Succes! En hel dag på Roskilde Festival overlevet! Musik blev der ikke så meget af, der gik socialisering og gensyn i den. Blandt andet fra en overraskende front, som sendte en 35 år tilbage i tiden. Der blev dog også tid til spredte toner fra Fever Ray, Blæst, Big Joanie, Bala Desejo og Brimheim.
Eller hel og hel, men altså en hel dag hvor festivalen kørte, selvom det først var fra sen eftermiddag. Som man kunne læse i reportagen fra i går, som blev meget personlig og alvorlig lige pludselig, real life shit, så kom jeg fra start på efterhånden velkendt vis.
En tur ud i det fri med spændte løbesko, hvor jeg lyttede onsdagens spilleliste igennem. Det er stadig ikke helt fyldestgørende, når man kun har 2-3 sange fra udvalgte kunstnere på listen. Men på en måde “tapper” det også ind i Roskilde anno 2023. Der kan og skal zappes lidt rundt mellem mange på forhånd ukendte navne. Måske dykker man dybere ned i nogle, måske ender koncerten endda med, at man fordyber sig helt i musikken. Eller også tøffer man rundt mellem scener og smager på små bidder.
Skriverierne kom online, jeg fik mig en morfar midt på formiddagen efter 4-5 kopper stærk kaffe. Kan man få kaffe med MERE koffein i, egentlig? Og så skulle vi ellers til at trille mod Roskilde West parkering i god nok tid til at komme på forkant med onsdagstrafikken op til åbningen. Men hvor var den 11-årige assistent? Hun var taget på McDonalds med underboen og hans børn! Goddammit, børn og respekt for klokken…
On the bumpy road again
Nuvel, vi kom af sted lidt senere end planlagt, men det gled nu meget godt hele vejen mod Darupvej. Med soundtracket fra Encanto blæsende og fællessang på forsædet, mens jeg forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe. Da vi ramte Darupvej, stoppede trafikken brat. Så var der sgu’ kø alligevel. Den sneglede sig frem indledningsvist og jeg begyndte at skele lidt til klokken.
Det meste af den gamle Roskilde Lejr var ankommet og de ventede med bobler, mens uret også begyndte at tikke for åbningen længere ude i horisonten. Den lejr, Gnufighters (det der dem med Gnu-flaget, dah) kan fejre 20 års jubilæum i år. Det er sådan set også kilden til GFR, som kom til senere. Så kan man selv gætte på hvad “G’et” på et tidspunkt stod for.
Jeg hoppede ud af Encanto-boblen, og den stigende løsslupne stemning på forsædet og fik mig en smøg, mens jeg forsøgte ikke at overhale hele bilkøen til fods. Heldigvis var de vakse længere frem ved vejbommen. Vagter kom ned og fortalte, at de havde åbnet en smutvej uden om køen for biler, der allerede havde booket parkering, og så var vi pludselig igennem på ingen tid. Afsted tværs over West mod broen og over, og så lige ud mod indgang East, hvor Get a Tent igen i år er placeret.
Ja, de gamle gnuer bor i Get a Tent. Og har gjort det i mange år efterhånden efter de/vi blev for gamle til campingpladsen. Ellers havde den lejr i sin nuværende form nok slet ikke kunnet fejre 20 års jubilæum.
Det var mere indbydende festivalvejr denne onsdag end den blæsende tirsdag. Det gjorde dog også, at man fik lidt sved på panden og fugtig ryg af den ret tunge rygsæk, jeg havde fået basket det sidste af min festivaloppakning, som ikke allerede lå i teltet, ned i. Vandre vandre, som gnuer på savannen. Flag i sigte!
Pressepagne og kort jubilæumsfest
De glade Gnuer havde allerede ladet propperne springe, men der var da nogle bobler tilbage til de sent ankomne. Endda en børne champagne, som assistenten kunne smage på. Hun er vist mere til Prime. Lejren er i år en god blanding af gamle kendinge i Gnu-regi og et par nytilkomne, som hoppede med på Get a Tent vognen. Af den hårde kerne, som er tilbage, slog det mig at alle på en eller anden måde har en ret defineret “funktion”.
