Fredag kom den samlende fest på Roskilde Festival med Foo Fighters, men der var nu også andet fint i krogene. Selvom krogene er ved at være lidt uhumske og smattede. Her kunne man finde herlig country med Melissa Carper, støj fra Kim Gordon, japansk bæver-punk og så en del blandede smagsprøver fra pladsen.
09.18. Jeg har åbenbart synkroniseret mit indre ur, for uret på min laptop har sagt 09.20 eller deromkring samtlige dage, når jeg har fået liv i den i Pressecenteret.
Det viste sig at være en god idé at komme ordentlig tid på arbejde igen, for den blev da lidt lang i går (torsdags-reportagen) ikke sandt? Holy fuck det trak ud, jeg kan åbenbart ikke fatte mig i korthed når jeg først har skrevet mig varm – det kommer bag på alle!
Ingen panik og evakuering af Pressecenteret
Intet nyt fra morgenrutinerne og arbejdsgangen i Medieland, Snakkedamen var tilbage og der var nyt fra fotografernes oplevelse med aggressive vagter oppe foran. Nu dog med lidt mere overskud og humor, der kunne jokes lidt. Og snakkes. MEGET. Heldigvis blev hun overdøvet af regnen mod teltdugen, da der kom en tordenskylle ind over pladsen.
Held i uheld pga. af vindstød og intensiteten i tordenskyllen var det en kort overgang lige ved at blive lidt “hairy” i teltet. Der løb vand ind på gulvet, teltet ruskede godt, men den altid rolige ansvarsperson, som trisser rundt herinde år efter år, tog det nogenlunde roligt. Én hånd på den bærende stolpe i midten, svaber i den anden og så stod han lige og sendte “side nik/bobbob” signal rundt i teltet til de mest bekymrede pressefolk.
Ingen panik, meeeen måske bliver det nødvendigt at tage benene på nakken, tolkede jeg det som. Skidtet holdt, jeg fik reddet mit habengut op på en stol og forsøgte at hakke mig igennem gårsdagens skriverier. Den tyske herre overfor virkede dog lidt nervøs, måske sad han og tænke på Tysklands muligheder mod Spanien ved EM? Kom så Deutschland!
Tiden skred, og jeg fik meget travlt med at skride med og komme af sted. Uret sagde under 10 minutter til Melissa Carper på Gloria, da jeg endelig fik lukket og slukket i teltet – og SÅ det lange ben foran.
4 minutter i plus da jeg stod inde på et godt fyldt Gloria, men jeg fik “min” plads på fløjen, ligesom under tidligere besøg i laden.
Melissa Carper, Gloria, kl. 14.30
Meget passende at vi netop stod i en lade, for nu skulle vi satme ud på landet. Igennem USA via en række traditionelle country-sange om livet på en farm, gamle biler, knuste forhold og livet på landevejen som musiker. Leveret i trio setup med Carper på kontrabas, flankeret af Brenda Lee på guitar/sang og en italiensk herrer på slide.
Da hørte meget af det traditionelle også op. For selvom temaerne i Carpers old school country er velkendte, så er det lyriske indhold ofte af en mere overraskende karakter. Hun twister teksterne med sjove, finurlige og nogle gange absurde vinkler og stikker i det hele taget ud i en traditionsbunden genre ved til med at være interesseret i sit eget køn!
Den går nok ikke alle steder i Guds eget land, men den gik på Gloria. Carper og hendes to velspillende med-kumpaner virkede indledningsvis overvældede over fremmødet, men måske også en smule skeptiske? Carper havde tilsyneladende fået indtryk af, at de skulle spille på en ren rockfestival og ikke ville passe ind. Hvis hun frygtede at publikum enten ikke ville lytte, eller var mødt op med en form for ironisk distance, så tog hun fejl.
Allerede under åbningen, “Ramblin’ Soul” kunne man fornemme, at kunstnere og publikum ramte samme bølgelængde. Det kunne blive en af DE dage på Gloria! Vi tøffede ud af den gamle, støvede, sjælfulde markvej, lyttende og opmærksomme. Al antydning af forstyrrende snak forstummede, og sådan fortsatte det koncerten ud.
