Roskilde Festival starter om en måned. WHAT?! Hvad venter vi så på?? Sæt i gang, vi skal opleve afrobrasiliansk queer-pop, futuristisk rave og impro-rock fra Vietnam, punk fra både Marokko og Japan, britisk glam, amerikansk farrock og danske delikatesser. Medina kommer også!
Vi kender efterhånden mønsteret og reaktionerne, fra de positive til de negative, og alt midt i mellem. Man får næsten lyst til at gentage sig selv.
Det er altid det værste/bedste/mest gennemsnitlige Roskilde program nogensinde, alt efter hvem man spørger – eller netop ikke spørger, folk skal nok have en holdning. Mange af de først ytrede som regel af den mere umiddelbare, måske ikke helt gennemtænkte, eller reflekterede slags.
Har nogen spurgt mig?
Nææææh, men jeg tillader mig da at have en holdning eller to alligevel! (Læs en holdning eller to om sidste års festival HER).
Og endda så fræk at bilde mig ind, at jeg, om ikke andet, har lidt Roskilde erfaring og perspektiv at have dem i. Dette bliver, så frem jeg når frem til de hellige græsmarker min… øhhh, tælle tælle regne, så skal der trækkes noget Corona fra… det har da ikke gjort det nemmere at tælle sammen!? Pfff… er det så min Roskilde Festival nummer 23 i streg?? 24?? Ja, det må være 25 i 2025?
Hvorom alting er, det er blevet til en del siden min første tur i 1999. Det betyder både, at jeg er ved at være halv-gammel i gårde og har set en hel del. Ikke “det hele”, men en hel del af “det meste”.
Hovednavne er kommet og gået, endnu flere navne, som stod med mindre bogstaver. Kombineret med andre festivaler og et utal af større og mindre koncerter gennem årene, så føler jeg mig godt dækket ind, hvad det er, som jeg (og min generation?) opfatter som store hovednavne angår.
De har været der, og jeg ligeså. Derfor betyder det heller ikke SÅ meget for mig længere, når jeg kigger på en Roskilde plakat. Det der var stort og det fedeste i 90erne og 00erne, er fortid nu, og de yngre generationer har andre prioriteter og smag, hvad musik angår.
Det kan, skal og må Roskilde Festival afspejle, hvis de ønsker at følge med tiden, være i trit med publikum (det yngre, som skal holde Festival kørende), være relevant, og fremtidssikrede.
En festival af- og til sin tid
At Roskilde har været inde i en transformativ fase de seneste år er måske mere tydeligt end nogensinde i år. Eller man kunne sige at nu er forvandlingen fuldført, retningen for de næste par år er stukket ud og “de unge har sejret”.
Det er poppen og hiphoppen som næsten fuldstændig har overtaget de største scener, mens rock og især metal er mere marginaliseret end nogensinde. En lille undtagelse er Foo Fighters, der får lov til at slå en fadølsbøvs for farrocken på Orange, ligesom man leger at PJ Harvey er et stort nok navn til samme scene. Det skulle ikke lyde som en kritik af Polly Jean, men helt ærligt, så er hun nok højst et Arena størrelse navn. Især i 2024.
I stedet er de store scener overtaget af tidens hotte navne som Doja Cat, Ice Spice, 21 Savages og hvad de nu ellers hedder. Ligesom danske Gilli får lov til at prøve kræfter med Orange, mens Medina får æren af at lukke Arena. Navnlig de to sidstnævnte havde nok været utænkelige indtil for blot få år siden. Og viser en af de største ændringer i Roskildes tankesæt og selvopfattelse.
At Roskilde booker tidens hotte navne, som i disse år er domineret af hurtige streamingnavne, der kan skifte fra kvartal til kvartal, er ikke noget nyt. Før var den slags navne ofte bare mere langtidsholdbare og at finde inden for rocken og metallen. Men at Roskilde “overgiver” sig til de mest populære danske kunstnere, som Gilli, ham den anden jeg ikke kan huske hvad hedder (Kesi?), til dels Tobias Rahim har det tidligere virket som om de var for “fine” til.
Det gælder også, at man inviterer Medina ind i varmen, som hvis fair skal være fair, nok har toppet og burde have spillet for 10-15 år siden – men da var Roskilde ikke klar eller villig. Nu mangler vi bare Nik og Jay, og det mener jeg faktisk seriøst.
En bagside af den medalje er at de store internationale navne sjældent bliver “superstjerner”, eller kun er det for en meget kort stund. SZA, der får lov til at lukke hovedscenen er da, bevares en fin booking, men hun er jo ikke Beyonce. Kan hun nå samme status, eller svinder hun ind, fordi panden er for varm så at sige?
