Roskilde Festival 2024 er officielt skudt i gang, men lørdagen bød dog ikke på nogen koncerter. De starter først i dag (søndag), så hvad skal vi så få tiden til att gå med? Hvad med en lille sludder for en sladder om turen, telte, medie-ræs og uforudsete udfordringer, samt en lille introduktion til vores dækning.
Vores dækning er temmelig flydende og følger kun lyden af vores egen pibe. Der skal opfyldes nogle krav, som vi sådan set selv opstiller og skal leve op til, og på den baggrund tildeles presse-akkreditering. Hvis man så ikke lever op til det man har lovet, så kan det koste året efter.
Eftersom vi har fået akkreditering hver år siden første år vi søgte, som vist var i 2013ish, så vil jeg tror at vi har leveret som lovet. Forhåbentlig lidt mere?!
Jeg skriver det her som en lille introduktion til det der venter den kommende uge. For eventuelt nye læsere, eller gamle som har glemt hvad pokker vi render rundt og laver på Roskilde.
Det har ændret sig lidt over årene, vi startede med to skribenter (undertegnede og Jonas) i felten, men ingen fotograf. Og kørte i en årrække en form, hvor vi berettede om løst og fast fra den foregående dag i en uhøjtidelig tone. Vi skiftedes til at skrive kortere og længere anmeldelser fra Rising, og senere selve festivalen. Jævnligt krydret med interviews.
Jonas hoppede fra efter 2017, da familieliv, karriere og lysten til at bruge tiden på andet end Roskilde Festival hver sommer pressede sig på. Jeg fortsatte som soloskribent og fik hæftet en fotograf på. Formen blev tilpasset og har med årene fundet sin egen rytme og niveau.
Den falder lidt i to-dele, samlet i én reportage. Der er den løse, nogle gange rablende og løsslupne del, som forsøger at beskrive Roskilde Festival, de daglige oplevelser, udordringer og alt der kan give et billede af livet på festivalen. Inklusive forhold, logistikken, maden, stemningen, what ever. Og så er der anmeldelserne af koncerterne, af korte og længere slags.
Da jeg er alene om det, så kan jeg logisk nok kun være et sted af gangen. Det er MINE oplevelser, holdninger og indtryk, ikke nødvendigvis den ultimative sandhed. Ting kan godt blive sat lidt på en spids, tonen bør også opfattes som om at en del bliver sagt med et glimt i øjet. Det er risikabelt på skrift, noget kan misforstås og gå tabt i oversættelsen.
Så hele rammen lægger egentlig op til, at være en slags “dagbog fra Roskilde”. Er det ikke mest interessant for dem som i forvejen kender mig? Jo, det er endnu en risiko. Men forhåbentlig lykkes jeg med at fortæller et eller andet alment, eller bare semi-underholdende, om Roskilde Festival.
Dagen før de første dage
Ventetid. Lettere kriblen i fingre og kriller i bentøjet. Nervøs mave?! Alt var som det plejede at være.
Der var Roskilde Festival i luften denne lørdag, ingen tvivl – måske man skulle få pakket? Det blev som sædvanlig noget af det sidste jeg fik gjort, ikke af panik eller dovenskab, men hvor svært kan det være? Det er trods alt 24. gang jeg pakker til en Roskilde Festival. Der er sket noget siden jeg tog toget fra Tønder i 1999 og brugte en halv dag på at nå frem.
Nu residerer man i det ydre Herlev, det tager, hvis trafikguderne er med os, omkring 20 minutter i bil at nå frem. Ingen stress og jag. Alligevel begyndte maveregionen at lave sine velkendte manøvre. Den har en til tendens til “fantomfølelser”, hvor den insisterer på at jeg nok liiiiige bør gå på toilettet en ekstra gang. Det er som ofte falsk alarm, jeg kender mønstret når jeg skal et eller andet, som kræver en længer udflugt.
Morgenens løbetur begyndte også at sidde lidt i bentøjet. Jeg sad lidt for længe med bøjede ben og gjorde de sidste optaktsskriverier færdige. Så bliver de noget stive i det, når jeg endelig rejser mig for at brygge mere kaffe i “kontoret”. Fuck man er ved at blive gammel…
Det skal nok blive sjovt at komme ud af teltet! Ambitionen i år er at overnatte fra og med mandag aften. Sidste år kom vi jo noget skidt fra start med en hund der pludselig skulle opereres, en fotograf der måtte blive hjemme hos kræet et par dage og mig, som fik en mindre nedsmeltning. Så tilpasses ambitionerne lidt i år, så det mentale helbred kan følge med.
