Ahhh, søndag, hviledagen som man skal holde hellig og alt det der. Bare ikke hvis man skal på Roskilde Festival. En dag der bød på uforudsete udfordringer, dobbeltjob til den udsendte og koncerter med Stundom, Gorgeous, Agnes Hartwich, Ida Laurberg og noget af Feather Mountain.
Lige en lille kort introduktion til mulige nye læsere, noget jeg måske har forsømt tidligere år. Og glemte i min lille reportage fra lørdagen. Dette er en mere personlig beretning end når vi normalt dækker musik. Jeg forsøger at dække “alt” omkring Roskilde Festival, hvilket også inkluderer mere personlige ting.
Det er altså, ligesom Roskilde, mere end musik. Det er OGSÅ musik, og når den spiller, er fokus mod scenen. Men det ER lige så meget en personlig beretning om det at være på festival. Det er de små observationer, de store følelser, navlepilleri og fugleperspektiv i en form for tankestrøm og dagbog.
Hvorfor skulle det så interessere nogen? Tja, hvis man kender mig, så er det muligt at det er sjovere læsning end tilfældet er. Jeg håber dog, at det på en eller anden måde siger noget om, hvad Roskilde er på godt og ondt, og alt midt i mellem. Og hvordan det er at være på festival, når det også skal balanceres med familie, husdyr og det faktum at man efterhånden er midt i 40erne og kunne være forældre til mange af de øvrige på pladsen.
Og så skal man ikke tage det hele for mere end det er. Bølgerne går højt af og til, når frustrationen begynder at melde sig. Men alt bliver overleveret med kærlighed og glimt i øjet. Det er Roskilde Festival.
Den søvnige søndagsstemning brydes
Jeg sluttede lørdagens reportage, da vi sad i bilen på vej tilbage til Herlev. Efter den tidlige hjemkomst besluttede jeg, at få reportagen nedfældet, så der var god tid til at gøre sig klar søndag formiddag. God plan, som starter med en god nats søvn, så jeg gik til køjs inden kl. 23. Og vågnede kl. 2.
For helvede. Vende, dreje, slå koldbøtter, op og tisse (ja, det er begyndt, det der nattetisseri). Jeg har lavet det nummer et par uger nu. Holde mine sengetider ret stramt og så vågne midt på natten uden at få sovet ordentligt igennem resten af natten. Denne nat gav jeg op ved 4-tiden. Ind og sidde/ligge lidt på sofaen og stene nat-tv. Det er fandme en sløj sendeflade på det tidspunkt. Nå, så kunne man krydstjekke vejrudsigter for mandag. Den var endnu mere våd end sidst. Fucking hell… nå, regnen kommer, men hvor meget. DMI melder 28 millimeter inden for få timer fra midt på eftermiddagen.
Den slags nedslående melding skal lige fordøjes, og måske svedes ud? Efter et par timers “sidde og nikke” på sofaen tænkte jeg, at en god løbetur nok kunne rense systemet. På med løbeskoene og afsted, man har Herlev og Hareskoven for sig selv, hvis man kommer afsted inden fanden får sko på. Jøsses den var tung her til morgen, og MØGlummer. Jeg vendte dog veltilfreds, og storsvedende hjem med 1 time og 10 minutters morfar løb i bentøjet. Jeg kan sgu’ stadig, HA.
Så kunne man ellers se frem til en rolig søndag i felten, godt og varmt vejr, ingen vind, og ingen stress. Ved 10-tiden ringede fotografens telefon. Vores hund, der er i privat pasning under Roskilde, havde fået problemer med den ene porte og skulle nok til dyrlægen. Goddammit! På en søndag?! Dem der ikke har lukket, tager 3000 kr. blot for konsultationen. Gode råd er dyre, dyrlæger endnu dyrere!! Der skulle tænkes hurtigt.
Nødløsningen blev, at fotografen hentede kræet og blev hjemme og passede den tre-benede ven. Jeg fik et lift til Roskilde med hendes kamera i tasken som bonus. Og så starter vi dagen i morgen med dyrlægebesøg. Den overlever nok indtil mandag morgen. Efterhånden virker en aflivning billigere og nemmere i længden, men den er nu også meget sød, så…
Ah, fuck, jeg mangler jo stadig gummistøvler!
Fra Nyborg til Roskilde
Op på cyklen i en fart, Big Centeret i Herlev har vist søndagsåbent. Godt jeg ikke løb for meget om morgenen. 5 kilometer frem og tilbage til Herlev bymidte er jo ingen sag, men jeg skal love for at lummert vejr og vejarbejde pga. etablering af letbanen gav sved på panden.
