Første dag på First Days på årets Roskilde Festival bød på et skønt queer-kollektiv, små-sjatten hardcore og en mulig kommende stjerne. Krydret med socialisering, den første fadøl, omskifteligt vejr og en trafikulykke. Her er lidt om Sliteneliten, Rot Away, lidt Snuggle og Uro.
Lad os starte med slutningen, bare lige for klarhedens skyld og for at få den af vejen. Uden at gå i for mange detaljer, så var vi involveret i en trafikulykke på vej hjem søndag aften, hvor Pressevognen blev torpederet i passagersiden og totalskadet.
Alle, også dem i den anden bil, slap uden de store fysiske skrammer. Undertegnede er lidt forslået hist og her, og har ømme ribben, men efter at have fået en bil i siden er det vist billigt sluppet. De øvrige er rystede, mest føreren af vores vogn, fotografen, mens den 12-årige assistent tog det i forbløffende stiv arm og ophøjet sindsro. Der holdes dog liiiiige øje med mulige efterreaktioner.
Derfor beklager jeg også, hvis det følgende skulle være endnu mere usammenhængende end vanligt, eller der sniger sig flere fejl ind. Jeg skal lige lande helt, og så kører hjernen allerede på fuld tryk angående Roskilde Festival. Det fucker lidt med vores planlægning og muligvis folks psykiske overskud og alt muligt!
Måske cykler jeg bare derud mandag? Herre gud, 31 km i frisk luft, så er der jo tid til at få renset ud i øverste etage.
Alt godt fra oven
Nå, der skulle jo komme regn i dag (søndag). Sørme om de 4 vejrudsigter jeg havde tjekket alt for tit lørdag fik ret. Dog var der en livline, det så ud som om den værste skylle ville ramme Roskilde formiddag/middag og langsomt stilne af. Tough luck for dem i teltene, men vi har jo alle prøvet det, og det der var værre, ikke sandt. Så hvis man lige kunne trække afgangen lidt.
Der var dog en hund der insisterede på at skulle luftes søndag morgen. Heldigvis havde den fået løbepoterne på, så med Roskilde spillelister i ørerne tog vi os en løbende svømmetur rundt i Herlev.
Så skulle der rables lidt ord af om lørdagens få begivenheder, det fik jeg vist fedet på til acceptabel længde med alle de gamle tricks? Der var også lige et hængeparti, som nævnt i gårsdagens skriverier, så havde vi modtaget 2 x medieakkreditering i stedet de ansøgte 1 x medie og 1 x medie/foto. Hvilket teknisk set ville forhindre fotografen i at komme tæt på med linsen. Det blev dog fikset søndag med noget hurtig og effektiv kommunikation med Roskilde Medieservice, skud ud til dem og deres service. Nu skal vi så bare lige forbi Check In eller Pressecenteret på et eller andet tidspunkt og få fat i fotografens fotoarmbånd…
Og så var alt ellers linet op til en (sidste!) tur i pressevognen/Herlev-ekspressen. Det lugtede en smule af opklaring, det lysnede i hvert fald ude mod vest da vi rullede mod… West. Camping, eller nærmere parkering, West.
Selv et startende mudderbad på marken, der udgør parkeringsområderne, blev klaret uden større kvaler. Således opløftede, kunne vi søge mod musikken, gennem en våd, men ikke uforcerbar campingplads. En del mudder i visse områder, bevares og generelt våde tilstande. Men i forhold til den mængde vand der faldt på kort tid så, så det ganske hæderligt ud.
Til gengæld var fremmødet foran Eos, hvor Yör var godt i gang, noget magert. Måske forventeligt, det var tidligt på dagen og regnede stadig. Eee gee dukkede op som gæst på et nummer. Lyden var noget ulden, de dybe toner rungede, mens de lysere, og vokalen druknede noget.
Sliteneliten, Gaia, kl. 15.30
Et queer-kollektiv fra Norge, der spiller folkemusik og protestsange, som den lød i 70erne, der hverken har manager eller booker. Og som med egne ord tilmed havde overnattet i telt på pladsen herude. Hvor finder Roskilde Festival et navn som dette?! Forbløffende.
Hvis solen ikke skinnede og kunne få smilene frem i det fyldte Gaia-telt, så formåede det her skønne kollektiv det fra første strofe. For hold nu kæft et smittende og livsbekræftende bekendtskab. Hvad de hist og her manglede i finesse i sangskrivningen, eller hvad man ellers kan fluekneppe af småting, kompenserede de til fulde for med deres performance, energi og nerve.
