Formkurven er stigende på årets Roskilde Festival, vi er allerede mere end halvvejs gennem First Days og nåede tirsdag at smage på alt fra arrig metal, over atmosfærisk synthpop, punk, alt-rock folk, hardcore, iransk dakkedak og flere burgere og bajere.
Første morgen, hvor jeg vågnede i et telt. Det er sjældent en fornøjelse, eller noget der er blevet bedre med årene. Som nu 45 årig må jeg sige, at denne morgen ingen undtagelse var. Mein Gott, my back!
Ikke nok med at jeg stadig var lidt øm hist og her efter den der efterhånden famøse trafikulykke søndag aften, men jeg burde nok opgradere mit underlag ved lejlighed. Nå ja, og så var der lige strabadserne og alkoholindtaget fra mandagen. Det resulterede også i, at jeg oppe kl. 3 om natten for at finde en hæk at tisse i. Og så gik resten af natten ellers med at vende og dreje sig, vågne ved hver bevægelse og få krampe i begge baglår. Sucks getting old, og lad ikke nogen fortælle dig andet.
Lettere desorienteret forsøgte jeg at få styr på stumperne, som jeg i nattens mørke naturligvis allerede havde fået spredt over det meste af teltet. Og så skulle badefaciliteterne inspiceres. Nå, de lignede sig selv i det gymnastiksal-lignende omklædningsrum os low class medietyper har adgang til. Dog med en lille bonus, havde den eneste anden fyr, der var i bad, taget musik med. Så man kunne få sig en hurtig skyller til toner fra Mikael Simpson og Gasolin.
Mediebranchen kan være en kold oplevelse
Således frisket op travede jeg i rask tempo mod Backstage Village/Pressecenteret med alt for meget opbakning. Computer, et ekstra tastatur fordi laptoppens gik kaput lige op til festivalen, lidt ekstra tøj (hvilket viste sig at være en glimrende idé.
For der var faktisk pænt køligt i det pressecenter/partytelt denne formiddag. Først skulle jeg dog lige forcere den levende byggeplads, og finde ud af hvor og hvorledes der var indgang til Medieland i år. Det kan skifte, og pladsen kan være svær at navigere rundt på, når alt stadig roder og kun er delvist færdig.
Succes. Jeg nåede frem. Og min stamplads var fri. Faktisk var samtlige pladser fri, da jeg tilsyneladende var den eneste der var dum nok til at møde på arbejde inden klokken 10?! Måske derfor at den gratis kaffe (som vi så vel betaler via vores akkreditering til 650 kr. per næse?) var fislunken. Så var der da noget der var. For Jesus Kristus på krykker, kom jeg til at sidde og fryse i mine shorts. Så meget at jeg måtte bruge en trøje som tæppe, som en anden morfar.
Da jeg endelig kapitulerede og overgav mig til tøjskift i form af lange bukser, krævede det en agil øvelse, der udfordrede mine stive løbeben. Toiletterne ved pressecenteret er meget, meget små. Meget mindre end dem på pladsen. Så at få shorts af og bukser på krævede balance og smidighed, en del held, så ting ikke røg i kummen, eller satte sig fast. Jeg orker ikke at skulle skæres fri af et pressetoilet – det er jeg overhovedet ikke kendt nok til at en overskrift ville kunne bære!
Tilbage i rendestenen
3-4 timer på job i pressecenteret er rigeligt. Det trækker altid ud til sidst, efter en stærk start går man liiiidt i stå. Og så er der alt det praktiske med lyn korrektur, billeder, at publicere mig her og der. Alt sammen tager tid og så synes man pludselig at man har travlt, selvom man ikke har det.
Derfor var jeg også pænt tørstig, man bliver tør i munden af 4 kopper pressekaffe. Så jeg stormede mod oasen, vores vandingshul på pladsen, hjem til mor og far: Gutter Island Baren. Så man kunne få en Gutter Mælk til at skylle de tørre kiks jeg havde haft med i lommen ned med.
Der var allerede en del liv, selvom vejret også viste sig fra sin køligere side udendørs. Især er både Eos Scenen, Gutter Baren og venstre side af Gaia-teltet, der vender mod Gutter, lidt udsat for vind når den kommer fra vest. Men hvad faen, humøret virkede optimistisk, de frivillige i Gutter er altid “friske” og jeg følte mig overraskende veltilpas. Nærmest i god festivalform?!