Måske fangede folk hurtigt, at det kunne betale sig at lytte til Carpers, let-snøvlende vokal og de ord hun leverede med karakteristisk sydstatsaccent, ya all. “That’s My Only Regret” sejlede smukt længere sydpå, stille men fyldt med stille country-smerte og vemod. For pokker, hvor spillede den lille trio glimrende det virkede som intuitivt samspil, fra et “band”, der åbenbart lidt tilfældigt var samlet til denne tour?
“Texas, Texas, Texas”, en sang om… Texas! Klassisk, uptempo hjemstavns hyldest, om at være “i bevægelse/søgende” men finde “hjem”. Lee på backupvokal sang ganske henrivende, med en lidt dybere og mere “ren” klang end Carper. De matchede hinanden godt, så godt at de har skrevet adskillige sange sammen. Eksempelvis om at møde hinanden på en rasteplads “Somewhere between Texas and Tennessee”. Hvor de begge stoppede, mens de var på landevejen, fordi de ifølge teksten stoppede for at “use the can”. Romantisk!
Romantik, eller noget, var der også i luften under en sørgmodig og længselsfuld sjæler som “Let’s Stay Single Together”. Snedig titel, smuk og følt sang og levering. Det er dog altid nemt at score, finde den rette, eller bare “få noget på den dumme”, når man tager i byen med sine underbukser bagvendt på. “Boxers On Backwards”, så var der bar-country, men Carper er altså kommet i byen med “boxers on backward, I ain’t getting lucky tonight”.
Det skal vist være medfødt, at spille musik og skrive tekster på den måde. “You can’t sing like that less it’s borned in ya”, som det lyder på “Borned In Ya”. Et udtryk Melissa selv sagde, at hun ikke helt forstod, da det blev præsenteret for hende af en ven, så hun tænkte hun hellere måtte skrive en sang om det. Hvorfor ikke?
Men man kan jo også skrive en sang om at føle, at man er sin gamle bil utro, når man køber en ny. Carpers formåede gentagende gange, at lege med ens forventninger og lige dreje det hele lidt, så en umiddelbart fjollet præmis som denne kom til at handle om mere end bare en gammel Chevy van.
Hun var dog ikke den store taler, sangene talte mest for sig selv. De to medsammensvorne virkede mere udadvendte, især den italienske strengemand lignede en der hyggede sig voldsomt, at havde en lille showmand gemt i sig når han høstede fortjente bifald.
Carper påtalte mod slut, at de havde taget lidt CDer og LPer med, som man kunne komme og købe udenfor bagefter. Det benyttede en gut hurtigt ved at råbe salen op med, at han hellere ville købe nogle geder sammen med Carper. Som greb den lynhurtig, og sagde at han måtte være synsk, for nu spillede de “Would Like To Get Some Goats?”. Hvilket tilfælde! Eller også hoppede kvikke Carper bare lidt i sætlisten og greb en gylden mulighed?
Det blev også nødvendigt at “improvisere” lidt helt til sidst, tiden løb og lydmanden signalerede 5 minutter tilbage. Der blev udvekslet hurtige signaler og givet instrukser, så vi kunne nå en sang om at Carper, da hun var ung, bare drømte om at være sammen med en god, kristen pige.
“Christian Girlfriend”, det var alt hun havde brug for. Den går nok heller ikke alle steder i USA, hvis rent faktisk hører efter, hvad der bliver sunget. Det gjorde publikum heldigvis på Gloria, og Carper og band var værd at lytte til. Der var noget på spil og hjertet, på sin egen smukke, aparte og underspillede facon.
Solen skinner, NEJ det regner!
Hov, Amen Dunes på Avalon, nå ja, han spiller jo i dag, eller lige NU faktisk. Lige direkte fra en prægtig oplevelse på Gloria sammen med et respektfuldt publikum og ud i virkeligheden. Snakkeklubben var stået op og mødt op inde i teltet, hvor arme Amen forsøgte at overdøve, eller bare fange den højt ævlende forsamling.
Det lykkes ikke i løbet af de 10-15 minutter jeg gav det en chance. Jeg var også ved at være lidt mør og ør, klokken nærmede sig 16 og jeg havde været “på arbejde” siden 9-tiden, på stort set tom mave.
