Roskilde Festival er meget mere end musik, men det er OGSÅ musik. Og trods mange holdninger til musikken og bookinger igen i år, så var niveauet af de koncerter GFR kom omkring ret højt. Her er nogle favoritter, små skuffelser og spredte højdepunkter.
Normalt når jeg runder af og skriver de afsluttende ord om festivalen, så gør jeg det “ud i et”. Og her kommer de enkelte koncerter og kunstnere ofte til at træde lidt i baggrunden for de større og bredere linjer. Men jeg tænkte, at i år skulle det være lidt anderledes.
Måske fordi, at det viste sig musikalsk at være et ret godt år?
Fugleperspektivet og de helt generelle betragtninger og tanker kommer jeg med lidt senere. Nu skal det handle om det om musikdelen af Roskilde 2024.
Held i lotteriet
Og det er lidt et lotteri, som jeg (og mange andre, der forsøger at dække festivalen seriøst) ofte har påpeget år efter år. Programmet er enormt, kan være uoverskueligt og da man ikke kan være alle steder på samme tid, slet ikke når man som “os” bare er mig af sted, så handler det også lidt om held og tilfældigheder.
Der kan være helt fantastiske koncerter man misser, nogle man slet ikke havde på radaren, nå ja, og så kan man jo have forskellige holdninger til det, der opleves. Jeg forsøgte at dække bredt, komme rundt på forskellige scener så vidt muligt, og smage lidt på “det hele”. Det betyder også, at jeg oplevede en del koncerter i mindre bidder. Nedslag derfra vil man kunne finde under de spredte highlights til sidst, sammen med andre nedslag.
Af hele koncerter nåede jeg at se og dække 11 under First Days og 15 under Main Days. Smagsprøver og mindre bidder? Øhhhm! 27? Det giver så musikalske indtryk, brudstykker og minder, i større og mindre størrelse fra i alt 53 forskellige kunstnere. Det KAN godt svømme lidt sammen, og nogle oplevelser glemmer man ganske enkelt, indtil de pludselig dukker op.
Favoritter og mindre fusere fra First Days
Hvis jeg kaldte det “bedste”, så kom jeg nok lidt i vanskeligheder. Det er så endegyldigt et ord og betegnelse – OG jeg ville faktisk have svært ved at udpege de decideret bedste – jeg så virkelig mange gode! Og nærmest ikke noget jeg ville kalde “dårligt”
Mine favoritter falder hovedsageligt i den tungere og hårdere ende af spektret. Metal/punk/hardcore var repræsenteret af et stærkt felt i år. Og efterlod også overordnet et stærkt indtryk.
Især vil folk, som måske aldrig har været til, eller kunnet lide, hardcore nok gå fra First Days med positive oplevelser fra eksempelvis SYL og Omsorg. Det splittede på hver deres måde, henholdsvis EOS og Gaia ad.
SYL var faktisk et af de få navne, som jeg oplevede, der virkelig fik skovlen under det monstrum af en scene. Det var kaotisk, til tider næsten rent anarki på og foran scenen, men det faldt aldrig fra hinanden. EOS er det modsatte af intim og intens, men SYL formåede faktisk at få tæmmet bæstet med deres egen vildskab og kontrol over kaos.
Inde på Gaia spillede Omsorg en lidt anden, men ikke mindre vild koncert, på andre og egne præmisser. Man var tættere på, det blev mere intimt, som en lille trykkoger. Og de fik et tændt (men ikke overtændt) publikum med på løjerne. Så publikum på eget initiativ holdt festen kørende med diverse hardcore-festtricks, og bandet kunne fokusere på at levere det effektive lydspor dertil.
På Gaia var der også masser af kærlighed og satan fra og til Katla, der viste at tung doomrock/metal med hård og nosser også kan have sin plads under First Days. Eller lave sin egen plads ved bare at hugge den ud med tunge, lede riffs og brøl om satan. Og taler om kærlighed? Det var en skøn messe og et dejligt, uhumsk kram at få.
Apropos kærlighed og kram, så gav første navn jeg oplevede under First Days mig lyst til at finde, og flytte ind i (hvis jeg kan få lov) den lesbiske dal. Der “bor” (altså stedet er en opdigtet utopi, men…) kollektivet Sliteneliten. De havde taget turen (uden booking og manager) til Roskilde for, at vågne i telt på camping og gå op på Gaia og dele ud af politiske holdninger pakket ind i traditionel folkemusik, protestsange og punket nerve og energi. Det var et umanerligt charmerende, elskeligt og smittende bekendtskab.
Knap så smittende var Users, 802 og Rot Away, der skuffede en smule, i varierende grad. Jeg synes det er lidt tarveligt, især kunstnere spiller under First Days, at “hænge dem ud”.
Lad os bare sige, at Users ikke lige var mig, de virkede lidt malplacerede på udfordrende Eos og fik aldrig helt fat. Udfordrede var også hardcoregruppen Rot Away, der modsat SYL ganske enkelt ikke fik skovlen under hverken scenen eller de fremmødte. Det VAR også tidligt på dagen, og publikum havde øjensynligt ikke vænnet sig til/accepteret vejret. 802s største udfordring synes at være retningen, hvor de vil hen med deres 80er synthede balck og hvad vi som publikum skal stille op med det. Fungerede momentvis, men efterlod et lidt “ufærdigt” indtryk.
