Og så kom regnen til Roskilde Festival. I skuffende mængder, egentlig, nu var man lige forberedt på det værste! Heldigvis var der en masse andet der gik galt, men ikke rigtig musikken. Den stod navne som Nausia, Selina Gin, Ash Olsen, Pleaser, Nakkeknaekker og Kindsight for.
(For en introduktion til min tilgang til reportageformatet, som er personligt vinklet, kan man med fordel læse introduktionen til søndagens reportage)
Det hele var ellers så godt planlagt og vi kom forrygende fra start lørdag. Problemerne i privaten begyndte at melde sig søndag, hvor musikken ellers kom ganske fornuftigt fra start på de to “nye” scener Eos og Gaia. Men derhjemme satte en torn i en pote en kæp i hjulet. Familiens 4-benede ven, som var kommet i plejefamilie under festivalen, måtte hastes hjem med tiltagende vanskeligheder med et af de fire ben.
Gode råd var dyre, fotografen og den unge assistent måtte blive hjemme og passe hunden indtil vi kunne få kræet til dyrlægen mandag morgen. Jeg blev fragtet solo i felten, nu med dobbelttjans som fotograf og skribent. Det gik vist egentlig overraskende godt, trods lidt sved på panden og kræfter, der slap op efter en stressende dag.
Mandag morgen havde dyrlægen ikke tid, så det blev en middagsbooking. Så var den hovedpine blot udsat. Ligesom fremtidig pasning under festivalen hang i en tynd tråd, den private pasningsaftale var, forståeligt nok, lidt vævende ved tanken om at skulle passe en muligvis syg hund. Pengene, der var betalt i forskud, ville de dog gerne beholde. No refunds. Motherfucker…
Nå, jeg tog en rask morgenløbetur for at tømme hovedet, var også nogenlunde frisk, i dag vågnede jeg først klokken 4 modsat klokken 2 dagen før. Hjem og skrive gårsdagens reportage og anmeldelser færdig, måske kunne man endda nå en lille lur? Det blev til 5 minutters morfar med laptoppen på skødet, da jeg uploadede billeder til hjemmesiden. Effektiv hviletid!
Det endte med, at hunden måtte i narkose og en tur under kniven. 2200 kr. og manglende pasning festivalen ud, som jo ellers var betalt. MOTHERFUCKER. Nuvel, hovedpinen måtte udsættes til senere. Dagens Roskilde program rykkede faretruende nærmere. Ligesom det lovede skybrud og mulig OVERSVØMMELSE, alt er fucked, Roskilde drukner.
Menneskets bedste ven
Det skulle dog stadig dækkes. Om ikke andet så kunne man jo få sig nogle fede regnvejrsbilleder ala Ekstra Bladet, som åbenbart ikke har andet at lave på festivalen indtil Treo kommer daskende og parkerer sig for Orange, og måske til nøds, Arena engang på onsdag?
Efter et hurtigt redaktions/familiemøde blev det vedtaget at køre samme model som dagen før. Fotograf og assistent blev hjemme hos patienten, undertegnede fik lov til at dobbeltjobbe igen. Det endte næsten med, at dagen også blev en gentagelse på klokkeslettet.
Afsted mod Roskilde, men først en tur forbi dyrlægen og samle en hund inkl. dekorativ lampeskærm om hovedet op. Og SÅ af sted. Jeg fik lov til at sidde med dyret på bagsædet, hvor narkosen tydeligvis var forduftet. Den lille pelsknold klatrede rundt oven på mig, mens den forsøgte at skubbe skærmen af. Hvis den da ikke lige sad med hovedet, og skærm, ude af vinduet, så hele baduljen raslede og blafrede.
Get me out of this car!
I rask trav, og med ekstra tung oppakning i forventningens glæde over den kommende syndflod fra oven, blev turen tværs over indre plads forceret. Den ligner stadig, og næsten i stigende grad, en gigantisk byggeplads. Det er så vildt, hvor meget der bliver etableret og bygget fra grunden. Det er jo en hel by, der skyder i vejret, bygget af frivillige kræfter. Sgu’ godt arbejde.
Det begynder både at ligne noget derinde, men også travlhed før lukke/åbningstid. Normalt er den sidste maling nærmest ikke tør, når pladsen åbner onsdag.
Jeg satte kursen mod GAIA, hvor der netop var startet noget jazz-ræs op med gruppen Nausia. Satme meget saxofon på den scene. Måske også lige lidt for meget til mit middagshumør, da jeg ankom, og skyerne begyndte at trække ind over Central Park området, hvor de to scener, Eos og Gaia, er placeret.
