Som titlen siger, lad os får rundet af, opsummeret og lukket Roskilde Festival ned for denne gang. En af de bedre årgange i nyere tid, men naturligvis med plads til forbedringer. Men skal man være nervøs for fremtiden?
Nej, men man kan godt være bekymret på nogle kernepunkter. Som mange har fremhævet, blandt andet Soundvenue i en fin og kort artikel om Orange Scene, dens “regler” og ændringer af disse, så er den store scene stadig lidt en udfordring.
Både for festivalen, bookerne og nogle af de kunstnere, der bliver sat derop. Det er sådan set ikke noget nyt, det har været en tendens i mange år, men en voksende. Som der står i ovenstående artikel, og som jeg også selv har skrevet om adskillige gange de senere år, så er branchen meget omskiftelig i disse streaming tider. Det mærkes blandt andet på, at navne kommer og går, i størrelse og popularitet, hvor det nærmer sig mere held end forstand om Roskilde rammer det helt rigtige tidspunkt for en booking.
Der gambles, skal man spille på Orange?
Der skal gambles, og det bliver der, hvilket medfører skiftende succes. Men, før i tiden var det jo heller ikke en garanti, at et stort navn ville levere lige på dagen, når de indtog Orange. Men man kunne i højere grad regne med at deres status, som populært og stort navn holdt mindst en festival ud!
Nu styrer den slags navne i højere grad uden om festivaler, der er flere penge i egne shows. Hvis de da ikke nyder deres pension. Eller har været på Roskilde tidligere. Hvis de overhovedet passer ind?
Det er et andet problem, affødt af skiftende tider, og målgruppen for festivalen. Det er lidt hønen eller ægget, men en virkelighed festivalen med blandet succes forsøger at navigere i. Og det er stille og roligt også ved at udvande forestillingen om Orange Scenes status, og at det er en særlig ære at indtage den. Det er måske også en forestilling, som hører en anden tid til, og som betyder mere for os gamle rotter end ungdommen og ungdommens kunstnere – især de internationale.
For de danske er det nok anderledes. Men også her tvinges festivalen, i manglen på headlinere med tyngde, format og ballast til at fylde Orange ud, at forfremme nogle mindre erfarne og etablerede navne til hovedscenen. Heller ikke nødvendigvis et problem, men en tydelig udfordring, hvor det lidt for ofte bliver et succeskriterium “bare” ikke at dumpe og falde igennem. Det kan med tiden komme til at sænke barren, og tvinge kunstnere over den, som ganske enkelt ikke er helt klar endnu.
Ida Laurberg var eksemplet på en der bestod, men hun måtte også ty til mange “tricks” for at nå op på en samlet spilletid på lige knap en time. Gæster, numre der blev trukket ud, flere gæster. Det er der sådan set ikke noget galt i, men man fornemmede at sættet var fedet op. Det er ikke det samme som at snyde!
Omvendt formåede Icespice, der må formodes at være et endnu større navn på plakaten, kun at kunne strække sættet til 35 minutter. Det er vist lige i underkanten af det acceptable, og man kan spørge om det overhovedet var besværet og arbejdet værd for dem, der skulle gøre scenen klar og afvikle den koncert.
Men gør det noget, og hvad kan man gøre?
Spørgsmålet er så, om det er afgørende, hvor længe en kunstner står på scenen, hvis det, der leveres, er godt og publikum er glade. Ser man bort fra Icespice, så er en time måske i virkeligheden ved at være ganske tilpas for en festivalkoncert?
Ikke for de helt store headlinere med årtiers bagkatalog eller et væld af hits at trække på. Da synes jeg stadig godt man må og kan forlange mere, men en gennemsnitlig længde på en Orange koncert bør måske ikke være meget mere en time til fem kvarter? Det sænker krav og forventninger til kunstnere, som ikke har kataloget og et formodentlig yngre, mindre tålmodigt publikum har mistet koncentrationen.
Jeg siger ikke at de unge har koncentrationsbesvær, men de er vokset op med og er vant til, at alt går hurtigere og serveres i mere mundrette bidder. Sange bliver i gennemsnit kortere, så er det måske også naturligt at koncerter gør det?