Der var nemlig både energi og nerve, stedvis på en helt punket måde. Det tenderede af og til at blive en anelse stilmæssigt rodet, der er i hvert fald et stykke fra en stilmæssigt landlig folkevise som “Bondeoprør” (tror jeg det var?) til et mere hårdtslående nummer om fred, “Fred Heller”, eller den bevidst næsten overstyrede punkede “Runkegutens Død”. Men udsvingene i sættet var stedvis endnu større, alligevel var det ikke decideret rodet eller usammenhængende.
Den pågående insisteren på at turde mene noget, og udtrykke det på en troværdig og smittende vis, var noget af limen, der bandt det sammen. Selvom der for mig var et lille dyk cirka halvvejs, da de bevægede sig ud i noget de kaldte en “string swing”, så tog det mig ikke ud af koncerten. Det var blot en kortvarig stilistisk udskridning, hvor vi i min optik kom for tæt på kanten.
Herefter så Sliteneliten sig ikke tilbage, og det de kaldte “popdelen” af sættet fik for alvor temperaturen og stemningen til at stige på Gaia. Under en helt fantastisk og vild udgave af den i forvejen fængende “Langsiktige Mål” stak det helt af. Den ene af de to skiftende kvinder bag mikrofonen, der i forvejen var den mere udfarende og ekspressive, blev så grebet af stemningen, at hun besluttede sig for at stage dive. Og heldigvis var folk klar til at gribe!
Mod slut i sangen blev jeg også for første gang i løbet af koncerten helt oprigtigt rørt, da der blev skreget noget med “DIT LIV” fra scenen. Da kom Sliteneliten ind under den tørre anmelderhud.
Det gjorde de også med den fortryllende “Den Lesbiske Dalen”, der ifølge den anden kvinde bag mikrofonen (sorry, jeg skal lige have styr på jeres navne!) handler om et lesbisk utopia. De troede det lå i Sverige, det viste sig at være løgn. Men måske lå det i Roskilde?
Ja, det gjorde. Og folk sang med på den traditionelt klingende vise, som om vi alle kunne få lov til at være med i dette lesbiske utopia. Da havde kollektivet ikke kun sneget sig under min hud, men måske også gjorde mig lidt blød om det kolde hjerte.
Det bankede ekstra kraftigt, da de mod slut også lige fik fortalt sandheden om kapitalismen med “Kapitalistknusaren”. Måske er verden grim, men der er kommet noget smukt ud af det med en gruppe som Sliteneliten.
I fik mig.
Og det skulle da skylles ned med årets første fadøl på festivalen. Der er jo uanstændigt kort fra Gaia til Gutter Island, som tilmed ligger i retning mod næste mål: Eos. Og hvad stod der der og mæskede sig i Gutter Mælk, to halv-fulde Gnuer fra den gode gamle Roskilde lejr. Hvor gutterfolk er, kommer gutterfolk til!
Rot Away, Eos, kl. 16.15
Jeg ville ønske at jeg havde mere at sige end tilfældet er. Men det her ellers energiske hardcorebands materiale var altså en kende intetsigende og ensformigt live. Selvom de gav den en ordentlig flyveskalle, eller prøvede så godt de kunne med det forhåndenværende materiale og lidt slatne rammer.
Eos Scenen, både dens placering, udformning og æstetik er altså stadig lidt en udfordring for mig. En orange/pink kasse, der ligger lidt presset op i et hjørne med en plads, der alt efter koncert, enten virker for stor eller for lille.
Ja, det kan lyde paradoksalt, men den virkede altså eksempelvis for stor til Rot Away, men for lille til Uro lidt senere. Selve scenekonstruktionen virker også monstrøst høj i forhold til scenens reelle størrelse? Hvad har det med Rot Away og deres ret klassiske hardcore at gøre? Jo, trods råb og skrig, tonsen rundt og de velkendte fakter og opfordringer, så var det som om bandet forsvandt lidt på den scene.
De havde nok været bedre tjent med noget der både var mindre, mere intimt og overdækket. Det var som om at bandets velmendende opfordringer til “MERE ENERGI” og lidt generiske hardcore riffs og tempofyldte, men noget forglemmelige melodier, ikke nåede særligt langt ud fra scenekanten. Til det i forvejen lidt sparsomme fremmøde.
Bevares, der var antydninger til pits, og sågar en lille, “nuttet” wall of death mod slut, men det hele virkede som om publikum mere gjorde det af pligt end egentlig lyst. For, “det er jo sådan man gør”. Det gjorde også at det i lange stræk fremstod lidt om flertallet var mødt op for at deltage i hardcore træningslejr.
