Guitarmusikken er død, især på Roskilde Festival! Næh! Den findes bare i utallige udgaver og afskygninger, hvis man orker at lede. Her er en række anbefalinger inden det går løs, faktisk er det lige oppe over! De sidste ord op til Roskilde Festival er skrevet og kan læses her.
Så er dagen endelig oprundet og det gode vejr er pakket væk for en stund, det siger sig selv. For hvad er en Roskilde Festival uden lidt regn, blæst og noget at brokke over, som ikke kun er musikken? Som en sidste optakt inden vi rammer det våde græs, er her en række anbefalinger til dem der synes alt er blevet så poppet på Dyrskuepladsen.
Roskilde Festival og dets program er så mange ting, for så mange folk, at det nærmest kan virke meningsløst at have en holdning til det. Endnu en holdning til bunken, vor herre til hest!
Men den her aldrende festival-krikke har nu tænkt sig at vrinske lidt alligevel. Traditionen tro har jeg forsøgt at trawle det meste af musikprogrammet igennem med bundgarnet, kigget på spilleplanen og generelt forsøgt at sætte mig ind i så meget som muligt. Hvilket som udgangspunkt kan virke som en uoverkommelig og uoverskuelig opgave.
Man kan læse mine mere eller mindre vellykkede forsøg på at navigere i den musikalske buffet her:
Onsdag, torsdag, fredag, lørdag og warm up/First Days.
Hvordan koger man det så ned til nogle must sees?
Tja, mavefornemmelser og mere eller mindre kvalificerede bud?!
Fuld skrald på First Days
Jeg er vist kommet til at kalde de første dage for Warm Up, men Roskilde Festivals officielle betegnelse er First Days. Det lyder muligvis også mindre nedladende, som om de stakkels kunstnere ikke bare er appetitvækkere og tidsfordriv? Fair nok!
Meget kan afhænge af vind og vejr, når de med al respekt mindre navne kastes for løverne. Og det ser lidt “meh” ud hvad vejret angår lige pt. med kølige temperaturer, vådt føre og lige lovlig meget vind. Vind er bare det værste. Den anmassende, pustende party pooper! Nuvel, vejrguderne tilsmiler åbenbart ikke First Days i år, så vi må tage den på vilje og energi.
Og det er noget jeg håber at de her fremhævede navne har tilfælles, der gør dem til First Days must sees. Jeg har tidligere luftet holdninger vedrørende at hård og tung musik er blevet lidt marginaliseret på Roskilde efterhånden. Næppe en kontroversiel udmelding eller noget der giver Cavling Priser.
MEN, der er spredt smæk for festivalskillingerne fordelt på samtlige First Days. Der er ikke som sådan et “tema”, metal og beslægtede genrer er egentlig altid pænt repræsenteret de første dage. Om ikke andet må det vise at vækstlaget sådan set er sundt, “problemet” er nok at disse genrer i et større perspektiv er niche eller forbliver undergrund. Medmindre man er Volbeat…
Det er de følgende navne (heldigvis?) ikke. Og bliver det heller ikke, for en hårdtslående genre som hardcore skal bare ikke være stor – det ville virke selvmodsigende. At bands, som raser mod systemet, magthavere og uretfærdigheder ikke skulle være opposition til flertallet.
I år kan man nyde en trio af hardcore-relaterede bands i form af Rot Away, SYL og Omsorg, der om ikke andet virker åndeligt beslægtede. Og så er de endda fordelt, så man får én mavepuster per dag.
Rot Away lægger ud søndag, når de indtager Eos kl. 16.15. Måske lidt tidligt med hardcore til sen eftermiddagskaffe, men så kan folk måske få dengalt i halsen og vågne lidt op. Af de tre navne virker Rot Away, som de umiddelbart mest etablerede. I hvert fald i den forstand, at jeg føler at de har været på radaren/huseret i vores indbakke i længst tid.
Det er måske også en tilsnigelse at kalde bandet hardcore, der er elementer, men de er i mine ører lige så meget ovre og låne i metallens verden. Debuten fra 2019 i højere grad end opfølgeren fra sidste år.
Syngende hardcore lussinger, både de fysiske og de lyriske får du til gengæld, hvis du møder op til SYL. De uddeler håndmadder og skridtspark mandag aften kl. 22.15 på Eos. Der er altså dømt primetime party, noget der normalt er forbeholdt nogle navne, der appellerer lidt… bredere til den mere poppede ungdom?
