Ikke noget banebrydende som sådan, men meget kompetent og smagfuldt udført på “Killing Time”. Også selvom man fornemmer noget storladent og høje ambitioner – det lader som om duoen kan tøjle begge dele i tilpas grad. Det kunne jeg da sagtens finde på at tjekke ud.
Det kunne jeg også hvad The Mary Wallopers angår. Nu skal vi et smut til Irland og lytte til noget rebelsk folkemusik! Vi har fået Lankum et par gange, men Roskilde har åbenbart fået smag for irsk folk af den lidt skæve slags igen. Det kan jeg kun bifalde. “Home Boys Home” lyde på samme tid ret traditionel og lidt alternativt. Et eller andet stritter og ligger på lur i sangens understrøm. Noget mere punket og rocket måske ligefrem?
Den slags finder man ikke hos Shaboozey ft. Paul Cauthen på “Last of My Kind”. Det er højstemt og højtideligt! Shaboozey præsenteres ellers om et “banebrydende hitlistefænomen”, dvs. udenfor min radar og aldersgruppe… Men han er en populær kunstner, som blander country og hiphop? Meget moderne, her lyder det dog mere ovre i det soul-poppede og højstemte, men det skyldes måske gæsten? Æh, måske ikke lige mig, men det lyder flot og lækkert og jeg kan sagtens se appellen og forstå hvorfor det skulle være populært.
Så populær er sanger og sangskriver Jessica Pratt muligvis ikke, til gengæld er hendes stemme mindst lige så smuk og dragende. Og meget mere min smag. Det er også ganske traditionel i den forstand at der er tale om god, gammeldags klassisk sangskrivning og ikke alt for voldsomme armbevægelser. Her lader man ordene og stemmen tale, mens musikken bakker op, mestendels bestående af en guitar. Velafprøvet formel, som stadig fungerer, især hvis man er dygtig. Og det lader Pratt til at være, så hun ryger på bruttolisten.
Spiller MØ på Roskilde igen? Nå, der kan man bare se… altså… jeg vil ikke blande mig i om det er fortjent eller ej, men kan vi snart opgive tanken om, at hun er en kæmpe verdensstjerne? HVIS hun er, så er det vist gået min næse forbi, men hun får vel Orange igen så? På spillelisten er hun her repræsenteret med en coverudgave af Spice Girls “Say You’ll Be There”. I rest my case!
Så begynder en person at soulpop-synge på en blanding af japansk og engelsk, hvilket er lige ved at kortslutte mit lytteapparat. Først hader jeg det, selvom det ikke lyder DÅRLIGT dårligt, det er mere genren som giver mig myrekryb. Men stille og roligt får Fujii Kaze mig sunget ned på “jeg tolererer at det eksisterer, men det er ikke noget for mig”. Han er efter sigende en “kæmpestjerne” i hjemlandet Japan, og leverer “groovy popekvilibrisme”. Nogle gange mistænker man lidt de omtaler af kunstnere for at snakke dem op, hmm…
En eventyrlig rejse gennem en syret underverden af genresammenstød
Sådan introduceres eksempelvis næste kunstner shufflen lander på. Kropskød, eller Body Meat, som Christopher Taylor kalder sig. Den overskrift kunne jo betyde hvad som helst. i dette tilfælde moderne effekt-filter rap ovenpå et miskmask af elektroniske genrer. Jeg er vist mere til old school rap, især hvis det trods alt ikke er mere eksperimenterende end tilfældet her.
Eksperimenterende ville nogen sikkert kalde The Hu, der blander metal med mongolsk strubesang. Her er de dog ude i noget samarbejde med selveste Serj Tankian fra System of A Down og en “DL” fra Bad Wolves. Jeg ved ikke helt hvad Serj laver her, men formoder DL er ham der står for den fesne popmetal sang? ææææhm, jeg tror bestemt jeg foretrækker mongoler der holder sig til strubesang! Og ja, man må gerne sige “mongoler”, de er fra Mongoliet, din mongol.
