Der blev smagt på lidt af hvert på den officielle åbningsdag på Roskilde Festival, fra våde varer til årets reception, flere falafler og en del musik. Musikalsk var der både lidt punkrock, sækkepiber, sløj hiphop og en ikke helt vellykket hardcore aften på Avalon. Og så en helt fantastisk psykedelisk tyrkisk raverock dansefest på Gloria.
Anmeldelser er måske at love for meget, ud over den fede fest jeg oplevede på Gloria var resten af koncerterne enten meget korte, eller regulære smagsprøver. Derfor bliver musikdelen også endnu mere fri form end vanligt. Men mere om det senere, først skal vi lige i gang.
På den anden dag skabte festival-guderne snakkedamen
Morgen nummer to i et telt var den samme blandede fornøjelse som den første. Jeg havde dog ikke været oppe at tisse midt om natten – fremskridt! Men for pokker alderen kan mærkes efterhånden, alt er ømt og alt er bøvlet, når man roder rundt og samler stumperne. Og så var der tilmed ingen morgenmusik i badet modsat tirsdagens oplevelse. Moderat skuffende.
Det er som om turen frem og tilbage (og tilbage igen) mellem restricted camping og pladsen føles kortere i år? Måske fordi festival-formen har været ganske god og promillen helt tilpas? Anyway, ingen svinkeærinder i dag, jeg tog den direkte vej ind til Backstage Village. Stadig ingen kendiser i sigte. Nogen steder. Måske færdes vi ikke i samme koncert-kredse?
Til gengæld var min gamle “veninde” Snakkedamen “endelig” ankommet. Eller ankom fashionabelt sent og begynde straks at varme snakketøjet op. Jeg ved ikke hvem hun er, I don’t care, men det er noget med noget foto – og hun SNAKKER. I det toneleje hvor det lige er højt nok til at være pisse belastende, når man er tæt nok på, men ikke højt nok til at man synes man burde bede hende dæmpe sig. YAK YAK YAK.
Nå, mindre brok, mere kaffe og skriverier. Ingen skriveblokade endnu, selvom der er begyndende udfald hist og her – sikkert en løs forbindelse. Så rejser man sig og tager en smøg i det fri og forsøger at komme over den hurdle.
Jeg var overraskende nok færdig “før tid”, dvs. jeg skulle være til den traditionelle åbningsreception i Camp Gnu i Get-A-Tent kl. 14.00, men var allerede klar til at forlade pressen og Snakkedamen ved 13-tiden. Så kunne man jo gå en tur.
Reception, restitution og reparation
Mod øst! Man måtte vel hellere have en velkomstgave med, og blomster ville kun Wingman sikkert sætte pris på. Så jeg styrede mod nærmeste formodede øl-salg i nærheden af Get-A-Tent, Servicecenter East. Hvad hedder det… East City siger App’en, den går vi med.
127 kr. for 12 øl? Inflationen har ramt Roskilde Festival, men hey, det slår 40 kr. for EN dåse inden på pladsen. Jeg tog to, en til hver hånd, fint skal det være. Og så driblede jeg videre, og uden om skrald og unge mennesker (ingen sammenligning i øvrigt) mod Get-A-Gnu området, og fulgte de anvisninger jeg havde fået et par dage før.
Og sørme om jeg ikke fandt dem i det ensformige telt-helvede i første hug? Det er instinkt.
Manner, vi HAR da været flere til disse receptioner tidligere år. Det går op og ned i Gnubizz, men kernen er der i år plus den obligatoriske nye, som bliver hægtet på og får lov til at blive kastet for løverne. Eller gnuerne? Er det ikke gnuer, der normalt ville blive kastet for løverne, egentlig? Nuvel!
Disse gnuers naturlige fjende er tidsfornemmelse og time management, der er mange historier der skal fortælles (igen), og alle de nye siden vi alle var samlet sidst. For… et… år siden?? Time does fly, hvem har fået flere børn, hvem har været i slagsmål på Haderslev Stadion, er der nogen som har fået nyt job, og ingen er døde? Godt!