Jeg sneg mig dog alligevel, lidt forsigtigt ind i teltet. Der var godt med publikum, jeg mener, eksperimenterende jazz en mandag klokken 14? Det havde satme ikke fået mig ud af lejren, da jeg var på samme alder som mange af de fremmødte. Og kan vi så gøre op med myten om, at de unge på Roskilde kun gider feste og ikke lytter til musikken? Musikken i det der program, som år efter år er det værste nogensinde?
De kommer. De lytter. Nogen går igen. Mange kommer muligvis “bare” fordi, at det er det musik der lige er. Men jeg vil stadig vove den påstand, at ud af alle de fremmødte, så er ungdommen IKKE den gruppe, som står og snakker højlydt under koncerterne. Enten ER de der og er nogenlunde opmærksomme, eller også så går de igen. Det er folk i min aldersgruppe (lad os kalde det 30-55 årige), som er de værste syndere!
Hvor kom vi fra? Ah ja, mere saxofon. Eller lidt mindre, tak. De hylede og truttede, mens antydningen af melodierne syrede ud i noget, som jeg havde svært ved helt at orientere mig i. Jeg har ikke en skid forstand på jazz, det har aldrig rigtig sagt mig noget, og jeg kan ganske enkelt ikke finde rundt i det. Jazzede elementer i forskellige genrer er helt ok. Men den rene, lidt udsyrede og “vilde” version som Nausia fyrede af, kan jeg ikke komme ind, eller finde rundt i.
Jeg fik dog skudt lidt billeder, og da musikken af og til lød som om, at det hele var ved at falde helt fra hinanden, var det sådan set ret fedt. Det gav også lidt hjerneflimmer. Så jeg luskede ud på en bænk foran Gutter Island Baren. Hvor mørke skyer for alvor trak ind over Masnedø Fortets udpost på Roskilde. Undergangen var på vej,
Den ventende dommedag gik jeg i møde ved at iføre mig mit nye, smarte regntøj og de spritnye “JAGT” gummistøvler fra Harald Nyborg. Bring it on. Og så åbnede sluserne sig, som jeg begyndte at sjoske (man sjosker i gummistøvler, også jagtmodellen) i retning af Eos til dagens første, veltimede open air koncert.
Selina Gin, Eos, kl. 14.45
Stakkels Selina og band var min første tanke, da jeg så det forståeligt magre fremmøde få minutter inden annonceret koncertstart. Nu lynede og tordnede det også en smule i det fjerne, mens regnen tog lidt til i intensitet. Hvor dårligt skal vejret egentlig være på Roskilde, inden de udsætter en koncert?
Dårligere end det her, tydeligvis. Lige inden Selina Gin og bandet gik på, blev scenegulvet svabet og så var man good to go. Det så nu stadig faretruende glat og vådt ud, må jeg sige, men jeg er jo ikke sikkerhedsekspert. Men er sikker på, at havde der været den mindste fare forbundet med afviklingen, så havde arrangørerne trukket stikket.
The show must go on, også i regnvejr, hvor uheldigt og “uretfærdigt” det end måtte være. Når noget foregår udenfor, så kan det ikke være ens vilkår for alle. Og de her arbejdsvilkår var mildt sagt vanskelige. Eller vand-skelige. Hehe… OK, så er den brugt for i dag.
Det lod Gin og bandet sig nu ikke mærke af. De gik umiddelbart upåvirket til opgaven, og lod sig ikke hyle ud af den af lidt dryp fra oven. Der strømmede også hurtigt en pæn mængde regntøj og ponchoer til, så fremmødet faktisk så overraskende hæderligt ud alt taget i betragtning. De blev belønnet for umagen med en professionel, velspillet og ikke mindst velsunget koncert.
Betingelserne tillod måske ikke, at det hele løftede sig til en af de helt uforglemmelige oplevelser. Mindre kan også gøre det. Især under forhold, der kunne have taget gejsten og motivationen fra en frontperson og et band, der stod med større bogstaver på plakaten. Hatten af for den præstation og indstilling.
Musikalsk overraskede koncerten mig ved, at være noget mere rocket, end jeg havde troet. Jeg har slet ikke fået hørt Selina Gins solodebut nok til at kende sangene indgående. Men, jeg huskede pladen som mere afdæmpet og nedtonet? Det her var jo nærmest en regulær rockkoncert. Og tak for det, det fik da en til helt at glemme regnen i perioder.