Andre tiltag, der sikkert er og bliver overvejet, er at gentænke koncertformatet og scenens brug. Her er jeg ikke spækket med gode og originale påfund, det må mere kreative hjerner stå for. Men man kunne jo eksempelvis eksperimentere lidt med flere “fælleskoncerter” og annoncerede samarbejder, hvor flere kunstnere går sammen om et headliner spot, eller en specifik kunstner står for at kuratere indholdet?
Jeg forestiller mig noget i retning af “en aften med Andreas Odbjerg” så kan han “betale tilbage” og hive alle de folk han har samarbejdet med, og selv gæstet på scenen, op på Orange. Du kan ikke gøre det hver dag, eller kun præsentere den slags på Orange, men hvis scenen alligevel ikke er en stor eksklusiv ære for EN kunstner af gangen at stå på.
Hvorfor så ikke dele og lege lidt?
Festivalens gang på de andre scener
Eksperimenteret blev der eksempelvis onsdag aften på Avalon, hvor en håndfuld hårde undergrundsnavne hver fik 20-30 minutter på “gulvet”. Floor shows, på et hævet podie, cirka midt i teltet (desværre) med et hegn omkring, hvor der blev eksperimenteret både med formatet og lyden.
Det fungerede ikke helt optimalt, men sådan er det når, der prøves noget nyt af. Og det er bestemt et koncept med potentiale, hvis det lige bliver finpudset. Man kom tæt på, men pga. hegnet ikke helt tæt nok. Lyden var ikke helt så omsluttende som håbet. Og ophævelsen af den normale grænse/retning for afsender og modtager gjorde også, at både kunstnere og publikum af og til virkede lidt, som om de ikke helt vidste hvad de skulle stille op.
Ellers er det halv-store Avalon telt og pladsen omkring en ganske velfungerende scene. Og en der næsten altid nyder godt af stort fremmøde, men stadig plads til at slappe lidt af.
Da er det lidt op og ned med Arena, som enten kan virke lidt affolket, eller virkelig proppet. Også udenfor det enorme telt.
Under eksempelvis Zar Paulo og Barselona var niveauet passende, mens Khruangbin var en lidt presset oplevelse. Det skyldes muligvis også, at lyden udenfor og rundt om Arena igen i år var VIRKELIG god, høj og tydelig. Det tiltrækker og appellerer til, at blive hængende og om ikke andet få en god lydoplevelse. Luksusproblem?
Den luksus havde Eos ikke. Jeg har “brokket” over scenen nærmest dagligt i reportagerne ugen igennem, og skal prøve at opsummere, hvad jeg har at udsætte på problembarnet. Nogle ting er personlig smag, mere holdningsbaserede, men forhåbentligt balanceret med noget objektivt.
Eos er for det første rent æstetisk temmelig… udfordret. Bevares, det ER smag, og burde være ligemeget. Men et eller andet får den alligevel til at ligne noget fra et tivoli, eller en forlystelse på Bakken. Og så virker den monstrøst høj i forhold til bredden, er den et kvadrat? Den virker også høj og kasseformet i forhold til den flaskehalsformede plads der skråner ned mod den.
Det giver en underlig fornemmelse af at ryge i en tragt og blive suget ned mod kassen for enden. Pladsen foran virker alt efter kunstneren på scenen, og publikumsfremmøde enten lidt for lille eller alt for stor. Men sjældent intim fordi det stadig er open air. Der er simpelthen en masse småting, som giver fornemmelsen af en scene og plads ude af balance.
Omvendt fungerer Gaia glimrende. Jeg elsker Gutter-smørhullet, som stadig lever i bedste velgående. Der er masser af siddepladser omkring scenen, tæt på teltet og lidt længere i trægrænsen foran. Og fra alle placeringer er lyden, i stil med Arena, næsten altid god, lige meget hvor man står eller sidder.
Jeg nød også mine ophold på lille, nuttede Gloria, som stadig har sit indslusnings/køsystem man skal igennem inden koncerterne. Måske var jeg bare heldig, men stod nærmest ikke i kø for at komme ind i år. Men jeg tager også altid forreste kø, venstre side, som KAN se proppet ud, men grundet indgangssystemets indretning sjældent er det. Og vupti, så er man inde, helt oppe ved scenen.