Måske er alkohol bare løsningen på alle problemerne?! Kein alkohol ist auch keine lösung, som Die Toten Hosen sang engang. Og lige med et dukkede wingman op. Han så lidt halvbagt ud, men sådan som han og hans egen wingman (der var taget hjem for at hente fruen på Amager) har kørt deres festival indtil videre, så er det nærmest naturstridigt at han/de stadig er funktionelle.
Vulvatorious, Gaia, kl. 15.30
Naturstridig er den stemme, Ditte Krøyer i front for black/punk/whathaveyou bandet Vulvatoriuos er udstyret med også. Hvis ikke det var fordi at brugen af det ord, i denne sammenhæng, kan lyde som om at det ikke burde kunne lade sig gøre.
Og her henviser jeg til, at nogle kunne tolke det som om, at det er naturstridigt at en KVINDE (sorry, nu bruger jeg lige de gamle betegnelser for køn) kan synge, growle/råbe/skrige med sådan en klang og kraft. Jeg mener det som at hun på tværs af alle tænkelige køn ville kunne brøler en stor del af banen.
Heldigvis bakkes hun op af et orkester, der spillede en hvis legemsdel ud af de sorte bukser. Lyden var god, høj og med masser af tyngde. Både på den instrumentale del og Krøyers afgrundsdybe ryst.
Vulvatoriuos virkede sulten, de kom for at eje og æde den her scene og de fremmødte. Men først for at dele deres kompromisløse holdninger, som ned med patriakatet og FUCK YOU, INCELS!. Sidstnævnte er titlen på den jernnæve af at afslutningsnummer, som bandet skubbede ned i halsen på os til sidst.
Inden denne fisting af en afslutning kom vi godt omkring på bandets glimrende debutalbum fra tidligere i år, der var endda plads til et helt nyt nummer. Hvor mange af de fremmødte, der kendte musikken inden, eller helt fik med hvad der var af mere eller mindre skjulte budskaber, ved jeg ikke. Men der var proppet på Gaia. Og ikke kun fordi regnen pludselig styrtede ned uden for teltdugen.
Krøyer kommanderede og ejede den fucking scene. Med skiftende grumme grimasser og stive, robot/zombie lignende bevægelser, pludselige, små kokette dansetrin og et hurtigt, overdrevet smil. Hun kan performe! Og det er svært at fjerne blikket, også bare for at dobbelttjekke hvor den imponerende og kraftfulde vokal kommer fra. Måske fra et “Shrouded Mountain”? Her faldt de stakkels folk forrest i teltet direkte ned i pitten.
Inden da havde vi allerede været igennem en voldsom og brutal “Cunt War”, hvorefter Krøyer RÅBTE sin og bandets velkomst til os. Man kunne sgu blive helt bange, selvom jeg er en voksen, hvid mand midt i 40erne, der ikke har meget andet at frygte end livsstilssygdomme! Men “WITCH BURNS BACK”, og det gjorde naller.
Og inden Krøyer løber med hele opmærksomheden, det er så nemt at falde i den “fælde”, så vil jeg lige fremhæve resten af bandet igen. Over en kam. De spillede altså røvhamrende fedt, og på en sang som “Witch Burns Back” får de vist at de formår at blande den atmosfæriske og stormfulde black med noget som faktisk gynger og groover.
“Sacrifice the Flesh”, javel, mit slappe og ubrugelige kød er jeres! Men, det nummer midt i sættet var lige ved at føles en kende for langt. Tomgangen truede dog kun kortvarigt, og det var en ubetydelig skønhedsplet. Hvorfor så nævne det? Det skal jo ikke være ros det hele, plus jeg er en smålig, forsmået og selvbestaltet anmeldertype.
Tror også Vulvatorious er pænt ligeglade, eller som Krøyer formulerede det mod slut: “JEG ER SÅ FUCKING GLAD”. Hun skjulte det godt! “Vil I ændre verden?”, spurgte hun retorisk inden sidste nummer. Så ved vi hvad der skal til. “Fuck you, Incel”.
Om Vulvatorious og deres musik kommer til at ændre verden er nok tvivlsomt. Skal man udsætte noget på den, så er det at de ikke bringer noget decideret banebrydende til bordet. Men det er fandme heller ikke nødvendigt, når det man bringer er så godt, stramt, gennemtænkt og overlegent leveret som her.