Madjagten gik ind, bevæbnet med en hvid russer som forret, nu var det med at være varsom og fornuftig. Det virkede som et unødigt sats, at putte lige så meget mad ned i den tomme bug, som der mærkbart var plads til. Kort sagt ville et stort, tungt måltid nok slå bunden ud og feje benene væk under mig. Men en fransk hotdog måske, lige til at tage toppen? Taktikken måtte være mindre, men hyppigere måltider ind til natmaden, hvor alt alligevel kunne være ligemeget!
Det var som om taktikken og fremgangsmåden virkede, jeg drattede i hvert fald ikke om i en lammende madkoger. I stedet driblede jeg lidt rundt, Kakuma Sound var i gang med at tromme løs på alt de kom i nærheden af, lod det til, på et igen fyldt Platform. Videre mod Orange, hvor den norske popsanger Aurora var det første navn i solen i dag.
Eller sol og sol, med et trak det op til regn igen, og det blæste op. Efter et par virkeligt fint leverede, storladne popnumre søgte jeg i læ under et træ ved siden af Orange for lige at afvente vejrsituationen. På med regnjakken, better safe than sorry efter det ufrivillige bad under The Beaches igår. Nå, der kom ikke det store, af med den jakke igen. Men der var godt en time til Kim Gordon på Avalon, måske skulle man traske ned til teltet, dumpe den dumme, men praktiske (men meget upraktiske!) rygsæk og pakke den lille festivaltaske om?
Afsted, jeg trængte også til at bevæge de stive stænger lidt. Den lille festivaltaske blev proppet til the limit, den kan åbenbart lige rumme en flaske vand, en papvin og et sæt regntøj plus alle de de små løse genstande man har brug for. Naaaajs, traveling light today.
I støj, sol og regn med det grå guld
Jeg tog sightseeing turen tilbage mod Avalon, det vil sige skød gennem det lille, ellers fine “rekreative” og rolige område, der er indrettet ud mod hegnet mellem Orange og Avalon. Det var nu knap så idyllisk pga. mudder og den besynderlige odør, man finder på Roskilde, når mudder er ved at mutere til den særlige, legendariske Roskilde Smat.
Pænt fremmøde, men ikke proppet ved Avalon op til Kim Gordon, ex-medlem af støj-pioner/legenderne Sonic Youth skulle på kl. 17.15. Og meget blandet publikum. På den ene side havde jeg tre purunge piger, som snakkede om at “Horsens er en total hesteby. Det er der hestepiger kommer fra”. Og på den anden side, helt oppe af hegnet, to (med al respekt) ældre kvinder, der tog opstilling med hver deres glas og en flaske bobler. Lidt senere hæv den ene tilmed en pose flæskesvær til deling op af rygsækken. Rutineret og lidt nobelt, well played, de damer!
Da Gordon skød koncerten i gang, eller skød og skød, tøj-dronede måske nærmere, med “BYE BYE” brød de tre uge piger ud i spontan jubel og hop, og sang straks med. Og sikke en måde at sige goddag på. Knurrende, vildt, men kontrolleret og kompromisløst. Hvilket dækker det meste af den næste time Gordon, og hendes unge band stod og larmede olmt på scenen. At Gordon har rundet de 70 kan man ikke mærke, i hvert fald ikke på temperament, levering og at hun skulle være blevet mere “rund og mild” med årene.
Der blev spillet hårdt og uden slinger i valsen. Under den efterfølgende “The Candy House” (tror jeg det var) tog jeg mig selv i at tænke, at Kim her ikke lød som en, der lusker ind i dit hus for at krænke dig i nattens mulm og mørke. Hun kommer for at gøre dig fortræd på en langt mere fatal måde.
Og sådan fortsatte den støjende lystmorder. Ikke meget kommunikation eller kontakt, der er en naturlig, kølig distance, kunsten taler for sig selv. Dem der snakkede blev mestendels overdøvet, de der lyttede sumpede hen i vuggende bevægelser, mens de fik renset systemet.
Du kan stikke den agurk et vist sted hen…
Gnu-flaget var landet ved Avalon med en lettere diffus flok, men talstærk i forhold til sidst jeg så de gamle rotter dagen før. Flokken havde tilmed formeret sig med et par én-dags turister, der tog en Roskilde kold tyrker (de sikkert ikke politisk korrekt at skrive længere) sidste år, men skulle lige smage lidt på skidtet igen i år.