Glædeligt! Og fedt at Roskilde tager en “chance” og lidt af en tillidserklæring til slænget her. De har også rykket sig gevaldig på deres nye EP, der er en kompakt, højenergisk og sprængfarlig lille bombe. Jeg lyttede til deres debut-album, alt godt, fra 2021 i forbindelse med at jeg skulle skrive det her. I min optik er bandet vokset og har forbedret sig voldsomt på nærmest samtlige punkter. Så det er formentlig et brandvarmt band, der rammer Roskilde lige i røven.
Den lille hardcore-pakke rundes af med noget Omsorg. Det kan mange sikkert trænge til efter tre-fire dage på græs? Så er det heldigt at omsorgen spredes tirsdag aften kl. 23.00 på GAIA.
Igen et mere hårdtslående band, som har fået en fornem tid i spilleplanen. Da må man formode at pladsen er ved at være godt fyldt op, summer af forventning og energi der bare venter på at blive sat fri når festivalpladsen åbner onsdag. Inden er der så rig mulighed for at brænde noget krudt af til Omsorgs toner. Jeg var i hvert fald svært glad for deres to singler “Resurgence” og “Echoes”.
De stammer fra EPen, der netop bærer titlen Echoes, som Troels-Henrik også roste i sin anmeldelse.
Så er der mindre hardcore smæk over Katla, der gør sig i det doomede. Ikke som at den glubske drage spiller tungt og langsomt, det gør den også, men Katla er mere stonerrock/doom. Et sejt, knurrende drive og tunge toner, der rusker godt i korpus. Jeg var mest bekendt med deres debut-EP fra 2019, som var feeeee. Og den efterfølgende single, “Dragonlord”, som også var feeeee!
Derefter kan jeg se at gruppen har udsendt et par EPer, der bærer henholdsvis I og II i titlen, så det er nok noget konceptværk – dem har jeg i skrivende stund ikke fået hørt. Men EPen Overdoser med 3 numre fra 2022 har jeg til gengæld nået at køre igennem kværnen et par gange. Der er sgu’ stadig godt med damp i den drage, navnligt åbningsnummeret “Black Echo” er lidt af en mørk lækkerbisken.
Du kan se om dragen spyr farlig ild mandag eftermiddag kl. 17.00 på Gaia, klemt ind mellem to mere poppede navne på Eos. Så kan ungdommen lige få pulsen ned til noget snerrende dooooom.
De skal til gengæld (tilsyneladende) have pulsen op tidligt tirsdag, når Vulvatorious sluger Gaia kl. 15.30. Koncerten med metalbandet, der hælder over mod det bistre og sorte, er i hvert fald markeret som “high energy” i spilleplanen. Men eksempelvis SYL er ikke? Det kan jeg ikke helt gennemskue.
Men nu har jeg heller ikke oplevet Vulvatorious live før, det gjorde Mikkel på Copenhell – og han kunne lide det, kunne han. Faktisk kendte jeg ikke Vulvatorious inden jeg gik i gang med at lytte programmet igennem. Jeg havde LÆST navnet på diverse metalsider, men ikke fået lyttet.
Det var muligvis en fejl? I hvert fald synes jeg at deres 11 numre selvbetitlede debut-album fra tidligere i år er særdeles glimrende. Og ikke mindst lytteværdigt/venligt, det er simpelthen virkelig godt skruet sammen, så de knap tre kvarter flyver afsted. Mens forsanger Ditte Krøyer synger/knurrer/growler afsindigt olmt, bakket op af et band, der spiller fængende og varieret.
Der sker en del på pladen, men det hele hænger rigtig godt sammen og giver mening med den måde det serveres på. Fundamentet er black metal, men udførelsen er dejligt alsidig.
Take me home, country road
Nu skal det jo ikke være metal og den slags unoder, det hele. Lad os tage lidt ud på landet og nyde den friske luft og idyllen. Der er faktisk en pæn sjat country og folk-relaterede navne på plakaten i år, som kunne være værd at tjekke ud.
Af den helt gamle og traditionelle skole har vi eksempelvis Melissa Carper og Nick Shoulders. Carper synger og spiller god, gammeldaws country om at have lyst til at købe en ged, en gammel Chevy van eller Arkansas Hills. Men, som alle andre gode sange, handler det måske om andet og mere bag den enkle indpakning? Hun tager os tilbage til de gode gamle dage på Gloria, fredag kl. 14.30.