Det fik mig også til at stå og spekulere lidt løst om, hvor mange forskellige indpakninger, ret enslydende politiske holdninger og meninger kan og bliver serveret på Roskilde. Det er på godt, og lidt ondt, en mere eller mindre synlig tråd, der binder festivalens program sammen på kryds og tværs af genrer. Det er også med til at gøre det spændende, i den forstand at man kan opleve de samme budskaber i vidt forskellig indpakning.
Men risikoen er, at der bliver prædiket for koret og de allerede omvendte. Det er jo dem uden for Roskilde-boblen, eller med modstridende holdninger, som vi skal have fat i. Og til at ændre holdning, eller mødes på midten. Det er vist det demokrati også går ud på, ellers ender det igen med “to” parter der står på hver deres ølkasse og skriger af hinanden.
NÅ, FUCK DET, FUCK METTE FREDERIKSEN OG FUCK YOU INCELS.
Under Vulvatorious var endnu en Gnu-lejr… øh… Gnu… dukket op. Lad os døbe ham “NJ”. Så kan ingen genkende ham. Han er den meget eventyrlystne og musikalsk nysgerrige type, så ham skulle der lige sammenlignes og udveksles staldtips med.
Det foregik så mestendels under en langsom vandring mod Eos, hvor Users var gået i gang inden Vulvatorious sluttede. Så de var allerede et kvarter inde i deres koncert, da vi udvekslede musiktips med users punk som baggrundstæppe. Måske lidt uhøfligt, men altså, man er ikke lavet af tid og jeg har ikke lavet den spilleplan, hvor to bands, der nok appellerer til noget af de samme publikum, overlapper.
NJ berettede også om en Tequila fest han var inviteret til af nogle yngre mennesker i Camp Mads skal til Mexico. God tur! Men den skulle han lige forbi og vise flaget for alderdommen. Imens var Wingman noget stille og virkede mere og mere knotten på Users, indtil han under et af deres mere langsomme numre pludselig udbrød, “det er noget LORT, det her”. Ok ok ok, ro på, så måtte vi vist hellere trisse i modsat retning og finde noget som kunne få hans humør op igen.
Svensk synth-pølseret og ølpause
Noget overraskende eller uventet kom det i form af noget svensk atmosfærisk, svævende synthpoppish halløj fra Stella Explorer på Gaia. Stella, på sang og diverse tangenter og knapper, blev bakket op af en dude på flere dimser (beklager, jeg er ikke helt inde i den slags, og havde begrænset udsyn) og en trommeslager.
Det hele blev altså så vidt jeg kunne høre spillet live, selvom tonerne var baseret i det mere elektroniske. Og så tilfører en livetrommeslager altså bare et eller andet til denne form for musik. Det analoge og organiske møder noget mere maskinelt og køligt. Hvilket også kunne beskrive Stella Explorers musik mere overordnet.
Her var både en kølig melankoli og noget længselsfuld, og noget mere varmt og omfavnende. Stella var ikke den store kommunikator, musikken fik mestendels lov til at tale for sig selv. Men vi kedede os ikke, blev hængende og periodevis forsvandt man helt ind i de bløde toner og sarte stemninger.
Men vi skulle vel have flere øl, mente NJ. Wingman kvitterede med et “Jeg skal snart have en lille pause. Men jeg vil gerne have en øl”. Poetisk. Gutter to the rescue!
Her blev vi siddende og kiggede lidt på verden, indtil vi skulle strække benene og endte hele 50 meter væk på noget træværk overfor Gaia. Tiden gik, der blev sniksnakket og holdt lidt kæft. Jeg sad og stenede lidt over alle de folk der dryssede forbi, og de små “bobler” der dukker op, hvor mennesker har deres helt egen lille festival bobler kørende. Nogle skulle lære at stå på hovedet, en kæmpede med at holde styr på sin højre klipklap…
Er det folk og folkeligt?
NÅ, så gik der tre kvarter og pludselig var det tid til Mija Milovic på Gaia, som wingman havde fablet om vi skulle se. Hende og hendes band havde jeg fuldstændig overset i programmet og dermed heller ikke hørt en tone af musikken. Det kunne ellers nemt have været noget, som faldt ind under vores brede dækningsområde.