Omvendt kunne jeg ikke komme helt tæt på Platform, den mindste scene, nogle af de gange jeg kom forbi. Der er nok ikke det store at gøre her, andet end at møde op i virkelig god tid, hvis der er noget man vil se. Det var der egentlig på Apollo, men DET indgangsystem stresser mig bare ved at kigge på det. Så der bevæger jeg mig altså ikke frivilligt ind, inden der er lavet ændringer.
En plads der fungerer i al slags vejr
Det regnede jo, hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed? Alt var som bekendt slemmere i gamle dage, dengang far her var ung, men i følge meteorologerne var det den mest regnfulde Roskilde Festival i 17 år.
Altså siden det famøse KATASTROFE ÅR 2007. Nu var jeg ikke særligt meget ude på campingarealerne i år, slet ikke sidst på ugen, og er sikker på at det var ret smattet. Men, jeg tør næsten påstå at det faktisk VAR værre i 2007 (og andre regnfulde år, som eksempelvis 2000 og 2004), især INDE på festivalpladsen.
Om det skyldes vind og vejr, måden og frekvens regnen faldt med, og de pauser der var, ved jeg ikke. Men selve festivalpladsen var aldrig ufremkommelig, som den eksempelvis var i 04 og 07, hvor man nærmest ikke kunne komme rundt. Og følte sig heldig, hvis man holdt sig på benene, eller ikke sank i, foran Orange. Pladsen foran Orange så i vid udstrækning ganske hæderlig ud omstændighederne taget i betragtning, i år.
Måske har Roskilde lært af erfaring, og fået endnu bedre styr på beredskab, indsats og de områder, hvor der skal sættes ind? Jeg har i hvert fald oplevet værre pladser. Men smattet, det var der.
Og festivaler er bare federe, når solen skinner. Eller er den? For så får man andre udfordringer. Det giver også en særlig stemning på Roskilde, et andet sammenhold – vi er alle i samme båd her. Og vi har ingen båd! Så må man danse sig tør i regnen, som under The Beaches, hvor det regnede så latterligt meget foran Gaia, at folk bare overgav sig til det og plaskede i pytterne. Det kan altså også noget.
Det skader faktisk nok heller ikke øl- og alkoholsalget, at folk må drikke sig lidt fra det hele?
En dyr festivalfornøjelse
Det blev da en af de dyre Roskilder i min personlige historie, men det var delvist selvforskyldt. Den tidligere omtalte trafikulykke, som vi røg ind i på første dag, kom til at koste lidt, da jeg måtte ty til taxaturer. Pyt, det var nødvendigt, hvis jeg ikke skulle blive helt stresset igen.
Men det er jo også dyrt at holde sig i live på pladsen, hvilket bestemt ikke er noget nyt. 100 kr. for drinks, 55 for øl (inkl. pant) og så er der maden. Dog vil jeg sige, at man bestemmer selvfølgelig selv, hvor galt man gør det. Og at især prisniveauet på maden ikke virkede, som om det var presset yderligere i vejret.
Det er i det mindste en glædelig tendens, jeg vænner mig nok aldrig helt til at et nogenlunde solidt måltid skal koste 100 kr., men det er nu bare vilkårene. Og jeg oplevede helt overordnet, at man faktisk fik noget for pengene – de FLESTE steder. Der var undtagelser, blandt andet en pasta biks ved Arena, som burde skamme sig over at servere så fesen en omgang for så mange penge.
Men hvis man orker at gå lidt rundt at lede, så er udvalget bredt, varieret og man KAN finde en del steder, hvor value for money er indenfor det acceptable. Om jeg synes øl- og alkohol skal koste SÅ meget, og i sådan et omfang fra store, kommercielle spillere, på en festival der ellers slår sig op på de rigtige holdninger, er en længere diskussion. Et nødvendigt onde?