Imens jodle-synger Shoulders som en Tyroler med hjemve om slanger og vandfald, om at verden også har brug for “sissies” og at have det nederen. Stilen og tonen fremstår selvironisk og humoristisk, men ikke som en stiløvelse eller pastiche. Det er herligt og kan opleves senere fredag, når han jodler løs på Gaia kl. 17.15.
En mere moderne, eller kontemporær, kald det hvad i føler for, kald det kærlighed, kald det lige hvad I vil, wååå åhh åhhhh, der findes ingen ord, ingen ord der helt slår til, når jeg skal beskrive Rhiannon Giddens. Den fik jeg næsten hævet i land. Nuvel, Giddens, er hun egentlig country?
Hun HAR skrevet lidt af en popbasker i form af “You’re the one”. Men der er også banjo, blandt andet har hun leveret toner til Red Dead Redemption. Der er dog også noget 70er singer songwriter over dele af materialet. Og så har hun lavet et nummer sammen med Jason Isbell – så er kendere måske tunet ind på hendes frekvens?
Hun har fået Avalon, sidst på eftermiddagen kl. 17.00 torsdag. Det kunne blive en af de bedre, hun har i hvert fald en soulet stemmepragt der burde kunne overdøve snakkeklubben.
Nu vi er ved sjæl, tidligere på dagen, kl. 14.00 på Gaia finder vi en helt ung singer songwriter, hvis musik også trækker tråde til country, folk, blues og lignende traditionelle genrer. Men Kara Jackson gør det dybt personligt, både med sin sjælfulde røst, poesien og den måde hun arrangerer sange på.
Hun formår med få, relativt enkle og afdæmpede virkemidler at gøre en stil, som kan virke udvandet både original og netop personlig. Jeg har svært ved at beskrive, hvad det præcis er hun gør og kan, men jeg TROR på hende. Giv numre som “Pawnshop” eller “no fun/party” et lyt.
Desværre clasher hendes koncert med Zar Paulo samme tid på Arena, hvilke bringer mig iidt at en kattepine. Dem havde jeg som et must see sidste år, og missede dem (naturligvis), men lovede en rain check når de ik Orange i år. Det fik de ikke, så måske er det min vej ud af et LØFTEBRUD?!
Kan man danse til det?
Apropos løftebrud, så lover jeg altid gud og hver mand/kvinde, inkl. mig selv, at jeg skal se en masse af de mere “eksotiske” indslag på plakaten. Og når jeg så er i marken, så vælger jeg som regel det mere sikre alligevel, fordi jeg er ved at gå kold i nye indtryk.
Men, de amerikanske sangtraditioner er bestemt ikke de eneste “folkelige” indslag på Roskilde Festival. I gamle dage kaldte vi det Verdensmusik, nu er vi blevet klogere, eller forsøger i hvert fald at undgå at smide alt “ikke-vestligt” i samme kasse.
Den tyrkiske og kurdiske folkemusik har vundet mere og mere indpas de senere år på Roskilde. Også i takt med at den har sneget sig ind herhjemme med navne som Tuhaf og AySay. Netop AySay finder vi på plakaten igen i år, når det Aarhus-baserede dansk/kudiske orkester indtager Eos fredag kl. 13.00.
Det er en for de friske, der kan nå tidligt ind på pladsen, ligesom da de åbnede Rising Scenen i 2022. Da gjorde de en rigtig fin og smittende figur med deres dansable, anatolske folketoner kørt igennem et moderne pop-filter.
Og vi bliver i det anatolske. Næste nedslag bliver Lalalar, der fylder Gloria med dansemusik onsdag aften kl. 21.30. Men det dansevenlige og klubbede er bygget på et solidt fundament af folkemusik og psykedelisk rock. Jeg er blevet helt hooked på nummeret “Yalniz Ölû Baliklar Akintiyi Takip Eder” (på med læsebrillerne og tungen lige i munden). Hold nu KÆFT det er SVEDIGT!
Den er måske ikke for de brede masser, men det kan være palæstinensiske 47SOUL er nemmere at sluge? Og ikke kun (hvis man lige skal være lidt kynisk, og det ER jeg) pga. politisk medvind. Gruppen blander såkaldt dabke folkemusik fra hjemstavnen med dansemusik og så er der FEST.