Det giver lidt en følelse af “brug og smid væk” kultur (jeg troede Roskilde gik ind for genbrug?!), og flash in the pan eller one hit wonder navne. Det havde været helt utænkeligt tidligere, i hvert fald som hovednavne (med visse undtagelser og forbehold naturligvis, jeg husker da at eksempelvis Scissor Sisters har spillet på Orange…).
Og hvad de danske navne angår, ja, så kan de ofte ses overalt, på enhver festivalscene sommeren over. Eller spillesteder og arenaer året rundt. Det lugter ikke ligefrem af noget eksklusivt.
Får du fuld plade i årets Roskilde-bingo?
Det eksklusive kan man så til gengæld finde i de andre lag på plakaten, der vanen tro er et rent slaraffenland for nysgerrige. Og også noget der kan give sved på panden, hovedbrud og svimmelhed. Det er fucking uoverskueligt!
Her finder man alt fra noget, som kunne blive kommende hovednavne, feinschmecker delikatesser, glemte eller oversete “legender” til det kuriøse, mystiske og noget som aldrig bliver til “noget”. Fra alle verdenshjørner, sådan cirka, det er bare med at finde kortet frem og se hvor hurtigt man kan få pladen fuld i Roskilde-bingo.
Hvad er en Humazapas mon? Er GEL lige så energiske, som de lyder på studieudgaverne? Sho Madjozi! Hey, det kan du selv være!! Kara Jackson – hold da op en stemme! Bliver Bar Italia det næste store mellemnavn? Blondshell kunne godt være en man skulle holde øje med fremover. Hvorfor har jeg ikke hørt Melissa Carper før nu, hun lyder som om hun har sunget country siden genrens fødsel?! Eh, English Teacher lyder som noget der bliver P6 spillelistet.
I mens man scroller falder man så over Ran Cap Duoi, der beskrives som “Futuristisk rave og intens improv-rock fra Vietnams eksperimenterende undergrund”. Det er bandets første besøg i Danmark, så de spiller selvfølgelig to koncerter på Roskilde, nu de kigger forbi vores breddegrader. Fra lidt det samme breddegrader kan få et adrenalin spark lige i face fra det japanske kvindepunkband Otoboke Beaver – de lyder cirka lige så skingre og hyper som man kunne forestille sig! Herligt!
Pludselig kan der dukke en stemme op, som får en til at stoppe op, mens man lufter hunden med Roskilde spillelisten i ørerne. Majur, “afrobrasiliansk pop, spiritualitet og queer empowerment”. Så er der næsten fuld plade!
Hvert år finder man også et par gengangere, eksempelvis er det anden gang ovennævnte Otobeke Beaver gæster festivalen. Sidste gang var i 2022, hvor de kom med på afbud. Andre navne, som Khurangbin er vokset siden 2019, hvor de spillede på Avalon, i år spiller de på Arena. Da kom jeg lidt tilfældigt dryssende et kvarter inde i koncerten og fik mig en god, varm stener. Dagen inden fangede jeg Lankum på Pavilion, hvor jeg fik mig en stener af en anden art. Hvis man tror at det irske band spiller folkemusik, som man hører det på en party-pub en lørdag aften, så får man nok et mindre kulturchok. Lankum er IKKE et gøglet fest-folk band, det er langt mere slowburn og ulmende. I år er de opgraderet til Avalon.
Det er her man finder Roskildes virkelige styrke og fortsatte berettigelse, som andet end en “bare” en fest og underholdning dikteret af branchens og musiklandskabets nuværende præmisser. Her finder du et udvalg af spændende og vidunderligt underlige navne, som du bare ikke ser samlet samme sted på nogen anden festival i Danmark.
Er det 2400 kr. hver at kunne opleve navne som Mabe Fratti, Deena Abdelwahed, WaqWaq Kingdom, 9T Antilope eller Yaeji, ja det må man jo gøre op med en selv. Men det viser i hvert fald, at Roskilde ikke kun afspejler tidsånden ved at booke det der hitter eller er hot lige nu. Men i høj grad også noget der udfordrer, skubber grænser, tester publikum og tvinger “os” til at forholde os til noget vi måske ikke kender – eller anede vi ville synes om.
“Hvornår kommer spillepla… Nå, den ER for længst ude?!”
Roskilde offentliggjorde ikke kun årets program tidligt, men uhørt tidligt kom også selve spilleplanen. Nu virker det for alvor langt væk, at man først kendte hele programmet, eller i hvert fald selve spilleplanen, når man fik det trykte program i hånden ved indgangen.
Det giver en gylden mulighed for at sætte sig ind- og dykke ned i programmet i god tid, og planlægge sin festival. Et lille aber dabei derved, og det er nok et luksusproblem er at der også er risiko for rent faktisk at blive træt af programmet på forhånd. Derfor har jeg også holdt lidt igen og indtil nu kun lyttet til den officielle spilleliste på Spotify, i vilkårlig rækkefølge, og løbende føjet navne derfra til min egen liste.