Jeg svedte som en tømmermændsramt Roskilde gæst, der vælter ud af en af de gamle lokumskabiner i 30 graders varme, da jeg fandt afdelingen med gummistøvler i Harald Nyborg. Herligt udvalg i forskellige prisklasser af gummirøjsere, der lå hulter til bulter på hylderne. Blandede størrelser og modeller, samt mange hvor man ikke kunne finde makkeren.
268 kr. fattigere for en såkaldt “jagtgummistøvle” senere oksede jeg hjemad. Så kan jeg da endelig komme på jagt til efteråret om ikke andet. Efter hjemkomsten begyndte det også at dæmre for mig, at jeg muligvis lige skulle nå et bad nu jeg var smurt ind i to lag motionssved.
Og afsted gik det mod Roskilde. Det viser sig, at når man ikke har en 11 årig gøgler assistent med på slæb, at man kan tage turen fra Check In bygningen over motorvejsbroen, tværs over festivalpladsen og ned til GAIA på 10 minutter. Så nu var jeg pludselig i rigtig god tid til at nyde udsigten over Gutter Island Baren.
Min debut som fotograf i fotograven nærmede sig, så skulle jeg bare lige finde ud af hvor man gik ind henne. Og om jeg kunne komme ind uden fotoakreditering. Heldigvis er et mediearmbånd nok under opvarmningsdagene, når festivalen starter er det en anden snak. Så jeg luntede ind lige i hælene på de RIGTIGE fotografer og koncentrerede mig meget om ikke at fjumre rundt, gå i vejen og bryde etiketten.
Stundom, Gaia, kl. 14.00
Dobbeltjobbet gjorde også, at jeg var noget afledt i begyndelsen af alle koncerter i dag. Det viste sig sgu, at det er ret krævende at være fotograf oppe foran. Jeg var vildt fokuseret på bare, at ramme et eller andet brugbart. Hvis det så ligefrem var skarpt, hallelujah!
Den største forhindring viste sig at være teknikken. Det var ikke et elite kamera jeg havde lånt, så det kæmpede lidt med belysningen og billederne blev ret mørke. Men hvad faen, jeg var godt tilfreds og gennemblødt af sved efter min debut. For helvede det er varmt oppe ved sådan en scenekant.
I mens var Stundom i gang med en ganske vidunderlig åbning på den musikalske del af festivalen. Det syntes mange af de medlevende fremmødte tydeligvis også, altså dem der ikke havde glemt at lade snakketøjet ligge i teltet. Stundom spiller gammeldags folkemusik, hovedsageligt instrumentalt, så det er lidt som at være transporteret tilbage til 17-1800 tallet. Men mange af de unge var sgu’ med på et høstbal med Stundom!
Det var en lille opsætning i det lettere renoverede Pavilion telt. Indledningsvis tre medlemmer på scenen, en ved tangenterne, en violinist og så en sitar ude på fløjen. Senere blev trioen bakket op af en harpespillet i to numre, hvoraf hun sang det ene. Og de spillede alle virkelig, virkelig fremragende.
Efter de første par numre, hvor vi også lige fik at vide at man godt kunne se på os, at festivalen lige var startet (= vi så nok rene ud?), blev jeg lidt bekymret over den tiltagende snak. Og om periodevis ret afdæmpet, langsomt opbyggende instrumental folkemusik kunne holde publikums interesse fanget i 45 minutter. Efter den sagte “Hvalens Sidste Dyk”, der selv efter Stundoms standard er ret afdæmpet, kom der dog for alvor gang i teltet til tonerne af `’Baronen”.
Der blev kæde- og folkedanset i spredte klynger, jublet og klappet med. Stemningen blev fastholdt, men på lidt anden vis. Sitar-spillende Villads droppede strengene for en stund og kastede sig over “verdens mindste spilledåse”. Han havde brugt 7 timer på at lave huller i en rulle papir, der skulle køres gennem spilledåsen med et lille håndsving. Et hul for hver tone… jøsses et nips arbejde! Alt det for en intro til et nummer, som måske varede 45 sekunder maksimalt. Men publikum var ellevilde, og Villads modtog efterfølgende, og koncerten ud, gentagne “Villads” hepperåb fra publikum.
Violinisten takkede mod slut publikum, og Festivalen for at booke et navn som dem. Det var også lidt et kuriøst sats på papiret, men live gav det heldigvis mening. Især som en vellykket og velspillet åbningskoncert, hvor det hele lidt antog præg og stemning af noget morgensang i folkeskolen.