Det skal siges, at jeg ikke hoppede i fotograven i dag. Jeg synes ganske enkelt at min ret store rygsæk med alt muligt praktisk i, og snøret fast udenpå, stak for meget ud i landskabet. Så ville ikke lige belemre mine mere professionelle kolleger derinde. Så jeg kredsede lidt rundt ved fronthegnet, cirklede rundt på pladsen og over på modsatte side, mens jeg forsøgte at holde kameraet tørt længe nok til at skyde nogle brugbare billeder af Selina og det kompetente band.
Regndansen gjorde sit indtog blandt det drivvåde publikum, mens Selina gav den alt hvad den kunne trække. Hun er en stærk performer, og har ikke glemt hendes karakteristiske dansemoves og bevægelser fra Nelson Can tiden. Men hendes stemme kommer næsten endnu mere til sin ret nu, hvor hun står på scenen som solokunstner. Hun synger ganske enkelt formidabelt. Hvad der umiddelbart kan virke som en lidt kølig og maskinel, hvis ikke lidt intimiderende udstråling, virker endnu mere som en form for primal energi eller besættelse, når hun lader stemmebåndet folde sig helt ud.
Et højdepunkt blev dog i en mere stille og afdæmpet stund, hvor hun bad publikum sætte sig ned i det våde græs til tonerne af “Favorite Melodi”. Oprindeligt skrevet til hendes mor, men i dag dedikeret til hendes 8 måneder gamle baby derhjemme. Det mindede nærmest om en form for loyalitetstest og en sondring af om hun havde fat i publikum. Det havde hun i hvert fald i langt de fleste. Der er altid en eller to, som skal være på tværs og stå og blomstre demonstrativt midt i det hele. Dem om det.
Vi, der valgte fællesskabet, kunne nyde et smukt øjeblik, hvor det også virkede som om vejrguderne forbarmede sig. Det stilnede lidt af med vand fra oven, nok til at det mod slut i koncerten ikke engang var nødvendigt, at scenen blev svabet. Det blev den ellers efter hvert nummer.
Da koncerten nærmede sig sin afslutning, og endnu et musikalsk højdepunkt i form af den episke “I See What You’re Fighting For”, der strakte sig over 7-8 minutter, tog regnen til igen. Det var næsten helt symbolsk, at naturkræfterne skulle spille med musklerne igen, samtidig med, at bandet hamrede igennem og Selina diskede op med en imponerende vokalpræstation.
Alt i alt var det muligvis en kamp mod overmagten og omstændighederne, men Selina Gin og band gav sig ikke uden kamp. Og hæv også en flot, lille sejr i land.
Frække Fritz og dobbelt op på hiphop
Jeg daskede mod Eos baren, man bliver åbenbart tørstig i regnvejr og gik på cola jagt. Igen i år er det Fritz Cola, som har skubbet Coca Cola udenfor hegnet og står for leveringen af brunt sukkervand. Sidste år var det dog den sukkerfri model, som smagte klart bedst, så den snuppede jeg igen. Det smager måske ikke helt af cola COLA, men jeg synes sgu’ den er ganske lækker, den frække Fritz Zero.
Regnen havde ikke sluppet sit tag, men det var dog som om, at det der skybrud lod vente på sig? Bevares, der kom da vand, men underlaget kunne nu sagtens følge med. Jeg søgte dog alligevel lidt læ under et halvtag hos Mojito Bar for at kunne tjekke diverse divices tilstand, lave lidt social media arbejde, nå ja, og få en smøg i nogenlunde tørvejr.
Derefter blev kursen sat mod Gaia. Jeg havde egentlig for en gangs skyld et “2 koncerters hul” i programmet, men der er altid musik. Så man kunne da lige tjekke Yukka ud på afstand. Fandt mig en NOGENLUNDE acceptabel plads i “tørvejr”, på en bænk under et træ i høreafstand fra Gaia.
Jeg skal ikke kunne bedømme Yukka som performer, på nogen måde, men hun lød nu ganske kompetent. Hendes stil og bud på en art moderne pop/hiphop med spredte effekter på vokal og andre krumspring er ikke lige mig. Men det lød godt nok stilsikkert, professionelt og med masser af potentiale – hvis man er til den slags. Så sad man der og gloede på folk i regnen med et livesoundtrack i baggrunden, og forsøgte at gumle sig igennem i medbragt müslibar. Næste gang køber jeg fandeme bare en Snickers…
Nu skal man jo passe på, at man ikke slår rødder. Og den lidt klæge sukkerbombede bar skulle jo også forbrændes. Så jeg besluttede at prøve noget norsk hiphop på Eos. Det var indledningsvis ikke et større tilløbsstykke, kombinationen af norsk rapper, Ash Olsen, og vejret var nok ikke videre befordrende for folks nysgerrighed. Men, der var da NOGEN, da den af statur kleine Ashley kækt indtog scenen.