Jeg fik anskaffet en kande øl, som tak for lån fra dagen før, hvor en uskyldig, fyldt kande blev efterladt i min varetægt. Den gav jeg et godt hjem.
Og så forlod jeg ellers flokken for en stund, der skulle tankes nye forsyninger. De ville en vej (Arena) og jeg skulle med tiden i retning af Eos for at fange noget japansk punk. Der var dog stadig godt med overskud på tidskontoen, så jeg gik lidt på opdagelse. Og fandt en dame, som gerne ville være superfræk og kontroversiel på Orange.
Sexxy Red var i gang med at rappe om ting og sager, hun ønskede gjort ved og evt. proppet op i underliv og skrævet. Ikke mine ord, hun sagde “cooch” eller “coochie” så mange gange at ordet mistede enhver betydning og gennemslagskraft. Altså mindre end det havde i forvejen. Nå, skulle det her nu være moderne? Selv det sparsomme fremmøde af yngre gæster virkede ærlig talt ikke hverken chokerede eller imponerede. “Resten” blev væk. Ud over folk i pitten (som ikke var “udsolgt”) så var der nærmest ingen mennesker på pladsen ud over folk på gennemfart.
Nuvel, hun skulle egentlig også have spillet på Arena, men blev opgraderet til Orange efter aflysninger og rokader. Det havde nok ikke ændret væsentlig på mit indtryk, men måske set lidt bedre ud rent visuelt. Sexxy Red sang om en fyr, der havde et lem som en agurk, og noget med “cucumber in my cootchie”, jeg en underlig trang til en toast. Forresten, hvis din diller ligner en agurk: Søg læge, den farve er ikke god, der må være noget galt.
Toastbrot baby og en fejlplaceret bæver
Jeg gik på windowshopping i nogle containere med små smykker og tingeltangel boder over mod Eos. Smykker og tasker lavet af genbrugsmateriale, håndsyet and shit og virkelig, virkelig fucking dyrt. Så kan jeg sgu da lave noget billigere (men måske ikke pænere) af alt det skrald jeg kunne finde på vej mod Eos!?
Hjalte’s Toast er jo også lidt af en institution på pladsen, som den lille biks har rykket lidt rundt på gennem årene. Ligesom placering har priserne for en toast bestående af det hvidt brød, et stykke skinke og lidt halv-stærk smørelse ændret sig løbende. 45 k. står denne tørre, minimalt mættende og flade fornøjelse i nu til dags. Det resulterer i 2 lige så intetsigende non-value for money stjerner.
Forurettet, og nu meget tørstig styrede jeg mod Eos, hvor der var lidt mere læ og høj aftensol. Eos Bar? Hed den det? Der var noget passionsfrugt fruity something med vodka, ok, haps, yyyrk, surt og sødt. Det her eskalerende blandingsmisbrug af øl, vin, mælk og frugt er ved at gøre underlige ting ved mit system.
Underværker gjorde det til gengæld at sidde lidt i solen og blive lidt mere gennembagt. Det trak dog voldsomt ned, at der stod en meget snakkelysten fyr og “underholdt” sine bekendte med historier om sig selv, som jeg er overrasket over han selv fandt interessante nok til at fortælle!
På rekordtid, iført en propelhat skal det lige nævnes, fik han holdt monologer om hans ex-kærester, arbejde, at han snart skulle til Bornholm, rødvin og at han havde siddesår, så han var nødt til at stå. Jeg overvejede at købe en stol til ham.
Jeg måtte væk fra Mr. Propelhat og enetaler, ned til hegnet ved Eos, hvor der var et dejligt lille solhjørne. Og en voksende flok af fotografer. Ratioen af fotografer i forhold til det fremmødte publikum virkede lidt ude af proportioner. Måske var pressen mødt op for at se bæveren? I håb om, at “ha ha, japansk punk leveret af 4 kvinder, hvor er det kulørt og skørt”? Det sælger.
Desværre blev jeg hverken på Otoboke Beaver eller Eos som scene, da det ret hurtigt fremstod som en fejlplacering. Og noget der på intet tidspunkt i løbet af koncerten ville komme til af fungere.