MEN nu har vi så mulighed for at se de mange navne fordelt på spilledage, scener og tilmed tidspunkter. Og så skinner det måske også lidt igennem, at der ER mange “små” navne på plakaten, så programmet bliver spredt lidt tyndt ud når man ser det i sin endelige form. Noget af det kan også være et resultat af, at jeg ikke selv helt har følelsen af hvor store visse navne er – men det må man formode at planlæggerne har?
Der VIL altid være “fejlplaceringer”, det er uundgåeligt, både hvad angår overlap eller kunstnere der får for store eller små scener. En tendens synes dog at være, at man har to store scener, men måske ikke helt navne nok til at “fylde dem ud”. Så nogle navne “forfremmes”, selvom de måske ville have bedre af en mindre scene.
Ligesom der er navne, som jeg synes i hvert fald har “fortjent” en anden/større scene end den de har fået. Et eksempel er, og det er sagt med al respekt, men jeg havde nok byttet rundt på Ida Laurberg og Zar Paulo i programmet. Så Laurberg havde fået Arena og Zar Paulo Orange – den lå lige til højre skinken, nu virker det næsten trodsigt at Zar Paulo “kun” får Arena. Det kan vise sig at være en gave i forklædning og give Zar Paulo bedre arbejdsbetingelser og optimale rammer (ud over det lidt tidlige spilletidspunkt fredag kl. 14.00). Men både Pil og Barselona befinder sig i lignende situationer, så det virker som en bevidst taktik med et dansk Arena-navn tidligt på dagen.
Alt andet lige er det dog en situation, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke, “ok, I var da ikke nærige med Orange overfor Minds of 99, men Zar Paulo skal ikke tro de er noget?!”. Ligeledes tror jeg Ida Laurbergs lidt mere luftige og spæde popudtryk ville have bedre forhold på Arena end store, åben Orange.
Og så virker det som om at Eos er kommet meget mere i fokus og blevet forfremmet? Der er i hvert fald programsat en række relativt store navne, som nok ellers ville have fået Avalon, måske endda Arena (af nød). Måske er det for at få mere flow og liv i det hjørne af pladsen? Alt andet lige virker det dog som lidt af et sats, da pladsen foran den mindre udendørsscene sidste år ikke var helt gearet til store folkemængder. Ligesom til- og gennemstrømning på tværs af den del af pladsen i forvejen gav lidt trafikale udfordringer.
Alt som det plejer at være – og så går det alligevel HELT anderledes!
Alt er dermed lidt som det plejer og alligevel føles det anderledes… som det ofte gør. Jeg sidder også med en følelse af let deja-vü. Både fordi jeg gentager pointer år efter år, kommer med den samme ris og ros og argumentation for at programmet faktisk ER godt – eller i hvert fald ikke dårligt.
Og, som altid, så ved man faktisk ikke en hujende skid, før man rent faktisk har været af sted, og set hvordan det hele spiller af i praksis. Men jeg nægter at være negativt indstillet og pessimistisk fra start, bare fordi jeg ikke kender en stor del af de navne, der spiller. Det må være en udfordring, og ikke en forhindring, hvis man VIL Roskilde i en alder over… lad os sige 25.
De skal kraftedeme stå tidligere op (og booke løs i endnu vildere TikTok-tempo) for at skræmme mig væk! Jeg ved samtidig også godt at når jeg står der, og det spidser til, så begynder jeg at gå overlevelses-mode og lede efter noget jeg kender bedre end andet i spilleplanen.
Det er nemt for mig at sidde her og sige, at man skal holde øje med, hvad der er sat på de mindre scener, mens hovednavnene spiller på Orange. For når vi når fredag aften, er jeg nok så presset, eller opsat på en fest jeg kender, at jeg vælger Foo Fighters på Orange frem for Marina Sena på Avalon. Til gengæld er jeg forhåbentlig så frisk torsdag at det bliver Taqbir på Avalon i stedet for Doja Cat på Orange…
Og det er så her jeg opdagede at en lang række navne ligger utroligt tæt tidsmæssigt på Avalon onsdag aften. Det viser sig, at man fra klokken 21.00 og 3 timer frem kan opleve 5 eksperimenterende og/eller hårdtslående navne give korte koncerter med flydende overgang. Lige som man sad og bildte sig selv ind, at man havde regnet det hele ud, og Roskilde var til at regne ud på forhånd.
Hold kæft, nu fik jeg skrevet mig i festivalstemning alligevel! Og glæder mig til alle de uoverskuelige valg der skal tages. De rigtige, de forkerte og de virkelig dumme! Roskilde, here we come, og lad os SÅ få skudt gennemlytningen af programmet i gang for alvor.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ken Damgaard Thomsen/GFR, Roskilde Festival