Hun var sgu’ meget skæg. Og det mener jeg ikke på nogen som helst nedladende måde. Men hun VAR skæg. Hun havde en meget afslappet, nærmest små-stenet udstråling og attitude. Laid back as fuck, som om at der skulle noget mere til at bringe hende ud af fatning, end man kan opleve en mandag eftermiddag på Roskilde Festival. Nok fyldte hun, og bandet, fysisk ikke meget på den ret store scene, men personligheden kompenserede i stor grad for det.
Så var der den musikalske del. Mjah. Ikke lige mig, men heller ikke TIL mig, vil jeg gætte på. Det er ungdommelig hiphop, til unge mennesker eller ligesindede. And that’s cool. Relativt korte og abrupte numre, så det periodevis fremstod som en art medley. Bare jævnligt med lidt for lange pauser og overgange. I hvert fald i koncertens første del, hvor jeg manglede lidt mere flow.
Til gengæld havde Ash Olsen et fint flow, igen er stilen ikke lige mig, men jeg kunne godt høre, at hun var dygtig til det hun gør. Af og til blev jeg så distraheret af DJ/hypeman, som forlod sin pult og i stedet gav den som spændstig danser på scenen. Så kom der en gæst, en dansk rapper formoder jeg, kunne ikke lige genkende vedkommende fordi jeg er fucking gammel. Og fik ikke fat i navnet, fordi Ash havde spredte tendenser til at mumle lidt. Igen, hun var og havde det chill’arn.
Der var dog optræk til punk og ballade på Gaia. Så jeg måtte hellere trække i modsatte retning igen. Og trækker ud af regntøj og røjsere. For sørme om opklaringen ikke begyndte at melde sit overraskende tidlige indtog over pladsen. Var det bare det?! Her var der ikke engang en lille mudderpøl, højst et par vandpytter, der hvor der i forvejen var et par huller i underlaget? Oversvømmelse og katastrofe aflyst!
Var det ikke fordi det virker utroligt dumt, så kunne man næsten være lidt skuffet. Oh well, måske næste år så. Nu har jeg da et par fine gummistøvler. Som ikke engang behøver blive gjort rene.
Pleaser, Gaia, kl. 17.00
Det er så her man skal sige, at de ikke var kommet for at leve op til deres navn. Og alligevel formåede at gøre det. I hvert fald, hvis du kan lide dine punkkoncerter short, sweet and to the point.
Jeg skal gøre det endnu kortere, end bandet formåede. Der er ingen grund, eller mening sådan set i, at kaste for meget ordsminke ind her.
Pleaser spiller hurtig hardcore punk med spredte rock ‘n roll tendenser. Nu de ikke lige punkfræsede fremad med enkle, effektive virkemidler, så fik de mere rockede indspark mig til at tænke “Möterhead på speed”. OK, mere speed. Med to kvindelige forsanger,e bevæbnet med hver deres skingre guitar sat på kædesav indstillingen.
Det gav lidt afveksling, og til andre tider dobbelt op og fælles angrebsfront, på den vokale del. Rent musikalsk var det varierende grader af fuld fart frem, primitivt, råt og i længden også en kende monotont. En saxofon på fløjen skabte dog lidt variation hist og her. Men i det høje og særdeles opskruede lydbillede smeltede alt der blæste ud fra scenen lidt sammen i længden.
Opskriften virkede dog og blev generelt taget godt imod i det pænt fyldte telt. Efter 9 minutter kom der gang i mosh og circlepitten, og den blev holdt i kog indtil koncerten sluttede 20 minutter senere.
Lige da de første gæve gutter fra pitten begyndte at sive og vakle kampsvedende (og med blanke øjne) ud af teltet, var Pleaser færdige med at tilfredsstille. Det er sådan jeg kan lide mine punkkoncerter!
Jeg mindes dog, at have set Smertegrænsens Toldere på Stengade engang, hvor de opnåede det samme med en koncert der varede lige godt 9 minutter. Pleaser trak den lige til grænsen, men nåede over inden bommen smækkede i.
Heldigt at de fik lov til kun at spille en halv time. Det gav mig lige 10-15 minutter til at humpe fra Gaia til Eos og give ørerne et kort hvil.