Der er den initiativrige, der sørger for booking af telte og gladelig tager i forvejen om lørdagen og sørger for at få styr på 11 telte for flokken. Så er der den praktiske gris, der kommer i løbet af opvarmningsdagene og vedligeholder telte, får købt pavilloner og lignende. Der er Kongen af det hele, kransekagefiguren, der lander onsdag og markerer, at nu er det officielt. Og sådan kunne man blive ved. Alle med hver deres lille crew af “hjælpere” omkring sig, så det hele kører. Dog manglede sygeplejerskerne i år?! Risikabelt.
Jeg fik mig nogle bobler og bajere i solen og kunne stille og roligt mærke den første begyndende Roskilde buzz. Tiden skred hurtigt frem, men pludselig blev freden forstyrret af en yngre vagt, der måtte informere om, at lejren pavilloner stod for tæt. Byggeholdet havde sat tre pavi’er sammen og dermed lavet en fin lille balsal mellem teltene. Men brandvæsnet, der var på vej, forlangte at der var mindst 3 meter mellem hver pavillon.
Det svarede til en pavilions længe. OK, jamen så pillede Gnuerne da bare presseningen af den midterste pavi. Nej nej, det var ikke nok, stængerne måtte heller ikke stå der. Der blev parlamenteret lidt, hvis man ikke makkede ret “så fik man klippet sit armbånd”. Det lød voldsomt alligevel for en overtrædelse af pavi reglementet. Hvis man nu havde sat ild til en brandbil, eller forsøgt anden form for overgreb på den, så fair nok. Stængerne blev stående.
Og brandvæsnet kørte lige forbi. Roskilde tip: gør som vagterne siger, vis at man er samarbejdsvillig, men gå ikke HELE vejen fra start. Der er altid nogen, som slet ikke følger anvisninger, så står man selv der og har gjort alt for meget for at makke ret bagefter. Vent og se.
Kortvarig feber og blæsende videre mod Orange
Klokken passerede 17, fotografen og assistenten gik mod Orange, nogle sprintede over mod Gaia for at se Scowl og resterne sigtede efter Arena kl. 18.00. Her skulle Fever Ray åbne ballet. Jeg hoppede med på Fever-feberen, og planlagte en rute, der hed Arena, dernæst noget af Blæst på Orange og så over til Gaia og Big Joanie.
Dermed nåede jeg også kun de første 3 numre af Fever Ray, der ikke trak fuldt hus i og foran Arena. Det gjorde folk, som ikke var helt inde i hendes tilgang til koncerter og vidste hvad de gik ind til nok klogt i. Allerede fra start lod det ikke til at Drejer på scenen havde tilpasset sættet eller hendes optræden en festival. Det var performance art, kunstnerisk, lidt distanceret og måske lidt malplaceret på så stor en scene.
Arena kan godt være lidt vanskelig, hvis det skal være intimt og nærværende. Et stort, mørkt gab, der sluger og suger, hvis ikke kunstneren eller musikken er lidt udfarende. Det lød godt, men det var også lidt som at kigge på en kunstfilm på en skærm lidt for langt væk.
Jeg begyndte at trække mod Orange. Man fornemmede, at der var gode vibrationer i luften, jo nærmere man kom. Og støv. Det lykkes mig, ud fra et par tilsendte billeder at lokalisere fotograf og assistent i menneskemængden foran Orange. Ret rutineret, hvis jeg selv skal sige det!
Blæst, Orange Scene, kl. 18.30
Det her bliver ikke en anmeldelse af hele Blæsts åbningskoncert, da jeg måtte smutte før tid for at nå videre til Big Joanie.
Blæst indtog Orange til stor jubel foran en skare, der måtte have set voldsomt overvældende ud oppe fra scenen. Den plads ser gigantisk ud, og man kan ikke se andet end mennesker overalt, når der kommer skud på storskærmene ud over pladsen. Når man stod dernede kunne man dog konstatere, at nok var fremmødet rigtig flot, men der var plads til flere. Folk stod ikke tættere, end at det var ganske behageligt.