Sidste øjebliks indkøb og så afsted
Hurtig tur i Netto og forpleje nødvendigheder. Knækbrød, kiks og müslibarer, så jeg har til “morgenmaden” derude. Så jeg kan holde mig kørende i pressecenteret indtil jeg får opstøvet noget spiseligt på pladsen. Og cola og smøger, førstnævnte er umulig at opstøve på flaske, sidstnævnte er ikke blevet solgt på festivalen siden før Coronanedlukningen.
Hvad med nogle ekstra lidt tykkere tennissokker? Og en deo. Noget at vaske sig i? Tjek, tjek, tjek. I rygsækken med hele lortet. Det er lidt tricky at pakke, når rygsækken skal efterlades i teltet et par dage. Eksempelvis siger vejrudsigten at det ville være en taktisk fejl, at regntøjet ligger i teltet et par dage indtil jeg når derned igen. Ikke pakke regntøj og andet jeg skal bruge indtil mandag aften!
24 forsøg på at pakke og så glemte jeg at pakke en tandbørste.
Turen forløb uden nævneværdige udordringer, jeg på bagsædet, fotografen bag rattet og den 12-årige assistent som co-driver og bil-DJ. De unge har tvivlsom musiksmag.
Vi rullede planmæssigt ind på vores “hemmelige” gratis parkeringsplads tæt på Media Check in ved 17-tiden. Den var halveret i størrelse pga. en byggeplads. Næste år er den sikkert væk. Det summede af herligt Roskilde liv på Maglegårdsvej, hvor horder af unge var på vej med alt deres habengut i det fine solskin. 21 grade, sol med lidt spredt skydække, perfekt festivalvejr.
Hvorfor var køen til Check In så lang?! De forrige år har køerne til henholdsvis frivillige og Medier til at tjekke ind og få armbånd været delt i to. I år er det samme kø?! Forrykt! Så skal vi vigtige pressefolk fra små webmagasiner stå i KØ! Godt nok var den lang, men det gik alligevel forholdsvis hurtigt, som man siger. Men nåede da at få sved på panden og lidt ondt i ryggen af at stå med den skide rygsæk.
Det var dog kun starten på de forventede uforudsete udfordringer.
Roskilde kan kommunikationsmæssigt være en by i Rusland
Da vi stod i køen slog det mig, at vi havde fået tildelt to almindelige medieakkrediteringer. Og ikke en medie og en foto, som ansøgt. Nå, det kan være at de har ændret procedure, ellers må vi lige finde ud af det.
Check in gik sådan set som smurt for mit vedkommende. Skranke servicen var god og effektiv fra Jacob bag disken, som var frisk, hurtig og med på lidt jovial small talk i en let tone. Dejligt.
Ved siden af gik det lidt mere trægt med fotografen og assistenten. Køb af børnebillet skaber altid lidt bøvl når Ticketmaster og Roskilde Festivals systemer skal snakke sammen og koordineres. Og så var der jo alt det med den manglende fotoakkreditering. Begge dele forsøgte den imødekommende Mathilde på den anden side af disken at hjælpe med efter bedste evne.
Mathilde kunne dog ikke trylle, men i sidste ende, efter noget assistance fra diverse ansvarspersoner, kun udlevere det, som var kodet ind i sysemet. Jeg havde allerede sendt en mail til Medieservice, men de havde formodentlig myldretid på linjen lige i dag. Vi blev dog henvist til “IT Service”, en skranke overfor check in, der kunne de måske hjælpe. Kvinden bag skranken der var knap så lydhør som check in kollegerne, og sendte os fluks tilbage til Media Check In, inden vi nåede at tale ud.
Frem og tilbage er lige langt, jeg havde absolut IKKE regnet med andet, så vi valgte at forlade bygningen i stedet for at ende som en kugle i et flipperspil. Som alt for mange gange før i lignende situationer! Lad os få det telt op.
Ekstra løbetur og en duft af jordslået bunker
Når man køber adgang til pressecamping, eller Restricted Camping som det kaldes, så følger der ingen ydeligere information med end en regning på 450 kr. for at medbringe eget telt. Intet om check in, hvor campingpladsen er placeret, eller andet man skal være opmærksom på. Der er ikke engang skiltet nogen steder i området.