Nakkeknaekker, Eos, kl. 17.45
Det var godt, at Nakkeknaekker og deres forsanger ikke forsøgte, at skjule fra start, at de er Nakkeknaekker, og at de er fra Silkeborg aaa’.
For så var missionen mislykkes. Der er nu heller ingen grund til at skjule det, det kan bruges til ens fordel, at man er jy’e og spiller fee døe, ik’ årh?
Det ville være dovent, lidt for nemt og søgt, samt uretfærdigt at sammenligne Nakkeknaekker med Baest. Så det gør jeg naturligvis. Ej, der er nogle fællestræk ved de to bands, som jeg ikke helt kan ignorere. Det jyske ophav, kærligheden til dødsmetallen, charmen og så, at Nakkeknaekker, ligesom Baest dengang, kommer lidt tromlende ud af nærmest ingenting. Og gør deres ypperste for at vælte Roskilde Festival.
Nu SKAL det her ikke være en sammenligning, musikalsk er der forskelle. Nakkeknaekker er stedvis det jeg ville kalde døds-thrashet, hvorimod Baest er mere ren død. Men den der afvæbnende jyske charme, lune og flade humor, som går direkte over i tonstunge og tromlende toner, har de tilfælles.
Nakkeknaekker var, lidt ligesom Pleaser, tydeligvis kommet for at leve op til navnet. Her bare mere bogstaveligt. Det var skisme tungt, grumt og virkningsfuldt når bandet spillede. Forsangeren var muligvis ikke den teknisk dygtigste sanger eller growler jeg har hørt, men det fungerede i den her beskidte musikalske indpakning. Man mistænker det næsten for at være bevidst. Det virkede som om, at det gerne måtte være lidt flosset og grimt.
Og hvis det ikke virker, så bliver det bare knækket nakker! Dertil gjorde lydstyrke og trykket også sit. Eos kan satme spille højt, då. Det truede også med at blive lidt ensformigt hist og her, ikke at det tiltagende eksalterede publikum midt for scenen lod sig mærke af det, Der var gang i pitten. Både den der cirkler og den hvor man slås for sjov.
Spredte tiltag til crowdsurfing blev forsøgt standset, og påtalt fra scenen af forsangeren. Es ist verboten. De fleste lyttede, de der ikke gjorde, lykkes faktisk med at nå op til, og blive hævet over hegnet. Mens resten af hoben væltede rundt og rundt, ind i hinanden og sikkert også lidt ovenpå hinanden. Der blev endda plads til en hurtig lille wall of death. Mægtig hyggeligt.
“Den næste sang er virkelig fucking truckeren, er der nogen der har en kasket jeg kan låne?”. Det var der et par stykker der havde. Fra syngende midtjysk til trucker rytmen fra helvede væltende ud fra scenen sekundet efter. I det hele taget lød meget af Nakkeknaekkers materiale som store landbrugsmaskiner, der jorde hen over en skrotplads frem for en kornmark.
“DANS FOR HELVEDE”, og folket adlød med tiltagende rowdy dans og spjættende lemmer. En hurtig sing a long intro i form af et glimt i øjet “ÅH ÅH ÅH ÅH ÅHHH” kor efterfulgt af et smøret grin fra den nu kasketløse forsanger blev det også til.
Det var som at være til et dejligt bonderøvsbal på Escobar med Morten Bruun metal som soundtrack. Meget svært ikke at holde af, selvom formlen virker lidt for velkendt.
Ikke meget tid til at fordøje, tilbage mod Gaia inden klokken løb fra mig. Mit pick up tidspunkt gav mig mulighed for liiige at få det meste af en sidste koncert med.
Kindsight, Gaia, kl. 18.30
Så hvorfor ikke nuppe et stykke solskinsindie at gå hjem på? Kindsight har jeg tidligere anmeldt albummet Swedish Punk fra, en lidt ironisk titel, men lad os se om bandet ikke havde lidt tænder alligevel.
Det havde de, men dee lod vente på sig. Faktisk skulle vi næsten en halv time ind i koncerten, inden Kindsight for alvor skruede op og begyndte at bide fra sig. Indtil da var jeg lige ved at blive lullet lidt i søvn af et høfligt band, der spillede høflig musik, som blev høfligt modtaget i teltet.
Jeg lavede den efterhånden sædvanlige finte med at starte ud i højre side, kredse bagom og slutte i venstre. Bare for at få en fornemmelse af stemningen, lyd og få en form for helhedsindtryk.