Så var der også god plads til at danse og hoppe, og det gjorde folk. Blæst kom godt i gang, ikke kun på publikums velvilje. Bandet, der er gået fra opvarmningsdagene til hovedscenen på et år, og ikke har særligt meget materiale ude, virkede benovede, fremstod smilende, men gik til opgaven med stort overskud og professionalisme. De havde i hvert fald ikke tænkt sig at overgive sig til Orange Scene uden at give alt de havde i sig.
Det er så desværre ikke helt nok til at fylde en time på den største scene ud. Man fornemmede hurtigt, at de var nødt til at strække både materialet mest muligt ud, trække tiden lidt mellem numrene og bruge nogle “billige tricks”. Som et nummer, der i bund og grund kun var en hopperytme, hvor folk skulle hoppe med. Og det gjorde de så også.
Senere kastede de en coverversion ind af Medinas “Kun For Mig”, da var jeg på vej væk, men kunne stadig høre Orange og publikum ganske tydeligt. I det hele taget var folket med Blæst og deres numre. De ville det her. Og sang og dansede glade med på egne numre fra Blæst som “Uh Nej Nej”, “Sover Du Nu” og “Kig Op Fra Gulvet”. Efterhånden virkede det dog også som, at folk begyndte at vente på den uundgåelige “Juice”.
Der er fordele og ulemper ved at have ét nummer, der skiller sig markant ud som hittet. Skal man gemme den, eller fyrer den af tidligt og risikere at festen dør og folk smutter, når de har hørt den? Blæst gemte den helt til slut. Da stod jeg i Gaia teltet og ventede på Big Joanie, men kunne sagtens høre deres banger brage ud af Oranges store lydsystem.
Blæst bestod testen, det jeg så af den, men ikke uden at måtte presse citronen for hver en dråbe. Det ved jeg ikke, hvor meget juice der egentlig kommer ud af?
JEG havde taget lidt fejl af tiden. Var sikker på, at Big Joanie var programsat til kl. 19.15. Derfor virkede det også lidt bekymrende, at der nærmest var flere crowd safety vagter foran scenen og i teltet end publikummer. Det var der, det dæmrede for mig, at det nok først var kl. 19.30 de skulle spille på Gaia.
Big Joanie, Gaia, kl. 19.30
Der kom da også flere til. Også Gnuflaget havde meldt sin ankomst, bagerst i teltet, kunne jeg observere fra min plads helt oppe ved hegnet ude i venstre side. Her stod jeg med min dobbelt Gutter Mælk, der blev min aftensmad, skulle det vise sig. Jeg kom dog hurtigt på bedre tanker da trioen, i dag en kvintet, fra London gik på med deres feministiske punk.
Det lød mildt sagt skrækkeligt. Jeg kunne nærmest intet adskille i det hæslige lydbillede, der uskønt væltede ud fra scenen. Jeg gav det to numre, så trak jeg mig tilbage mod flaget, det var muligt at lyden var bedre længere bagud. Lejr-kongen udbrød “det er godt nok dårligt”, da jeg ankom, hvilket jeg kunne besvare med “bare roligt, det er endnu værre oppe foran”.
For lyden VAR noget bedre længere nede bagved, men ikke god. Og Big Joanies levering af numrene hjalp ikke. Punk må, eller skal vel egentlig, gerne være lidt grimt og kantet. Men Big Joanies studieversioner lyder ikke som om de spiller skramlet 70er punk, hvor man næsten ikke kan spille på sit instrument. Sådan lød det bare, i hvert fald i længere perioder.
Jeg kunne svagt genkende nogle af sangene fra min forberedelse til festivalen, men ikke på en måde, hvor de vakte glædeligt gensyn. Når bandet så ikke lige på vaklende vis høvlede sig igennem sættet, brugte forsangeren tiden på lidt for lange, gentagende taler og formaninger. Bandet er feministisk og politisk. Det er fint. Og havde tydeligvis et behov for ikke blot at lade musikken og teksterne tale for sig selv. Selvfølgelig klogt nok, når man reelt ikke kunne høre hvad der blev spillet og sunget.