Der er flere favorit øjeblikke fra de første dage længere nede.
Favoritter og et par svipsere fra Main Days
Med 180 navne på plakaten, så er det jo et begrænset antal lodder man har i Main Days lotteriet. De 180 navne dækker dog vist også diverse kunst- og aktivisme navne, som i visse tilfælde optog plads i den “rigtige” spilleplan.
Stærkt repræsenteret var også en række danske navne, som alle udspringer fra forskellige inkarnationer og årgange fra First Days. Ingen af dem faldt igennem på de større (i et enkelt tilfælde den allerstørste scene), det vil jeg komme nærmere ind på i den mere overordnede afrunding, når den engang bliver færdig.
Her vil jeg dog fremhæve to, som falder i hver deres “favoritkategori”. Og begge havde relativt tidlige spilletider i det store Arena telt, hvis den scene ikke var intimiderende nok i forvejen. Både Zar Paulo og Barselona gik dog (tilsyneladende) uimponerede til opgaven, og leverede hver deres fest.
Zar Paulo var i den vanskelige situation, at jeg og mange andre måske heller ikke havde forventet andet og mindre. Det formåede pop/rock/synth gruppen at leve op til. De leverede den forventede fest med alt hvad det indebærer. Barselona leverede for mig den overraskende fest. Jeg var ikke fan inden, deres poptoner har aldrig helt været min smag, selvom jeg synes et nyere nummer som “Lyden af Livet” var en af de bedste singler i 2023. De var altså, sammen med alt andet, oppe imod mine korslagte arme og skeptiske miner. Det fik de med en professionel indsats ændret til anerkendende klap og et respektfuldt nik.
Det var begge danske folkefester for et hovedsageligt yngre publikum, de gamle (og unge) kunne samles foran Orange til Foo Fighters. De gik mod tidsånden, tendenser og udvikling på Roskilde Festival og store dele af billetkøbere ved at levere en maratonkoncert. En der, trods mine forbehold, formåede at samle og vise at rocken stadig kan noget særligt på den største scene, når den får lov – og formår at få publikum med.
Publikum var også helt med på lille Gloria, der leverede mine to sidste favoritkoncerter, som jeg vil fremhæve her (inden ALT bliver til favoritter). Også de to var af vidt forskellige karakter, den intime, lyttende og fængslende oplevelse. Og så en løssluppen, svedig og vild fest, hvor publikum og band gik i den der berømte symbiose, som vi alle håber på at få med hjem fra Roskilde i rygsækken.
Melissa Carper og hendes lille country setup stod for den førstnævnte, nære og opmærksomhedskrævende oplevelse. Hendes musik er dybt forankret i velkendte amerikanske traditioner, tekster ligeså, men med hendes eget, helt personlige og finurlige twist. Det var navnligt det sidste, der lod til at indfange publikum, som lyttede opmærksomt og holdt kæft. Og dernæst lod sig tryllebinde af de fine melodier, små lækre arrangementer og de flotte vokaler og harmonier. Respekt til alle.
Tyrkiske LaLaLar sørgede samme sted for et tidligt peak onsdag aften med deres blanding af fede psykedeliske riffs og melodier, folkemusikalske strømninger og rytmer og energisk rave-rock. Det var var lidt af en sprængfarlig tyrkisk cocktail, som publikum lappede i sig og bundede, mens de hoppede, dansede og svedte om kap med trioen på scenen. Hold nu kæft en fest. Og nok min favoritkoncert og samlede oplevelse på hele festivalen i år. Den bliver en til den store gemmebog!
Det kiksede desværre for det japanske punkband Otokobe Beaver, men ikke så meget pga. bandet. De arme punkladies var på forhånd oppe imod overmagten på Eos. Placering og omgivelser var umulige at overvinde for dem, og det blev desværre en non-oplevelse.
Og så var der Sexyy Red på Orange, der mildt sagt også virkede malplaceret med hendes möchte gern provokerende og sexfikserede pornorap. Scenen var alt for stor og fremmødet for magert til det hun havde i den drivvåde pose.
Tilfældige nedslag og højdepunkter
– Vulvatorious og deres onde, respektindgydende og dygtige forsanger, der brølede med større styrke end vinden under First Days
– Uro, der må være en stjerne i spe, der snart kan opleves på en større scene på Roskilde
– At der også er plads til eksempelvis dronende sækkepiber i form af skotske Brìghde Chaimbeul
– Fællesang til The Last Dinner Party da de lukkede med “Nothing Matters”
– The Beaches, hvor folk dansede i skybruddet udenfor Gaia-teltets tørvejr
– At jeg blev skreget i øret af Ragana på Avalon i alt for kort tid
– Og at 47Soul sluttede af med “den jeg kender”, da jeg nåede frem i sidste øjeblik på samme scene
– Fornøjelsen af at prøve at fordøje natmaden samtidig med at Julie Christmas uddelte dybe stød på Gaia sammen med et fedt band
– Når den Orange Følelse i glimt ramte plet under Foo Fighters
Og så er der alt det, som jeg lige nu har glemt, fortrængt, eller der pludselig dukker op på nethinden, når jeg mindst venter det. Helt som det skal være efter en lang, fantastisk uge med musik og indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