Lige meget hvor jeg stod, var det samlede indtryk lidt det samme. Et velspillende band, hvor den kvindelige vokal i front i lange passager fremstod en kende spæd. Det er nok en del af udtrykket, og fungerer godt på plade, for da kan man høre den. Her havde den lidt vanskeligt ved at trænge igennem. Jeg havde svært ved at høre hvad der blev sunget. Det hele virkede lidt indelukket.
Lyden spillede måske ind, der kan også have været lidt forståelige nerver, eller også er bandet bare lidt tilbageholdende og introvert. I hvert fald havde de fint leverede indienumre problemer med, at komme helt ud over den der forbaskede scenekant. Og bandet lige så. Det kom til at fremstå tilbagetrukket.
Tempoet begyndte langsomt at stige, der kom mere gang i sangene. Og lige som jeg stod og trængte til et hit, mens solen strålede ind fra venstre side af Gaia, spillede de indieperlen “Sun Is Always In My Eyes”. Et dejligt varmt nummer, der formår at omfavne en, som en blød dyne. Så blev man små-døsig på den gode måde.
Kindsight begyndte efterfølgende at rocke markant mere igennem, og fik bedre fat i publikum. Der var stadig ikke meget kommunikation mellem band og de fremmødte, det er tilsyneladende et band, der lader musikken tale mest muligt for sig selv. Så den fik fuld tryk en halv time inde, hvorefter forsangeren endelig adresserede publikum med et “Tusind tak, Roskilde” og en lille historie om, at hun op til koncerten havde forestillet sig folk i teltet som “små nisser” for at dulme nervøsiteten.
Den nu lidt mere punkede, ja, der var faktisk antydninger af noget punket, måske endda svensk, fortsatte. Inden de leverede den rytmisk lidt sjove “High Life”. Den sprutter en smule, som om sangen hakker, eller der trykkes hurtigt på en start/stop knap. Her sker der noget for kindsight, det er som om musikken vågner, når de styrer væk fra de indledende høfligheder.
Men jeg tror at Kindsight ER et høfligt band. Så jeg vil kvittere med et lige så høfligt og velmenende: det var fint.
OG en fin måde at runde endnu en kompakt dag af på. 4 koncerter i streg af ret forskellig art var også ved at have fyldt mit hoved. Jeg begyndte at trave mod opsamlingsstedet ovre på den anden side af motorvejsbroen. Mens realiteterne på hjemmefronten begyndte at snige sig ind på mig igen.
Hundepasseren var måske/måske ikke villig til at passe hunden mod en merbetaling, ud over det beløb hun allerede havde fået (og jo ikke ville returnere). Kunne fotografen berette hjemmefra. Den ville jeg gerne have på skrift. Bare så hun ikke trak i land og lavede samme nummer en gang til. Samtidig havde jeg/vi lidt betænkeligheder og dårlig samvittighed over, at efterlade en hund, som lige var blevet opereret til en fremmed.
Den dårlige samvittighed var flerfoldig i mit tilfælde. Jeg føler lidt, at jeg har efterladt folk derhjemme med “lorten”, mens jeg var taget på Roskilde (for at passe butikken, men alligevel) og de blev snydt for festivalen på den konto. ØRK! Dårlig samvittighed og bekymringer, Roskilde Festival skulle gerne være et frirum fra hverdagen. Og nu kom den og spændte ben.
Turen hjem gik med at drøfte muligheder og tanker omkring hele situationen. Fotografen fik et opkald fra den grådige hundepasser. Ok, fair nok at man vil have lidt mere for at passe en “syg” hund, som nu egentlig var nogenlunde sig selv. Minus lampeskærmen. Men, et eller andet ved, at hun ikke var villig til at betale nogle af pengene tilbage som princip for et arbejde, hun ikke havde udført, nagede os. Men vi sad lidt i saksen.
Indtil et opkald fra en dame i nabolaget, der tidligere har passet dyret, tikkede ind, da vi lige havde parkeret Herlev Ekspressen. Hun ville gerne passe hund festivalen ud indtil fotografen kom hjem fra felten om aftenen. REDDET PÅ MÅLSTREGEN.
Så NU kører det, og fra i morgen tirsdag er festivalen endelig rigtig gang og vi kan dække den stærkeste opstilling! OK, eller i hvert fald den velkendte opstilling.
Og så ikke et ord mere om den FUCKING hund. Den er nu begravet. Altså ikke på den måde!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ken Damgaard Thomsen