Men read the room ladies. Vi er på Roskilde Festival, grundlagt af nogle hippier i start-70erne. Og stadig gennemsyres af tanker om ligestilling, forståelse, plads til alle og hvad der nu ellers kan proppes ind af korrekte holdninger. Jeg deler dem, jeg er enig. Det vil jeg skyde på, at langt de fleste gæster på festivalen er. Dermed ikke sagt, at man ikke må komme med et statement, eller fortælle hvad man står for og tror på.
Det er anderledes andre steder i verden, også i England, hvor Big Joanie stammer fra. På Gaia virkede det som om, at mange fik nok af talerne om equality, transgender rights og ens rettigheder for alle. We get it, WE AGREE! Det var som at prædike for koret, og alt for ofte. SPIL NU BARE. Når de så gjorde, så lød det kun i glimt medrivende.
Den afsluttende “Fall Asleep” var det musikalske højdepunkt. Da var det for sent. Selvom de kun spillede lige knap 40 minutter, virkede sættet langt og uengagerende.
Det var sgu’ lidt en skuffelse, jeg havde set frem til Big Joanie, men man kan ikke vinde hver gang i Roskilde Lotteriet. Det her var en nitte.
En tur ned af mindernes markvej
TIDEN står dog aldrig stille på Roskilde Festival, selvom der var noget tid til næste koncert på Gaia, så fløj den af sted. Gnu-flokken virkede dog lidt nervøs, der var spredt opbrudsstemning og tendenser til civil ulydighed. Sikkert forstærket af det storforbrug af øl-kander, der havde sat ind. Kongen og jeg gik på indkøb. Pludselig var Gutter Island Baren overløbet, så vi satsede på, at det var hurtigere at gå fra Gaia til Orange og forsyne os. Det tog ikke mange minutter.
Samtidig tikkede der en overraskende besked ind. Jeg havde en fin tradition med at løbe på en gammel ven fra folkeskoletiden i det mørke Sønderjylland helt tilfældigt på Roskilde. Der har været lidt stille de senere år, og så var der den der coronanedlukning. Men pludselig skrev han, at han var på festivalen, og om vi skulle mødes? I dagene op til havde jeg set på sociale medier, at han søgte en onsdagsbillet, men vist uden held? Han var dog tydeligvis kommet ind?! Gode forbindelser, viste det sig, efter mange, mange år som frivillig bag “scenerne”. Det kan godt betale sig, at være loyal, stabil og afholdt.
Inden vi fik en aftale i stand, gik brasilianske Bala Desejo dog på Gaia. Med dansevenlige tropiske toner, som hurtigt satte gang i en sydamerikansk fest for mere eller mindre blege danskere. Det var dog lige lidt for rytmisk udfordrende for en flok halv-fulde gnuer, så vi trak ud af teltet og fandt en plads i skyggen, hvor man kunne have musikken som baggrundsmusik.
Flokken trak efter noget gøglen rundt alligevel mod Gutter Island, og derefter Apollo for at se Debbie Sings. Den var jeg egentlig med på, men så dukkede den gamle ven sgu’ op, lige da jeg troede at vi havde mistet forbindelsen. Han var noget mere beruset end mig, kunne jeg konstatere. Hva faen, når man kun har en kort onsdag på Roskilde, inden man skal hjem til konen og et kun 10 dage gammelt, med medgørligt og nemt barn, så er det med at hamre igennem. Det var for god ordens skyld konen, der havde beordret ham af sted, var så nem, at han ikke skulle snydes for lidt festival.
Derefter fulgte en næsten 3 timer lang snak og tur rundt på pladsen, mens Kendrick Lamar og alt muligt andet, buldrede løs i baggrunden. Han har en interessant baghistorie, og stak noget ud dengang i Sønderjylland i midt-80erne til start-90erne. I byen lå der en kvindehøjskole, hvilket i sig selv var lidt specielt på de kanter. Han kom til, da hans mor blev forstander. Ingen far, lesbisk mor og københavner unge. Velkommen til det dybe, sydligste jylland.