De gratis holdninger som faktisk kan gøre en forskel
Til gengæld er det helt “gratis” at have holdninger, og dem har Roskilde Festival mange af. Aktivisme, lighed, fred og forståelse mig her, der og alle vegne. Der er risiko for at der både bliver prædiket for koret og for døve ører. Eller at de mange meninger bliver reduceret til slogans og buzzwords, så de mister deres betydning.
Det er velmenende, det er helligt og frelst, det er woke, det er humanistisk, det er nemt, det er svært, modigt, nødvendigt, det er godt nogen gør noget og leverer en platform. Det er alt på samme tid, ingenting og det hele – i en stor pærevælling. Har det en målbar effekt, ændrer det noget – gør det en forskel?
Svært at sige, men lad mig bruge mig selv som eksempel.
Jeg er en hvid mand, midt i 40erne, født sidst i 70erne, barn af 80erne, teen i 90erne og ung i nullerne. Født og opvokset i Sønderjylland, heteroseksuel, venstre orienteret af sind, men med en liberal og fri indstilling til personlig frihed. Men også et produkt af tid, arv, miljø og omgivelser. Jeg kan lide af main character syndrom og være ufrivilligt privilegieblind.
Men jeg opfatter mig heller ikke som et dårligt menneske, men et fejlbarligt, der er villig til at tage ved lære. Og som er opmærksom på, når jeg opfører mig på en måde, som jeg egentlig ikke bryder mig om, eller synes man bør. Men også en, som kan have brug for at blive mindet om mine blinde vinkler, de ting som jeg “aldrig” har opfattet var et problem, fordi jeg som hvid mand ikke har oplevet dem på egen krop.
Og HER kan Roskilde Festival (og samfundsdebatter, ikke SoME råberier!) og alle holdningerne faktisk være med til at gøre mig endnu mere bevidst, opmærksom og åben. Jeg bliver mindet om, alt der kan være og er “normalt”, eller lige så fucking skørt som mig selv, og at der kan og skal være plads til det. Og laves om på de strukturelle, indgroede og forældede udfordringer og tankegange, som kan blokere for folks muligheder for at leve det liv de gerne vil.
Jeg bliver mindet om ligestilling generelt, på tværs af køn og andet, og om hvor jeg, og min tankegang, reaktionsmønstre og “reflekser” kan være en del af problemet. Uden at det er min intention, eller at jeg overhovedet er klar over det. Og måske i endnu højere grad gør det mig opmærksom på nogle strukturer og forhold, som jeg slet ikke havde tænkt over kunne være problematiske.
Det kan forhåbentlig, i lille skala, hvis andre har det ligesådan være med til, over tid at skabe reelle ændringer over hele linjen.
Den personlige rejse
Jeg forsøger, hvis det skulle være gået tabt i oversættelsen, at dele ud af mig selv. Hvilket dækningen af Roskilde Festival også i høj grad bærer præg af. Et helt bevidst valg og kalkuleret “risiko”. En del vil givetvis ikke synes om hverken stil eller indhold, eller hvad fanden de skal bruge oplysninger om mig til.
De kan så besøge alle de andre lødige og dygtige medier, der med hver deres fokus dækker Roskilde Festival. Som Soundvenue, Gaffa, Undertone, Devilution, Metal a Day, BlastBeast og mange andre (men desværre ikke Bloggers By Choice, der valgte at trække stikket lige inden festivalen). For der ER mange om buddet, som konkurrerer på den samme spilleplade i mere eller mindre grad. Og de har i høj grad fokus på KUN musik, og måske lidt foto og mode.
Hvis vi/jeg/GFR udelukkende gjorde det samme, som “alle de andre”, så var vi bare endnu en (lille) spiller på den plade. Og hvem kan reelt bruge det til særligt meget? Så drukner vi i mængden, blandt medier med større gennemslagskraft, rækkevidde og ikke mindst mange flere anmelder og skribenter i felten. Vi er bare mig.
Og jeg kan ligesom alle andre have gode og dårlige dage på kontoret, der kan være en masse op til og efter koncerter, som spiller ind på oplevelsen. Lige meget hvor “professionel” man forsøger at være når musikken spiller. Det tilstræber jeg, og håber jeg stadig at være. Men også at give kontekst og et indblik i Roskildelivet.