Et tungere nummer, der mindede mig lidt om noget The Psyke Project fik momentvis tændt lidt op i min nakke. Ligesom den afsluttende “Ghost Town” er et ganske hæderligt nummer. Ellers bed jeg beklageligvis mest mærke i mere overfladiske ting, der ikke handlede om selve musikken. Som det mindre vandfald fra teltdugen guitaristen til venstre fik fornøjelse af. Eller at den anden guitarist var iført en Smertegrænsens Toldere tanktop. Smagfuldt.
Dem så jeg forresten udrette mere og gøre mere indtryk med en koncert der varede cirka 8 minutter fra start til slut, på Stengade engang i en tåget fortid. Men det var bestemt ikke fordi a Rot Away ikke prøvede eller gav den alt de havde, det var bare mere våde skud end et vådeskud.
Derefter dalrede vi tilbage mod Gaia i roligt tempo for at få os lidt Snuggle, der allerede var gået i gang. Selvom der kun er 5 minutters gang, maks, mellem de to scener, så tager ting lige lidt længere tid på Roskilde. Blandt andet var der et opstået mudderfelt man lige skulle bevare koncentrationen, mens det blev forceret.
Snuggle blev en helt klassisk “stå lidt udenfor teltet og socialisere og småssnakke” oplevelse. Der skulle catches op, faldes i snak med tilfældige forbipasserende og forplejes i Gutter Baren. Jeg vil tro at Snuggle KUNNE være en ret intens oplevelse under bedre vilkår. Deres toner virkede i lange stræk, drømmende, dunkle og atmosfæriske.
De to medlemmer af Snuggle, Andrea Thuesen og Wilhelm Strange, har en fortid i henholdsvis Baby In Vain og Liss. Det var mest det mere støjende udtryk fra førstnævnte jeg fornemmede i de svævende toner.
Og således, mens himlen vred karkluden, fik de sidste dråber og det lysnede hist og her, gik der en halv time med det. Indtil vi besluttede at vandre tilbage hvor vi kom fra ved Eos. Frem og tilbage, frem og tilbage, den evige Roskilde vandring er i gang. Husk forplejning til mindst 3 dage!
Det så ud til at Uro var dagens første store trækplaster, der var i hvert fald ved at blive godt fyldt foran Eos. Ungdommen var vågnet og havde forladt partyzonen nu, da opklaringen var på vej.
Uro, Eos, kl. 17.45
Uro, der bærer det borgerlige navn Jeppe Kronback, har allerede skabt røre i andedammen med en række populære singler og roste live-optrædener. Så jeg er langtfra den første, og næppe den sidste, der kommer til at fremhæve Uros åbenbare kvaliteter.
Forskellen kunne være at jeg egentlig ikke er særlig stor fan af hverken hans sange eller stil. Det er en art moderne pop-rap, popsange der både synges og snakke/rappes, ofte i et let monotont toneleje og ensartet, semi-døsigt tempo. Det minder samtidig også rent vokal klang-mæssigt og leveringen om både Niels Brandt fra The Minds of 99, Guldimund og et væld af sangere fra hele “drenge-pop bølgen”. Sådan lidt nasalt og off key/lyst, men ikke falsk, hvis I kan følge mig?
Lang indledning kort: det er ikke lige min smag, ok?
Godt så. Og godt ord igen. For Uro og hans velspillende og tighte band er dygtige. Og Uro er en yderst professionel performer med en tilbagelænet, lige dele afslappet og “lidt for cool” attitude. Han ejer en scene og virker meget, meget sikker og rolig uden at det bliver en sovepude. Og var der, når han tøffe-futtede rundt i sin grønne regnjakketing lidt Liam Gallagher vibes over hele hans optræden og udstråling.
Jeg skulle lige stille ind på Uros frekvens under åbningsnummeret “Giv Mig Love”, som var lige ved at give mig ret i alle mine bekymringer. Den fungerer ikke heeeelt for mig, teksten irriterer mig en smule og den er bare “næææææh, meh”. Men jeg kan godt se fidusen i at bruge den som åbner, den åbner også hans aktuelle debutalbum. Den lyder lidt som en intro, som her ledte over i første skud i hitbøssen, “Godthåbsvej”.
Det er sådan en semi-sentimental og halv-nostalgisk klingende popsang om Godthåbsvej, som selvfølgelig handler om andet og mere end bare en vej. Helt klassisk skabelon, men det virker og det er lidt ørehænger. Så var Uro og jeg ved at være på bølgelængde.
På bølgelængde var han så sandelig også med det nu ganske massive publikum. Hold da op, de kendte da Uro og mange af hans sange, hva? Der blev sunget, smilet og danset ivrig med så langt, mine aldrende øje kunne se. “Hold da helt magle”, som Uro selv formulerede det. Indeed!