Så var vi mødt ind, klar til dagen og Stundom spillede os ud i den med den forrygende lukker “Frigear”. “Den handler om at køre på cykel…”, hey, vent, havde de cykler “dengang” Stundoms musik lyder som om den stammer fra?!
Gorgeous, Eos, kl. 14.45
Det gik ikke an med frigear, for lige da Stundom takkede af, var det tid til første koncert på open air scenen Eos. Der er ikke langt mellem de to scener, men langt nok til, at jeg ikke nåede ind i fotograven. Og gad ikke lige komme brasende til direktørtid. Jeg træder varsomt, så jeg placerede mig lige op ad front hegnet og prøvede at ramme noget med linsen derfra.
Gorgeous gik i offensiven fra start og lagde ud med hvad der muligvis er deres mest kendte sang, og i hvert fald den jeg bedst kan lide af det jeg har hørt. Den fortryllende western indie-pop perle “Coyote” blev sendt ud over det pæne fremmøde i usvigeligt sikker stil fra duoen, der i dagens anledning havde fået vokseværk. Hvor mange var de egentlig på scenen, glemte at tælle? 7-8 stykker?
Nå, men kernen er guitarist Enrique Murga og sangerinden Marie Louise. Han spiller en solid indie, nogle gange western rocket guitar, hun synger virkelig godt. Der var enkelte steder, hvor det var som om, at vokalen var lige ved at blive en kende skinger. Tror dog mere, at det var teknikken som drillede, og ikke hendes stemme, for den sad lige i skabet det meste af vejen.
I det hele taget er Gorgeous største force lige nu, at de har styr på deres lyd og stil. Og, at den lyd og stil passer perfekt til det de kan! Især Marie Louises stemme, jeg kan ikke forestille mig, at den skulle kunne lyde anderledes til netop den lyd og de sange Gorgeous har. Det er en kæmpe fordel.
Der hvor det så stadig halter lidt er sceneoptræden, performancedelen og dele af sangmaterialet. Eller måske skulle man heller sige, at deres performance og optræden på en scene stadig ikke har nok gennemslagskraft til, at løfte de numre som ikke er helt så kendte, eller stærke som deres radiohits. De spillede en del mere afdæmpede, nærmest balladeprægede sange, hvor koncerten var lige ved at miste pusten. Ikke fordi, at det ikke lød godt, eller var dårligt håndværk, men ganske enkelt fordi bandet var noget stillestående at se på.
Marie Louise udtrykte selv efter par numre, at de havde været meget nervøse. Måske var det derfor, og det der stadig kunne mærkes? Indledningsvis føltes de, især Marie Louise gemt bag solbrillerne, lidt distancerede. Som koncerten skred frem, så tænkte jeg, at hun måske i virkeligheden bare var lidt sky, eller benovet?
Det var ikke ødelæggende for modtagelsen af sange som “Nothing Was Perfect”, eller den afsluttende “Devine”. Men den sidste smittende udstråling manglede lige fra scenen til, at en ellers pletfrit leveret koncert rent musikalsk for alvor løftede sig. Vi mistede aldrig jordforbindelsen og blev hængende lidt i støvet. Og det støvede ikke engang særligt meget foran Eos, fordi folk stod lige så stille som bandet på scenen.
Får Gorgeous styr på den del, så er de ikke langt fra at leve fuldkommen op til navnet.
SÅ var det dælme tid til at få lidt styr på væskebalancen. Efter to koncerter med multitasking på 90 minutter gav jeg mig selv en lille øl-pause. Årets første øl på Roskilde blev en kold, tuborg fadøl, da alt andet var udsolgt eller noget i pågældende udskænkningssted. 50 kr. for 0.4 cl, plus 5 kr. pant for plastikglasset. Så er den Tuborg da også betalt.
Ja ja ja, stigende priser på råstoffer, jeg forstår og Roskilde har ellers været meget fair og gode til at holde især øl-priser nede i mange år. Nu gik den ikke længere. Til gengæld smagte den absolut fantastisk! Det er muligvis den bedste Tuborg fadøl jeg nogensinde har smagt. Men jeg var fandeme også tørstig!!
Så sad jeg der og stegte lidt i solen, tankede op, passede de sociale medier og fik nedfældet lidt noter. Der var jo ret langt tid til næste koncert, måske man endda kunne nå en bid mad… HVA SATAN, er klokken allerede ved at være kvart over 4?! Afsted mod fotograven foran Eos.