Lyden af åbningsnummeret “YAKITORI” var voldsomt skinger, uskøn og skærende. Efter 20 sekunder tog de første flugten oppe foran. Det kunne man ikke fortænke dem i. Men det var ikke kun at det ikke lød godt, det er jo punk, det kunne man måske leve med. Det var også at bandet så helt malplacerede ud på den i forhold til den monstrøst høje og brede scene.
De lignede en optrukket dukke, eller kun delvist funktionelle animatronics, stillet op bag et alt for stort vinduesparti. Man kunne komme tæt på scenen, men slet ikke tæt nok til at mærke hverken musik eller band. Det hele prellede enten af, klaskede ned i smatten eller fes direkte op i den blå himmel.
Otoboke Beaver og deres hysteriske og energiske punk havde været langt bedre stillet på Gaia, eller måske “bare” Gloria. De havde tabt på forhånd på Eos, og ingen mulighed for at gøre meget andet end det, de forsøgte. En regulær non-oplevelse, hvor det virkede helt håbløst at se om det ikke blev bedre.
Efter 20 minutters “ingenting” ud over skratten for ørerne smed jeg håndklædet i smatten, og daffede mod mere rolige omgivelser. Så jeg kunne nå at føle formen, lade lidt op og gøre klar til en tur ind foran Orange.
Foo Fighters, Orange Scene, kl. 21.00
Pænt pakket, ikke proppet, god stemning og velvilje. Så kom der endelig RAWK på Orange Scene igen, som Foo Fighters indtog som om den skulle erobres tilbage. De kom, spillede og sejrede uden at det blev en regulær nedslagtning. 4 stjerner!
Nå, så nemt slipper jeg trods alt ikke af sted med det? Nuvel, Foo Fighters med en energisk Dave Grohl som general og indpisker gav også over 2 timer af deres tid, så jeg kan da godt give dem lidt mere af min. Selvom jeg sagtens kunne have levet med en halv times tid mindre i cirkus Grohl. Han ER en elskværdig og dygtig sprechstallmeister i sit eget rockshow, og en man gerne hænger lidt ud med. Men historierne har han fortalt mange gange, tricks og kneb er velkendte og Foo Fighters kunstner og indslag velkendte.
Rockcikusset er, trods en god arbejdsindsats og gode intentioner, kort sagt lidt slidt i kanterne. Publikum var på og tændte fra start, da “All My Life” bragede lidt flagrende ud af de gigantiske højtalere. Lyd og volumen skulle, som næsten altid med denne slags Orange koncerter, finjusteres og finde det rette leje. Det kom hurtigt, selvom der var et par udskridninger hist og her, når sidevinden fik at i lyden.
Folk skrålede med på fadølsrocken og Grohls primalbrøl, som en larmende hyggeonkel ved en våd familiefest. Og der ER noget enormt trygt og rart over Grohl og Foo Fighters, men også lidt ufarligt og ordinært, når de ikke lige fyrer et hit som “The Pretender” eller “Walk” af. De faldt begge tidligt, men først skulle vi trækkes igennem en lidt for lang “No Son of Mine”. Under den slags sange fremstår bandet og Grohl som sangskriver en kende ordinære og små-kedelige.
Så har han “Times Like These”, som skulle trækkes igennem langsom opbygning og fællessang. Det var vi med på. Men allerede her begyndte fremgangsmåden at virke meget forudsigelig og lidt for sikker. Symptomatisk (måske) blev det lidt vildt, eller skævt, når Foo Fighters smed små referencer og call backs ind i sange med alt fra Metallica, Beastie Boys, Black Sabbath eller The Ramones. Problemet er, at det var sange ville jeg næsten hellere høre dem spille end “Generator”, “These Days” eller “Nothing At All”.
En lang, stemningsfuldt og tålmodigt opbygget “The Sky Is a Neighborhood” midt i sættet var en undtagelse blandt de nyere, eller mellemvarer numrene. Her blev det lidt anderledes, der var skruet ned for festtricks og tivolistemning og op for en koncentreret levering. Ellers må jeg nok være lidt grov at sige, at Grohl HAR skrevet sine bedste sange, og ikke kommer til at skrive en ny “Monkeywrench” igen.