Der var tale om en at alt-rock møder folk, hvor der var plads til støjende guitar og stemningsfuld violin. Også akustisk guitar og andet, som bidrog til følelsen af en sammensmeltning mellem flere genrer. Det var sgu ret godt, og blandingen fungerede. Jeg manglede måske lidt flere mindeværdige sange og melodier, men det kan også skyldes at jeg gik helt kold ind til koncerten. Den gav dog varmen.
Det var periodevis drømmende og udsvævende, når alt-rocken trådte i baggrunden. Som lyden af at sejle mod solnedgangen.
Vi sejlede mod Eos igen efter koncerten, der var nogen som skulle i kiosken. Ved Eos var Kingtommi igang med sin moderne indie-pop, hvor der er godt med autotune på vokalen, som en del af udtrykket. Det var vi måske ikke helt klar på efter de mere beroligende toner på Gaia. Den slags lyde kan godt hyle os ældre gnuer lidt ud af den. Wingman begyndte at fable som sit uld-undertøj og strømper, topkvalitet og fra et lille dansk firma! Godt så.
Zoumer, er det noget for os? Dansk-algerisk popkunstner med eksperimenterende og oprørsk energi, lød overskriften i programmet. Why not? Lad os prøve det, nu vi er i gang med at smage lidt på det hele. Vi holdt os dog lidt på afstand i trægrænsen, men lyden har vist sig at være rigtig god udenfor Gaia, udsynet til scenen? Not so much.
Falafler, irsk kaffe og dragshow
Det var dog som om at Zoumer-tonerne ikke helt fik fat i os. Eller også savnede vi NJ, der var taget til Tequila-fest med ungdommen. Måske var det sulten, der begyndte at melde sig og grund til det mærkbare dyk i energiniveau. Jeg havde sådan set heller ikke fået meget andet end et par kiks og en müslibar… vi søgte mod BusBus og deres falafel sandwich.
Og det var dagens hemmelige hit og lifesaver! Hold nu kæft, eller fyld den med falafel i brød, den smagte godt. Måske var det sulten, men jeg synes faktisk at alt spillede her. En god, sprød lidt aflang sandwichbolle, falafel og diverse sunde sager som fyld. Masser af smag i det hele, som tilmed var god og virkede relativt frisk. Og så til en ganske rimelig pris på 69 kr., jeg kunne sagtens spise en mere, men følte mig ikke snydt. Det giver 5 glade falafelkugler herfra.
Således opløftede og ikke helt tommavede var vi klar til flere oplevelser. De næste blev dog en kende flade, uden at det drænede os fuldkommen igen.
Klokken nærmede sig 21.30, nu var Omsorg kl. 23.00 indenfor rækkevidde. Første mellemlanding var igen på Gaia, hvor Lover’s Skit skulle bevise om de var hypen og den fine placering i spilleplanen værd. Det tror jeg wingman og jeg var enige om ikke helt var tilfældet.
Vi, og de mange fremmødte, blev mødt af noget jeg ville beskrive som futuristisk rave-punk. Det virkede ærlig talt, som om der var mere stil end substans. Og det fængede os slet ikke, men tydeligvis andre, som var knap så kritisk anlagte. Energien var god, og den smittede på de fremmødte, men for os virkede det som tomme kalorier. Og ret hurtigt temmelig anstrengende og trættende.
Nuvel, måske skulle man tage til et skamløst dragshow i stedet for? Shameless på Eos, og så kunne man jo få sig en kop kaffe med sprut i ved samme lejlighed. Den Irish Coffee viste sig dog at være cirka lige så tynd som det halv-skuffende dragshow. Vi havde forventet langt mere drag og show!
Efter et kort, meget rodet og forvirrende indledende medley med ABBA og Queen brudstykker blev der budt velkommen. Og første sanger kom på scenen for at synge og danse sig igennem en række covernumre. Det var mere sløj karaoke end spændende dragshow. Men folk sang med, det er lavthængende frugter, når folk sulter efter hits de kender fra en af scenerne.
På den led var det en fin idé og booking, placeringen på Eos gav også mening og det var lidt af et tilløbsstykke. Vi stod helt nede i venstre hjørne, up front, hvor der var godt med folk med stadig plads. Længere bagud, opdagede vi da vi blev trætte af karaoke sing-a-long, var der komplet pakket?! Help, let us out?