Det gælder også det Roskildeliv jeg observerer og deltager i rundt omkring på pladsen. Og det er forhåbentlig det der er med til, at vi kan tilbyde en eller anden form for dækning, ud over “bare”, musikken, som man ikke får så mange andre steder. Om ikke andet skinner min holdning (sat lidt på spidsen, bevares) igennem.
En festival som var klart i min personlige top 24
Smartass, men ja, det var min Roskilde nummer 24. Jeg fik et Orange øjeblik eller to, masser af gode til glimrende koncerter og en enkelt, som nok går over i min egen, personlige Roskilde mytebog. Det kan man læse mere udførligt om HER
Måske hænger det også sammen med noget af det i det forrige afsnit. Den personlige rejse. For var programmet markant bedre end sidste år, hvor jeg havde det sådan lidt “meh”, hvad det samlede niveau af oplevede koncerter angår? Var jeg bare mere heldig i år, og landede de rigtige steder på de rette tidspunkter?
Eller kan det skyldes, at min Festivalform var over forventning, og faktisk overraskende god – og ikke mindst, hvis ikke støt stigende, så bundsolid, som ugen skred frem? Det spiller jo OGSÅ ind, som jeg lige nævnte. Og kan delvist skyldes, at jeg var omgivet af gode mennesker fra First Days og igennem Main Days, når jeg lige kunne indfinde mig på pladsen.
Da jeg skulle opsummere de musikalske favoritter og højdepunkter, opdagede jeg dog en lille detalje. Som måske, trods alle de andre faktorer, siger noget om musikken, kvaliteten og bredden.
Jeg så koncerter på samtlige scener (minus Apollo), og var i hvert fald forbi samtlige scener hver dag, uden nødvendigvis at se en koncert. Det siger lidt om alsidighed, at der er noget der lokker over hele pladsen.
Og så er der det faktum, at jeg havde favoritkoncerter fordelt ud over samtlige festivalens dage, fra søndag, over First Days til Main Days og sidstedagen, lørdag. Det taler vel et eller andet sted for kvaliteten af program og spilleplan? Eller også var jeg bare så skide dygtig og heldig i år. Medmindre at jeg er blevet narret?!
Tak for denne gang
Til alle der gad at læse med, sludre, hænge ud og lade mig rable løs her. Og en kæmpe tak og hånd til alle de frivillige og alle Roskilde ildsjæle, der får det hele til at løbe overraskende gnidningsfrit rundt – igen i år. Uden jer/dem, ingen Roskilde Festival
Og det ville, trods alle de ting, der er at vende og dreje og have en forbandet vigtig holdning om, være en skam. Hvad skulle vi gøre uden den årlige udflugt, udfordring, underholdning, uendelige fest, og det ulidelige men uundværlige frirum?
Næste år napper jeg nummer 25, jeg er sikker på at det bliver lige så vidunderligt, skrækkeligt, navlepillende og lærerigt som altid. Måske også for dig?
Links til dækning:
Lørdag, rapportage fra åbningsdagen
Søndag, reportage, anmeldelser af og ord om Sliteneliten, Rot Away, Snuggle og Uro
Mandag, reportage, anmeldelser af og ord om Katla, 802, Syl m.fl.
Tirsdag, reportage, anmeldelser af og ord om Vulvatoriuos, Stella Explorer, Mija Milovic, Omsorg m.fl.
Onsdag, reportage, anmeldelser af og ord om hardcore aften på Avalon, LaLaLar m.fl.
Torsdag, reportage, anmeldelser af og ord om Zar Paulo, Ida Laurberg, The Last Dinner Party, The Beaches m.fl.
Fredag, reportage, anmeldelser af og ord om Melissa Carper, Kim Gordon, Foo Fighters, Julie Christmas m.fl.
Lørdag, reportage, anmeldelser af og ord om Barselona, Barbro m.fl.
Favoritkoncerter, små svipsere og højdepunkter
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR + et par mobilfotos fra Ken
Featured image: Victoria Malika Damgaard Thomsen