Vi skynder videre, inden nogen ringer til det politisk korrekte politi og jeg bliver cancelled. Arca, hvad pokker er det? Poppet, glat og ren i lyden på nummeret “Prada”, hvilket jo også kunne være en chic og posh titel alt efter betydning. Hmm, det pulserer også lidt vuggende, eller som et åndedræt? Egentlig ret fængende og fængslende… varmt og æggende, sydlandsk måske ligefrem, hvis man skal lyde lidt gammeldags og kategorisk? Vi må hellere lige tjekke, hvem der gemmer sig bag Arca. Aha, venzuelansk producer og musiker, hun har blandt andet produceret for Rosalia, Frank Ocean, Björk og FKA Twigs. Samt udsendt en 4-5 plader selv. Jeg kan lokkes!
Det ved jeg ikke heeeelt om jeg kan af Electric Callboy. Diskofil elektro/techno dansemetal, det lugter lidt af en gimmick, som hurtigt kunne blive lidt trættende. På den anden side lyder det også så tilpas dumt, at jeg ikke helt kan afvise en tur på et svedigt dansegulv til et nummer som “We Got The Moves”. Sådan alt efter dagsform, humør og promille så er det enten en fest jeg holder mig fra, stikker af fra eller bliver hængende overraskende længe.
BREAKING NEWS: Havde hende den 12-årige på medhør under Electric Callboy og bad om hendes umiddelbare indtryk, hvis hun skulle sige det kort. “Intetsigende og kedeligt”. Ikke de to ord jeg havde regnet med, eller selv havde valgt. Tough crowd!
En glam-countyr-boy fødes
“Ej den kan jeg godt lide… det lyder lidt ligesom mig, når jeg skal synge overdrevet”… hun er stadig med på linjen da Tanner Adell (mere solbrun Adele?) river en rundt i sadlen med “Buckle Bunny”. Nu har jeg hørt ungen give den vokalmæssigt gas, og ja, der er noget om snakken. Nummeret starter ellers meget tilforladeligt, men kort inde siger det KAPOW og så giver Tanner den fuld skrue med stemmen. En slags in-your-face poppet… country-rap? “Glam country”, skriver Roskilde, imens jeg ligger endnu en brik på Roskilde Bingopladen. Altså, det kan sgu’ et eller andet, som rykker i mig, det her. Beats og banjo, loves der også.Fuck det, jeg er solgt, skide fedt nummer! Nu skal jeg satme til glam country fest, og I skal med.
Og festen fortsætter, nu er vi for alvor varmet op. Geordie Greep fangede jeg tilfældigt dagen før dette skrives i radioen, da jeg zappede forbi P6 Beat først på eftermiddagen. Endda samme nummer som her, “Holy, Holy”, der lyder som et frontalt sammenstød mellem jazz, salsa, skæve rytmer og sjove stoffer. Han legede tidligere med genrer i Black Midi, som man også kunne få en nedsmeltning af at lytte til. Måske bliver det her for stressende for mig i længden, men 6 minutter kan jeg godt tåle.
Nå, vi skal lidt ned på jorden igen med Mina Okabe, som præsenteres som havende dansk-japanske rødder. Beskrivelsen får hende til at lyde som lidt af et “produkt” af en global verden, men musikken på “Every Second” stritter nu ikke i såååå mange retninger. “Kammerpop”, tjo, der kommer i så tilfælde sol ind af kammerets vindue. Det dufter lidt af strandkant på kammeret. Meget tilforladeligt, måske lidt for velfriseret og høfligt til mig. Især efter Glam Country og Black Midi fyren.
Men sådan er det jo når man shuffler rundt. Også PÅ Roskilde, hvor man risikerer at noget falder helt til jorden, fordi man lige kommer fra noget helt andet. Det hele kan også mudre sammen, komme til at virke febrisk, forvirrende og fragmenteret. Hvorefter det næste højdepunkt kan dukke op, når man shuffler videre rundt på pladsen.
Indtil ens hoved pludselig føles som et hul i jorden. “Head Like A Hole”, Nine Inch Nails klassikeren brager ud af højtaleren. Det virker som et passende sted at trykke pause for denne gang.
Jeg har ikke set Nine Inch Nails live siden 2009 kl. kvart over shitfaced om natten på Orange Scene. Måske er det på tide at trykke den af med Trent igen?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Roskilde Festival/GFR