Hvad er det så han kan ud over det ovennævnte? Han kan skrive nogle mundrette, relaterbare tekster, sat til poppede melodier, der er ret nemme at synge med på. Tilføre det et personligt touch med en stemme- og sang/poprap-stil der går rent ind hos målgruppen. Det er pop som dine døtre kan lide, deres mødre med og ikke så ulideligt at fædrene flygter, og kæresterne ikke også kan slæbes med til koncert. Og så kan så ellers blande kortene frit alt efter køn og preferencer, det ovennævnte var et eksempel. Kort sagt appellerer Uro bredt.
Om det er er en sang som “Slåbrok”, en dedikeret til kæresten ude i publikum, en hvor der bliver sunget noget om at “i drømmen er du fri”, alle kan ligesom være med i et eller andet omfang her. Og det er ikke en kritik, det er faktisk ment som ros, får Uro formår samtidig at sætte sit personlige aftryk på det.
Så lever jeg også med dybsindige betragtninger og poetiske guldkorn fra scenen, som “i regn er vi alle lige, i regn bliver vi alle våde”… det er da svært at være uenig i. Medmindre man har husket sit regntøj og andre ikke har.
Nå, var der også noget om et “vandfald” og en “natsværmer”, jeg er ikke lige helt inde i sangskatten. Men kan blot konstatere at der er adskillige ørehængere på repertoiret allerede, som den nuttede “Bare En Dreng”. Vi fik naturligvis også den forventelige gæsteoptræden på hittet “Føles Godt”, hvor Mekdes dukkede op. Så var der for alvor dømt fællessang på pladsen. Faktisk så meget, at publikum lige tog omkvædet acapella en ekstra gang, efter at sangen egentlig var tonet ud.
I det hele taget gik der lidt gæsteparade og “kvart i gøgleri” i den under sidste nummer, hvor vi i løbet af sagen fik hele tre gæster på scenen. Den første blev præsenteret som Uros lillebror, og de øvrige to som mellem- og storebror. Jeg har ikke lige styr på familien Uros familiære relationer, men det var muligvis brothers from different mothers.
Og så sluttede koncerten bare ligesom…? Bandet blev hurtigt kaldt frem til de obligatoriske gruppefoto og så farvel. Det virkede lidt forhastet, måske var uro løbet tør for tid i den stramme tidsplan?
Nuvel, en lille skønhedsplet på en ellers usvigeligt sikker og stramt leveret koncert. En hvor det meste spillede og blev afviklet som den slags skal, når man følger opskriften. Det er Uro enormt dygtig til, men han er også god til at være sig selv. Det er nok også noget af det folk kan relatere til?
Jeg ville være meget overrasket, hvis man ikke finder ham på en større scene på Roskilde Festival i 2025. Og jeg ville være helt OK med det, selvom jeg egentlig slet ikke er fan. Men jeg er fan af og tror på at talent ikke kan og skal fornægtes.
De små øjeblikke og livets skruebolde
Det blev også punktum for vores første First Day på pladsen, man skal lige igang og spare lidt på krudtet, ikke sandt? Og det lykkes egentlig at få både gode koncertoplevelser og en masse små øjeblikke, der gør Roskilde til det festivalen også er.
Som at ens wingman falder i snak med en forbipasserende, der falder i staver over hans battlewest. Friiiiieeeend? Et andet menneske en mig i metaluniform på Roskilde i 2024? Det var som om vedkommende havde fundet en sjælden museumsgenstand i mudderet.
Eller da jeg under Rot Away, oppe ved hegnet, havde tømt mit øl-krus og pludselig blev prikket i siden af min langhårede sidemand. Han sagde ikke et ord, men signalerede bare mod mit krus, at jeg skulle række det op. Så skænkede han mig et krus øl fra sin kande, igen uden at sige et ord. Bare et nik. Jeg nikkede tilbage. Og så var den “samtale” slut. Man kan da heller ikke stå med et tomt ølkrus til hardcore koncert, jeg forstår!
Det er de små momenter som dem, der kan blive til minder, eller bare væves ind i den store, uendelige fortælling om Roskilde Festival. Og noget af det, der gør, at man vender tilbage år efter år, selvom musikken måske skaber uro i ens personlige smag. Det er Roskilde, for fanden, det regner, solen skinner, alt er lort og alt er smukt.
Og så smider livet lige en skruebold, som beskrevet indledningsvis, der rusker op i det hele. Hvad så nu? Tja, hvis jeg finder vej til pladsen mandag, så kan man jo følge med og se hvad både livet og Roskilde-livet byder på. Surprise me.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival, flere fotos på vej fra koncerterne når fotografen lige er kommet sig over forskrækkelsen