Han blev mobbet, var prügelknabe for lærerne i skolen, og passede på alle tænkelige måder slet ikke ind. Det tænkte jeg dog ikke over. Jeg ved ikke hvorfor, jeg var sgu’ ikke noget særligt frisindet barn eller noget. Bare en genert, nørdet lille bonderøv. Vi connected dog, gik til spejder sammen (det var det man kunne i byen udover fodbold) og hang ud i årrække. Så flyttede han og kontakten blev straks brudt. Indtil vi tilfældigt løb på hinanden foran Arena 20 år senere og af en eller anden grund kunne genkende hinanden?!
Fortid, nutid, fremtid og alt tid blev vendt, der var en del gentagelser grundet hans alkoholindtag. Jeg kunne godt håndtere det, han er en dejlig dreng, stadigvæk. Han skulle have fat i sin rygsæk, der lå i et eller andet backstage område mellem Orange og Arena. Og viste mig en indgang i hegnet, som jeg aldrig har lagt mærke til. Ingen vagt, man kan spankulere lige ind fra gaden, så at sige, men ingen gør det, fordi man åbenbart overser “hullet”?! Så har jeg da prøvet noget nyt. Følte lidt, at jeg opholdt mig et sted, jeg IKKE havde medieadgang til.
Jeg fik forklaret ham 3-4 gange inden, og 2 gange under koncerten, at det var Brimheim vi skulle se. På Avalon. Ja, vi skal på Avalon. Brimheim. Det er BRIMHEIM. Han holdt til to numre, så skulle han videre ud i verden og se hvor hans brandert førte ham hen. Tak for snakken, Jonas, vi ses derude!
Brimheim, Avalon, kl, 23.30
Sidste år spillede Brimheim og band en overvældende og helt igennem betagende koncert på Rising. Hvor tyngden af lydbølgerne fra scenen var lige ved at sende mig i græsset. Jeg håbede jo et eller andet sted på en gentagelse af det sus, selvom den slags kan være vanskeligt at genskabe. Der er mange faktorer der spiller ind.
Ikke mindst lyden. Den var altså ikke lige så god og massiv på Avalon. Kun periodevis kom der nok tyngde og “omph” i lyden til at Brimheim og bands ellers heftige toner live nåede et niveau, hvor det for alvor kunne mærkes fysisk. Det var desværre som om, at lyden lidt blev oppe på scenen og ikke skyllede gennem teltet som en flodbølge.
Koncerten blev opbygnings- og materialemæssig heller ikke en ren gentagelse af sejrstogtet på Rising. Heldigvis, man gider jo heller ikke ren genudsendelse, selvom præmierne var fremragende. Dog skabte det dog nok også lidt udfordringer, at koncerten på Avalon sneg sig op på 80 minutter, næsten dobbelt så lang tid som de havde på Rising. Ikke at Brimheim ikke har materiale nok til at fylde spilletiden ud, men det blev stedvis lidt langt, når lyden ikke var helt så intens som håbet.
Brimheim var også dristig nok til at smide en lille håndfuld helt nye numre ind i sættet. Her var især de to sidste, der blev spillet, i sættes sidste del, mere end lovende. Vi fik et nummer der hed et eller andet ala “Into the Ooze”, igen, Brimheim var svær at høre når hun talte. Den sang havde indledningsvis et næsten Kashmir, omkring Zitilites perioden klang og opbygning. Inden en VILD afslutning, hvor Brimheim skreg “RIPPING OF YOUR HEAD”, hvor hun også afslutningsvis gennempryglede trommeslagerens high hat. Da brændte det hele virkelig igennem og sammen.
“Brand New Woman”, som fulgte efter var mere ovre i noget lidt 80er rocket ala den moderne form, som man kender hos eksempelvis Sharon Von Etten. Her dukkede Eee Gee op som gæstevokalist og tilførte det stærke nummer et lag country feeling. De to vokaler og deres stil supplerede hinanden godt. I det hele taget sang Brimheim endnu engang som en drøm. Fra det højstemte, næsten Kate Bush klingende, over det helt sårbare og neddæmpede til den skræmmende, skrigende rockvulkan.