Agnes Hartwich, Eos, kl. 15.45
Agnes Hartwich har egentlig også godt styr på hendes stil og udtryk. Jeg synes ret godt om studieindspilningerne, som er vældig godt produceret. Bevares, det er måske lige vel poleret, grænsende til det overproducerede hist og her, men jeg synes Hartwichs studiemateriale holder. Og hendes EMO/Goth/poppunkrock klang lige så, selvom det ikke rammer min personlige smag rent.
Jeg har dog hele tiden haft en nagende fornemmelse. Et eller andet ved hele pakken virkede… hmm… fremstillet? Ikke, at jeg ikke tror på, at Hartwich mener det, når hun krænger sjælen og følelserne ud. Men der er et eller andet ved måden, det lyder- og præsenteres på, der klinger påtaget i mine ører.
NÅ, men Hartwich kom ellers uheldigt fra start. Efter en båndet intro, der skulle gå over i nummeret “Black Shiny Car”, virkede hendes mikrofon ikke. Ingen lyd igennem. Så båndet blev genstartet, efter hun fik en funktionsduelig mikrofon udleveret. Det håndterede hun nu ellers helt cool og fattet, ingen slinger i valsen der. Og det var der sådan set heller ikke hele vejen igennem. Hverken hos den fint syngende Hartwich eller hendes backingband.
Det hele fremstod bare lidt stift og mekanisk. Bevares, bandet kunne spille, men rent personlighedsmæssigt kunne den musikalske del lige så godt have været en del af det backtrack, som jævnligt bragede igennem og truede med at overdøve alt andet på scenen.
Jeg har sådan set intet imod brugen af backtrack, eller båndet kor og lignende, hvis det bruges fornuftigt og ikke distraherer. Det gjorde det her. Navnligt de båndede kor-passager, som bakkede Hartwich op. Effekterne på vokalen, og koret, er selvfølgelig et bevidst stilistisk valg.
Hartwich besidder en god tilstedeværelse på en scene, hun virker sikker og som en naturlig frontperson. Det bliver dog, ligesom resten af den samlede fremførelse, en anelse maskinelt. Det gjorde også, at hun kun delvist fik fat i de fremmødte. En enkelt eksalteret ungersvend kastede sig ud i noget halvhjertet crowdsurfing. Men med assistance af kun 4 venner er det også begrænset hvor langt man kan nå.
Der var antydningen af noget fællessang i “huu uhh uhh uhh” koret i nummeret “Deep Dark Blue”, men det båndede kor var også her meget tydeligt. Det hylede mig lidt ud af den. Omvendt fungerede et nummer som “What’s In It, Babe” fornuftigt, et flot opbygget nummer med et godt omkvæd.
Andre steder minder materialet lyrisk om ren teen pop lyrik, som på den sørgmodige “the way he would”. Eller den “meget triste sang” “Sad/Drunk”, hvor stemningen næsten giver sig selv ud fra titlen. Her bliver Hartwich sådan lidt… ehhh… det er i hvert fald ikke henvendt til mig? Men hvem er så egentlig målgruppen? Triste teenage piger? Ikke at der overhovedet er noget galt i det, men jeg havde svært ved at relatere til det.
Når det så hverken kom helt ind under huden, eller blev fremført på en måde, der gav materialet noget mere liv, ja, så blev det en lidt flad oplevelse. “Damn Wow” lukkede koncerten med en opfordring til, at “give den alt hvad I har”. Det virkede dog som om, at publikum trods alt sparede lidt på krudtet.
Da koncerten sluttede, virkede Hartwich oprigtigt glad og så lettet ud. Måske er hun selv en smule fastlåst i hende performance og den “rolle” hun tager på sig på scenen?
TID til en lille puster igen. Jeg fandt mig en bænk, hvor jeg kunne sidde og hurtigt slette billeder på kameraet. I skraldespanden med alle jeg kunne se i hvert fald var uskarpe. OK, det så faktisk ud til, at der ligefrem var nogle imellem der mindst var brugbare? Succes!
Med blod på tanden spankulerede jeg lidt rundt for at skyde lidt stemningsbilleder. Det var måske ikke den største succes, jeg mangler stadig lidt træning i at “fange øjeblikke”. I hvert fald med kameraet. Og så er det faktisk lidt grænseoverskridende at gå og fotografere folk i mere eller mindre private situationer. Jeg bliver nok ikke fotograf for Ekstra Bladet og sendt ned for at fotografere halv-nøgne mennesker ved badesøen…
Imens jeg trissede lidt rundt ud på det nærmeste campingområde, overhørte jeg en yngre dudebro tale i telefon: “Okay, men hvor mange TROR du der har taget billeder af dig give det blowjob?”. Jeg studsede lidt over om antallet eller selve situationen var problemet mens jeg styrede tilbage mod Gaia. På vej krydsede jeg vej med en af de andre fotografer, jeg havde set i fotograven tidligere. Han sendte mig et anerkende nik, jeg hilste tilbage. SÅDAN, jeg var inden i varmen og havde i hvert fald ikke trådt ham over tæerne eller brudt nogle uskrevne regler.