Der er potentiale til at det det kunne blive årets surprise party på Avalon torsdag kl. 19.00, hvis os blegfiser kan lokkes ud på dansegulvet til andet “den vi kender”. Arabisk festmusik? Ej, du tør godt!
Og det må være den bredest mulige all round anbefaling til selv at gå på opdagelse i programmet, eller nærlæse mine andre gennemgange. Det er et rent slaraffenland for nysgerrige og eventyrlystne, som ikke er bange for kunstnere, der blander gammelt med nyt og giver det et skud lokal kolorit. Om det er fra Sydamerika, Afrika, Asien eller Mellemøsten.
Kvinder med guitar? Nu står verden da ikke længere!
Alt var bedre i gamle dage, da store rock og metal navne dominerede Roskilde plakaten. Men nu er de blevet for gamle, ungdommen har bevæget sig andre steder hen og Copenhell dækker det behov. Så hvad gør man så på Roskilde?
Man følger den uofficielt gældende filosofi om at booke småt, smallere, ukendt eller finder navne, som meget i tråd med tiden blander genrer på kryds og tværs. Vil man have den “rene” rock eller metalvarer på Roskilde, så skal man lede lidt, men de er der.
Et navn som Blondshell, der spiller torsdag kl. 15.00 på Avalon er et eksempel herpå. Hun har tydeligt hentet inspiration i den alternative rock, hvor der også er plads til de fængende melodier. Og den formel fungerer rigtig fint for hende, i det hun tydeligvis er en ganske ferm sangskriver.
Der er en følelse af noget Phoebe Bridgers over det, hvis man skal hive et mere nuværende og aktuelt navn frem som referencepunkt. Blondshell kommer også forbi med en solid mængde hype og omtale de “rigtige” steder, så alt er på sin vis linet op til en slags “se hende inden hun bliver større” oplevelse. MÅSKE. Den slags er altid svær at spå om.
The Beaches er et andet navn, som er mere “ren” i deres lyd og dyrker den guitar orienterede alternative rock. Det er en gennemprøvet opskrift, og der er egentlig ikke så meget nyt og originalt over det, de tager med på Gaia kl. 21.00 selvsamme torsdag.
Men ligesom som Blondshell, måske endda i endnu højere grad, så er der plads til de fængende melodier. Her næsten ovre i det mere poppede på et forrygende nummer som “Blame Brett”, der allerede er blevet spillet flittigt på P6. Den har også alt man kunne ønske sig af en radio-rocksingle.
De har flere numre af samme støbning, men måske ikke helt samme kaliber, i baghånden af det jeg har nået at lytte igennem. Problemet, eller udfordringen, med et navn som The Beaches er dog også tydelige. Er de et flash in the pan? Kan de for alvor bide sig fast? Vil de “bare” blive “Blame Brett” bandet, som ellers er lidt glemt næste sommer?
Der har været mange om buddet i den genre inden The Beaches, men der er ikke mange af dem på Roskilde længere. Så det er her man kan få det fix.
Apropos flash in the pan og lavor of the month, hvad med det The Last Dinner Party serverer? Er torsdag lidt af en rockdag, som er gået under radaren? De 4 kvinder i hypede The Last Dinner Party er i hvert fald en umiddelbart oplagt hovedret efter forretten The Beaches, når de indtager Eos kl. 22.45.
Den sene aftensmad kommer også med en del buzz, både af den positive og negative slags. Den negative er vist affødt af at nogle mener at gruppen ikke er helt trve og fabrikeret på en eller anden måde. Det kommer måske også indirekte af at deres stil er teatralsk og bevidst “an act”. De har dress code, der dikterer bandets koordinerede optræden, og bandets debut-plade virker ret konceptuel.
Og den plade er faktisk min største bekymring inden koncerten. Ud over to helt forrygende numre, “Sinner” og “Nothing Matters”, sidstnævnte blandt mine favoritnumre i år, og måske 2 andre gode sange, så synes jeg pladen er… kedelig. For stillestående og ensartet i sin lyd, og slet ikke så pompøs og teatralsk som eksempelvis “Nothing Matters” lægger op til.
Så ender det med at blive lidt en halv-kedelig fuser med en god afslutning?