Indledningsvis var teltet godt fyldt, folk rockede med og der var endda spredte antydninger af “syng med klynger”. Jeg stod lige bag et par på min alder, der kunne hver en strofe og kunne genkende numrene fra første tone. Så vi fik os en fælles skråler i form af “I Can’t Hate Myself Into A Different Shape”, der faldt som koncertens fjerde nummer. På vores Instagram blev jeg så grebet af stemningen, at jeg kækt proklamerede, at det er den bedste danske sang i nyere tid. I hvert fald lige i det øjeblik. Ikke kun i det øjeblik.
Mod slut fik vi et andet hit da en langsomt startende, og dernæst konstant stigende , “Exquisite Bliss” fik de folk, der var blevet hængende, sendt helt op i gear igen. Ja, teltet var blevet noget tømt, som koncerten skred frem, vi var også et godt stykke efter midnat. Det så ud til, at en stor del af dem, der blev hængende, var par af den ene eller anden slags? Var det en par-koncert?
De blev beriget med endnu en blændende vokalpræstation, da Brimheim og en guitarist på akustisk guitar i tredje sidste nummer leverede en sjælfuld ballade. Scenen blev fyldt igen, Brimheim og band rullede ud på landevejen, og highway rockede teltet med målstregen i sigte. Den kom vi over fyldt med kærlighed.
For vi manglede selvfølgelig lige den perfekte lukker. Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil, hos Brimheim hedder den “Call It What You Want”. Den fik, ligesom på Rising, lov til at drive smukt ud fra scenen, mens man kunne stå og nyde de kærlige lydbølger fylde Avalon.
Brimheim kunne nok ikke have gjort det meget bedre, og greb koncerten helt rigtigt an. Kun lydens manglende trykbølger i dele af koncerten gjorde, at vi ikke helt lettede. Afslutningen sendte mig dog ud i mørket med tilstrækkeligt luft under vingerne.
MEYER, for helvede!
MEN det var stækkede vinger. Jeg var ved at være mør, havde da vist heller ikke siddet ned i 6 timer. Og så var der jo aftensmad! Jeg styrede mod Meyers Madhelvede ved siden af Avalon, hvor der ikke var nogen kø. Og sidste år var køkkenets Falafel Bowl overraskende god.
Det var den igen i år. Den er på den prismæssigt pebrede side med sine 100 kr. for en forholdsvis lille portion, set med en sønderjysk mands øjne og mave. Selvom størrelsen på bowlens indhold er til at overskue, så ser det dog ganske indbydende ud. Der er alt muligt “spændende” i, som jeg ikke lige fik noteret, jeg kunne genkende radiser, 3 falafel boller, løg og var det bulgur eller noget linsehalløj. Lidt grønt på toppen og “snaske” i siden, måske hummus?
Jeg er dog også ligeglad med om det er dyrket på et økologisk landbrug på Bornholm, eller gravet op af Meyer personligt, iført hans brand-bøllehat, bare det smager. Og det var igen en af de bedre smagsoplevelser, jeg har prøvet på Roskilde. Det smager ganske enkelt af noget. Hvilket nok også har betydning for mæthedsfornemmelsen. Så nok er portionen lille af størrelse, men smagen gør op for det og jeg blev mæt. Det bliver 5 ud af 6 Meyer-bøllehatte trods prisen.
Så var det sgu’ tid til, at trække stikket og se om teltet stadig stod. Det gjorde det da, da jeg forlod det i lørdags. Først skulle jeg dog lige finde det. Der er belgmørkt på den boldbane, hvor restricted camping er placeret. Jeg havde været forudseende i år og medbragt en kraftig cykellygte, alligevel måtte jeg lige lede lidt. Øhhh, hvordan er det nu lige mit telt ser ud?!
Gråt, det er gråt, ik? AHA, jo, det ER gråt og der stod det, som jeg efterlod det for 4 dage siden. Succes!
Af Ken Damgaard Thomsen
Mobilfotos: Lene Damgaard og Ken Damgaard Thomsen/GFR, Roskilde Festival