Den til Taylor Hawkins dedikerede “Aurora” trak i langdrag og dræbte momentum mod slut. Det er da smukt at hylde en falden brother in arms, og sikkert helt oprigtigt fremhæve denne sang, og Roskildes armviftende modtagelse af den under deres forrige Orange koncert. Men når man på den måde opfordrer til det samme, og det ikke opstår som noget spontant, så virker det unødigt forceret og som det, der er: en genudsendelse. Bare lidt dårligere.
Der var ikke noget som gik ind, rørte mig eller ikke skovlen under mig. “Best Of You” fik hævet stemningen op igen, som næst-sidste skud i festkanonen. Det sidste var selvfølgelig “Everlong”, sammen med “My Hero” (som de også fik malket for hver en dråbe tidligere) min favorit Foo Fighters sang. Men igen, jeg var forberedt, og havde den skudsikre vest på.
Havde man IKKE det, er mega fan eller så Foo Fighters rulle deres stadionRAWKshow ud for første gang – så var det her muligvis endnu en fuldtræffer. Jeg fik kun overfladiske skudsår, mest ved friendly fire. Tak for dansen derude, det var om ikke andet en dejlig oplevelse af fællesskab og glæde.
Mudderbad og ansigtsløftning
Orange Scene skal skiftes ud og opgraderes inden næste festival, hvis dette også var en form for punktum for denne form for stadionkoncert på Orange virkede det meget passende. Rocken ER ikke død, heller ikke her, den trænger måske bare til en ansigtsløftning.
Det kan vi måske alle efterhånden efter en uge i skiftende vejrlige og større eller mindre mudderbade? Det var ved at være små-bøvlet og udmattende at navigere rundt i mørket på det glatte og slimede underlag. Jeg kom til at følge flokken mod Arena, igennem de kringlede muddersluser gennem staldene. Så kom jeg i tanke om, at der måske var musik, der interesserede mig mere i andre retninger.
Efter at jeg for lidt vild i Arenas pit indslusningssystem, i håb om at skyde genvej til Gloria, kom jeg tilbage på sporet. For så at blive parkeret på tribunen tæt på scenen i et underligt tomt og spøgelsesagtigt Gloria. Der spillede musik, men næste navn, 9TH Antiope, skulle planmæssigt ikke på endnu. Gik de overhovedet på i løbet af de små 20 minutter, jeg sad og stenede alene i mørke og røg?
Da jeg kom, kørte der noget skrækkelig lydlandskab af en art, der skiftevis knitrede og brage, lød som en isskraber eller vinduesviskere på en bilrude og metal og glas der blev knust. Den “vibe” og lydoverfald gled langsomt over i og blev en mere diskret del af noget DJ-værk og en kvindevokal, der indtog podiet på scenen.
Var koncerten i gang? Var det en koncert? Badet i rødt lys virkede Gloria lidt som The Roadhouse eller The Red Room i Twin Peaks. Jeg manglede egentlig bare en velklædt “lille person”, som snakkede bagvendt.
Ud i natten, og over mod Gaia, inden jeg blev suget ind i en anden dimension. På Gaia var Julie Christmas godt i gang med at æde både telt og det sparsomme fremmøde. Hold da op hun virkede gnaven og sulten, måske hangry? Jeg var også blevet RIGTIG sulten, så jeg skyndte mig at hente en Dixi Burger, og bagefter en Frikadiller – hey, jeg VAR altså sulten!
Det virkede næsten uforsvarligt og sundhedsskadeligt at indtage mad inde i Gaia imens Mother Christmas og hendes band konkurrerede om, hvem der på hver sin måde kunne være mest hårrejsende højrystede. Hangry, hangry atmosfærisk metal som og sammen med natmaden, det fungerede.
Men trætheden meldte sig også, men unge mennesker strømmede mod Orange og Gilli ved 1-tiden. Jeg luskede ned til mindestenen og stod og lurede lidt på festen, som en anden halv-gammel stalker. Skød en video eller to, så assistenten på 12 derhjemme kunne smage lidt på festen.
Den smagte ikke lige mig, jeg forstår simpelthen ikke Gilli og lignende navnes appel. Eller jo, måske netop derfor ved jeg, at det ikke smager mig?
Til gengæld smagte tanken om søvn af mere. Der er jo en dag i morgen, en sidste tur i Roskilde manegen i år.
Ord og skodfotos af Ken Damgaard Thomsen