High energy über alles
For de standhaftige gemmer der sig en anden form for afslutning i programmet når vi når lørdag aften. På lille Gloria har der sneget sig et navn med begyndende medvind ind, Porij fra Manchester, der går på kl. 22.30. Gruppen beskrives som indiepop og ravekultur, altså det bedste fra Manchesters historiske musikscene udover fadølsrocken fra Oasis.
Det jeg har nået at høre, er energisk, medrivende og sådan lidt utøjlet og “bøllet”, næsten som man kunne forvente. Og her er der faktisk tale om et navn, der hvis sol, måne og stjerner står rigtigt, kunne få vokseværk de kommende år. Du så dem først på Gloria!
Vi bevæger os lidt tilbage i spilleplanen, men bliver på Gloria. Jeg tror ikke GEL, der er ENDNU et torsdagsnavn kommer til at blive the next big thing. Det er vist heller ikke meningen, det ligger ligesom implicit i genren. Det er punk. Og det er IKKE punk at appellerer bredt.
GEL beskriver dem selv som musik til freaks fra freaks, så let’s get freaky! Der er knald på hardcore punken her, og det er en af de “high energy” markerede koncerter i spilleplanen. Så må vi se om freaks og andet godt folk kan mønstre energi nok til det prædikat kl. 18.30. Det er jo lige midt i spisetiden!
Vi er dog ikke færdige med punken, den kan man også finde andre steder end USA, hvor ovennævnte GEL stammer fra. Men japansk punk? Jo, det er ikke kun “verdensmusikken”, som Roskilde finder verden rundt og sender ud på Dyrskuepladsen.
For to år siden kom Otoboke Beaver med efter en sen aflysning, de greb chancen og gjorde det tilsyneladende så godt, at Roskilde har inviteret punkbandet tilbage. I år får de fornøjelsen af Eos, open air i blæsevejr fredag aften kl. 18.30? Det lyder som en udfordring, men det lader de sig nok ikke skræmme af. Det lyder i hvert fald som om de går til den med gakket charme, løssluppen attitude og fræsende energi.
Og det får man sikkert også i rigelige mængder til mit sidste nedslag. Det er faktisk nærmest en hel aften, til de, der hungrer efter noget med guitar og larm. Bare man ikke er bange for, at det kommer fra andre kanter end de “vanlige”, og at der muligvis er begrænset udsyn. Til gengæld kan man komme tæt på.
Onsdag aften omdannes Avalon til en stor, klam kælderklub med smadret musik i gulvhøjde. Der er dømt floor shows med flyvende udskiftning fra kl. 21.00 når Ragana går på. Efterfulgt af Prison Religion, Decorticate, Taqbir og The Hirs Collective, som går på som sidste orkester kl. 23.20. KAPLOW.
I den håndfuld mere eller mindre vilde og voldsomme eksplosive band vil jeg lige fremhæve åbnerne Ragana, deres black/doom kombi tiltaler min personlige smag. Og så er der Taqbir, Riot Grrrl punk fra Nordafrika – what’s not to like?! Men altså, koncerterne er så korte, at man vel kan sluge det hele?
Ellers kan man tage en puster i det fri, og vælte ind på gulvet igen. Alternativt følge min egen “plan”, tage et afbræk på Gloria, når Ragana er færdige og få et skud anatolsk psych-danse-folk fra tidligere nævnte Lalalar og så tilbage til Avalon. Så kan man runde det hele af med WaqWaq Kingdom på Gloria, når The Hirs Collective har splittet gulvet ad.
Som man kan se så ER der masser af musik med strengelege på Roskilde, både af den traditionelle, moderne og mere “eksotiske” slags. Og der er meget, meget mere, hvis man tager sig tid og lytter spillelister igennem eller nærlæser programmet. De kræver lidt tid, måske skal der sluges en smagsmæssig kamel hist og her, eller udfordres grænser.
Men det er du vel heller ikke blevet for gammel til, vel? Så er du måske blevet FOR gammel til Roskilde Festival anno NU. Det er jeg også selv af og til, men jeg giver mig ikke frivilligt og forsøger at hænge på.
Kommer jeg til at følge alle mine egne anbefalinger og must sees? NAH-HAJ! Der sker noget overraskende og spændende lige om det næste hjørne, jeg glemte tiden eller for vild! Der kan ske så meget på Roskilde.
Skal vi følges ad? Ses derude!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ken Damgaard Thomsen/GFR, Roskilde Festival