Jeg satsede dog på at det nok var det sædvanlige område, i forlængelse af Handelsskolen og dets omklædningsrum, på en lidt “skjult” boldbane/græsareal. Der var da også gevinst, sådan da. Selvom det kun tager lidt over 5 minutter på gåben fra Check In, så vil man bare gerne have teltet op i en fart, så det sidste stresselement fjernes.
“Har i fået udlevere jeres laminerede nummer?”, spurgte den unge servicevagt under den hvide pavilion på teltpladsen. Nummer? Hvad og hvor? Jo, hvert telt på restricted skal have påsat et lamineret teltnummer når det er slået op. Aha? Nej, vi fik ikke noget nummer i check in, hvor jeg fik påsat mit armbånd til restricted, eller nogen form for information om noget som helst angående restricted?!
Nå, men det nummer får man udleveret et HELT ANDET sted, som selvfølgelig lå tilbage den vej vi kom fra, et eller andet sted. Inde i en bygning, hvor der stod noget med “høj” på døren. Og der står en hvid pavilion foran bygningen… mhmm, aha, hvid pavilion og noget med “høj”, det skulle jo være til at finde…
10 minutter senere, efter at have løbet tilbage, og rundt om check in og kigget på bygninger med hvide pavilioner i nærheden, der er omkring 4-5 stykker var jeg ikke blevet klogere. Kun mere svedig. Jeg ringede til fotografen, der ventede ved restricted og fik hende til at den unge servicevagt i røret, så jeg kunne få en pejling.
Høj, høj, høj, en dør med et skilte med… AHA, når man stod 2 meter fra døren kunne man skimte, at der stod noget med “høj”. Succes! Jeg fik mit skide laminerede skilt, i en bygning uden skiltning uden på der kunne hentyde til at det var HER. Hvorfor udleveres de ikke i check in, VED teltpladsen, sættes der ikke skiltning op til noget som helst, eller udsendes nogen form for information?!
Og hvorfor glemte jeg at pakke mit telt ud, da jeg kom hjem med et regnvådt telt efter sidste års festival? Åh fuck, hvad er den stank?! Jordslået. Som den taske med vådt fodboldtøj jeg glemte at pakke ud engang, der fik lov til at stå en sommerferie over. Bare gange med 300 dage mere. YRK.
Nå, det kan vel nå at lufte lidt inden jeg skal bruge det som pressebunker fra mandag aften? Såfremt det overlever den syndflod vejrudsigterne truer med, som jeg tjekker lidt for ofte i løbet af lørdagen. Gad vide hvordan tøjet i min rygsæk kommer til at lugte af at ligge to dage i det her indeklima? Do you smell that? That’s Roskilde, I love the smell of Roskilde in the morning…
Og så var det egentlig stress nok for min hjerne for første dag.
Tilbage til virkeligheden
Selvom vi kun lige nåde et par timer på Roskilde, og ikke engang nåde at snues til pladsen, så føles det stadig underligt at stå i Rema 1000 i total stilhed. Eller, det føles som total stilhed når man kommer fra Roskilde, hvor ALT summer og larmer, selv “stilheden” derude. ‘
Jeg savnede det allerede lidt. Men hunden, det dumme kræ, ville nok gerne ud og tisse eftersom der ikke kunne skaffes lørdagspasning. Og der er jo en dag i morgen, som ligner en der kommer til at trække lidt flere tænder ud. Vi lægger ud med regn, man orker næsten ikke tanken, vel? Så er det måske meget godt med en nat hjemme og en fodboldkamp i tv.
Som var ved at regne væk. Et forvarsel? Efter den dukkert kunne jeg ikke falde til ro. Det kan jeg aldrig. Roskilde rumler i baghovedet. Og i de forbandende ben. Det kribler stadig. Måske har jeg bare drukket for meget kaffe?
Den skulle ud da jeg vågnede efter hele 5 timer på øjet! Ligesom hunden, den ville sgu’ også ud igen. Fint, så løber vi en lille tur i snor. Og så begyndte det at vælte ned i lårfede stråler, og det gør det stadig her 6 timer senere i skrivende stund. Uanset hvad, så ruller vi mod Roskilde om under 2 timer.
Nu går det for alvor løs.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: diverse mobilskud fra de udsendte