I forvirringen fik vi sendt den tilbagevendte NJ fra Gutter Baren ned til kaffebaren ved Eos, mens vi gik mod… Gutter Baren. Fucking Roskilde Festival, mayn. Alle blev dog samlet i rendestenen inden Omsorg. Så manglede vi bare sidste punkt på dagsordenen.
Omsorg, Gaia, kl. 23.00
Hardcore har vist sig at være en lidt svær øvelse eller en mere taknemmelig tjans under First Days, som koncerter med henholdsvis Rot Away og SYL har demonstreret det foregående dage. Omsorg faldt i sidste kategori.
De red ind på Gaia på en enorm bølge og følelse af velvilje og modtagelighed fra det fyldte telt. Klokken var mange, folk var fulde og oppe at køre og kom for at holde en fest. Dermed ikke sagt at Omsorg ikke gjorde deres for at skabe festen, eller kom sovende til det. Tværtimod svedte de gæve gutter fra Aalborg for sagen.
Men sådanne rammer og begejstrede stemning kan give det nødvendige rygstød, der gør et godt band fremragende. Og kan løfte materiale, der er “udmærket”, til noget højere. Det var OGSÅ tilfældet her.
Omsorg har et par virkelig gode numre, og et i min optik decideret fremragende i form af “Echoes”, fra EPen af samme navn. Den faldt meget tidligt i sættet, jeg havde foretrukket at den var kommet senere, måske endda som afslutter. Omvendt virkede det som om de kunne have spillet pauvre numre skrevet af mig koncerten ud, og stadig fræset sejren i land. Det var total hjemmebane.
Der blev moshet, cirklet og wall of death’et, nogle gange på samme tid, uden at Omsorg på nogen måde opfordrede, eller behøvede opfordre til det. Det skete bare. Folk gik bananas på eget initiativ, inspireret af Omsorgs energiske og voldsomt smittende optræden.
Det blev en af den slags koncerter, hvor vi halv-gamle tosser intet havde imod et puf i siden, moslen og skubben. Eller en blød skalle og en øl i hovedet, der kom ting og sager i min retning i en jævn strøm. Og det var SKØNT.
“Resurgence”, koncertens næstsidste nummer, var lige ved at falde fra hinanden. Eller også var jeg lidt omtumlet af alle de små knubs, jeg fik reddet mig, men det gjorde ikke en skid. Om ikke andet, så bidrog det bare til følelsen af løssluppenhed i hele teltet.
Omsorg mangler lige de sidste sangE, men denne aften var det, de havde mere end nok. Både pga. deres egen spilleglæde og overskud, og publikums hengivenhed og gunst. Bravo, til alle!
Er der noget bedre end Roskilde?
Så lakkede det måske mod enden? Der var dog lokkende klange nede fra Eos, hvor den dansk-iranske Paydar var gået igang med noget dakkedakket DJ-sæt. Det trak den svedige trio i den retning igen, man kunne jo lige snuppe en godnat-bajer. Det blev også den sidste for mit vedkommende, der var ved at være kuldsyrestop.
En ny dag truer derude et sted. Men man skulle vel også have lidt aften/natmad? NJ var åbenbart velforberedt, som altid. Han fandt en plastpose med en portion gryderet han havde tilberedt og portionsopdelt hjemmefra. Og en spiseske i inderlommen, så kører det. Den mand er forberedt på næsten alt.
Vi andre måtte nøjes med en slatten burger fra Halifax. Jeg har ellers rost dem tidligere, hvor de har haft nogle små men meget velsmagende burgere. 65 kr. står en model med ost i, hvilket heller ikke er vanvittigt i disse dage, selvom størrelsen ikke er prangende. Smagen plejer jo at være godt. Den var nærmest ikke eksisterende og bollen var klæg og kedelig. Osten virkede som smeltet pap. Det kan ikke give mere end to små cheeseburgere på madskalaen.
Sikken en afvekslende, begivenhedsrig og lang dag. En af de gode. De sidste ord jeg hørte et andet menneske udtale denne dag, på vej i mørket mod endnu en kommende rygskade i teltet var en gut der ude af kontekst højt udbrød: “Der ER bare ikke noget bedre end Roskilde, MAND!”.
Efter sådan en tilfældig tirsdag er jeg tilbøjelig til at være enig.
Ord og skodfotos af Ken Damgaard Thomsen