Åbningstalen var ganske storslået og poetisk, det må jeg sige, den burde næsten trykkes, så Roskilde Festival kan få et manifest og kampskrift. Boblerne var blevet lunkne, den “red hot” whisky der fungerede som shots endnu mere.
I mens var Wingman igang med sytøjet for at lappe lapper på kampvesten. Alkohol og skarpe genstande? Yikes. Solen kiggede frem, skred igen da jeg skiftede til shorts, tak for hentydningen. Flere folk kom til, samtalen blev momentvis helt kulturel, den nyankomne har filmet en kunstinstallation herude, så det skulle da lige luftes. Ingen Rindalister i denne lejr, så vidt vides.
Der blev tisset i hegn, hørt musik på båndoptageren da der ankom nye forsyninger af batterier. Strøm skal der til, men også musik. Nogle begyndte at bryde op, man kunne lige nå Better Lovers. Eller hvad forskellige folks mål nu var. Så var vi pludselig kun 5.
To unge vagter dukkede op og informerede om, at pavilloner ikke måtte stå sammen to og to. Men med mindst 10 centimeters afstand. Selvom de ansvarlige for opsætningen af lejren i lørdags HAVDE forhørt sig om, og fået godkendt deres opstilling. Regler er til for at blive ændret, fulgt eller ignoreret på Roskilde Festival. Men måske lige tarveligt at sende to purunge piger ned til 4-5 halv-fulde hvide mænd, og bede dem arbejde lige op til afgangstid. Kunne forestille mig at det kunne virke lidt intimiderende. En såkaldt øv-tjans.
Efter lidt brok tror jeg dog, at alle blev gode venner igen og stemningen reddet.
Det musikalske tag-selv bord er åbnet
Vores lille håndfuld travede mod Eos, hvor Frank Carter and The Rattlesnakes skulle gå på kl. 19.00. Vi tog ekspresruten udenom Arena, der altid plejer at være en flaskehals på dette tidspunkt. Hegnturen viste sig at være snappy, og vi ankom lige da Carter gik på, selvom vi helt som forventet kom lidt sent ud af døren. Rutineret.
Rutineret er Frank Carter også, og han har været her tidligere, hvor han holdt punkrock fest på Avalon. Ikke lige my kind of party, synes hans musik er lidt halv-fesen og hans brug af alle tricks i koncertbogen ret hurtigt trættende. Det er for “nemt”? Derfor holdt jeg heller ikke længe. Sulten dukkede op som et lyn fra en klar himmel, og der var nogle sækkepiber, der lokkede over på Platform-scenen.
Så jeg sneg mig væk midt i tredje nummer, forcerede kødranden ved Eos og gik på madjagt på det værst tænkelige tidspunkt. Primetime på åbningsdagen. Der var folk über alles, onsdag virker altid som den mest proppede dag på pladsen. Dagen er relativt kort og kompakt hvad koncerter angår, folk har ventet i dagevis og “alle” vil ind på pladsen samtidig.
Der var dog en næsten ikke-eksisterende kø hos noget kaldet Gademad overfor de velkendte pasta -og spaghettiboder på vej mod Orange. Ingen kø kan være godt eller skidt. Det viste sig at hælde klart mod det første.
Valget faldt på en falafel tallerken til 99 kr. med tre store kugler falafel-frikadeller, pommes og noget blandet salat. Eneste udfordring var manglen på bestik, den glemte de vist at udlevere eller overså jeg noget? Nå, men man kan jo bruge fingrene (husk håndsprit!). Pommes var noget blege, kedelige og smagløse, salaten fin og frika-lalerne glimrende og robuster sataner. Til den pris vil jeg godt give 3 store falafelkugler ud af 6 mulige.
Således fyldt op med føde vaklede jeg mod den lille Platform scene, der er placeret foruroligende tæt på larmende Orange. Her var Lamin ved at runde sin åbningskoncert af, mens Brìghde Chaimbeul skulle til at få varmet pibetøjet op. Og der var fucking proppet. Og meget begrænset udsyn, jeg kunne lige skimte scenen mellem randen af folk.