Da jeg kom tilbage til Eos en times tid efter jeg havde forladt den, var der sket en del. Jeg skal love for, at de solbrændte fuldehoveder i alle aldre var nået frem. Plus en ordentlig flok godtfolk allerede 10 minutter inden Ida Laurberg skulle på. Der blev tætpakket på området foran Eos, faktisk kunne der under koncerten nok ikke presses mange flere ind på den del af pladsen.
I graven med de andre fotografer havde jeg nu selvtillid nok til at bevæge mig mere rundt. Eksperimentere med fodstilling og teknikker. Og uforvarende kom jeg til at dunke en kollega oven i skallen med mit kamera, da jeg tog det ned efter at have skudt løs. Den vertikalt udfordrede herrer havde åbenbart sneget sig ind under mig foran scenen, uden jeg opdagede det. Han reagerede dog ikke på mit lille gok i nødden, så det hører nok med til jobbet?
Resten af koncerten er anmeldt HER. Den blev sakset ud for at korte den her roman lidt ned. Så klik endelig og læs om en glimrende koncert og vend tilbage her bagefter. Eller læs den bagefter. Bare læs. Og klik. Læs!
Er i tilbage igen? OK, så tager vi lige slutspurten…
OG så begyndte det så småt at trække op til tidligt udsolgt hos undertegnede. 4 hele koncerter som fotograf og skribent, morgenens og formiddagens motion, stress og arbejde begyndte at melde sig. Hovedet var ved at være fyldt, og mit lift hjem var klar til at rykke ved kvart over 7-tiden.
Så kunne man da lige nå at runde Gaia og smage på en halv times tid af Feather Mountain. Jeg pakkede kameraet i tasken, ikke mere nu, tak. Og stod i stedet bare og slappede af i det halvfyldte telt. Metalhoveder er klart blevet en minoritet på Roskilde Festival, men de er der stadig. Og rammer det rette band, det rette publikum på det rigtige tidspunkt, så kan dele af de øvrige gæster godt lokkes eller ligefrem omvendes.
Det ved jeg ikke helt om Feather Mountain var eller gjorde. De spillede fremragende og var velsignet med en høj, tydelig og vældig god lyd på Gaia. Ligesom nogle af deres sange, også indeholder en mere tilgængelig “poppet” stil især i omkvædene, som kunne appellerer til folk, som normalt ikke lytter til metal.
Men deres mere proggede og tekniske udflugter er nok ikke for masserne. Da er vi mere ovre i metal for feinschmeckere. Af i bund og grund, at være et nicheband, så synes jeg dog at de havde godt fat. Og også fastholdt en pæn skare og deres interesse. Det skyldes ikke mindst, at bandet spillede røv fedt og de tilmed har en forsanger, der med alsidig vokal fik både skreget og stedvis skønsunget godt igennem.
Ikke nok med at tid til liftet nærmede sig, jeg begyndte også at lægge mærke til, at jeg havde glemt noget vigtigt i farten. Ørepropper. Et snigende tryk efter at have stået nærmere scenerne end normalt begyndte at melde sig. Jeg dryssede mod udgangen, og kom ud på en lille omvej, da det hul i hegnet jeg kunne passere igennem ved ankomsten fra den indre plads, nu var lukket. Så går vi da bare lidt længere!
Jeg ved ikke om jeg kommer til at gå længere mandag. Meldingerne om regn og muligt skybrud virker nu mere og mere sikre. Det sætter nogle naturlige begrænsninger. Mængden af regn på kort tid er vel egentlig ikke det største problem. Det er forholdsvis hurtigt overstået når det rammer, som det ser ud nu. Men fordi jorden er så tør og hård, kan vandet ikke sive ned og kommer til at lægge sig som søer på overfladen.
Eos Scenen kan få problemer med afviklingen mens det står på, især hvis det tordner. Men hvordan kommer pladsen til at se ud efterfølgende? Vi må se i morgen, og hvad pokker vi gør, hvis hele afviklingen bliver afbrudt eller forsinket?
Indtil da skal der skrives og redigeres billeder på hjemmekontoret.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ken Damgaard/GFR