Til gengæld var lyden, også rundtom Platform ret god og tydelig, så man kunne sagtens nyde musikken lidt fra afstand. Hvis man kunne leve med ikke at se den skotske giraf. Det gik an, men var også en kende stenet. Hun åbnede med to lange, meget dronede og langsomt udviklende numre. Spændende med noget sækkepibe, og brugt på en måde hvor det ikke lød som den årlige Edinburgh Tattoo, som DR1 altid sendte i 80erne.
Men det var også lidt en fjern oplevelse, så jeg tjekkede programmet og faldt over Eeste Nack på Gaia, der var gået i gang. East coast hiphop af den gamle skole? Tjo, hvorfor ikke se hvad det var for noget. Puha, det var en sløj omgang! Eeste Nack var en korpulent herre med en DJ. Det obligatoriske nedbarberede og skrabede setup. Hans stil var meget ordrig, og musikalsk minimalistisk med dovne/døsige beats. Og ikke meget andet.
Hvis man kendte hans tekster, så var det måske en fin oplevelse, jeg kede mig hurtigt. Satte mig lidt i udkanten af Gaia og dobbelttjekkede spilleplanen. Måske skulle man bare trække mod Avalon, så man kunne få en føling med det ventende hardcore floorshow-aften setup?
Delvist vellykket hardcore-aften og en forrygende dansefest på Gloria
Scenen var, som forventet, sat op på gulvet, cirka midt i Avalon. På et lille plateau, omgivet af et hegn. Det var en del af de problemer, som senere meldte sig. Et andet var lydopsætningen, der blev sigtet efter noget immersive sound, hvor man altså skulle være omgivet af lyden. Det fungerede måske bare ikke helt efter hensigten.
Wingman dukkede op, vi fik tanket en White Russian i “Barvalon” (snedigt ordspil, der). Det er jo en form for Gutter Island utroskab, men øen var langt væk og vi skulle have vores mælk. Den var nu ganske udmærket.
Det var Ragana også, som var første navn på den lille scene på gulvet. Af de annoncerede navne var det et af dem jeg så mest frem til. De to kvinder gjorde også hvad de kunne (og nu engang gør) med deres skrige-black. Men jeg havde sgu lidt kvaler med den nævnte lyd. Den skulle måske lige finde sit leje og form, men det var som om meget, og dermed også intensiteten i musikken, forsvandt direkte op i luften.
Med en starttid klokken 21.00 og næste band på scenen 35 minutter senere var der ikke meget tid til snak og kontakt med publikum. De lagde ud med den ellers , møgfede “Desolation’s Flower”, som laaaangsomt arbejder sig gennem et enkelt, men dragende landskab med lange, forpinte skrig og en tuuuuung bund af sort støj. Men så var der også allerede gået 10 af de 25-30 minutter, duoen havde til rådighed.
En dragende og voldsom “You take nothing” fulgte, efter de to medlemmer havde byttet plads og instrumenter. Det er ikke en afvekslende tekst, det nummer vinder på, men at man bliver suget ind og virkelig føler smerten. Og nu var lyden ved at være omsluttende. Folk lyttede i teltet, der var vel halvfyldt, men det måtte man forvente.
Det nærmede sig også stille og roligt marchtid for mig, jeg havde en dansedate med mig selv og LaLaLar på Gloria 21.30. Den tager vi lige efter jeg får rundet hardcore eksperimentet på Avalon af.
TIDSREJSE TID, og så var jeg tilbage, godt varmet op, tørstig og tissetrængende. Nåede lige den sidste sang med Decorticate på gulvet i Avalon. Og så var der meet up omkring Gnu-flaget udenfor Avalon. De var blevet lidt mugne over musikprogrammet, de mest rockistiske i flokken. Bar Italia havde været fint, og Frankie Boy lige så, men ellers, hvad så nu? Hardcore og det her koncept var vist ikke lige dem. Og var det begyndt at regne?
Jeg stak ind til Taqbir, så regn og andet ikke fik lagt en dæmper på energien. Sure kvinder fra Nordafrika, der spiller politisk riot grrrl punk ført burka – hvem ka’? Roskilde ka’!
Forsangeren var dog burkaløs, jeg gentager burkaløs! Og det var desværre ikke alt det manglede. Der manglede en følelse af at være med. Bizart nok var det som om at det havde den omvendte effekt at hive koncerterne ned i gulvhøjde. I stedet for at nedbryde barriererne mellem kunstner og publikum, så virkede det som om afstanden blev større?
Som om at hverken publikum eller de udøvende helt vidste hvordan de skulle forholde sig til 360 graders opstilling i øjenhøjde. I stedet for øjenhøjde, virkede det mere flakkende og som om en del ikke kunne finde ud af, hvor man skulle kigge hen. Jeg ved ikke om det var lyden, opstillingen eller noget andet, men det var som at kigge på musikere i et usynligt bur pga. nævne hegn. Kom tæt på, men ikke alligevel?
Fordelen ved at stå på en scene er, at både musikerne og publikum ved, hvem der er afsender og modtager, og man kan stadig være deltager. Her var det som om de grænser blev opløst og afløst af lettere konfus afventen. Taqbir høvlede løs på scenen, mens jeg sneg mig rundt om den. Jeg havde det lidt som om vi kiggede på et stort imaginært akvarium, hvor fiskene i tanken gjorde deres egen ting og måske kunne mærke, der var publikum på. Det ville nok ikke have gjort nogen forskel om der var?
Jeg synes det er fedt at Roskilde prøver ting af, gentænker scener, deres brug og hvordan man kan forsøge nye ting. Men den her kræver vist en finpudsning. Måske havde det for alle parter været en mere givtig musikalsk oplevelse, hvis man havde smidt de her bands på Gloria. Men det kan man jo altid gøre, så pluspoint for at lege med koncepterne.
LaLaLar, Gloria, kl. 21.30
Der var godt pakket på Gloria lige op til koncertstart, alligevel fik jeg mig en god plads helt oppe ved scenekanten. Desværre også helt ude i siden, på Gloria kan man næsten komme så langt rundt om scenen, at man kan se den “bagfra”. Jeg cirka parallelle med de tre medlemmer af LaLaLar, så kunne ikke se dem forfra.
Det kunne dog også noget. Eller meget, faktisk.
Jeg vil ikke kaste mig for meget ud i detaljer om de enkelte numre, de nåede at blæse i hoved- og bentøj på et feststemt og modtageligt publikum. Tyrkisk er ikke lige min stærke side, og de halsbrækkende titler er helt uforståelig for en blegfis som mig. Men det var faktisk heller ikke vigtigt, ej heller om man forstod den ordrette mening af de snakke-sungede tekster.
LaLaLar formåede med deres psykedeliske raverock med folkemusikalske elementer at nedbryde samtlige sprog barrierer. Bandet er dog tydeligt politisk, og synger både om fred, kapitalisme og andre lignende politiske emner. Røg det så hen over hovederne på forsamlingen, der tydeligvis var indstillet på dans og fest? Måske på nogle, men folk virkede faktisk oprigtigt fangede af hele den potente pakke LaLaLar præsenterede.
Man kan godt fornemme en forskel på fest og dans, og så at man føler at folk, og en selv, bliver grebet og engagerede. Når musik som denne, hvor sprog, musikalsk kultur og udtryk er anderledes end det man normalt lytter til, er bedst, så bygger den bro. Det her var en koncert hvor både band og publikum mødtes på broen og holdt en svedig, medrivende og fængslende fest med indhold og budskaber – og jeg tror vi forstod hinanden.
Når forsangeren, der lige så meget er en form for danser, ikke lige betjente et strengeinstrument jeg simpelthen ikke kunne se hvad var fra min placering, en sjælden gang imellem kastede sig ud i taler på gebrokkent engelsk kom festen helt tæt på. Han snakkede om krig, og i et uopmærksomt øjeblik snublede han over en vandflaske og/eller en monitor. Og fik den reddet ved hurtigt at sige, at “if I have to fall over to stop war I will do it again”, selvom engelsk tydeligvis ikke var hans force.
Deres forcer lå i den smittende levering og den sindssygt fængende blanding af fed, fed psykedelisk danserock guitar, DJ-rave beats og danserytmer og forsangerens mærkværdige semi-folkedanser trin og generelt besynderlige karisma og udstråling. Han virkede både lidt kejtet, besat af dansedjævlen, indebrændt og stedvis udfarende, men stadig “sjusket” laidback. Både en kontrast og forstærkning til de hårde, men ekstremt dansable rytmer og sange.
Mod slut gik der ren cirkeldans i den på scenen, ingen af de 3 LaLaLar medlemmer kunne stå stille, og hvirvlede rundt. Og publikum virkede mere og mere i ekstase, så symbiosen blev komplet da de efter en times tid rundede af med den uimodståelige “Yalnız Ölü Balıklar Akıntıyı Takip Eder”.
Hvilket jeg har fået oversat til noget i retning af “Only dead fish run down the stream”. Her fulgte vi dog strømmen sammen med LaLaLar, og der blev kvitteret med et “we now have a secret bond no one can break”, fra et tydeligt begejstret band da de forlod scenen.
Mere mad, fald over monitor og inspektion af pladsen
Vi rejser til i tid igen, for efter meet and greet ved Avalon og Taqbir nærmede det sig igen koncerttid på Gloria. Og igen kø til WaqWaq Kingdom, men en jævn tilstrømning. Jeg endte på nogenlunde samme plads som til LaLaLar klar til endnu en på den kulturelle oplever!
Ehhh, måske var jeg faktisk ved at være lidt mættet efter 4-5 timer med blandede smagsprøver og en hovedret? I hvert fald kom den japanske 8-bit møder arbejdersange duo skævt ind på hinanden fra start. De var farverigt klædt, de to medlemmer, henholdsvis knappe-drejer og sangerinde/danser, det lignede et neon sammenstød fra en technofest i 90erne og noget traditionel klædedragt.
Og så dansede hun, mens hun sang/hylede, indledningsvis rundt med en pind med lange, farvede papirstrimler på. Det forvirrede mig, og broen fra LaLaLaland virkede her lukket, ingen adgang for mig. Jeg havde det som jeg var til Landsstævne eller frie øvelser på gulv til en gymnastik konkurrence tilsat toner jeg ikke kunne stille ind på. Da også hun, ligesom LaLaLar forsangeren snublede over en monitor virkede det som et passende punktum.
Ud igen! Hvor der nu var kæmpe kø ved Gloria. Og skruet op for regnen. Jeg gik på jagt efter et spiseligt sen-aftensmad måltid. Det blev Oliolio og deres Laksebowle til 115 kr. som fik æren.
Det er i den dyrere ende af, hvad jeg normalt helst langer over disken for et festival måltid. Men man får altså lidt af en bowle for pengene, rent størrelsesmæssigt. Hvis man er til kvalitet over kvantitet, så skal man måske søge andetsteds, men jeg er villig til et natligt kompromis.
Mængden af laks var ikke-overraskende begrænset, men hæderlig i smag. Risene i bunden var smagløse og der var satme ikke sparet på rødløg i blandingen med bønner og relaterede sunde ting. Man får ikke pluspoint for at skære helt ned til, og inkludere endeskiven, når jeg får serveret salat, løg eller lignende. Puuuh, hvad siger vi her. Størrelse og mæthedsfornemmelse var godkendt, smagen mangelfuld. 3 små bowler?
Derefter nærmede det sig sengetid, kroppen og hjernen var ved at lukke ned, stille og roligt. Jeg brugte dog lige en ekstra halv time på at drysse lidt rundt på den del af pladsen. Orientere mig, se om jeg kunne gennemskue en form for mønster og bagvedliggende idé i opstilling af boder og den slags. Man skal igen i år i hvert fald ikke kunne kigge i en retning uden at kunne spotte et skilt med “bar” i teksten.
Efter denne lærerige undersøgelse af logistikken styrede benene mod udgangen højre for Orange. Her havde en ensom vagt fået den fede tjans, at stå med et skilt i mørket med en pil på mod udgangen. Hvis de opsatte, kæmpe skilte ikke var nok. God blees de frivillige, fuck i kan trække nitten i lotteriet.
Da jeg krydsede broen igen gik jeg og spekulerede på om peanuts er de nye “smøger” på pladsen, nu smøgerne ER lokaliseret? Jeg kunne sgu’ godt æde en håndfuld peanuts, hvor gemmer I DEM?!
Ord og skodfotos af Ken Damgaard Thomsen
